Den klamme møgkusse har også følelser

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.

One thought on “Den klamme møgkusse har også følelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *