Kald det kærlighed – kald det lige hvad du vil…

  • 0

Kald det kærlighed – kald det lige hvad du vil…

Category:Ikke kategoriseret

Det er længe siden, jeg har været forelsket. Rigtig længe siden. Engang imellem bliver jeg i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre for mig mere. Om skibet ligesom er sejlet efter to forelskelser. Jeg har overvejet at melde den savnet. Altså forelskelsen. Men det ville måske også være lige meget nok. Måske er forelskelse overvurderet, hvad ved jeg. Sagen er bare den, at jeg er en fucking romantiker. Jeg magter ikke halvhjertede snav og endnu mindre halvhjertede grin og smil, og jeg magter da slet ikke at skulle sætte mig op til at se en fyr, bare fordi normen som regel er således. Når det så er sagt, så er det jo ikke fordi, jeg ikke dater en gang i mellem samt knepper med dem, jeg dater – engang i mellem. Men jeg forelsker mig ikke.

Jeg ramlede forleden ind i en af mine to forelskelser. Og hans kæreste. Selvom det er ved at være et godt stykke tid siden, vi sidst sås, så får jeg stadig sommerfugle i maven. Jeg hader det, for jeg ved jo med alt mit rationale, at han ikke er et godt menneske, og at jeg desuden fortjener bedre – bla bla. Men jeg kan jo ikke kontrollere, hvordan min krop reagerer. Jeg kan sgu da ikke gøre for, at mit hjerte begynder at galopere ved synet af ham, vel?! Vi snakker her om manden, der får det ondeste liderfjæs på, når han bare er det mindste liderlig. Om manden, som ikke er noget helt fantastisk vidunder i sengen. Om manden, der er køn, men ikke lækker. Om manden, der har humor, men ikke ejer selvironi. Og om manden, der har en kæreste. En kæreste han har været utro. Med mig. Og hvor stiller det mig? Et sted in between og med kronisk dårlig smag i munden. Dårlig smag i munden, fordi det jo ikke er den første kæreste, han er utro med mig…

Så nu er det på tide at gøre status. Skal jeg bare sidde på min flade, lade skægget gro og mine bryster finde vej ned til navlen, eller skal jeg drøne ud i det og kæmpe for ham? Jeg vælger det første. I hvert fald lidt endnu. Jeg hader, at det er mit valg og især, at det konsekvent er det valg, jeg træffer, hver gang det gælder ham. Jeg er bange for at tabe mit ansigt på marmorgulvet, og jeg frygter mere end noget andet, at han vil gøre alvor af sine indirekte trusler og flå mit hjerte ud og lade rotter spise det en kold vinternat.

Jeg anser altså normalt mig selv for at være en dame med jævnt mange ben i næsen, og som da slet ikke er bange for at tage, hvad hun vil have. Men når det gælder ham, bliver min krop til gelé. Jeg gror en sommerfuglefarm i maven, jeg bliver selvbevidst af helvede til og jeg krymper fra pseudodværg til gnom.

Jeg bilder mig ind, at det er forelskelse og et seriøst problem. Så selvfølgelig kan jeg ikke bare forelske mig i en anden, og selvfølgelig er det også derfor, jeg er angst for at skibet har forladt kajen, og at kaptajnen nu sidder i sin whiskybrandert og griner hæst i skægget ved tanken om at have efterladt mig i en ulykkelig forelskelse. Skide tak! Så sjovt er det ligesom heller ikke. Jeg arbejder på det. Altså på at fjerne forelskelsen. Jeg ligger den i kasser og gemmer den væk, både på loft og i kælder. Langt langt væk fra mit hjerte. Stiller mig uforstående overfor, at jeg ikke kan forelske mig længere – gør alt det rigtige for at glemme. Jeg arbejder pt ud fra devisen “ude af øje, ude af sind”- og det hjælper. Men engang imellem sniger den lille satan sig ind på mig, særligt når jeg aller mindst venter det, og beordrer mig at betale ved kasse 1. Når jeg har betalt min gæld, står jeg afklædt tilbage og føler mig dum og grim og ynkelig. Mon det er muligt at afforelske sig?


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier