PIKNELET: Jeg er også nogens Aziz Ansari

En note fra redaktøren: Aziz Ansiri er en amerikansk skuespiller og komiker, der havde en mildt sagt ikke vellykket date med en ung kvinde. Det har hun siden skrevet om, og nu diskuteres det, om daten var et overgreb og kan kategoriseres under #metoo, eller om det blot var en kikset og uheldig aften. Uanset hvad man måtte mene, så har den fået en af vores piknelere til at tænke.

Jeg har haft sex, der helt klart mest var min idé. Sex, hvor jeg havde mere lyst end hende til at det skete. Jeg har også haft sex, hvor det knap så meget var min idé, men hendes. Men de to situationer er ikke ækvivalente. Det ville være naivt at tro. Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er. Mit køn har ikke traditionelt været udsat. Derfor ligger der ikke alverdens lag af tanker om, hvad hun kan finde på, når jeg går i seng med en kvinde, jeg ikke kender så godt. Det samme kan ikke siges for hende og derfor er de to situationer ikke ens.

Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er.

Men hvorfor ignorerer vi det, som mænd? Hvorfor viser vi ikke mere hensyn i situationer hvor vi egentlig godt kan mærke at hun måske ikke er helt med? Det her er en undersøgelse af mine egne tanker omkring de gange, jeg har presset på og hvorfor.

Det har sjældent været kun for min egen fysiske tilfredsstillelse. Det er kun én af flere faktorer. Det handler mere om mental tilfredsstillelse end fysisk. Jeg har haft lyst til at vise hende, hvad jeg kan. Jeg har haft lyst til at gøre noget for hende. Jeg har også været nysgerrighed:  Hvordan mon vi to passer sammen? Og så er der forventningerne: Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

»Har du lyst til det her?« »Er du okay?« Selve spørgsmålet kan være svært at stille. Det kan lyde mærkeligt i dagslys, men dér midt om natten, når man fumler rundt med alle sine usikkerheder for første gang nøgen foran et andet menneske, så kan det være svært at tale om uden at lyde anklagende. Jeg bilder mig ind, at jeg ville vide, hvis svaret var nej, men jeg burde have spurgt alligevel. Men hvis svaret er ja, så sætter det tanker i gang hos hende, om hvad hun gør galt. Stemningen kan være skrøbelig i sådan en situation, og man vil ikke udstille sin uvidenhed.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også. Hvad nu hvis hun er én af de kvinder som bare gerne vil have at manden tager hende. Hvad tænker hun om mig, hvis jeg ikke viser selvtillid nok til at tage hende? Hvem tænker hun tilbage på, hvis det ikke er godt nok? Jeg vil ikke have, at hun skal tænke på mig som ham den ufarlige og kedelige. I mit hoved er der altid en ny kæk fyr om hjørnet med smøger og skægstubbe, som kan sætte kriller i gang i hendes hoved og underliv. Så hellere være lidt for meget end lidt for lidt.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også.

Det kan lyde så banalt at idéen om ”hvad en mand bør” på den måde skal spøge, men det gør det for mig. Det ligger i baghovedet, at det muligvis er det hun forventer.

For et par år siden havde jeg en diskussion med to veninder. Deres påstand var, at mænd altid har lyst til sex. Altid. Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand. Jeg blev rent ud sagt ked af deres holdning. Jeg er ked af det på deres vegne og så sandelig også på deres kæresters. Hvis det er holdningen, så forventer de jo, at man er anmassende, og hvad betyder det når man ikke er? Hvad er der så galt?

Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand.

»Nogle gange har jeg ikke så meget lyst, men så tænder det mig, at du er så tændt.« Det har ind til flere kærester sagt til mig. Det retfærdiggør ikke, når jeg har været grænseoverskridende over for andre kvinder, men det hører med til historien, at man som mand møder et spænd af kvinder. Og for den enkelte kvinde kan det jo også handle om situationen, hvorvidt hun kan

Jeg synes ikke, at vi anerkender nok at menneskers lyster spænder over en bred kam, og at de samme overfladiske signaler kan betyde vidt forskellige ting fra menneske til menneske. Og mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst. Være bedre til at kommunikere og ikke antage, at de samme signaler betyder det samme for Anne som for Marie. Ikke antage at hvad der for Karen er ligegyldig fuldemandssex og glemt i morgen, også er det for Margrethe. For hende er det muligvis en grim oplevelse, som sidder i hende bagefter. Vi skal som mænd være mere påpasselige og opmærksomme på situationen.

Mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst.

Når diskussionerne handler om mænds aggressivitet over for kvinder, så er der for det første en masse klager fra mænd. Men der er også en underkategori af kvinder, som beklager sig, fordi de da gerne vil have komplimenter på gaden, og at manden fører sig frem. Her i forbindelse med #metoo har vi hørt den samme sang. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser beretninger af den type. Kunne de kvinder da for pokker ikke forstå, at deres ønsker ikke nødvendigvis er repræsentative for alle? Kære kvinde, som gerne vil have komplimenter på gaden og en stereotyp mandemand. Du skal nok få dit, men lad nu være med at mudre debatten.

Jeg er blevet bedre med alderen til at spørge. Jeg er blevet bedre til bare at sove. Jeg er blevet bedre til ikke at være så bange for at vise usikkerhed ved at kommunikere. Men jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til det, da jeg var yngre.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd. At det ofte er en del af det at møde mænd at man har sex, som ikke er særlig god og som man ikke nødvendigvis har så meget lyst til. De her to historier på bloggen bekræfter det.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd.

Det betyder ikke, at kvinderne ikke synes som en del af de her mænd. At de ikke vil se nogle af dem igen. Men det betyder, at kvinderne har vænnet sig til at det hører med til at møde mænd, at man har en del middeldårlig sex. Og for en del kvinder involverer denne dårlige sex også en del dårlige oplevelser.

Det skal vi væk fra.

-Vesterbropikken

PIKNELET: Det er sket noget med min pik

Der er sket noget grundlæggende forfærdeligt for mig og min maskulinitet for nylig: Der var noget galt med min pik.

Det hele startede, da jeg opdagede noget af det mest irriterende og skræmmende man som menneske, kan opdage; rødt, grimt og kløende udslæt på sine fucking kønsdele. Jeg tror jeg måske havde fortrængt indsigten om, at det ikke havde tænkt sig at forsvinde af sig selv, men da jeg på et tidspunkt, med en langsom, grundløs gru indså, at den store røde plamage på højre side af min pik nok hverken var normal eller midlertidig, var det som om noget ramlede inde i mig.

Det hele startede, da jeg opdagede noget af det mest irriterende og skræmmende man som menneske, kan opdage; rødt, grimt og kløende udslæt på sine fucking kønsdele.

Jeg bestilte frygtsomt en tid hos lægen, og læste i smug lister over symptomer på min telefon, mens jeg skælvende kiggede mig over ryggen, og forestillede mig skrækscenarier, hvor jeg blev nødt til at ringe til folk jeg har været i seng med, og forklare dem at de havde et eller andet I don’t know!

Man kan i sådan en situation, hvor ens pik hverken virker optimalt eller er til megen fornøjelse, begynde at hade ens maskuline vedhæng med den slags afsky jeg forestiller mig kun munke i middelalderen havde til overs for kvinder og deres eget libido:

”Hvorfor fik du os dog herhen?! Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Hvorfor kunne det ikke bare have været lidt anderledes?! Hvis jeg kommer mig over det her, så vil jeg aldrig nogensinde igen havde ubeskyttet sex med nogen som helst, der ikke udtrykkeligt er blevet testet, uanset at de bedyrer de ikke fejler noget! Måske går jeg egentlig bare i cølibat! Jeg er færdig med blowjobs! Ak og ve!”

Jeg lå vågen om natten med min ildrøde, kløende pik, og gik på job og hvad man nu ellers gør, men jeg var altid farvet af et mærkeligt skær: Der er noget galt med mig, noget galt med de vitale dele af mig og jeg kan slet, slet ikke overskue konsekvenserne.

Jeg tænkte tilbage til grusomme historier jeg igennem livet har hørt, om folk, hvis pikke er kommet til skade:

  • Min bedste ven i femte klasse, Morten, der engang til alles gru, fortalte om da han, som helt lille, fik sin ynglekæp i klemme mellem toiletbrættet og kummen, og blodet sprang mens han hylede og hans forældre hylede, og ingen anede hvad fanden de skulle gøre.
  • Eller min onkel, der engang, i en alder af seks år, blev stukket af en hveps lige på pikhovedet, så det hævede til monstrøs størrelse på hans prepubertære minikrop, og blev rubinrød, og han hylede, og alle hylede, og mine mostre, 30 år senere hylede stadig, men nu af grin.
  • Eller en perifær kammerat, der i en intim situation med et kvindeligt bekendtskab var udsat for at hans pikstreng flækkede over, og lagner og dyner og lår og hænder blev dækket af blod, og alt der mindede om erotik blev druknet i en helt anden slags kropsvæsker end det var tiltænkt.

Jeg lå vågen om natten med min ildrøde, kløende pik, og gik på job og hvad man nu ellers gør, men jeg var altid farvet af et mærkeligt skær: Der er noget galt med mig, noget galt med de vitale dele af mig og jeg kan slet, slet ikke overskue konsekvenserne.

Jeg missede den første lægeaftale jeg havde. Det var en mærkelig blanding af skam og skyld og nervøsitet, og jeg ringende straks efter og fik en akuttid, men hele mit væsen og min stærkt tilkæmpede (og aldrig særligt stabile) maskulinitet var nedskudt og flakkende. Og så stod jeg pludselig foran en læge, og måtte hive ned i mine bukser og fremvise min hængende satan. Han kiggede på den med store øjne og sagde ”Uha ja, det ser voldsomt ud”, og det er nok de mindst behjælpelige ord jeg nogensinde har hørt, og jeg fattede en uventet, pludselig og meget stor sympati for kvinder, der må gå til gynækolog i tide og utide.

Og han tog en vatpind og lavede ”en podning” og havde sikkert gjort det tusind gange før, og jeg var lige så ildrød i hovedet som mine ædlere dele, og fik formaning om at bruge kraftig intimsæbe og købe en anti-svampe-creme, selvom vi lige ”måtte vente og se” om det var gonoré. Jeg ville få svar formodentlig fredag sagde han og så farvel med mig. Jeg gik ned i apoteket hvor jeg, stadig rød som blod, nærmest mumlede noget om svampe-creme og ekspedienten, som var travlt og nok ikke havde tid til at tage hensyn råbte: ”ER DET TIL INTIMBRUG?” Jeg mumlede ja, og hun råbte ”ER DET KUN PÅ SELVE SKAFTET ELLER OGSÅ VIDERE UD I SKRIDTET?” og jeg mumlede ja og var parat til at falde død om, og fik min creme og min kradse intimsæbe og væltede hjem i min lejlighed hvor jeg hidsigt skrubbede min pik med varmt vand og klodhexadinholdig skumsæbe, og smurte creme på.

Det er i hvert fald ikke gonoré, men der var et udslag på bakterier.” Og så svarede han i øvrigt aldrig nogensinde på mine paniske forespørgsler om, hvad fanden det skulle betyde at der var ”udslag på bakterier”.

Så lå jeg i min seng og gik på arbejde og havde samtaler med folk, mens jeg i øvrigt ventede til fredag, hvor jeg iøvrigt ikke fik noget svar.nOg det blev weekend og det føltes som kløen aldrig nogesinde ville stoppe, og så fik jeg en besked fra lægen, hvor der stod:

”Det er i hvert fald ikke gonoré, men der var et udslag på bakterier.” Og så svarede han i øvrigt aldrig nogensinde på mine paniske forespørgsler om, hvad fanden det skulle betyde at der var ”udslag på bakterier”. Han havde nok travlt og mere presserende gøremål, og en nogen-og-tyve-årig idiot med en svampeinficeret pik og en enorm usikkerhed over sine intimdeles funktionsdygtighed var måske ikke af den allerhøjest prioritet.

Det gik i øvrigt over, kort tid herefter.

Det var bare en svampeinfektion. Jeg slap for at ringe til en hel masse mennesker og sige, jeg havde smittet dem med et eller andet forfærdeligt.

Det er påfaldende, hvor afsindigt sårbar min undskyldning af en maskulinitet er. Det eneste, der skal til for at rydde mine dage i ugevis. er en lille smule rødt udslæt på en kropsdel hvis fremmeste karakteristika er, at den kan vokse til dobbelt størrelse på meget kort tid.

-Jydepikken

Piknelet: Jeg kan godt lide at knalde offentligt

Jeg kan godt lide offentlig sex. Altså.. Ikke på den der måde, hvor man står og turboknepper i rush-hour på Nørrebros runddel. På den lidt mere mondæne måde. Det kan være på et toilet på færgen på vej hjem fra Berlin, en picnic i en mere afsides del af skoven eller lignende, hvor der potentielt kan dukke andre mennesker op midt i det hele.

Det er vel også en rimelig udbredt klassiker at bolle i en gyde på vej hjem fra hvad end provinsdiskotek, man har tilbragt sine senere teenageår på.

Og hvorfor er jeg så tosset med det? Tja, det er egentlig et meget godt spørgsmål. Der er vel noget lækkert ved tanken om ikke at kunne lade hinanden være. Det er på en måde smadder romantisk, at man bare må have hinanden i værste romcom-stil. Men med det sagt behøves offentlig sex bestemt ikke at være romantisk. Det er vel også en rimelig udbredt klassiker at bolle i en gyde på vej hjem fra hvad end provinsdiskotek, man har tilbragt sine senere teenageår på. Måske jeg er den eneste, der ikke finder det specielt romantisk, men det forestiller jeg mig ikke, at jeg er.

Det er altså bare ikke ens betydende med, at det er fedt at blive busted midt i sin velanlagte orgasme mellem hovedretten og desserten på sin ellers så romantiske picnic.

Det er egentlig heller ikke, fordi jeg går med en stor craving om at blive fanget. Tværtimod faktisk. Det ville være det absolut værste, der kunne ske. Vi har alle sex og det er naturligt og alt det, I know. Det er altså bare ikke ens betydende med, at det er fedt at blive busted midt i sin velanlagte orgasme mellem hovedretten og desserten på sin ellers så romantiske picnic. Men der er vel noget sexet ved risikoen for at blive opdaget. Tanken om at der til hver en tid kan gå nogen forbi. At man har glemt at låse døren til toilettet eller at nogen bor i opgangen til gyden, hvor man udfører det bedste knald, man overhovedet er i stand til klokken 06 søndag morgen. Det er vel noget med adrenalinen og noget andet fysiologisk, jeg bestemt ikke orker prøve at gøre mig klog på. Jeg er bare tosset med det og så er den vel i virkeligheden ikke længere end det.

-Pyntepikken

PIKNELET: Den første gang

corazon_png_by_aleiitah-d4ubhxe

Jeg mødte David en forårsdag i 1990’erne på en fodboldbane på Sydfyn. Hver weekend fra april til september og tre uger i sommerferien gennem det meste af min barndom boede min familie og jeg på en campingplads. En lysebrun campingvogn fra slut-70’erne med et tilhørende mørkebrunt fortelt udgjorde mit ferieparadis. Min familie var det, der på campingsprog hedder fastliggere. Det var den lavere middelklasses svar på sommerhus og udlandsrejse samlet i én pakke. På campingpladsen havde vejene navne, som var opkaldt efter eksotiske rejsemål. Det var steder, man kun havde hørt om på første skoledag efter sommerferien, når klassekammeraterne skulle fortælle om deres sommerferierejser: Ibiza, Mallorca, Gran Canaria.

Min familie var det, der på campingsprog hedder fastliggere. Det var den lavere middelklasses svar på sommerhus og udlandsrejse samlet i én pakke.

Det var der, på campingpladsen, jeg mødte David, min første nye ven i min nye verden. Ved siden af campingpladsens legeområde var der anlagt en spartansk fodboldbane med små stålmål i hver ende. David var to år ældre end mig og havde togskinner i hele munden. På trods af aldersforskellen blev David hurtigt min nye bedste ven, også selvom han vist ikke betragtede mig som sin bedste ven – jeg var trods alt to år(!) yngre. Men han var både sejere og sjovere end mine jævnaldrende kammerater i folkeskoleklassen, så jeg var bare glad for at få lov at være venner med David.

Han var både sejere og sjovere end mine jævnaldrende kammerater i folkeskoleklassen, så jeg var bare glad for at få lov at være venner med David.

Weekender og somre gik med at spille fodbold, hoppe på hoppepude, spise slik og is på havnen, sove i telt på stranden, lave bål og fiske. Alt var lige sjovt og spændende, så længe David var med. For mig var David ham, der åbnede døren ind til en ny verden med alt, hvad der hørte sig til med to års ekstra livserfaring.

Et par år senere var jeg blevet gammel nok til at tage på besøg hos David hjemme i hans families hus. På hans værelse havde han et tv, hvor man om aftenen kunne se porno efter kl. 24. Det var her på Davids værelse en aften efter midnat, jeg lærte at onanere. Jeg havde hørt om konceptet fra andre drenge på min folkeskole, men jeg havde aldrig selv gjort forsøget. Formentlig fordi jeg ikke rigtig vidste, hvordan man egentlig gjorde.

På hans værelse havde han et tv, hvor man om aftenen kunne se porno efter kl. 24. Det var her på Davids værelse en aften efter midnat, jeg lærte at onanere.

Nu lå vi så på tværs i Davids halvandenmandsseng en nat omkring årtusindeskiftet og så porno med hvert vores underbuksepar trukket ned om anklerne og rev os i dilleren – jeg i min og David i sin, skal det måske lige nævnes. Sjovt nok følte jeg det hverken som en grænseoverskridende eller pinlig oplevelse. Det var mest af alt en seksuel søgen og på samme tid en oplevelse af at træde ind i en ny tid, væk fra barndom og ind i ungdommen. Det forekom mig med andre ord ganske naturligt, om end som en stor oplevelse, at ligge der sammen med sin bedste ven og kigge på softcore-porno på et 21” tv i en kælder i en forstadsvilla. Vi havde lavet så mange andre ting sammen og delt så mange andre oplevelser i tiden mellem barndom og ungdom, så selvfølgelig kunne vi vel også onanere sammen.

Sidenhen fandt jeg ud af, at de fleste, ja nærmest alle unge knægte på min alder havde venner, de onanerede med. Jeg begyndte også at onanere med andre venner. Det var noget man gjorde som alt muligt andet, uden at der nødvendigvis lå det store i det samvær. Vi betragtede det i al den uskyldighed, som stadig prægede os i tiden mellem barn og voksen, knap nok som noget seksuelt. Tværtimod var det en læreproces, som blandt andet handlede om at være sammen om det gå fra at være et kønsløst barn til en ung mand. Senere blev det noget at være sammen om som unge mænd i et ekskluderende fællesskab med pik og onani som fællesskaber. På efterskolen afholdt vi onani-konkurrencer blandt drengene, og nogle spillede – vist nok – kiks. Men glem alt om Carl-Mar Møller. Det handlede for mig at se om at være sammen om noget, ikke om at hævde sig over for eller overhovedet forholde sig til det andet køn. Det blev bare noget man gjorde.

Senere blev det noget at være sammen om som unge mænd i et ekskluderende fællesskab med pik og onani som fællesskaber.

På den måde blev den nat med porno på fjernsynet i Davids forældres kælder startskuddet på mit ungdomsliv. Siden da var der mange oplevelser, som var med til at skubbe barndommen over i ungdommen, men få har været så grundlæggende for denne overgang som den nat. Et års tid efter stoppede min familie med at ligge på camping. I stedet blev vi ligesom de andre familier. Vi tog i sommerhus og en enkelt gang i mellem på en udlandsrejse, og mit venskab med David løb ud i sandet. Jeg har mødt ham én gang siden på en bar. Vi var begge fulde og snakkede kun kort.

– Kalypsopikken

PIKNELET: Hvor mange kan skrive #metoo om mig?

Der er noget grundlæggende rædselsindjagende over at læse de endeløse vidneberetninger om overgreb fra #metoo-bevægelsen. En følelse af at en skygge falder over en og vokser og vrider sig i grimme former og størrelser, indtil man føler sig som en orm langt under en rovfugls vinger.

Vidneberetninger om voldtægter, sexafpresning og magtfulde mænds svineri mod yngre kvinder i tusindvis. Noget grundlæggende skævvredent og uvirkeligt over de (foreløbigt) 50 kvinder, der er stået frem med beretninger om Harvey Weinsteins behandling af håbefulde skuespillere og hans totale mangel på selvindsigt og ansvar for sine egne handlinger.

Der er noget endnu værre over alle de, som brødbetynget er krøbet til korset og har bedyret, at de kendte til overgrebene, at de burde have handlet, men at de ikke kunne handle, enten af frygt for social stigma eller for deres karriere. Og noget endnu værre, noget grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted.

Det er grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted

Tag ikke fejl: selvom der nu er et større fokus på at tale om, anmelde og sige fra over for seksuelle overgreb, voldtægter, ufrivillig deling af nøgenbilleder og uønskede, vedholdende tilnærmelser, så er det ikke blevet nemmere. Der vurderes stadig at være enorme mørketal for voldtægter, og kun en brøkdel af anmeldelser bliver til sager, og kun en del af sagerne fører til dom. Og de trækker voldsomme veksler på ofrene, der skal rive op i ubehagelige minder, vidne om dem i retten og underlægges det retslige mikroskop.

Men selvom omfanget af de overgreb, der gennemborer vores samfund fra top til tå, er frygtindgydende og truende og allestedsnærværende, er der faktisk en indsigt, der har ramt mig og har gjort et endnu større indtryk:

På trods af, at anklagerne fra #metoo-kampagnen mest peger opad, på Kevin Spacey, på Michael Fallon og på Harvey Weinstein, er omfanget af den skyggefulde kraft, der resulterer i overgreb, voldtægter og hævnporno ikke isoleret til en række onde personer, der forpester et ellers velfungerende samfund.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Indsigten ramte mig for alvor som en hammer, da min absolutte journalistiske helt og idol Sam Kriss måtte bekende sin utilgivelige opførsel overfor en yngre, kvindelig kollega, og efterfølgende totalt forsvandt fra Twitter og stoppede sine udgivelser. Jeg havde indtil da opfattet ham som uangribelig, jeg havde naivt og ubevidst troet, at det grimme muligvis var enormt, men at der var bavner af lys i mørket.

En strategi havde været at udvide sin tese om problemets omfang, men holde fast i grundprincippet: At sexchikane begås af brodne kar og at der, må det indrømmes, også fandtes sådanne sorte får, også blandt vores idoler og helte, være de nok så meget erklærede feminister og retfærdighedskrigere.

Men det er ikke, når alt kommer til alt, en holdbar model. Den leder mod afgrunden, hvor man selv og en svindende skare af retfærdige er lys i en verden af mørke, hvor de andres umoral tager til og til, indtil man selv er den eneste retskafne person i verden.

Men det er ikke sådan virkeligheden hænger sammen.

Det kom krybende til mig, midt i en sætning. Et pludselig glimt af engang jeg havde været fuld og fuld af mig selv, og en pige havde rost mit skrivehåndværk, og jeg forsøgte at kysse hende, og hun sagde nej – og jeg lyttede ikke og forsøgte igen. Og gav så først op efter andet afslag.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt. Noget med at jeg også var for fuld, et eller andet, der var badet i floskler og skyldsfornægtelse.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt.

Jeg havde glemt alt om det, indtil beviserne stod omkring mig og skreg, at noget var råddent, og min egen deltagelse blev tydelig. Og så jeg blev lillebitte. Det er nemt at fnyse over andres forkastelige handlinger. Det er svært og blodigt at indse sine egne.

Uanset om jeg ikke har begået modbydeligheder i hundredvis, så er jeg (og heller ingen andre) rensede for meddeltagelse, for selve uretfærdigheden kommer ikke fra vores udødelige sjæle eller ideelle moral, den kommer fra det samfund vi er opvokset i, formet af og groet ind i og ud af. Kvinder skal handle således, mænd således: spørg ikke om lov, det er umandigt, giv ikke efter, det er horeagtigt, ret ind, du kommer til at rette ind med eller mod din vilje, en dag af gangen fra du er født og til du dør,

»Within cells interlinked«, er vi resultater af de, som kom før os, vores egne og andres ord.

Jeg har med sikkerhed handlet respektløs, i ord eller handling, i mange flere tilfælde, end jeg husker. Mørketallet er enormt.

Der er helt sikkert elementer af indsigten fra #metoo, der skal bruges til at skrige til himlen om magtens tinder og den fordærvede grusomhed nogle af de, som er placeret i toppen af hierarkiet, udøver mod de, som er afhængige af dem.

Men jeg tror, at vi, hvis vi skal gøre virkeligheden mildere, mindre barsk og ækel (og det og skal vi!), så bliver vi også nødt til at rette hammeren, der skal omforme materien, mod os selv. En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

Der er ingen garantier for, at vi ikke falder i igen – men uden bevidsthed gør vi det med sikkerhed. Og så kommer #metoo til at gentage sig uendeligt, som et evigt ekko, mennesker lider af.

– Jydepikken 

 

Video Velkommen til Piknelet

Der har været lidt stille på bloggen længe. Vi har haft andet at se til, noget af det hører i forhåbentlig snart om. Og så er vores kilde måske også ved at løbe tør. Der er simpelthen ikke noget spændende at berette om fra vores liv.

Til gengæld har vi en pinlig tilståelse. I Kussesumpens mere end fire års levetid, har vi kun haft to mandlige bloggere. Det er sgu en ret kedelig diversitetsstatistik (vi mangler også etniske minoriteter, men det har vi ikke lige løst). Derfor har vi besluttet at slå to fluer med et smæk og giver jer her med PIKNELET.

De næste uger vil bloggen være fyldt med mænd, pikkemænd om man vil, der vil fortælle lidt om deres liv. Det kommer til at handle om sex, krop, køn, kærlighed og alt midt i mellem, ligesom det plejer. Eneste forskel er, at det denne gang er fra mandens perspektiv. Det glæder vi os til at læse.

Generation Vatpik

Jeg har været single i et halvt år, så nu er det vidst på tide at komme tilbage på kødmarkedet. Eller hvad man nu skal kalde det. Jeg er en person, som til tider er meget utålmodig. Jeg hader at vente, vente på et svar, spille det der spil, ’kærlighedspillet’, hvor der skal gå x antal timer, før man svarer hinanden, hvor man ikke må virke for interesseret, osv. Det kan ind i mellem gøre det vanskeligt at være på datingmarkedet.

De senest måneder er  det alligevel lykkedes mig, at løbe ind i nogle fyre, eller mere præcis to fyre, som jeg synes var meget attraktive.

Lad os begynde med den første fyr:

Jeg så ham en dag, hvor han sagde hej til mig. Han er meget flot og smilede sødt, så jeg tænkte: hvorfor ikke spørge, om han har lyst til at drikke en kop kaffe en dag? Det er jo ganske uskadeligt. Så det gjorde jeg! Jeg sendte ham simpelthen følgende besked: »Hej, jeg synes du ser helt vildt sød ud, så jeg tænkte på om du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag?«

Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham?

Det er første gang, jeg gør sådan noget. Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham? Så jeg tænkte, hvad fanden har jeg at miste og sendte beskeden af sted. Uger gik … intet svar. Ikke så meget som et »øh nej tak«. Intet.
Så gik min hjerne selvfølgelig i gang: Du er også for tyk, for grim, han dater kun modeller, det bliver du aldrig. Måske er han homoseksuel? Det var også alt for stalker-agtigt af dig at gøre sådan. You get the point. Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik. En vatpik, der ikke engang tør give et ordentligt afslag. Hvad fanden skulle jeg også bruge sådan en til? Intet.

Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik.

Det bringer os til den anden fyr:

Ham her var der mere ved. Vi mødtes til en fest, der var kemi, vi kiggede lidt længe på hinanden, altså længere, end du normalt ville kigge på en fremmed. Vi krammede farvel efter festen, og hver gang vi stødte på hinanden efter den fest, smilte vi til hinanden og vinkede.

Klip til næste fest. Vi snakker, eller jeg snakker mest, han brugte mest tid på at lege genert, kigge lang tid på mig, smile, ja du ved: alt det gode ved en teenage-flirt. Han forsvandt ikke fra mig, de gange han fik chancen. Vi sagde farvel igen. Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert. Igen tænker jeg, jeg smider en besked. Altså ’vil du drikke en kop kaffe’-beskeden.

Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert.

Nu sidder jeg så her igen: intet hørt. Intet.Igen er hjernen tilbage: Du er for grim, for tyk, han dater kun modeller … blah, blah, blah. Man stopper ikke bare lige en kvindehjerne, desværre. Den kører for fulde drøn.

Mens jeg sidder her, og føler mig som den halvtykke, grimme kvinde, som er lidt for stalker-agtig, så slog det mig: Er mænd bare blevet en flok vatpikke? Som ikke engang tør sig pænt nej tak til en kop kaffe? Det må I sgu kunne gøre bedre.

Så kære vatpik-mand.

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det. Faktisk bliver jeg kun glad for svar, uanset om det er et positivt eller negativt et af slagsen. I det mindste er det et svar (ja, så taknemmelig bliver man med tiden). Ellers ender det med at ingen kvinder tør tage et initiativ igen, hvis man bare ender med at føle sig som en idiot

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det.

Tag dine vatnosser i hånden, smid et nej, men for guds skyld, lad dog hver med at ignorere beskeder. Det er simpelthen for tarveligt over for mig eller andre kvinder, der egentlig bare giver dig et kompliment.

Kvinder er de modigste i verden

Det kan næppe været gået nogens næse forbi, at kvinder verden over har besluttet ikke at finde sig i mere pis. Under #metoo fortæller vi om ting vi har oplevet: voldtægter, fysiske og verbale overfald, catcalling, sexchikane, magtmisbrugt, osv. Alt det, vi tidligere har bidt i os, fordi vi ikke ville ødelægge den gode stemning, risikere vores job, virke hysterisk. Nu har vi fået nok – alle sammen.

Her på bloggen har vi tidligere bragt tekster om grænseoverskridende adfærd. Yngstekussen har skrevet om et overfald. Vi har haft en gæsteblog om  regulær sexchikane. Det sidste indlæg viser forøvrigt på glimrende vis, hvorfor det er så svært at tale om. Vores gæsteblogger havde ikke lyst til at »være den, der blæser en fjer op til fem høns«. Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags. Derfor undskylder vi med »Der var jo heller ikke så slemt« eller »andre har jo oplevet meget værre« eller et »jeg lagde måske også selv op til det«.

Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags.

Over de seneste uger har jeg ført en række samtaler med både nære og mindre tætte veninder om deres oplevelser. En veninde fortalte, at hun lidt modvilligt havde lukket en fyr op i sin lejlighed efter deres anden date, for at han lige kunne låne toilettet. De var nærmest ikke kommet ind ad døren, før end han havde smidt hende på sengen og stukket hånden ned i hendes bukser. Kun med opbydelsen af al sin styrke nåede hun at få ham ud ad døren. En anden veninde fortalte, at hun var gået med en kollega hjem i sin praktiktid, og at han havde voldtaget hende. Eller det vil sige, de ord brugte hun ikke. Hun fortalte detaljeret om fysisk magtudøvelse og kvælertag. Da jeg påpegede, at der var tale om voldtægt trak hun på det med et »Jeg gik jo selv med ham hjem«. Flere veninder fortæller om overfald på tomme togstationer eller fysiske krænkelser på natklubber og barer, hvor alle omkring dem blot ser til eller endda griner.

Mænd bliver selvfølgelig også udsat for overgreb. Det vil jeg bestemt ikke negligere. Men for de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende. Hele tiden forsøger vi at beskytte os selv, vi tager alle forholdsregler. Og det selvom langt de fleste overgreb og voldtægter er såkaldte kontaktforbrydelser, altså hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Det er din date, din kæreste, din eks, din ven, din kollega, din chef, der kommer til at forgribe sig på dig – ikke den fremmede mand på gaden.

For de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende.

Selvom vi ved alt det her, selvom vi alle kender en, eller har vores egne historier, så holder vi jo ikke op med at leve. Selvom vi har oplevet ubehagelige ting, så går vi stadig på date med mænd vi ikke kender, vi har stadig one night stands, vi går stadig alene hjem fra byen, vi holder møder med vores mandlige overordnede alene på hans kontor, vi tager bussen, vi rejser ud i verden. For vi ved også, at det ikke er alle mænd. Vigtigst af alt, så gør vi det, fordi vi er nødt til det. Vi kan ikke holde op med at leve vores liv, fordi vi bliver udsat for de her ting. Måske fordi det er hverdag. Men mest af alt fordi kvinder er sindssygt modige. Vi vil livet, og vi vil stole på mennesker – både kvinder og mænd.

 

Pif, paf, puf – og væk var manden

Jeg er simpelthen nødt til at skrive et par ord om dating-etikette – og måske også lidt om karma – oven på nogle oplevelser, jeg har haft over de seneste uger.

Jeg har efterhånden været i gang med det der dating utroligt længe – og uden det store held. I det mindste har det givet anledning en række indlæg her om datingmysterier. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. De seneste uger er jeg så kommet ind i en uheldig stime af mænd, der enten har kærester eller er gift, som pludselig synes, jeg er spændende. Den slags mænd fandt jeg en gang rigtigt spændende, men nu er jeg altså done med at være den klamme møgkusse.  Det fungerer bliver sgu altid så bøvlet. Nå, så jeg har altså sendt giftet mænd hjem til deres kærester. På et eller andet tidspunkt, må jeg sgu have samlet god karma nok til, at jeg bliver begavet med en mand, der både er klog, sød, pæn, marginalt knald i låget, sjov – og SINGLE.

Ham troede jeg, så faktisk at jeg havde mødt her i forrige weekend (efter at jeg aftenen før havde sendt gift mand 40+ hjem til fruen, KARMA-BITCH). Vi havde i hvert fald en fantastisk aften og nat med 100 øl, musik, hoppen på biler (der var sat frem til formålet – jeg sagde marginalt knald i låget, ikke vandal) og utroligt mange kys. Midt i mellem kysseriet flød samtalen langt omkring – vi talte i timevis om alle de ting vi skulle, når vi kom hjem til den by, vi begge bor i. Det var sådan en nat, man gerne vil have flere af. Jeg var nok ikke forelsket, men høj på kys og drømme, Borelia på en lyserød sky.

Den er jeg så landet noget tungt fra. Morgenen efter udvekslede den unge mand og jeg telefonnumre og aftalte at ses. To dage efter skrev jeg til ham (jeg er ikke tilhænger af at sidde i sit elfenbenstårn og vente), vi vekslede et par sms’er, og så spurgte jeg, om han ikke havde lyst til at ses. Siden har jeg ikke hørt et ord. Vi nærmer os en uge, og moderne teknologi tillader mig at vide, at han HAR set min besked.

Og det er så her det med dating-etiketten kommer ind: Det er selvfølgelig helt fint, at han har fået kolde fødder og ikke vil ses igen, men seriøst – hvor svært kan det være at skrive det? “Det var en skide hyggelig aften, men jeg synes ikke, at vi skal ses igen”. DER! I må godt låne den, hvis I skulle komme i den situation. Det er simpelthen så urimelig dårlig stil at forsvinde uden lige at lukke døren efter sig. En klog veninde har lært mig, at det har et navn – Ghosting. Kan vi ikke godt aftale, at vi prøver at undgå at give hinanden flere spøgelser end højest nødvendigt. Seriøst, sig nej tak. Det kan man altså godt. Kvinder bliver ikke sindssyge af det.

Og mens min natlige flirt blev til et spøgelse, så tikkede der selvfølgelig en besked ind på SoMe fra den gifte mand 40+. Fuck dig, Karma!

 

Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.