Snav mig i kussen – please?

  • 0

Snav mig i kussen – please?

Category:Ikke kategoriseret

I dag er en af de dage. En af de dage, som bare ikke rigtig spiller. En af de dage, hvor man burde vækkes af en morgenguffer, snav i kussen, verbale tæsk i fileten, kald det, hvad du vil. Det er bare ikke rigtig mit tilfælde. Men hvis det havde været tilfældet, og jeg så mig nødsaget til at bede om oral penetrerering, hvad skulle jeg i så fald have bedt om? Jeg mener, når mænd ønsker at få suttet pik, bruger vi blandt andre termen eller nok nærmere slanget, “blowjob”. Men hvad så med os andre? Jeg sad forleden med nogle venner og konverserede omkring netop den problematik. Ovenstående er nogle af de løsningsforslag, der kom op. Personligt er jeg glad for “snav i kussen”.

Jeg har den sidste uges tid haft mange af de dage, hvor et morgensnav i kussen havde været på sin plads. Så mange, at jeg faktisk må blive lidt træt. Jeg har det normalt ambivalent med at få snavet kusse. Det er meget intimiderende, og følelsen af at blotte sin helligste er, for mig, ret voldsom. Når et andet menneske ligger med tungen dybt begravet i mit skræv, så kan følelsen af fremmedgjorthed samt en total blottelse overfor min egen kusse godt vælde indover mig. Samtidig med det også kan være det labreste i verden. Det er vel en definitionssag. Havde det været med en kæreste, var udgangspunktet et andet, og så var det hverken første eller sidste gang, han havde set min kusse blomstre i fuld flor. Men faktum er, at jeg ikke har nogen kæreste. Og med det i mente, at det tætteste jeg, i en rum tid, har været på en sådan, er et kollapset forhold til min daværende virkelig gode ven (hav aldrig sex med dine venner, for helvede!), så er tanken om et morgensnav i kussen måske alligevel ikke den mest huende. Så tillad at rette mig selv; tanken havde ikke været den mest huende med en one-nighter, men med en kæreste havde den uden tvivl været…

Men i dag er netop sådan en dag, hvor alt kan være ligemeget, hvor min eksistens føles ligegyldig og hvor håbløsheden så småt har indfundet sig. Og på sådanne dage, hvor det eneste, jeg kan komme i tanke om, er at få ædt min grotteost af en kæreste eller ihvertfald noget lignende, så må jeg få det øv. Øv med øv på. Det mest frustrerende ved lige præcis den her dag er, at jeg det sidste år har elsket bare at være mig, meduden indblanding af nogen form for stor kærlighed udover den platoniske naturligvis. Det er et valg, jeg bevidst har truffet. Et valg, som jeg er stolt over. Et valg, der har medført et nyt kendskab til mig selv, en selvindsigt og forhåbentlig noget mere at give af.

Uden at tage nogen form for forbehold, så må jeg nok erkende, at jeg har det svært med de mennesker, der kan gå fra det ene forhold til det andet. Eller måske ikke svært. Jeg står nok nærmere tilbage med en undren. En undren over, hvordan man efter ganske kort tid kan være så helt et menneske, at man kan give så meget af sig selv, som jeg mener, der kræves i et forhold. Hatten af for dem, der gør det. Jeg kan dog ikke lade være med at stå tilbage med følelsen af, at de i virkeligheden bare bygger ovenpå den smerte og tomhed, som et break up efterlader, for at glemme. Glemme den kendsgerning, at et brud gør fandens ondt uanset om det er et valg man selv har truffet eller et, der er truffet for en. Og hvor et plaster på sorget fra førnævnte forliste forhold, potentielt kunne være en ny kæreste. Hvorfor nu det? For at undgå at blive konfronteret med, hvem er når man bare er sig selv? Dét spørgsmål leder mig til min egentlige pointe. Selvom man er en glad- og ikke specielt understimuleret single, så er det okay at blive ramt af følelsen af ensomhed og fremmedgjorthed overfor sig selv og sit eget kønsorgan. Det har taget mig lang tid at nå frem til, at det faktisk er okay at gå og savne et menneske, der kan give en den fysiske og seksuelle bevidsthed. Og det er mere end okay at længes efter et gedigent morgensnav i kussen af nogen, der ikke bare er en eller random og stadig ikke have lyst til at skulle have en kæreste. Jeg må nok bare erkende, at jeg er af den klare overbevisning, at det fjollet og væsenligst af alt spild af alles tid at have en kæreste bare for at have en. At give så meget op, fordi man har hang til tryghed og fordi følelsen af at være elsket og være i stand til at elske er så overvældende. Men hvad nytter det, hvis man ikke er forelsket?


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier