Andre kvinders børn

  • 1

Andre kvinders børn

Category:børn,break-up,forældre,kærlighed,papmor
Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.
Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.
Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.
Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.
Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).
Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.
Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.
Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

 


1 Comment

Anonym

september 29, 2015at 6:13 pm

Tak for en god og sød historie. Jeg har kun været på den anden side som far til et delebarn, samt været et barn i en lignende historie tilbage i 80erne. Børn glemmer heldigvis aldrig dem, der har givet dem noget mens de var små. Eller måske glemmer de det konkrete, men det at en voksen der ikke var deres far eller mor har turdet være der for dem forbliver indskrevet i dem. Det er altid sejt.

Mvh
En tidligere mandlig gæsteblogger

Leave a Reply

Arkiver

Kategorier