Mor flytter ind

Vi har et to-delt klædeskab, min kæreste og jeg. I min side ligger sweatre og nederdele i sirligt foldede bunker; busker, skjorter og kjoler hænger på bøjler; undertøj er sorteret i klare plastbokse. I min kærestes side er skjorter og jakkesæt godt nok hængt op, men resten er kastet ind på hylderne, stadigt varmt fra tørretumbleren.  

Nu barsler vi med et walk-in-closet, og jeg er allerede ved at få stress ved tanken om, hvordan åbne hylder vil tage sig ude med bunker af krøllede t-shirts og ufoldede bukser. Det kunne være indledningen til et brevkassespørgsmål i Alt for Damerne; jeg hader klicheen.

Jeg har endnu ikke transformeret mig til Marie Kondo, men jeg rydder op i mit hjem så godt som hver dag. Ikke nødvendigvis længe, men jeg flytter på bunker, lægger ting på plads, støver af. Jeg bliver stresset, når lejligheden roder; jeg kan ikke nyde filmen, hvis de snavsede tallerkner står på sofabordet, og jeg kan ikke skrive, hvis bunkerne hober sig op på skrivebordet.

Min kæreste er egentlig ikke uordentlig, men hans oplevelse af orden er lidt anderledes end min. Eller måske mere hans oplevelse af, hvor vigtigt orden er. Han kan sidde midt i et bombekrater og arbejde, når han er optaget af noget. Jeg er ikke i stand til at arbejde, før jeg har orden omkring mig. Derfor samler jeg meget demonstrativt hans snavsetøj om fra gulvet.

Faktisk er det ikke kun det med det åbne garderobesystem, der bekymrer mig: Min mor er for nyligt flyttet til Amager; hun bor for tiden i min gamle lejlighed få hundrede meter fra mit nuværende hjem. Hun har meldt sig ind i min vinterbadeklub. Og tidligere på ugen mødte vi hinanden til en filmpremiere. Man kunne måske få den idé, at hun langsomt er begyndt at overtage mit liv, men sandheden er nok snarere, at jeg langsomt er ved at forvandle mig til min mor. Og selvom jeg holder meget af hende, så er jeg sgu ikke helt sikker på, at min kæreste har lyst til at danne par med hende (heller ikke, hvis vi ser bort fra de umiddelbare udfordringer som små 30 års aldersforskel).

Sandheden er, at ordenssans ikke altid har været min stærke side. Da jeg var en træls teenager og boede hjemme, hadede jeg fx at rydde op. Og min mor måtte ofte temmelig ihærdigt bede mig om at rydde op på mit ejet værelse (for slet ikke at tale om i resten af lejligheden).

»Hjemmet er den naturlige forlængelse af kvinden«, plejede en af mine ekskærester at sige (blot en blandt flere grunde til, at vi ikke er kærester længere). Jeg hadede, når han sagde det: Sådan en kvinde var jeg i hvert fald ikke! Men nu føles det faktisk lidt sådan. Jeg ved ikke, om det er særligt feminint at være optaget af orden, men jeg må konstatere, at flere af mine veninder har det på samme måde som mig. Måske kan det også forklare, hvorfor min ordenssans først slog igennem, efter at jeg var flyttet hjemmefra, da det pludselig var mit hjem og ikke mine forældres.

Men det er faktisk ikke kun som manisk oprydningstornado, jeg kan spejle mig i min mor. Med årene har jeg også fået et helt andet forhold til søvn.

 Min mor er A-menneske. Kæmpe A-menneske.  I mine teenageår og tidlige tyvere kunne jeg sove længe. Da jeg boede hjemme, opdagede jeg, at min mor kan larme utroligt meget, når hun laver morgenmad: skramle med låget til æggegryden, kværne kaffebønner uendeligt længe. Man skulle næsten tro, at hun prøvede at vække sine sløve teenagebørn. Alligevel blev jeg troligt liggende under dynen, til hun stod i døren og erklærede, at nu var det altså tid til at så op. I dag ser jeg helt anderledes på morgentimerne: De er ikke længere til at sove i. Jeg har nemlig opdaget, hvor utroligt mange ting man kan nå inden frokost på en lørdag: læse, støvsuge, løbe en tur, gå i vandet, drikke kaffe, lægge tøj sammen (ja, pleje mit ordensgen). Min mor er så stolt.

Det går selvfølgelig til tider ud over min kæreste, som er udpræget B-menneske. Altså han kan sagtens stå op, når han skal, men han mener bestemt, at weekender er til at sove længe i.

Selvom jeg sætter stor pris på at have nogle timer for mig selv med avisen og morgenkaffen, så kunne han jo også bare få så meget fra hånden, hvis han ikke lå der og snuede hele formiddagen (indrømmet, han får rigtigt meget fra hånden efter klokken 22, hvor min hjerne simpelthen ikke virker, og endnu mere efter midnat, hvor jeg som oftest sover). Og jeg kan faktisk larme ret meget, når jeg tømmer opvaskemaskine, laver kaffe eller høre højlydt popmusik, mens jeg støvsuger. Gad vide, hvor jeg har det fra?

Jeg er langsomt ved at blive til min mor.

Jeg belærer min kæreste om lyksalighederne ved at stå tidligt op, jeg rydder op efter ham (og gør passivt-aggressivt opmærksom på det samtidig), jeg tvinger ham på kunstmuseum, når vi rejser sammen. Heldigvis lader han til at acceptere det – og måske endda holde af det – langt det meste af tiden.

Sidste efterår lånte jeg min mors sommerhus en weekend: Jeg lagde puslespil, ordnede have, begyndte at gå i hendes tøj. Næste stop er tynde dunjakker (I ved den der, alle Politiken plus-abonnenter har) og læsebriller. Jeg håber, min kæreste ved, hvad han er gået ind til.

Ellers kan han lige flytte rundt om hjørnet en dag eller to for at få syn for sagen.

Jeg elsker ikke min krop

Jeg elsker ikke min krop. Jeg respekterer og accepterer den.

I de kredse jeg færdes i, har kropspositivismen for alvor gjort sit indtog. Aldrig har de samtaler, jeg fører med mine veninder om vores forhold til vores kroppe og til vores seksualitet indeholdt så meget kærlighed. Så meget søsterkærlighed, og så meget kærlighed til os selv.

Det er ikke kun hos mine veninder, jeg oplever det; i mit Instagramfeed er der simpelthen så mange smukke kvinder, der både skriver kærlige ting om deres egne kroppe, men også kærlige statements om, at alle kvindekroppe er smukke. Og aldrig har jeg oplevet at have et socialt medie som Instagram, hvor jeg oplever at få vist så mange forskellige kroppe. Det er jeg meget taknemlig for.

Problemet er bare det, at jeg ikke har det sådan. Jeg elsker ikke min krop. Jeg foregiver altid at jeg gør, men det er bare ikke tilfældet. Det er ikke fordi jeg hader min krop, jeg elsker den bare heller ikke. Jo, jeg er da taknemlig for, at den kan ting. Fx at den kan bære mig, så jeg kan stå og gå, eller at den kan mærke, når min blærer er fyldt, så jeg når ud attisse på toilettet i stedet for i buksen, og jeg er da også glad for, at den kan cykle, så jeg ikke skal betale tog- og busbilletter i dyre domme. Men det er vist også ved at være det. 

Da jeg var teenager havde jeg mange komplekser omkring, hvordan min krop så ud, og hvordan den så absolut ikke så ud. Det var altid det der med, hvordan den ikke så ud, der gjorde mig syg. I perioder stoppede jeg med at spise, og et par gange eller tre forsøgte jeg mig også med at kaste det op, jeg lige havde spist. Det lykkedes, men det tog meget tid og viljestyrke at kaste op, og tiden havde jeg sjældent, så det stoppede før det egentlig overhoved rigtig begyndte.

For et par år siden gik jeg ned med en stressafledt depression og tabte mig omkring 10 kilo. 10 kilo er mange kilo for en kvinde, der er virkelig slank i forvejen. I dag har jeg taget noget af det på igen, men ikke det hele, og det efterlader mig med et BMI på ca. 19, hvilket betyder, at jeg ligger på kanten til at være undervægtig. Men selvom kiloene røg, er komplekserne der endnu.

Her kunne jeg helt sikkert argumentere for, hvordan jeg som teenager var – og til stadighed er – et klassisk eksempel på at ligge under for patriarkatet og på medieskabte kropsidealer. Jeg kunne også argumentere for, at det ikke handler om min krops udseende, men om min hjerne og min perception af mig selv – ja, jeg har gået i terapi i årevis, jeg har en idé om, hvad mit forhold til min krop bunder i. Men alt det, vælger jeg faktisk i dag at krybe udenom.

For det, som egentlig udfordrer mig mest ved ikke at elske min krop, men blot at acceptere den, er det konstante spørgsmål om, hvorvidt jeg så egentlig er en god feminist? Jeg mener bare, det der med at elske sin krop står sgu da på side 1 i Den Store Feministbog.

Dernæst kommer den stressfaktor, som også er forbundet med ikke at elske sin krop: Alle mine veninder og Instagramvenner, der har det anderledes. Dem lyver jeg dels overfor, men jeg bliver faktisk også lidt stresset over at blive konfronteret med alle de smukke kvinder, der fortæller om at elske sin krop. Ikke at de skal lade være, de skal endelig bare blive ved. For fanden. Det håber jeg da ikke, at I misforstår. Jeg siger bare, at det ofte stiller mig i en situation, hvor jeg føler mig forkert, fordi jeg ikke har det på samme måde. Kunne man på nogen måde forestille sig, at mine veninder og Instagramvenner til tider har det på samme måde som mig; at de også lyver? Og kunne man forestille sig, at alle de smukke billeder af smukke kvinder på Instagram i højere grad er et udtryk for et brændende ønske om at elske sig selv. Men at det er svært?

Selvom jeg nødigt vil indrømme det, er der noget i mig, som håber det. Ikke fordi jeg ønsker at mine medsøstre ikke elsker deres kroppe. Men fordi jeg nogengange kan opfatte det at elske sin krop så ubetinget, som er det indtryk jeg tit får fra kvinder i mit netværk, som endnu et krav i rækken af krav, vi kvinder stiller til os selv og til hinanden.

Jeg er taknemlig for min krop når jeg dyrker motion – når den får muskler og når jeg nærer den med sund mad… og chokolade. Så det gør jeg. Ikke hver dag, men så ofte tiden tillader det. Og det hjælper. Det har i hvert fald hjulpet mig til en accept og en kæmpe respekt for min krop.

Måske det der med kropslove kommer med musseskridt? Måske jeg er en late bloomer? Måske sker der ikke en skid mere herfra, og måske det er egentlig også helt okay? For i kraft af accepten og respekten for min krop har jeg det bedre med min krops udseende, end jeg nogensinde har haft, og det er nok for mig.

Episode 2: Sex med både mænd og kvinder med Katrine Blauenfeldt

I dette afsnit har vært, Karen Dich, inviteret debattør og feminist Katrine Blauenfeldt i studiet. Katrine holder foredrag om sex, feminisme og forventninger – og så er hun biseksuel. Afsnittet handler om forskelle og ligeheder mellem at have sex med henholdsvis mænd og kvinder, og om de fordomme og myter, der hersker om mænd og kvinders seksualitet.

Episode 1: Ulykkelig kærlighed med Ida Rud

I første afsnit taler vores vært, Karen Dich, med filmanmelder, skribent og kropsaktivist Ida Rud om at være forelsket i en mand, der ikke har de samme følelser. Og om ar dele sit knuste hjerte med tusindvis af følgere på Instagram.

Tak til PINELET

Her på Kussesumpen har vi stillet mange spørgsmål. Hvorfor kan han ikke finde min klitoris? Hvorfor kysser han mig ikke? Hvorfor vil han ikke bolle? Hvorfor er han sin kæreste utro? Lugter kusser forskelligt? Og mange, mange flere. Mere end 4 års blogtekst – det bliver til lidt. Rigtig mange af de spørgsmål, har handler om mænd.

Da vi begyndte at skrive på Kussesumpen, faldt det en del for brystet: Det var for intimt, for privat, for bramfrit. Og flere spurgte »Hvordan ville folk reagerer, hvis mænd skrev den slags?«. Det ville vi faktisk også gerne finde ud af, og derfor lancerede vi  PIKNELET, som bloggede lystigt hele januar om alt mellem himmel og jord.

Disse modige mænd har delt intime detaljer om maskulinitetsidealer, usikkerhed, selvhad, kropslige udfordringer, datingkultur, relationer mellem drenge, og meget mere. Det har været en kæmpe fest, at døren ind til det mandlige univers blev åbnet så meget.

Vi har ikke fået svar på, hvorfor netop den mand ikke ville bolle, eller hvorfor den anden mand ikke kunne få os til at komme. Det var nok også for meget at forvente. Men vi har i hvert fald fået lidt mere indsigt i mænds virkelighed og genvordigheder. Forhåbentlig gør det os bedre til at forstå hinanden, og ikke mindst til at tale sammen, i fremtiden.

Så tak til jer, PIKNELET, som i denne omgang bestod  af en række modige mænd under navnene Jydepikken, Kalypsopikken, Pyntepikken, Vesterbropikken. Tusinde tak, fordi I ville lægge vejen forbi. Vi er så taknemlige for, at I havde lyst til at dele lidt ud om livet som mand. Tak

Piknelet: Nu vil jeg snakke lidt om selvhad

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv. Jeg tænker over ALT, jeg siger og gør. Jeg er kritisk overfor ALT, jeg foretager mig, hvilket ikke nødvendigvis er skidt. Men når det samtidig er direkte destruktivt, kører det mig i sænk. Det har været svært for mig at indse, at jeg har et problem. Set i retrospekt har jeg haft det problem længe.

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker (den sætning eksemplificerer vel i virkeligheden problemet meget godt). Dertil tror jeg også, at jeg føler mig fanget i en form for vakuum i rummet mellem at være en ung mand og et følsomt menneske. På den ene side er jeg rå. Jeg er en mand med stor fed streg under. Jeg er macho. Jeg er den stærke. Jeg er der for mennesker omkring mig under alle omstændigheder, og psykologiske problemer er en fejl. En fejl jeg blot skal macho’e mig ud af.

På den anden side er jeg ødelagt indeni. På den side er jeg ikke den stærke person, jeg synes, at jeg skal være. På den side ødelægger selvhadet mig på værste selvforstærkende vis. Og jeg hader mig selv for ikke bare at kunne lade den skide macho del være. Jeg hader mig selv, for ikke bare at opgive det outdatede koncept. Jeg hader mig selv for ikke bare at kunne finde mig til rette i rummet imellem de to sider. Eller måske rettere sagt; jeg hader, at jeg ikke bare kan affinde mig med og elske den person, jeg nu engang er.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker.

Så jeg startede hos en psykolog i dag. Det var en underlig oplevelse. God. Men rigtig underlig. Han er ikke til at snyde. Han ser lige igennem alle facader, jeg nu engang måtte stille op. I morges tog jeg en ren skjorte på, barberede mig og børstede tænder ekstra grundigt for at vise en facade af en stærk og velsoigneret ung mand. Jeg havde tænkt over, hvordan jeg ville formulere mig til selve samtalen, hvordan jeg ville styre den og køre ham rundt, som jeg havde lyst til. Det var så ikke sådan det gik. På ingen måder. Han så lige igennem alt det fis og kiggede ind i min sjæl i stedet. Og hvilken befrielse det var. Midt i min ”jeg skal være en mand”-facade blottede han det følsomme menneske inden i mig. Al kropssprog, der skriger af utilpashed blev sat i fuld sving under hele timen. Jeg svedte som ind i helvede og jeg følte mig strippet, blottet, nøgen. Men på en ret fantastisk måde. Jeg fik lov at droppe skuespillet for en gangs skyld og arbejde på mig selv. Og jeg glæder mig til at skulle det igen. Og så er jeg stolt over mig selv for at anerkende, at jeg har det virkelig dårligt med mig selv, og at mit enorme selvhad skal arbejdes på.

Men først skal jeg i bad og vaske nervøsitets-sveden af mig.

-Pyntepikken

PIKNELET: Jeg er også nogens Aziz Ansari

En note fra redaktøren: Aziz Ansiri er en amerikansk skuespiller og komiker, der havde en mildt sagt ikke vellykket date med en ung kvinde. Det har hun siden skrevet om, og nu diskuteres det, om daten var et overgreb og kan kategoriseres under #metoo, eller om det blot var en kikset og uheldig aften. Uanset hvad man måtte mene, så har den fået en af vores piknelere til at tænke.

Jeg har haft sex, der helt klart mest var min idé. Sex, hvor jeg havde mere lyst end hende til at det skete. Jeg har også haft sex, hvor det knap så meget var min idé, men hendes. Men de to situationer er ikke ækvivalente. Det ville være naivt at tro. Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er. Mit køn har ikke traditionelt været udsat. Derfor ligger der ikke alverdens lag af tanker om, hvad hun kan finde på, når jeg går i seng med en kvinde, jeg ikke kender så godt. Det samme kan ikke siges for hende og derfor er de to situationer ikke ens.

Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er.

Men hvorfor ignorerer vi det, som mænd? Hvorfor viser vi ikke mere hensyn i situationer hvor vi egentlig godt kan mærke at hun måske ikke er helt med? Det her er en undersøgelse af mine egne tanker omkring de gange, jeg har presset på og hvorfor.

Det har sjældent været kun for min egen fysiske tilfredsstillelse. Det er kun én af flere faktorer. Det handler mere om mental tilfredsstillelse end fysisk. Jeg har haft lyst til at vise hende, hvad jeg kan. Jeg har haft lyst til at gøre noget for hende. Jeg har også været nysgerrighed:  Hvordan mon vi to passer sammen? Og så er der forventningerne: Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

»Har du lyst til det her?« »Er du okay?« Selve spørgsmålet kan være svært at stille. Det kan lyde mærkeligt i dagslys, men dér midt om natten, når man fumler rundt med alle sine usikkerheder for første gang nøgen foran et andet menneske, så kan det være svært at tale om uden at lyde anklagende. Jeg bilder mig ind, at jeg ville vide, hvis svaret var nej, men jeg burde have spurgt alligevel. Men hvis svaret er ja, så sætter det tanker i gang hos hende, om hvad hun gør galt. Stemningen kan være skrøbelig i sådan en situation, og man vil ikke udstille sin uvidenhed.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også. Hvad nu hvis hun er én af de kvinder som bare gerne vil have at manden tager hende. Hvad tænker hun om mig, hvis jeg ikke viser selvtillid nok til at tage hende? Hvem tænker hun tilbage på, hvis det ikke er godt nok? Jeg vil ikke have, at hun skal tænke på mig som ham den ufarlige og kedelige. I mit hoved er der altid en ny kæk fyr om hjørnet med smøger og skægstubbe, som kan sætte kriller i gang i hendes hoved og underliv. Så hellere være lidt for meget end lidt for lidt.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også.

Det kan lyde så banalt at idéen om ”hvad en mand bør” på den måde skal spøge, men det gør det for mig. Det ligger i baghovedet, at det muligvis er det hun forventer.

For et par år siden havde jeg en diskussion med to veninder. Deres påstand var, at mænd altid har lyst til sex. Altid. Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand. Jeg blev rent ud sagt ked af deres holdning. Jeg er ked af det på deres vegne og så sandelig også på deres kæresters. Hvis det er holdningen, så forventer de jo, at man er anmassende, og hvad betyder det når man ikke er? Hvad er der så galt?

Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand.

»Nogle gange har jeg ikke så meget lyst, men så tænder det mig, at du er så tændt.« Det har ind til flere kærester sagt til mig. Det retfærdiggør ikke, når jeg har været grænseoverskridende over for andre kvinder, men det hører med til historien, at man som mand møder et spænd af kvinder. Og for den enkelte kvinde kan det jo også handle om situationen, hvorvidt hun kan

Jeg synes ikke, at vi anerkender nok at menneskers lyster spænder over en bred kam, og at de samme overfladiske signaler kan betyde vidt forskellige ting fra menneske til menneske. Og mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst. Være bedre til at kommunikere og ikke antage, at de samme signaler betyder det samme for Anne som for Marie. Ikke antage at hvad der for Karen er ligegyldig fuldemandssex og glemt i morgen, også er det for Margrethe. For hende er det muligvis en grim oplevelse, som sidder i hende bagefter. Vi skal som mænd være mere påpasselige og opmærksomme på situationen.

Mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst.

Når diskussionerne handler om mænds aggressivitet over for kvinder, så er der for det første en masse klager fra mænd. Men der er også en underkategori af kvinder, som beklager sig, fordi de da gerne vil have komplimenter på gaden, og at manden fører sig frem. Her i forbindelse med #metoo har vi hørt den samme sang. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser beretninger af den type. Kunne de kvinder da for pokker ikke forstå, at deres ønsker ikke nødvendigvis er repræsentative for alle? Kære kvinde, som gerne vil have komplimenter på gaden og en stereotyp mandemand. Du skal nok få dit, men lad nu være med at mudre debatten.

Jeg er blevet bedre med alderen til at spørge. Jeg er blevet bedre til bare at sove. Jeg er blevet bedre til ikke at være så bange for at vise usikkerhed ved at kommunikere. Men jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til det, da jeg var yngre.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd. At det ofte er en del af det at møde mænd at man har sex, som ikke er særlig god og som man ikke nødvendigvis har så meget lyst til. De her to historier på bloggen bekræfter det.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd.

Det betyder ikke, at kvinderne ikke synes som en del af de her mænd. At de ikke vil se nogle af dem igen. Men det betyder, at kvinderne har vænnet sig til at det hører med til at møde mænd, at man har en del middeldårlig sex. Og for en del kvinder involverer denne dårlige sex også en del dårlige oplevelser.

Det skal vi væk fra.

-Vesterbropikken