Dette indlæg er faktisk et stykke bestillingsarbejde. Og dem laver jeg ellers ikke. Ja, jeg er ligesom de lidt for smarte DJs i det Københavnske natteliv – du kan ønske alle de Nik og Jay-sange, du vil. Jeg spiller kun elektronisk musik, ingen kender, men som jeg selv synes, er mega hip. Selv ultraseje DJs gør dog en undtagelse i ny og næ. Og det gør jeg selvfølgelig også.

For nylig modtog jeg følgende sms fra en veninde:

“Kære Skat. Jeg har et lille ønske. Kan du ikke skrive en kussesump om mænd som IKKE handler! Hvorfor inviterer han mig ikke i fucking bio? Hvorfor ikke ud at spise?! Han sender 100 forskellige signaler, og jo jeg vil gerne knalde, men jeg vil også i bio! Jeg er en kvinde! Jeg har brug for sex og omsorg! Hvorfor skal relationen bygges op over 3 måneder med babyskridt? Jeg husker hans boller var så, men så små? Er han bange? Er han mors dreng? Er han kedelig? Er jeg kedelig? HANDL NU!”

Normalt ville jeg være hurtigt til at svare med et klart og tydeligt “He’s just not that into you.”(Ingen referencer til filmen forøvrigt, som er en tarvelig chicflick, der modsiger sine egne pointer). Det er min erfaring, at der aldrig kommer noget godt ud af at forklare eller undskylde fyre, der ikke gør en indsats. Måske går der i øjeblikket et skår i selvtilliden, når selverkendelsen taler. Men man kommer så meget hurtigere videre med sit liv. Og ærligt talt, så fortjener alle kvinder en mand, der kan fortælle hende, at hun er fantastisk i (næsten) alt, hvad hun gør.

Nå, men altså. Det svar er selvfølgelig ikke nok til et helt blogindlæg. Så jeg forsøger lige med nogle andre perspektiver. Det hører med til historien, at de to faktisk har knaldet. Det var sådan, det hele begyndte. Så altså, han har (i hvert fald på et tidspunkt) haft lyst til at knalde hende. Og han sms’er hende på dagsbasis. Men der sker lige som ikke mere. Hvilket klart er problematisk. Men hvorfor? Og hvordan løser man det? Det påstås, at mænd er ukomplicerede. Og det er de fleste heldigvis også – men relationen mellem mænd og kvinder er altid kompliceret. Det er det, der gør det spændende.

Denne her relation går vanvittigt langsomt. Og hun vil gerne have, at det går bare lidt hurtigere. Som hun så pænt formulerer det: “Jeg har brug for sex og omsorg”. Det har vi vel alle. Både mænd og kvinder. Og altså, han handler ikke. Så mit umiddelbare svar er, at det må hun jo så gøre. Jeg ved, at der findes en del kvinder, der helst vil sidde i deres elfenbenstårn og vente på, at der kommer en mand og tager dem med på sin hvide hest. Men helt ærligt, vi lever i det 21. århundrede. Alle steder kæmpes der for ligestilling mellem kønnene. Vi provokerer og leger med kønsroller i et fedt. Så hvorfor kan vi ikke gøre det i datinglivet? Hvis vi virkelig gør så meget ud af ligeløn – burde vi så ikke også deles om restaurationsregninger, biografbilletter og den slags? Hvorfor køber hun ikke bare en buket blomster og tropper op på hans dørtrin? (Ok, indrømmet – det sidste ville nok skræmme de fleste mænd væk). Men  altså. Piger kan også tage initiativ. Det er ikke ukvindeligt, skræmmende eller usexet – og hvis nogen mænd synes det, så er det dem, den er gal med.

Så tag dog telefonen. Ring til ham. Inviter ham ud. Bare på kaffe og en gåtur. Og hvis han ikke samler den op – ja, så er vi tilbage til mit udgangspunkt – “He’s just not that into you”