Gæsteblogger: Min krop har ikke brug for konstruktiv kritik

  • 0

Gæsteblogger: Min krop har ikke brug for konstruktiv kritik

Category:Ikke kategoriseret

Kussesumpen har den ære at byde vores næste gæsteblogger velkommen – hils på Kagekussen. Ordet er hendes:

Nu er det ikke fordi, jeg knalder af andet end lyst. Den tendens bilder jeg mig ind at være vokset fra. Men der er faktisk mange andre grunde derude. Grunde som ’jeg føler, jeg bør, for han regner vist med det’ og ’jeg er så ulykkelig, mon det kan kneppes væk?’ (det siger Thomas Holm, at det kan). Selv har jeg bemærket, at skønt det ikke er dét, der driver mig, udgøres en vis procentdel af et godt knald (desværre) af bekræftelse – den dag i dag ved jeg stadig ikke, om jeg reelt er biseksuel, eller om jeg bare er lidt afhængig af den ufatteligt store kompliment det er, når en kvinde med din drømmekrop synes, lige netop du er smuk og lækker.

Som regel tænker jeg ikke over det. Der kan ryge nok så mange komplimenter over sexdisken, uden at det rører mig det store. Jeg ved f.eks. godt, at jeg har flotte bryster – det kan jeg sgu da se. Men jeg er aldrig kommet mig over, at min første kæreste brokkede sig over at min mund var for lille til at være rigtig pæn. Selvom en del af mig da sagtens ligegyldigt kunne tænke: ’Så længe din pik kan være der, skal du sateme lukke krateret, mester’, bliver jeg altså stadig positiv overrasket, når den får en kompliment, og min mund altså tilsyneladende alligevel ikke er universalt latterligt lille. Samme kærestes kommentar om mine ”fødedygtige hofter”, der for øvrigt var ment pænt, vil jeg helst slet ikke komme ind på. Men hvem fanden siger den slags til en 17-årig pige?

Faktum er, at mange kvinder er skide usikre omkring deres kroppe – og at man derfor skal gemme sin ’konstruktive kritik’ langt, langt bort. Desværre findes der mænd (og jeg ville for ligestillingens skyld gerne kunne sige kvinder her også, men hvornår er dét nogensinde lige sket?), der udnytter denne usikkerhed og mener sig berettigede til at tage en kvinde med hjem, alene fordi de har bekendtgjort, at hun er lækker. De skal tage at pakke deres pikkemænd sammen og gå hjem alene. Det kan nemlig snildt være, vi kan finde ud af noget på basis af gensidig tiltrækning, men idéen om, at en kvinde står i gæld til en kompliment, er langt ude, klam og rent ud sagt tragisk. Øv, altså. Hvis jeg nogensinde bliver så usikker, at det eneste argument, der skal til, for at jeg smider tøjet, er at jeg er god nok – og implicit, at den komplimenterende må være den eneste i miles omkreds, der har den holdning, siden det gør ham til noget særligt – så tag da lige og skyd mig. Eller sæt mig ned til en kop te (der må gerne være rom i) og et foredrag om selvrespekt.

Man hører om kvinder, der kun vil knalde med lyset slukket. Det må være disse individer, der holder myten om den magiske kompliment i live. Selv føler jeg mig som udgangspunkt ret sikker på, at hvis jeg først har fået ham med i seng, er min krop også godkendt. Kald mig tosset – men er det ikke et ret godt udgangspunkt? Men det skal ikke handle om, at jeg er bedre end alle de usikre kvinder, der endnu ikke har indset overstående sandhed og stadig lader sig forblænde af eget slaskede maveskind, eller hvad det nu kan være. 

Jeg kan nemlig mærke tendensen derinde et sted i mit uudgrundelige feminine sind. Det er disse umærkelige undtagelser, jeg ikke i hverdagen tænker over. Disse små usikkerheder, der vækkes til live, når de nævnes. Jeg taler ikke om de ting ved min krop, der kan irritere mig tirsdag morgen foran spejlet, men om de ømme punkter, der er blevet skabt ved, at nogen har formastet sig til at kritisere noget, jeg ingen chance har for at ’forbedre’.  Selvfølgelig (lidt ærgerligt, at man kan kalde det en selvfølge) er der ting ved min krop, der kan irritere mig. Men det er med den, som med familie – jeg må godt selv kritisere, men du skal fandeme holde din (alt for store) kæft, og lade være med at udtale dig, hvis du ikke bliver spurgt og ikke har noget pænt at sige.

Jeg elsker komplimenter, de gør mig glad, og de er heldigvis ikke afgørende for min selvfølelse. Alligevel ér dem, der lapper på et ømt punkt, bare bedre.

/Kagekussen


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier