Gæsteblog: Køn – ja, det er jeg da

  • 0

Gæsteblog: Køn – ja, det er jeg da

Category:Ikke kategoriseret
I vores moderne samfund hører jeg somme tider folk brokke sig over alle de ”nye ord”, vi ”pludselig” har fået til at betegne os selv. Jeg er for eksempel, hvis vi skal tage alle kasserne i brug, ciskønnet, panromantisk og heteroseksuel – hvilket for de uindviede betyder, at jeg både er biologisk kvinde og identificerer mig som kvinde og at jeg føler romantisk tiltrækning til mennesker uanset køn, men primært er seksuelt tiltrukket af mænd. Er det vigtigt? Det afhænger af kontekst – man kan godt se på mig, at jeg er ret traditionelt feminin, og jeg er kærester med en fyr, så det er ikke ligefrem en hemmelighed – men det er ikke sådan, at jeg bruger de ord, hver gang jeg møder nogen. Især fordi nogle af ordene kan virke lidt fremmedgørende. Og fordi min position er så normal, at den aldrig støder nogen eller markerer mig som minoritet, så jeg har aldrig rigtigt brug for at ”forklare” mig.
Sådan er det dog ikke for alle. Denne fremragende blog, der er drevet af en flok mennesker der alle identificerer sig som kvinder, hedder Kussesumpen – og dermed skulle man tro, at der var markeret et område kun for kvinder, så at sige. Men – hold på hat og briller – det er ikke alle kvinder, der har en kusse. Og det er ikke alle med kusser, der identificerer sig som kvinder. Vi skelner mellem biologisk køn og socialt køn, og de to ting passer ikke altid sammen i den meget snævre og binære opstilling af på den ene side mænd og på den anden side kvinder, som vi arbejde med frem til omkring 1980erne. De fleste vil efterhånden være bekendt med transkønnede – mennesker, der lever deres liv som et andet køn, end det, de er født med, og måske har fået foretaget kønsskifteoperationer (til forskel fra transvestitter eller drags, der klæder sig ud som et andet køn, men ikke nødvendigvis har det som kønsidentitet). Men hvad med dem, der placerer sig et sted imellem, eller ingen af delene, eller noget forskelligt fra dag til dag? De kan måske finde styrke i at bruge nogle af de nye, fancy ord – såsom trans* eller genderqueer.
Det snedige ved at være en del af sådan et oplyst og mangfoldigt samfund, som jeg som feminist kæmper for, er at man selv kan vælge, om man vil tage kasserne i brug, om man vil vende dem på hovedet, eller slå dem helt i stykker. Vi kan blive utroligt fikserede på at definere vores identitet – hvad er jeg, hvem er jeg, hvad er jeg til? Det kan være en fantastisk frigørende, men det kan også blive en fælde. Min søster har for eksempel for nylig opdaget, hvad ciskønnet betyder, og konstateret, at hun er det – men som hun sagde: ”Det gør ikke rigtig nogen forskel – jeg kan ikke rigtigt bruge den information til noget”. Og så skal hun selvfølgelig ikke tvinges til at bruge det. Omvendt kan et menneske, der det meste af sit liv har haft det svært med, at vedkommende ikke passede ind i de sociale normer for det køn, som vedkommende var biologisk, finde enorm frihed i at kunne sætte ord på, hvad vedkommende identificerer sig som – for eksempel transkønnet.
Et argument imod brugen af for eksempel ciskønnet, jeg har mødt flere gange, er ”Men hvorfor skal det hedde noget? Det er jo bare det, de fleste er.” Det er i min optik netop derfor, at det er vigtigt, at det også hedder ”noget særligt” at være en del af flertallet – fordi hvis det kun er minoriteterne, der har ”særlige navne”, så bliver de noget udgrænset, noget aparte, noget anderledes – og så er vi tilbage på glidebanen, der leder til diskrimination og fobi. Derfor er det vigtigt, at vi bruger de mange ord, vi har adgang til, og opfinder nye, så vi kan blive mere præcise og bredt favnende i vores sprog og vores verdensopfattelse. Og derfor bruger jeg somme tider ord som ciskønnet og panromantisk om mig selv – ikke fordi de definerer mig, men fordi jeg definerer dem. Jeg er ikke, og vil ikke være, en ureflekteret standard. Jeg vil først og fremmest ses som et menneske, og give andre samme ret. Det virker måske paradoksalt, men en del af vejen dertil går igennem brugen af de ”nye ord”. Det var først, da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at tale om homoseksuelle som begreb, at man opfandt ordet heteroseksuel – det kom faktisk bagefter, lidt ligesom trans* og ciskønnet. Der er ikke noget mere naturligt eller mere normalt (i betydningen ”rigtigt”) i at høre til flertallet – det er rent tilfælde, og det skal sproget understrege, synes jeg. Med fare for at lyde som en kliché er vi alle sammen mennesker, og ved at sætte lidt flere ord på, kan vi skabe et samfund, der afspejler det lidt bedre.

/Roomie-kussen.

Leave a Reply

Arkiver

Kategorier