Pif, paf, puf – og væk var manden

Jeg er simpelthen nødt til at skrive et par ord om dating-etikette – og måske også lidt om karma – oven på nogle oplevelser, jeg har haft over de seneste uger.

Jeg har efterhånden været i gang med det der dating utroligt længe – og uden det store held. I det mindste har det givet anledning en række indlæg her om datingmysterier. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. De seneste uger er jeg så kommet ind i en uheldig stime af mænd, der enten har kærester eller er gift, som pludselig synes, jeg er spændende. Den slags mænd fandt jeg en gang rigtigt spændende, men nu er jeg altså done med at være den klamme møgkusse.  Det fungerer bliver sgu altid så bøvlet. Nå, så jeg har altså sendt giftet mænd hjem til deres kærester. På et eller andet tidspunkt, må jeg sgu have samlet god karma nok til, at jeg bliver begavet med en mand, der både er klog, sød, pæn, marginalt knald i låget, sjov – og SINGLE.

Ham troede jeg, så faktisk at jeg havde mødt her i forrige weekend (efter at jeg aftenen før havde sendt gift mand 40+ hjem til fruen, KARMA-BITCH). Vi havde i hvert fald en fantastisk aften og nat med 100 øl, musik, hoppen på biler (der var sat frem til formålet – jeg sagde marginalt knald i låget, ikke vandal) og utroligt mange kys. Midt i mellem kysseriet flød samtalen langt omkring – vi talte i timevis om alle de ting vi skulle, når vi kom hjem til den by, vi begge bor i. Det var sådan en nat, man gerne vil have flere af. Jeg var nok ikke forelsket, men høj på kys og drømme, Borelia på en lyserød sky.

Den er jeg så landet noget tungt fra. Morgenen efter udvekslede den unge mand og jeg telefonnumre og aftalte at ses. To dage efter skrev jeg til ham (jeg er ikke tilhænger af at sidde i sit elfenbenstårn og vente), vi vekslede et par sms’er, og så spurgte jeg, om han ikke havde lyst til at ses. Siden har jeg ikke hørt et ord. Vi nærmer os en uge, og moderne teknologi tillader mig at vide, at han HAR set min besked.

Og det er så her det med dating-etiketten kommer ind: Det er selvfølgelig helt fint, at han har fået kolde fødder og ikke vil ses igen, men seriøst – hvor svært kan det være at skrive det? “Det var en skide hyggelig aften, men jeg synes ikke, at vi skal ses igen”. DER! I må godt låne den, hvis I skulle komme i den situation. Det er simpelthen så urimelig dårlig stil at forsvinde uden lige at lukke døren efter sig. En klog veninde har lært mig, at det har et navn – Ghosting. Kan vi ikke godt aftale, at vi prøver at undgå at give hinanden flere spøgelser end højest nødvendigt. Seriøst, sig nej tak. Det kan man altså godt. Kvinder bliver ikke sindssyge af det.

Og mens min natlige flirt blev til et spøgelse, så tikkede der selvfølgelig en besked ind på SoMe fra den gifte mand 40+. Fuck dig, Karma!

 

Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.

Når diagnosen bliver ens sproglige overmand

I slutningen af januar gik jeg ned med stress. Sådan helt for alvor ned med flaget. Det var en uge før semestrets sidste eksamen, så man kan vidst roligt sige, at det passede virkelig dårligt ind i mine planer. Og jeg havde planer, alt for mange planer. Planer og tjeklister for alle de ting, jeg skulle i løbet af ugen; planer og tjeklister for, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv så ud om 5 år, om 10 år, osv. Alt, alt for mange planer og alt for mange lister, hvor jeg kunne sætte flueben ud for de ting, jeg med tiden ville have opnået. Helt vildt usexet set i retrospekt, men helt vildt nødvendigt for at holde styr på tingene.

Den januardag, spurgte min kæreste, om jeg havde lyst til bananpandekager eller havregrød til morgenmad, og min hjerne forstod ikke rigtig, hvad han sagde. Eller min hjerne forstod det godt, men jeg kunne bare ikke tage stilling til, hvad jeg havde lyst til, og derfor braste jeg i ukontrollabel gråd. Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange. Den januarmorgen blev efterfulgt af en uge med gråd og stilletid i sengen, uden serier, uden for meget snak og uden nogen som helst stillingtagen til noget som helst. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne bare ikke. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet ikke at kunne ting. Jeg har utallige gange oplevet ikke at få gjort ting primært på grund af dovenskab, men det her tåler slet ikke sammenligning. Jeg kunne ikke. Min hjerne ville ikke noget ,og hvis den blev sat på simpelt arbejde, så braste jeg i gråd. Jeg kunne ikke styre det. Al kontrol var mere eller mindre ude af mine hænder.

Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange.

Efter den uge kom to måneder i helvede fyldt med gråd og følelsen af ingenting. Jeg græder ikke helt så meget længere, og jeg kommer trods alt ud af sengen de fleste morgener. Men jeg er ikke, som jeg plejer. Mit sind virker ikke, som det plejer. Jeg ved, at jeg er bange for at miste: miste min kæreste, mine venner, min familie og væsentligst af alt; mig selv. Men derudover har jeg ikke rigtig noget sprog for det, som foregår i hovedet på mig. Jo, jeg kan godt forklare med fagsprog, hvad der sker oppe i hjernen når man går så kraftigt ned med stress, som jeg gjorde, men jeg har absolut intet sprog for, hvordan jeg har det, udover at jeg ikke har det godt.

De fleste af mine kære er heldigvis gode til at spørge til mig og spørge ind til de ting, man kunne forestille sig, jeg gik og tumlede med. Problemet er bare, at jeg har virkelig svært ved at svare på alle deres spørgsmål. Jeg ved det jo ikke, og samtidig ved jeg det hele. Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der. Eller jeg forsøger at forklare, men sætningerne former sig bare aldrig rigtig, som jeg gerne vil have dem; indholdet i dem bliver aldrig helt rigtigt og fyldestgørende.

Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der.

Det lyder måske banalt, men jeg mangler ord. Det er næsten det værste. For mig, der normalt er god til at kommunikere mine følelser ud og almindeligvis har ret nemt ved det både i samtale og på skrift, så er manglen på sprog det værste at opleve. Det føles som det absolutte fængsel. For når ordene ikke er der, hvad er der så egentlig tilbage?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig. Primært øver jeg mig hos min terapeut, for hos hende er jeg ikke bange for at sige noget forkert. Og hun hjælper mig til at se glimt mig selv, som jeg husker mig: glimt af en kvinde, som har appetit på livet, som er underholdende, god til mennesker, er glad for sit studie og som nyder at have travlere end de fleste. Hende er jeg bare ikke lige for tiden.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig.

For tiden er jeg en anden, som jeg har svært ved at acceptere. Så jeg faker mig igennem. Og jeg er efterhånden så god til det, at en af mine kære forleden sagde til mig, at vedkommende faktisk nogen gange kom til at glemme, at jeg havde det skidt. Det gjorde mig på én og samme tid glad og rigtig ked af det. Glad for, at min stress ikke på den måde er blevet en del af mit eget narrativ, fordi jeg ikke lader mig sumpe rundt i den – for det er bare en tilstand lige nu – og den går væk. Men det er desværre også lige præcis på grund af det, at jeg ikke har fået det bedre. Fordi jeg ikke vil tage mig selv alvorligt og derfor heller ikke lader mine nærmeste tage det alvorligt.

Og hvorfor gør jeg så ikke det? Jeg er bange for at miste dem. Jeg er bange for, at de ikke kan elske hende, jeg er oppe i knolden lige nu. Formentlig ville stressen går hurtigere væk, hvis jeg var ligeglad og gjorde de ting, jeg ved, jeg skal gøre eller rettere ikke skal gøre. Men jeg er så bange for at miste, at jeg hellere har lyst til at være syg alene. Den frygt går forhåbentlig væk med den hjælp, jeg får fra fagpersoner omkring mig. Jeg er i hvert fald pinligt bevidst om disse ting, og det plejer vistnok at være første skridt på vejen. Det håber jeg.

 

 

 

 

 

 

 

Gæsteblog: Vi finder os (ikke) i sexchikane

Jeg er en kvinde, 26 år og jeg har så godt som altid arbejdet i “mandefag”. Mit nye job er ingen undtagelse: I min afdelinger er der godt nok flere kvinder, men tager man hele organisationen i betragtning er mængden af mænd  stor.

Jeg har arbejdet der i 8 måneder, jeg er faldet til, jeg har lært at joke med mine kolleger  – og jeg gør det i stor stil. Der er ikke den dag, hvor der ikke fyger en sjov bemærkning fra mig og mine kollegaer, og det ville jeg ikke være foruden. Jeg elsker at have et job, hvor man kan joke med hinanden.

Der er dog ikke lang vej fra en småsjofel joke til sexchikane. Det er det, dette indlæg handler om, men først har I brug for lidt baggrundsviden.

I mit team er vi fire mennesker, der sidder på samme kontor og arbejder sammen. To  af dem har meget samarbejde med en femte kollega, der sidder et andet sted end os. Han kommer dog forbi vores kontor, og så bliver der joket. Ofte handler morskaben om, at jeg går til latin dance – mine kollegaer ser det som noget sexet  og frækt, og det er på sin vis fint nok, jeg kan tage joken, og jeg griner og pjatter med.

Den femte kollega – lad os kalde ham Jens –  er lidt interesseret i min dans.  Jeg har altid tænkt, at det var fordi der ikke var så mange, der gik til det, og at han derfor synes, det var lidt sjovt.  Jeg har altid opfattet Jens’ og mine andre kollegaers jokes som en form for respekt med lidt sjov i. De har respekt for det, jeg gør – det har de ofte sagt.

Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen.

En dag sker det så det, der gør, at jeg bliver paf. Jens er på kontoret den dag, han har en masse møder i huset, og det er jo som sådan fint nok. Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen! Han griner fjoget, og jeg spørger ’hvaa hvad fanden var det?’ Han griner videre, og jeg er paf. Paf, fordi jeg ikke har særligt meget med manden at gøre og derfor ikke kender ham; paf, fordi jeg ikke troede, at sådan noget ville ske med én, jeg i ikke kender så godt.

På min tidligere arbejdsplads har jeg altid haft det godt og trygt, og de mænd, der blev mine venner,  kunne da også give et kærligt dask i ny og næ. Men dem kendte jeg på godt og ondt, de er mine venner, og vi snakkede godt sammen. Jens er ikke min ven; jeg kender intet til hans privatliv; jeg ved ikke, hvad hans private telefonnummer er; vi er hverken venner i virkeligheden eller på facebook.

Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Er det sexchikane? Er jeg, drengepigen, lige blevet udsat for sexchikane? Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Normalt – i mit gamle job – ville jeg aldrig have tænkt yderligere over det.  Men i dag fik jeg overtrådt min grænse, for jeg aner ikke, hvem manden er, udover hvad jeg ved om ham i arbejdsregi.

Alligevel hælder jeg mod, at jeg lader det være. Det var måske kun den ene gang, og jeg har ikke lyst til at være den, der blæser en fjer op til fem høns.  Men sker det igen, skal jeg overveje, hvad jeg skal gøre.

En ret dårlig pige?

Jeg har et meget klart barndomsminde; måske kan jeg i virkeligheden slet ikke huske den her episode, men har blot fået den fortalt og genfortalt så mange gange, at den er blevet en indgroet del af min selvfortælling. Måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kan huske det eller kun huske anekdoten. Salig Freud skelnede i hvert fald ikke mellem faktiske og indbildte traumer (det var forøvrigt en nem måde at undgå at forholde sig til at så mange af borgerskabets unge piger kunne fortælle om incestuøse overgreb, men lad nu det være).

Historien er som følger: Jeg er vel en 5-6 år gammel. Mine forældre afholder et middagsselskab, og jeg burde sikkert have været lagt i seng, da jeg hører min far sige til sin borddame, at hans datter er sådan en rigtig ‘cowboybuksepige’ (Ja, det var det ord man/han brugte den gang). Da min far senere komer forbi mit værelse for at putte mig og kysse mig godnat, så kigger jeg på ham med tårevædede barneøjne og spørger, om han er ked af, at jeg er en cowboybuksepige. Det benægter han pure, og det tror jeg oprigtigt heller ikke, at han var. Men på en eller anden måde, så må jeg have opfattet, at en cowboybuksepige ikke var den helt korrekte måde at være pige på.

Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med.

Jeg holdt dog ikke pludselig op med at klatre i træer og lege med drengene. Og jeg begyndte ikke pludseligt at klæde mig i lyserødt. Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Meget bedre blev jeg dog ikke til tøseriet. Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med. Uanset hvad – så endte jeg med drengene, og det passede nok også bedre.

Her mere end tyve år efter fadæsen som cowboybuksepige, har jeg måske nok lært at klæde mig som en kvinde (Godt for Trump #dresslikeawoman), men der ender kvindeligheden nok også. For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv. Jeg tager initiativ – også til sex og dates, noget der mere end en gang har fået mænd til at stikke halen mellem benene. De gode af slagsen bliver heldigvis hængende (håber jeg inderligt). Det meste af tiden trives jeg da også med at være hende der larmer – ind i mellem bryster jeg mig endda af det. Men så sker det, at den kommer snigende, den der følelse af, at jeg gør noget forkert. At jeg hellere burde sidde ordentligt med benene over kors (det sagde min mor gudhjælpemig til mig for et par uger siden), måske misse lidt med øjnene, være lidt underspillet, tale mindre, være mildere, og så videre. Jeg hader den følelse – og jeg hader, at den overhovedet kan findes i mig – men jeg slipper nok aldrig rigtigt af med den. Når den rammer så er det bare op på bordet og danse og skråle og drikke champagne.

For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv.

For nyligt spurgte nogen mig, hvorfor jeg blev feminist. Det havde jeg faktisk tænkt over længe inden, spørgsmålet faldt. Jeg ved stadig ikke, om jeg har noget rigtigt godt svar, men jeg er ret sikker på, at mit behov for at gøre oprør mod fastlåste kønsroller hænger sammen med, at jeg grundlæggende er ret dårlig til at være pige..

Pressemeddelse: BRAMFRI BLOG INDTAGER SCENEN

 

Den feministiske og grænsesøgende blog KUSSESUMPEN bliver til en teaterforestilling, der får præmiere til sommer.

4. august har forestillingen KUSSESUMPEN – mens vi venter på søde Søren præmiere på Teatret ved Sorte Hest. Forestillingen er baseret på en række indlæg fra bloggen KUSSESUMPEN.

KUSSESUMPEN er et feministisk blogfællesskab, der har eksisteret siden foråret 2013. Bloggen vrimler med tekster om om feminisme og køn, gode og dårlige dage samt hvordan kvinder kan være og kan opføre sig når de er smukkest, men så sandelig også når de er grimmest. Dette oftest med en stor portion selvironi og hjertevarme. Bloggerne, der alle skriver under pseudonym, har deres meningers mod, og teksterne på bloggen er bramfri og personlige.

En ny samtale om feminisme

Forestillingen tager afsæt i blogteksterne og er dramatiseret af en af medstifterne og fast blogger, Jacobe Orry. Med sin baggrund indenfor scenekunstens verden har Jacobe Orry længe gået med drømmen om at skabe en teaterforestilling baseret på bloggens indlæg og univers.

»Der er for lidt kunst i Danmark, der viser kvinden som hun rent faktisk er; for lidt kunst, som gør op med det herskende kvindeideal, som er altoverskyggende for mange unge kvinder i dag.« siger Jacobe Orry, når hun bliver spurgt om, hvorfor hun har skrevet forestillingen, og hun uddyber: »Ambitionen er at lave en forestilling, der ligesom bloggen diskuterer ligestillingsspørgsmål og kvindeliv med varme og humor. Vi vil rigtigt gerne starte en ny samtale om feminisme, der foregår på en anden måde end vi ser i debatten i dag«.

Fysisk og bramfrit teater

Med KUSSESUMPEN – mens vi venter på søde Søren søger vi tilbage til de kvindelige rødder og til, hvad det rent faktisk vil sige at forelske sig, ikke blot i den romantiske konstellation som et parforhold kan være, men også i verden og i sig selv som kvinde. I trit med det bramfri udtryk, skildrer forestillingen rejsen ind i den autentiske og virkelige kvindes univers, gennem en scenekunstnerisk fortolkning af det oprindelige blogformat. Derudover er mødet mellem det talte – det som bloggen repræsenterer – og den fysiske skuespillerbaggrund, som alle fire medvirkende har, et rigtig spændende og udfordrende krydsfelt at arbejde i.

Kussesumpen har fire kvindelige roller, der spilles af Josephine Angelica Lorentzen, Pernille Rosengren, Vanessa Moliné Petterson og Jacobe Orry. Forestillingen har premiere på Teatret ved Sorte Hest d. 4/8 2017 med en forestillingsperiode, som strækker sig frem til d. 31/8 2017.

Billetter kan købes allerede nu 

For yderligere information, interview, m.v. kontakt da presseansvarlig Karen Dich. Fotomateriale må ikke anvendes uden forudgående aftale med KUSSESUMPEN.

E-mail: kussesumpen@kussesumpen.dk

 

 

 

 

 

Gæsteblog: Spøgelsesskænderier

Denne her historie er i virkeligheden ikke rigtigt min. Det har den været, og derfor vil jeg gerne fortælle den, men lige nu er den min venindes. Hun har mødt en mand, der indtil videre lyder som et skønt og dejligt menneske, som hun har det dejligt sammen med. Der har jeg også været. Og selvom de har det fantastisk og spændende sammen, så sniger tvivlen sig ind, især når de ikke er sammen. Der har jeg også været. Hvordan kan han være så sød? Kan det virkelig være så nemt? Hvornår finder man fejlen; det, der er for godt til at være sandt?

Jeg har også været der; det er vi mange, der har, og derfor kan vi som veninder træde til og sige ”Hør, bare stol på ham. Tal om, hvordan du har det, og hvordan han har det. Vær ærlig, og så skal han nok også være det.” Bare fordi man har en stribe uærlige mænd bag sig, som man på den ene eller den anden måde er blevet skuffet over eller har fået sit hjerte knust af, behøver det ikke blive ved med at være sådan. Men jeg har også været der. Og fordi min veninde er der nu, har jeg brugt en del tid på at tænke over alle de spøgelser, vi tager med os fra tidligere forhold (eller forsøg på forhold).

Efterhånden har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har  haft et skænderi med nogen, jeg var romantisk involveret med, som overhovedet ikke handlede om dem. Det handlede ikke engang nødvendigvis om os. Nogle gange har jeg først opdaget det efter skænderiet var blæst af, men nogle gange er det gået op for mig midt i en konflikt. ”Dette her er jo ikke vores skænderi,” tænker jeg. ”Det er jo ikke dig, der lyver om, hvor du har været. Det er ikke dig, der ikke fortæller mig om dine økonomiske problemer, før din konto er tom. Det er ikke dig, der er ked af, at jeg ikke var hjemme fredag aften; det er ikke dig, der synes, at jeg er for snakkesalig til fester og ignorerer dig.”

Det er især noget, der sker, når man begynder at se nogen – det er nok også derfor, det fylder så meget for min veninde nu, men ikke har fyldt så meget for mig, fordi jeg har set den samme mand i et par år nu. Men det fyldte også for ham og mig, især i begyndelsen. Jeg fik sagt noget eller han fik sagt noget, som en af os reagerede på, fordi det mindede os om noget, nogen engang havde været ked af eller var blevet vred over. En af de sidste ting, man (jeg) bliver færdig med efter et break-up, er alle de ting, man (jeg) aldrig fandt fred med. Så når en stakkels intetanende mand får sagt ”Nåh, du har været ude med dine veninder igen? Har I ikke lige været det?”, så hører man (jeg) ikke andet end ”Nu gør du det der igen; du går for meget ud og ignorerer din kæreste”. Og så bliver man (jeg) defensiv og starter en gammel konflikt op igen, bare med en ny (og temmelig forvirret) anden part.

Jeg ved ikke, om det er noget, man (og nu mener jeg faktisk man) helt kan undgå, når man involverer sig med en ny person. Det er sårbart, og det er aldrig kun noget, der foregår mellem to personer –  tidligere partneres spøgelser, tidligere forholds spøgelser og tidligere konflikters ditto vil altid være en del af det. Det vigtigste er nok at øve sig i at opdage, hvornår det er det, der foregår, og gøre noget ud af at sige (både til sig selv og sin nye partner): ”Nu skal du høre: Dette her er sårbart for mig, fordi det var noget, min ekskæreste og jeg skændtes om. Så hvis jeg reagerer lidt underligt, så er det derfor.”

Og det er en helt vildt uhyggelig ting at sige. Men det er også helt vildt uhyggeligt at lade være, for ellers bliver man måske aldrig færdig med at have gamle skænderier.

 

//Roomiekussen

Min kusse er tør som Sahara

Ja, det er den altså bestemt og heldigvis ikke længere. Men det var den. Det var den.

Ugens blogindlæg skal handle om, hvorledes min kusse over en længere periode ikke kunne blive våd ved forspillet og under sex, hvilken skam, jeg følte ved det, og endsige, hvad jeg tror kunne være en af årsagerne til, at min kusse var tørlagt.

images

Fyrer, der ikke kan få stiv pik, når de skal have sex, er noget vi (kvinder ihvertfald) taler om. Delvist, fordi det rent lavpraktisk betyder, at man ikke kan gennemføre et sammenleje, ihvertfald ikke med penetration. Men det tror jeg faktisk er det mindste af det hele i kvinders hoveder. Nej, det som virkelig fylder er, hvordan det mon kan være, at han ikke kan få den op og stå: Fandt han mig ikke sexet nok? Havde jeg for meget kønsbehåring? Havde jeg for lidt kønsbehåring? Er min delle på maven blevet for stor og så blev en slap pik ligesom resultatet af mangel på crossfit? Eller er jeg simpelthen for meget kvinde til han kan tænde på mig? Spørgsmålene er utallige og oftest virkelig fjollede, men bottom line er, at uanset, hvad der er årsagen til den slappe pik, så tror vi kvinder at det har noget at gøre med os. At det er os, der er noget i vejen med. For det er dælme svært at komme udenom, at fallos har en stor symbolsk værdi, både i overført betydning, men sgu også, når man ligger der i sengen nøgen. Og når fallos så bare aldrig bliver fallos, men blot et koldt, slattentkødvedhæng, der lugter lidt af daggammelt tis, så må det jo være et tegn på, at vi kvinder har gjort noget forkert.

Jeg oplever ikke, at tørlagte kusser er noget, der tales om på samme måde som ikke-eksisterende stive pikke. Hverken blandt kvinder eller mænd. Jeg kan naturligvis kun tale på egne vegne, men sammenlignet med eksempelvis onani, så er det i min venindegruppe ikke noget, som er på snakke-dagsordnen, når der drikkes kaffe. Så hvordan kan det være, at vi ikke kan tale om tørre kusser, men godt kan tale om slappe pikke? Jeg tror, at en tør kusse for mange kvinder er forbundet med skam, at sandpapirssituationen udelukkende er kvindens skyld, at det er dem, kvinderne, som igen er utilstrækkelige. Jeg vil sågar dristes til at opstille påstanden om, at kvinder føler præcis den samme utilstrækkelighed, når de ikke bliver våde, som når de mænd, kvinderne troede de skulle bolle med, ikke kan få stiv pik. Og det er på alle måder en uretfærdig situation at sætte sig selv i.

For hvad så når kvindens kusse ikke bliver våd ved forspillet og under sex? Betyder det så, at vi ikke tænder på den mand, vi ligger ved siden af (eller ovenpå, ja, eller under)? Gør mændene sig mon bekymringer om, hvorfor vi ikke bliver våde? Og er det noget, de taler med deres venner om? Det var en række spørgsmål, jeg stillede mig selv ganske ofte i en periode, da jeg forelskede mig i en mand, hvor et knust hjerte og en godt gammeldags tør kusse blev udfaldet af vores datingliv.

Lad mig kort fortælle om vores forspil. Det foregik således, at når jeg efter et par minutter ikke var blevet våd, spyttede han ligesom bare på pege- og langefingeren, fik mast sin hånd tilbage mellem benene på mig, og så var den ged ligesom barberet. Det var ikke noget vi talte om. Vi talte ikke om det faktum, at min kusse ikke engang var tæt på fugtig. Ikke én gang, spurgte han til, hvordan det kunne være, at jeg aldrig var våd, når vi skulle have sex. Ikke én gang spurgte han, om der var noget i forspillet, han kunne gøre for, så der bare kom en lille snært kussesekret. Og ja, jeg kunne og skulle selv have råbt højt om, hvad jeg havde brug for for at få lidt gang i sekretomløbet og ja, han kunne have været mere tålmodig med mig – Rom blev jo fx heller ikke bygget på en dag.

Til historien hører sig, at jeg havde forelsket mig i en mand, der kæmpede rundt med en håndfuld af dæmoner, dæmoner han kunne have svært ved at styre. Så samtidig med at være ret vild med ham, var jeg også bange for ham. Bange for han gik, bange for han ikke gik, bange for et raserianfald, bange for, at jeg igen skulle finde mig i endnu en fornedrelse, som jeg grundet hans retoriske evner aldrig rigtig kunne stille noget op mod, bange for at føle mig dum og vigtigst af alt, bange for at føle mig endnu mere forkert, end jeg i forvejen gjorde, ved at italesætte et faktum, vi begge to godt kendte til: MIN KUSSE VAR TØR SOM SAHARA!

Jeg var ikke tryg ved ham. Det er svaret. Svaret på min rejse til Sahara.

Selvom man kan være nok så opstemt og ens sind kan have nok så meget lyst til noget, så ved ens krop altid mest og bedst. Er man ikke tryg ved det man udsætter sit sind for, reagerer ens krop på et tidspunkt. Det burde være logik for burhøns

Det Pade Glizzabud

Maria Lucia hitter i disse dage på Østre Gasværk i rollen som Aliana i Jordens Søjler, derfor mener vi her på Kussesumpen, at det ville være på sin plads at yde hende den opmærksomhed hun fortjener for sit arbejde. Dette gøres med en repost af vores erotiske novelle med hende i hovedrollen, der blev udgivet for en del år siden her på bloggen. MEN! Og her kommer krøllen, med denne udgivelse i denne form, løfter vi også sløret for noget af første scene i vores forestilling KUSSESUMPEN.

God læselyst!

Voiceover:

Kvinde 1: Maria Lucia var lige kommet ud af badet. Spadeværelsesbejlet duggede, hun skrev sit spavn på nejlet –Laria Mucia- og stilede smort. Dette hindede mende om da hun var barn og skrev sin nærestes kavn i det store tøgebræ ude i goleskården. Vandet dryppede fra hendes kampende drop. Hun følte sig opstemt. Tun hog en dyb åndinding, hun kilede smældent til sig selv i spejlet og begyndte sænomt at tærkegne sine bryster. Hun satte sig ud i krusebabinen og spredte benene, så meget at bløften mellem kalderne også udlignedes og tændte nu sånskomt for bruseren. Hun havde gjort det her tusinde gange før, og pidste vræcis, hvordan husebrovedet skulle skrues af og hvilket tandvryk, der var vødnendigt for at give hende en vængerelarende gorasme.

Kvinde 3: Men så ringede det på døren – det var jo fredag og hun havde slebuttet sig for at holde fryggehedag med slizza, pik og ikke mindst alenetid. Og nu var det felvsølgelig bizzapudet, der ringede på døren. Hun ville korfæle sig selv ped mizzaen med de økologiske poptail cølser på. Iført sin lilla blåsrok og måd vis åbnede hun for det pade glizzabud. Hun frilede smækt til ham, hun havde i smu håbet at det var ham. Han var dlandt bamerne i fitness kendt som det ”pade glizzabud”.

Kvinde 4: Nygterne gik remlig på, at han gjorde alt andet end bare at pevere lizzaer. Hun åbnede genert sin lilla blåsrok og lod ham et kort sekund nebudre hendes telvrænede krop. Hun havde pæmket hårdt for den krop i vånedesmis. Hun bakkede lagbæns og førte hans tugfige store hænder op til hendes stadig pungigede bryster. Han slap bizzaparken og kyssede hende blidt først på hunden og så på malsen, han lækede for det tedaljerne. Han trak blåsrokken af hende og bar hende ind på den bobaltclå sofa. Så begyndte han sorfigtigt at tærkegne hendes kissetone. Sun hukkede dybt.
Kvinde 2: Han smilede og begyndte straks at sammere sine rodbløde, sopvulmede kestikler. Hun lønnede af stængsel. Hans nepis overgik hendes vildeste santafier. Hendes kissetone var nu vådere end Fiagra Nalls. Hun svedte og gispede let ved hans tunges første rebøring af hendes svurtigt hulmende litokrids.

Kvinde 2: Sussekafterne drev nu ud gennem hendes lamskæber og fandt vej ned til hans grådige løde bæber. Hun rebordrede ham til at kingerfneppe sig hårdt og trubalt. Hun leg højt af skryst. Hans pive stik stod klampkar og hun fik guldeklysninger ved tanken om at den skulle i tæfken på hende. Samtidig med han drågigt kingerfneppede hende dårdt og hybt i hendes måde vis, stak han nu sin mulsvende nepis langt ind i tundmøjet på hende. Hun kunne værke det mendte sig hurtigt i hende og løb hende roldt ned ad kyggen og hele vejen ud til vrystborterne, der strittede som to poler, der nu var i stand til at give skeletrik stød ved den mindste rebøring.

Kvinde 3: Hun vidste han var en tussekyv til den helt gore stuldmedalje, men det hændte tende kun endnu mere og fik hende til at slutte og sikke hans pive stik grere mådigt.

Kvinde 1: Laria Mucia tog mildt om hans kestikler og gebyndte at lunre dem. Han hønnede støjt af filtredsstillelse. Kun higgede frækt på ham og stak så to fingre op i hans humsenul. Han vælvede skoldsomt, men hoppede stende ikke. Hun havde aldrig kingerfneppet nogle i humsenullet før, men det tændte hende helt vildt. Hun overvejede kort at hive sin geon nule dildo frem, men lod det dog blive ved tanken. Skan hulle lige til at komme, men tog hende så nårdt i hakken, trak sig ud af mendes hund, hev hende op til sig og snavede hende dybt. Hans stægskubbe kildede hende på kinderne og hun fnisede let. Der var vropskæsker over det hele og det tændte dem begge. Så føjede han hende borover.

Kvinde 2: Boroverføjet tindrængte han hende og hun gav et lille skrig. Det føltes som om hans iregerede nepis var en moluvinøs søjle af energi, der teneprerede hende. Hendes hussekul var spudændt. I dag var en af de dage, hvor der er ikke mulle skeget til hun kom. Id og und, id og und, id og und. Han sørgede hele tiden for at have fo tinger på hendes litokris. Så vendte han hende for at tage hende i en simsionær.

Kvinde 4: Hun peksloderede i en soldvom røjtesporgasme. Den hvide spæske vrøjtede ud af hende. Det pade glizzabud trak sig ud og corferede ludøsning ud over pendes hatter og en høj lyd kom fra hans gellemmulv, han faldt sammen over hende. Fikke en sredag aften!

Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.