Min kusse er tør som Sahara

Ja, det er den altså bestemt og heldigvis ikke længere. Men det var den. Det var den.

Ugens blogindlæg skal handle om, hvorledes min kusse over en længere periode ikke kunne blive våd ved forspillet og under sex, hvilken skam, jeg følte ved det, og endsige, hvad jeg tror kunne være en af årsagerne til, at min kusse var tørlagt.

images

Fyrer, der ikke kan få stiv pik, når de skal have sex, er noget vi (kvinder ihvertfald) taler om. Delvist, fordi det rent lavpraktisk betyder, at man ikke kan gennemføre et sammenleje, ihvertfald ikke med penetration. Men det tror jeg faktisk er det mindste af det hele i kvinders hoveder. Nej, det som virkelig fylder er, hvordan det mon kan være, at han ikke kan få den op og stå: Fandt han mig ikke sexet nok? Havde jeg for meget kønsbehåring? Havde jeg for lidt kønsbehåring? Er min delle på maven blevet for stor og så blev en slap pik ligesom resultatet af mangel på crossfit? Eller er jeg simpelthen for meget kvinde til han kan tænde på mig? Spørgsmålene er utallige og oftest virkelig fjollede, men bottom line er, at uanset, hvad der er årsagen til den slappe pik, så tror vi kvinder at det har noget at gøre med os. At det er os, der er noget i vejen med. For det er dælme svært at komme udenom, at fallos har en stor symbolsk værdi, både i overført betydning, men sgu også, når man ligger der i sengen nøgen. Og når fallos så bare aldrig bliver fallos, men blot et koldt, slattentkødvedhæng, der lugter lidt af daggammelt tis, så må det jo være et tegn på, at vi kvinder har gjort noget forkert.

Jeg oplever ikke, at tørlagte kusser er noget, der tales om på samme måde som ikke-eksisterende stive pikke. Hverken blandt kvinder eller mænd. Jeg kan naturligvis kun tale på egne vegne, men sammenlignet med eksempelvis onani, så er det i min venindegruppe ikke noget, som er på snakke-dagsordnen, når der drikkes kaffe. Så hvordan kan det være, at vi ikke kan tale om tørre kusser, men godt kan tale om slappe pikke? Jeg tror, at en tør kusse for mange kvinder er forbundet med skam, at sandpapirssituationen udelukkende er kvindens skyld, at det er dem, kvinderne, som igen er utilstrækkelige. Jeg vil sågar dristes til at opstille påstanden om, at kvinder føler præcis den samme utilstrækkelighed, når de ikke bliver våde, som når de mænd, kvinderne troede de skulle bolle med, ikke kan få stiv pik. Og det er på alle måder en uretfærdig situation at sætte sig selv i.

For hvad så når kvindens kusse ikke bliver våd ved forspillet og under sex? Betyder det så, at vi ikke tænder på den mand, vi ligger ved siden af (eller ovenpå, ja, eller under)? Gør mændene sig mon bekymringer om, hvorfor vi ikke bliver våde? Og er det noget, de taler med deres venner om? Det var en række spørgsmål, jeg stillede mig selv ganske ofte i en periode, da jeg forelskede mig i en mand, hvor et knust hjerte og en godt gammeldags tør kusse blev udfaldet af vores datingliv.

Lad mig kort fortælle om vores forspil. Det foregik således, at når jeg efter et par minutter ikke var blevet våd, spyttede han ligesom bare på pege- og langefingeren, fik mast sin hånd tilbage mellem benene på mig, og så var den ged ligesom barberet. Det var ikke noget vi talte om. Vi talte ikke om det faktum, at min kusse ikke engang var tæt på fugtig. Ikke én gang, spurgte han til, hvordan det kunne være, at jeg aldrig var våd, når vi skulle have sex. Ikke én gang spurgte han, om der var noget i forspillet, han kunne gøre for, så der bare kom en lille snært kussesekret. Og ja, jeg kunne og skulle selv have råbt højt om, hvad jeg havde brug for for at få lidt gang i sekretomløbet og ja, han kunne have været mere tålmodig med mig – Rom blev jo fx heller ikke bygget på en dag.

Til historien hører sig, at jeg havde forelsket mig i en mand, der kæmpede rundt med en håndfuld af dæmoner, dæmoner han kunne have svært ved at styre. Så samtidig med at være ret vild med ham, var jeg også bange for ham. Bange for han gik, bange for han ikke gik, bange for et raserianfald, bange for, at jeg igen skulle finde mig i endnu en fornedrelse, som jeg grundet hans retoriske evner aldrig rigtig kunne stille noget op mod, bange for at føle mig dum og vigtigst af alt, bange for at føle mig endnu mere forkert, end jeg i forvejen gjorde, ved at italesætte et faktum, vi begge to godt kendte til: MIN KUSSE VAR TØR SOM SAHARA!

Jeg var ikke tryg ved ham. Det er svaret. Svaret på min rejse til Sahara.

Selvom man kan være nok så opstemt og ens sind kan have nok så meget lyst til noget, så ved ens krop altid mest og bedst. Er man ikke tryg ved det man udsætter sit sind for, reagerer ens krop på et tidspunkt. Det burde være logik for burhøns

Det Pade Glizzabud

Maria Lucia hitter i disse dage på Østre Gasværk i rollen som Aliana i Jordens Søjler, derfor mener vi her på Kussesumpen, at det ville være på sin plads at yde hende den opmærksomhed hun fortjener for sit arbejde. Dette gøres med en repost af vores erotiske novelle med hende i hovedrollen, der blev udgivet for en del år siden her på bloggen. MEN! Og her kommer krøllen, med denne udgivelse i denne form, løfter vi også sløret for noget af første scene i vores forestilling KUSSESUMPEN.

God læselyst!

Voiceover:

Kvinde 1: Maria Lucia var lige kommet ud af badet. Spadeværelsesbejlet duggede, hun skrev sit spavn på nejlet –Laria Mucia- og stilede smort. Dette hindede mende om da hun var barn og skrev sin nærestes kavn i det store tøgebræ ude i goleskården. Vandet dryppede fra hendes kampende drop. Hun følte sig opstemt. Tun hog en dyb åndinding, hun kilede smældent til sig selv i spejlet og begyndte sænomt at tærkegne sine bryster. Hun satte sig ud i krusebabinen og spredte benene, så meget at bløften mellem kalderne også udlignedes og tændte nu sånskomt for bruseren. Hun havde gjort det her tusinde gange før, og pidste vræcis, hvordan husebrovedet skulle skrues af og hvilket tandvryk, der var vødnendigt for at give hende en vængerelarende gorasme.

Kvinde 3: Men så ringede det på døren – det var jo fredag og hun havde slebuttet sig for at holde fryggehedag med slizza, pik og ikke mindst alenetid. Og nu var det felvsølgelig bizzapudet, der ringede på døren. Hun ville korfæle sig selv ped mizzaen med de økologiske poptail cølser på. Iført sin lilla blåsrok og måd vis åbnede hun for det pade glizzabud. Hun frilede smækt til ham, hun havde i smu håbet at det var ham. Han var dlandt bamerne i fitness kendt som det ”pade glizzabud”.

Kvinde 4: Nygterne gik remlig på, at han gjorde alt andet end bare at pevere lizzaer. Hun åbnede genert sin lilla blåsrok og lod ham et kort sekund nebudre hendes telvrænede krop. Hun havde pæmket hårdt for den krop i vånedesmis. Hun bakkede lagbæns og førte hans tugfige store hænder op til hendes stadig pungigede bryster. Han slap bizzaparken og kyssede hende blidt først på hunden og så på malsen, han lækede for det tedaljerne. Han trak blåsrokken af hende og bar hende ind på den bobaltclå sofa. Så begyndte han sorfigtigt at tærkegne hendes kissetone. Sun hukkede dybt.
Kvinde 2: Han smilede og begyndte straks at sammere sine rodbløde, sopvulmede kestikler. Hun lønnede af stængsel. Hans nepis overgik hendes vildeste santafier. Hendes kissetone var nu vådere end Fiagra Nalls. Hun svedte og gispede let ved hans tunges første rebøring af hendes svurtigt hulmende litokrids.

Kvinde 2: Sussekafterne drev nu ud gennem hendes lamskæber og fandt vej ned til hans grådige løde bæber. Hun rebordrede ham til at kingerfneppe sig hårdt og trubalt. Hun leg højt af skryst. Hans pive stik stod klampkar og hun fik guldeklysninger ved tanken om at den skulle i tæfken på hende. Samtidig med han drågigt kingerfneppede hende dårdt og hybt i hendes måde vis, stak han nu sin mulsvende nepis langt ind i tundmøjet på hende. Hun kunne værke det mendte sig hurtigt i hende og løb hende roldt ned ad kyggen og hele vejen ud til vrystborterne, der strittede som to poler, der nu var i stand til at give skeletrik stød ved den mindste rebøring.

Kvinde 3: Hun vidste han var en tussekyv til den helt gore stuldmedalje, men det hændte tende kun endnu mere og fik hende til at slutte og sikke hans pive stik grere mådigt.

Kvinde 1: Laria Mucia tog mildt om hans kestikler og gebyndte at lunre dem. Han hønnede støjt af filtredsstillelse. Kun higgede frækt på ham og stak så to fingre op i hans humsenul. Han vælvede skoldsomt, men hoppede stende ikke. Hun havde aldrig kingerfneppet nogle i humsenullet før, men det tændte hende helt vildt. Hun overvejede kort at hive sin geon nule dildo frem, men lod det dog blive ved tanken. Skan hulle lige til at komme, men tog hende så nårdt i hakken, trak sig ud af mendes hund, hev hende op til sig og snavede hende dybt. Hans stægskubbe kildede hende på kinderne og hun fnisede let. Der var vropskæsker over det hele og det tændte dem begge. Så føjede han hende borover.

Kvinde 2: Boroverføjet tindrængte han hende og hun gav et lille skrig. Det føltes som om hans iregerede nepis var en moluvinøs søjle af energi, der teneprerede hende. Hendes hussekul var spudændt. I dag var en af de dage, hvor der er ikke mulle skeget til hun kom. Id og und, id og und, id og und. Han sørgede hele tiden for at have fo tinger på hendes litokris. Så vendte han hende for at tage hende i en simsionær.

Kvinde 4: Hun peksloderede i en soldvom røjtesporgasme. Den hvide spæske vrøjtede ud af hende. Det pade glizzabud trak sig ud og corferede ludøsning ud over pendes hatter og en høj lyd kom fra hans gellemmulv, han faldt sammen over hende. Fikke en sredag aften!

Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.

Uventet udfald af Happn og Tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder

Mænd med magt; kvinder med …?

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 

Stop, stop, det er min krop!

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ’skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ’spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.

Min kæreste er gået fra mig og jeg kan ikke rigtig få luft

Mit seneste parforhold sluttede i nat omkring kl. 01.00, tror jeg. Det hele er lidt sløret og jeg kan ikke få luft. Jeg sidder i toget på vej hjem, jeg drikker vand og jeg kan på en eller anden måde bare ikke få luft. Der er grus i mine øjne og jeg kan ikke mærke mine ben. Min mave har snurret sig sammen og jeg ville give mit underliv for en kærlig omfavnelse.

Det var ham, der gik fra mig. Gik fra mig fordi han ikke kunne længere. Han synes sådan set stadig jeg var dejlig, han kunne bare ikke noget ’seriøst’. Det er nok for det bedste i virkeligheden, og parforholdets længde taget i betragtning, så skal jeg nok komme på benene igen relativt hurtigt, lige nu føles det bare ikke rigtig sådan.

Jeg er god til at komme over ekskærester. Måske fordi jeg efterhånden har oplevet at blive gået fra en del gange i mit liv, så de, mændene altså, når aldrig at komme så tæt på, at jeg forærer dem hele mit hjerte. Stykker af det jo, men aldrig det hele. Det har jeg kun gjort én enkelt gang før og det tog ham rundt regnet 10 år at give mig det tilbage.

Klokken er 05.29 og jeg sidder i toget på vej fra der, hvor min eks-kæreste bor og jeg kan bare ikke rigtig trække vejret.

Jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg var endelig kommet ud af fire måneder i mere eller mindre helvede og jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg havde givet for stort et stykke af mit hjerte til en anden, så jeg var ikke klar til noget som helst. Det var ihvertfald, hvad jeg fortalte mig selv. Alligevel gjorde jeg det og tænkte; at det var anderledes den her gang, det her var ægte, vi var bedre. Og nu, nu kan jeg bare ikke rigtig få luft.

Det var bare lige det.

Datingmysterier 2: Den evige flirt

Som I måske er bekendt med, er jeg tilbage på datingmarkedet. Og det er et et sagnomspundet land med sære regler og mønstre, som jeg simpelthen ikke helt begriber. Her bringer jeg jer derfor endnu et mysterium fra datingland:

Jeg har med jævne mellemrum mødt og flirtet lidt med en ung mand. Lad os kalde ham socialdemokraten – det virker passende for en mand, der som udgangspunkt siger alt det rigtige, men i praksis gør alt det forkerte. Nå, men vi har altså længe haft et eller andet kørende, jeg har også en enkelt gang fået invitation om at overnatte i socialdemokratens dobbeltseng, men jeg betakkede mig – hvis han var rigtigt interesseret, så måtte han også være det i fuld dagslys og med lidt mindre alkohol i blodet (ja, jeg led lige af et kortvarigt anfald af pæn-pige/prinsesse-i-elfenbenstårn/af-pariarkatet-slutshamet-syndrom).

Det må jeg så efterhånden antage ikke er tilfældet – altså at han er interesseret, ikke at jeg var kuet af anti-feministiske tanker og idder. Hver gang jeg møder ham udtrykker han stor begejstring for at se mig, der er kram og kindkys og store smil. Senest foreslog han sågar, at vi snart skulle mødes over en øl – selvom jeg kender til øllets indvirkning på manden, så syntes jeg, det var en fremragende plan. Så efter at have ventet et par uger (ja, det er vidst nok blandt reglerne i det her tossede spil), så skrev jeg og spurgte, om vi snart skulle gøre alvor af forslaget. Resultat: 8 dages radiotavshed efterfulgt af et “ja, det skal vi helt sikkert, jeg er bare lige i udlandet”. Derefter fornyet radiotavshed. Larmende tavshed vil jeg endda kalde det.

En aften stødte jeg tilfældigt på ham; samme begejstring, samme mængde af, kram, kys og smil. Det kan man altså ikke, når man har bolden i den sådan situation. Jeg havde mest bare lyst til at råbe “NÅ MEN SKULLE VI ALDRIG DRIKKE DEN ØL ELLER HVAD?” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Nogle uger senere støder jeg på manden igen (jeg skal få mig nogle nye vandhuller) og her blev det så i stedet ham, der nævnte, at vi da også snart måtte drikke den øl – ja, han pointerede endda at bolden vist lå på hans banehalvdel. JA, DEN ER SÅ MEGET PÅ DIN BANEHALVDEL, AT DU SKAL HELT UD AF STADION FOR AT HENTE DEN! tænkte jeg mens jeg smilede og lakonisk og svarede ja. Her et par måneder efter har jeg stadig til gode at høre fra ham (udover et par likes på facebook og den slags, men den slags dickriding er ikke godt nok til mig.)

Og så var vi til fest forrige weekend. Han er vildt begejstret for at se mig. Kindkys, lang øjenkontakt, the usual. På et tidspunkt tager han videre, det gør jeg også nogle timer senere – og så dukker han gud hjælpe mig op på den beværtning jeg nu en gang har valgt at frekventere “Ja, jeg er jo kommet herhen for din skyld”. Jeg får lidt kækt sagt, at det nok er en stramning af sandheden, og føler mig ret overbevist om at det nok nærmere er en direkte løgn. For efter at have ført en kort samtale, med hans arm liggende om min talje, forsvinder han i samtale med en anden mand – og vender aldrig tilbage til mig.

Endnu en gang må jeg undres over, hvad det er jeg gør galt her. Selvfølgelig kan jeg antage, at han blot ikke er interesseret, men hvorfor FUCK så gøre sig alle de anslag til øl og sådan? Er det fordi jeg tog initiativet? Det er min erfaring, at ikke alle mænd (og nogle kvinder, bevares) ikke går helt så meget ind for ligestilling på datingmarkedet, det truer maskuliniteten, hvis en kvinde køber dem en drink eller inviterer dem på kaffe. Men for helvede, hvordan gør man så? Skal jeg virkelig bare sidde i mit elfenbenstårn og vente på, at en prins beder mig om at kaste mit hår ud?

Datingmysterier 1: I omvendtland

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ’skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.