Kvindehadelisten

  • 0

Kvindehadelisten

Category:ældstekussen,kussevåben,Kvindehad,selvindsigt,utroskab

Dagens liste startede lidt i sjov som en pendant til de berygtede mandehadelister, vi tidligere har postet. Men undertegnede opdagede hurtigt, at langt de fleste punkter på listen, lever jeg selv op til. Og hvad gør man så? Er man blevet det, man hader, eller hader man det, man er blevet? Jeg prøver at holde fast i stoltheden og har besluttet mig for, at selvindsigt og kvindehad godt kan gå hånd i hånd. Og så længe jeg indrømmer mine egne fejl, så må jeg godt pege fingre af andres bagefter…ik’? Jo da. Så derfor, et styks kvindehadeliste, i uprioriteret rækkefølge, med et fingerpeg per selvindsigt.

1.Kvinder, der tager andre kvinders mænd!

Ja hej, jeg hedder ældsten, og jeg har været den anden kvinde. Mere end en gang. Både af kærlighed og lyst. Og jeg er ikke stolt af det. Har ej heller intentioner om at skulle være det igen.  I krig og kærlighed gælder alle kneb – men det er måske lige at gå over stregen at gå i krig med sin kusse som eneste våben. Det er ikke den, han forlader kæresten for, og hvis det var, så fortjener både du og kæresten bedre.

2. Kvinder, der læser deres kærestes sms’er. 

Det skal stoppe nu! Lige nu! Det er muligt, det er din usikkerhed, der taler sit tydelige sprog her, men privatliv er privatliv – uanset om du stoler på ham eller ej.

3. Kvinder, der sladrer om andre kvinder. 

Her burde selvindsigten blinke alarmerende rødt hos alle kvinder. Og prøv ikke at bilde dig selv og andre ind, at det er løgn. Det kan selvfølgelig gradbøjes, men det er der, og det er et af vores værste karaktertræk.

4. Kvinder, der forbyder deres kærester at have veninder. 

Som kvinde med mange mandlige venner er jeg godt træt af at være forbudt og farlig af den simple grund, at jeg har en kusse (og bryster større end gennemsnittet). Der er mulighed for, at du har din mands veninder at takke for hans forståelse for kvinder. Og hans mor selvfølgelig. Glem aldrig hans mor.

5. Usikre kvinder. 

Selvindsigtens ansigt er grimt og rynket her. Jeg ved rationelt godt, at der er tusinde helt fair grunde til, at du ikke svarer på min sms med det samme, at du ikke har tid til en lang telefonsamtale, lige når jeg har det, eller at du rykker vores aftale. Men der skal kun én mand til at ødelægge det for alle jer andre, og ja, ham har jeg altså allerede mødt – og jeg tager mig selv i at blive tøsepigefornærmet og småmobset eller drønusikker på tidspunkter, hvor der ikke er grund til det. Sooorryy ok!!

6.Kvinder, der bebrejder den anden kvinde og ikke kæresten for utroskaben.

Bevares, had hende, hun er medskyldig, men det er sgu ikke hende, der har bedraget dig, søde skat. Medmindre det selvfølgelig er din veninde, så bebrejder du alt, hvad du overhovedet kan – dem begge to! (Hører du til dem, der måtte tilgive og arbejde videre med forholdet – så ignorer punkt 6. Så er du berettiget til at kanalisere din vrede i den retning – ellers når du aldrig frem til en tilgivelse).

7. Kvinder, der mener de ved, hvordan andre kvinder bør opføre sig.

Hader dem, og hader selv at være en. Og så taler vi ikke mere om det!!

8.Kvinder, der er utro.

Ret skal være ret: Hvis mændene ikke må, så må kvinderne sgu heller ikke. Hvis du har så meget brug for sex med andre – så bliv single. Her må man knalde alle dem, man vil. Fedt ik’?

9. Kvinder, der fuldstændig som katolikken forventer tilgivelse efter bekendelse af sine synder.

Bom bom, yep that’s me.

10. Kvinder uden selvindsigt og selvironi.

Er der noget ekstra kvindehad i posen? Kvinder, der ikke drikker øl fordi, det feder? Kvinder, der tvinger kæresten til at se “PS. I love you”, men nægter at se Transformers med ham en anden dag? Kvinder, der ikke gider hans venner, men kræver, at han elsker hendes? Kvinder, der kan alt det, jeg ikke kan?

For god ordens skyld slutter jeg af med at henvise til punkt 7 en ekstra gang – lige efter, du har kigget på punkt 10 igen.


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier