Fra pyroman til brobygger

  • 0

Fra pyroman til brobygger

Category:Ikke kategoriseret

“Jeg vil ikke mere. Du skal lade mig være, helt være!”

De ord røg ud af min mund, noget bævrende for godt og vel to år siden. Og selvom det var sket nogle gange før, så mente jeg det for alvor nu. Det var slut med at føle sig forbudt, forsmået og ligegyldig. Og det virkede. Han lod mig være, og jeg kunne koncentrere mig om at finde mit glade selv igen. Det havde gemt sig godt væk i lang tid og havde brug for pleje. Et styks bro brændt ned til grunden, helt bevidst og med et ekstra skvæt benzin på. 
Det er ikke den første bro, jeg har brændt. Og jeg kan afsløre, at det desværre heller ikke blev den sidste. Men hvorfor er det, man brænder de forbandede broer? Jeg tror måske mest, det er en pigeting. Vi brænder i hvert fald vores broer mere bevidst, end mænd gør det. Eller er det fordi, det er mændene, der antænder skidtet uden nødvendigvis at opdage det, og os der blir trætte af det og hælder benzin på lortet, så vi kan stå der i dramaets flammehav og se det brænde til grunden – bare for at være helt sikker på, at intet står tilbage? Det er måske barnligt, men for en som mig kan det virke nødvendigt ind i mellem. Nødvendigt at lukke fuldstændig ned for noget for ikke at skulle forholde sig til det og hælde salt i eget sår gang på gang. Og efter hvad jeg hører fra både frustrede venner og ildspåsættende veninder, så tyder noget på, at jeg ikke er ene om barnligheden.
Der er nu ikke alle mine brændte broer eller årsagen til mine pyromaniske tendenser, jeg har på sinde i dag. Tvært imod. For en gangs skyld handler min blog om noget positivt, noget godt jeg har gjort – eller rettere noget dårligt, der er blevet gjort godt igen. Jeg er nemlig midt i processen af at genopbygge en større og stærkere bro på fundamentet af den ovennævnte, totalt nedbrændte af slagsen. Og her vil den skarpe læser meget hurtigt pointere, at jeg jo så ikke kan have ment det helt så meget, som jeg skriver, men jo det kan jeg. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville kunne komme videre før jeg havde tændt ild til hele lortet. Og jeg havde ret, det tog mig noget tid, en anden ulykkelig kærlighedshistorie og en omgang stress at gøre det, men det virkede.

Men derfor kan man stadig godt komme så meget ovenpå, at man har overskud til at genopdage den anden og få et ønske om at starte det venskab op igen, som man ødelagde den dag, man kom lidt for tæt på. Og det er så det, jeg praktiserer lige for tiden. Titel som pyroman udskiftet med titel som brobygger. Bevares, opstartsproblemer kan forekomme og tvivl, men mod alle odds, og de flestes forventninger, så fungerer det. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, men jeg synes at to af dem overskygger alle de andre.

For det første bærer jeg ikke nag til ham. Jo jeg blev såret og følte mig forsmået og snydt. Men det er bearbejdet, og jeg kan se, at han forstår, at han gjorde mig ondt – så hvorfor blive ved at træde vande. Tilgivelse kan godt lade sig gøre, og her er den i reneste form, måske fordi han ikke har klynket og bedt om den, men fordi jeg selv har valgt at give den.
For det andet, så står vi i en situation, hvor han har brug for mig (på et følelsesmæssigt plan), og et eller andet sted giver det (og her skal jeg være hudløst ærlig – det har jeg lovet mig selv) en følelse af skadefryd, som jeg tror jeg har haft brug for. Det lyder utrolig negativt, men det er det egentlig ikke. Det er et spørgsmål om at være den, der er ovenpå i et forhold, og det har jeg aldrig været imellem ham og jeg. Men nu får jeg lov at være den, der er brug for. Jeg får lov at se ham være den sårbare.
Det er ikke det der skal definere vores venskab fra nu af, men det er med 100% sikkerhed (hvor plat og besynderligt det end lyder) det, der har gjort det muligt at finde en fortrolighed igen. 
Vi har begge italesat det besynderlige og omvendte i vores nye venskab (vi er vitterligt ved at bygge en bro fra toppen og nedad) og det hjælper at sige højt, at man både synes det er mærkeligt, men også at det faktisk fungerer. Og ærlighed (som lovet) er her vigtigere end noget andet, for der manglede en del af det i vores sidste fundament (hold nu op den bro metafor er smurt tykt på efterhånden) 
Så nu håber jeg inderligt, at skidtet holder, for ligesom jeg snart har brug for at tro på kærligheden, så har jeg også brug for at tro på at man godt kan tilgive og starte på en frisk. I min yndlingssang af CV. Jørgensen synger han, at “der er en vej ud af alting, men sjældent en tilbage” – og det tror jeg, han har ret i. Men det her skal og må være en af sjældenhederne. For det har jeg besluttet mig for, at det er! Og i sidste ende vælger vi trods alt helt selv, hvad der er rigtigt og forkert. 

Leave a Reply

Arkiver

Kategorier