Nå, men altså. Det svar er selvfølgelig ikke nok til et helt blogindlæg. Så jeg forsøger lige med nogle andre perspektiver. Det hører med til historien, at de to faktisk har knaldet. Det var sådan, det hele begyndte. Så altså, han har (i hvert fald på et tidspunkt) haft lyst til at knalde hende. Og han sms’er hende på dagsbasis. Men der sker lige som ikke mere. Hvilket klart er problematisk. Men hvorfor? Og hvordan løser man det? Det påstås, at mænd er ukomplicerede. Og det er de fleste heldigvis også – men relationen mellem mænd og kvinder er altid kompliceret. Det er det, der gør det spændende.
Denne her relation går vanvittigt langsomt. Og hun vil gerne have, at det går bare lidt hurtigere. Som hun så pænt formulerer det: “Jeg har brug for sex og omsorg”. Det har vi vel alle. Både mænd og kvinder. Og altså, han handler ikke. Så mit umiddelbare svar er, at det må hun jo så gøre. Jeg ved, at der findes en del kvinder, der helst vil sidde i deres elfenbenstårn og vente på, at der kommer en mand og tager dem med på sin hvide hest. Men helt ærligt, vi lever i det 21. århundrede. Alle steder kæmpes der for ligestilling mellem kønnene. Vi provokerer og leger med kønsroller i et fedt. Så hvorfor kan vi ikke gøre det i datinglivet? Hvis vi virkelig gør så meget ud af ligeløn – burde vi så ikke også deles om restaurationsregninger, biografbilletter og den slags? Hvorfor køber hun ikke bare en buket blomster og tropper op på hans dørtrin? (Ok, indrømmet – det sidste ville nok skræmme de fleste mænd væk). Men altså. Piger kan også tage initiativ. Det er ikke ukvindeligt, skræmmende eller usexet – og hvis nogen mænd synes det, så er det dem, den er gal med.
Så tag dog telefonen. Ring til ham. Inviter ham ud. Bare på kaffe og en gåtur. Og hvis han ikke samler den op – ja, så er vi tilbage til mit udgangspunkt – “He’s just not that into you”