Gæsteblog: Har du aftjent din singlepligt?

  • 0

Gæsteblog: Har du aftjent din singlepligt?

Category:Ikke kategoriseret

Roomiekussen er tilbage på besøg. Sidst, jeg gav lyd fra mig, var jeg husvild og nyligt single. Nu er jeg – jeg fristes til at skrive heldigvis – ingen af delene mere. 

Det sidste halve år har budt på den fest, det københavnske marked af tidsbegrænsede lejemål er, og den anden fest, der kaldes ”at få en ny kæreste”. For det har jeg nemlig. Fået en ny kæreste. Og det er det, dette indlæg skal handle om.

Da jeg trak stikket på mit tre år lange parforhold, var den replik jeg fik smidt allermest i hovedet  ”Nåh, så skal du bruge tid på bare at være dig”, eller ”Så kan du endelig finde dig selv” og andre tilsvarende kommentarer (I kender fraserne, indsæt selv). 

Ifølge min meget velmenende og sikkert vældig erfarne omgangskreds var det, jeg havde akut brug for, at sidde helt alene for mig selv og være bare mig. Måske en gang imellem gå i byen og tage tilfældige mennesker med hjem. Og ellers bare sørge for at ”finde ud af, hvem jeg er”.

Og jeg følte mig ærligt talt ret forundret, og en smule stødt. Omkring mig var der en forventning om, at jeg skulle juble over at have smidt lænkerne fra et langvarigt fængsel og derefter gå i kloster et stykke tid. 

Jeg ved ikke, hvad de forestillede sig, at jeg skulle, meditere måske, når jeg ikke lige havde tilfældig sex. 

Ingen syntes at kunne forestille sig, at man faktisk godt kan udvikle sig personligt, selvom man er kærester med nogen. Eller at man ikke nødvendigvis mister sig selv, bare fordi man bor sammen med et menneske, som man også deler seng med. Eller at det jeg havde allermest brug for, var at nogen spurgte mig, hvad jeg syntes, jeg havde brug for.

Ældstekussen har før skrevet om presset ved at være single, når alle mener at man skal have sig en kæreste hurtigst muligt. Boreliakussen har udtalt sig om det ulidelige ved tanken om at skulle begynde at test-knalde igen efter et længerevarende forhold. 

Bidrag på denne blog handler generelt ret ofte om, når potentielle partnere ikke viser sig at kunne være det, man gerne ville have, og hvor træls det er at være i limbo, når det gælder ens civilstatus. 

Jeg har i det private mange både venner og veninder, der beklager sig over singlelivets frustrationer, misundelsen over andres parforhold, frygten for aldrig at finde den rigtige. Hvorfor i alverden havde folk så travlt med, at jeg for guds skyld ikke engang måtte overveje at finde et andet menneske at være sammen med?

Hvor længe skal man bære sørgebind over et forlist parforhold? Jeg var forbløffende lettet, da nogen endelig spurgte mig, om jeg var begyndt at se nogen andre. Så var det næsten okay, at jeg sagde ja.

For jeg var faktisk begyndt at se en fyr, og jeg følte mig lidt for en forræder. For nu gjorde jeg jo det der, jeg ikke måtte – så et andet menneske. Det samme menneske. I flere uger. Jeg havde sex uden kærlighed, uden forpligtelser, jovist, men jeg blev ved med at have det sammen med den samme mand. Det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo være alene. Aftjene min singlepligt, så at sige.

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at rebound-knald udviklede sig til friends-with-benefits, og via en masse forvirring til en forelskelse, der sidenhen er blevet til et parforhold. 

Uhadada. Så tidligt, sagde mine venner. Det var da hurtigt, sagde mine venner. Velmenende, men det gav mig en dårlig smag i munden, der stadig dukker op, når folk udtrykker forundring over, at jeg blev kæreste med nogen igen efter ”kun fire måneder”. 

Som om man ikke kan udvikle sig i et parforhold. Som om jeg kun er kæreste med ham, fordi jeg ikke tør være alene.

Det er ikke fordi, jeg af princip er single-nægter. Der var bare et menneske i mit liv, der opfyldte et behov, jeg havde, og som jeg sidenhen forelskede mig i. Også selvom alle andre sagde, at jeg ikke skulle. Så nej, i denne omgang har jeg vist ikke aftjent min singlepligt. Men skal man også nødvendigvis det?


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier