Bag nedrullede gardiner

  • 0

Bag nedrullede gardiner

Category:Ikke kategoriseret

Kære nye ven.

Jeg har slet ikke været uden for en dør i dag. Hverken hoveddøren eller soveværelsesdøren faktisk. Jeg har stadig nedrullede gardiner, og de ti skridt til badeværelset virker som en tur over Mount Everest.
I dag bliver altså sådan en dag. Sådan en dag hvor jeg kan mærke, men det jeg mærker er sorg, vrede, mindreværd og ligegyldighed. Og på sådan en dag vil jeg helst bare svøbe mig ind i min dyne, lade verden være verden og sove alt det dumme væk.
Sådan en dag var det ikke i går. I går kunne jeg ikke mærke noget overhovedet. Helt tom. På de dage kan jeg godt lave ting, ordne have, besøge min svigermor, ordne vasketøjet osv. Men det giver mig ingen glæde, og ind i mellem gør tomheden mig bange, og så vender de dumme følelser tilbage.
Og så er der de stunder (ja stunder, ikke hele dage) hvor jeg er glad, har det godt, griner, hygger mig, har sex med min kæreste….og tuder lige bag efter. Ikke at jeg ved præcis, hvorfor jeg tuder, men jeg har en rigtig godt gæt. Fordi jeg var glad i fem minutter, og det fortjener jeg ikke.Selvfølgelig fortjener du det, siger folk så, men de tager fejl, nye ven, det har du lært mig. De tager fejl, for jeg har ikke fortjent at have det sjovt, når jeg bare ligger her og dovner den i sengen hele dagen og ikke er på arbejde som en voksent menneske burde. Hvis ikke jeg kan finde ud af at gå på arbejde, hvad kan jeg så finde ud af? At have det godt, siger du, er jo en belønning for hårdt arbejde, perfekt arbejde. Og det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg kan nemlig slet ikke finde ud af noget. Enten gør man tingene perfekt, eller også er man en fiasko. Det har du lært mig. Ros er ikke motivation, ros er belønning.

Jeg tænker nogle gange på, om ikke det ville være dejligt, hvis jeg kunne komme lidt ud og se nogle andre venner, det er så længe siden. Men så minder du mig lige om, at når jeg selv har valgt at flytte langt væk fra dem, så er det slet ikke tid til den slags pjat mere.
Men så måske der snart kan blive tid til, at de måske kunne komme her og besøge mig? Men så kommer jeg i tanke om noget, du har sagt: det har de slet ikke lyst til. “Du har kæreste og hus, du har slet ikke tid til at se dine venner mere – og de dig”, sagde du. Og jeg troede dig, eller jeg tror dig stadig ind i mellem – ofte faktisk. For du er jo også min ven, og du er her hele tiden. Du vil mig det vel godt. Eller vil du?

Kære nye ven. Du kalder dig ven, de fleste kalder dig depression eller stress. Min læge kalder dig ikke noget endnu. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at kalde dig hverken ven, eller noget andet. For du har lært mig at tænke fremfor at føle. Du har lært mig, at jeg er den eneste i verden, der ikke må have det godt. Du har lært mig, at hvis ikke man er perfekt, så er man ikke god nok. Du har lært mig, at det er en svaghed at bede om hjælp. Du har lært mig kun at mærke, når det gør ondt, og slet ikke bemærke, hvordan det føles, når det gør godt. Du har lært mig at jeg ikke er noget værd, med mindre jeg hjælper andre….

Men jeg ved, måske endnu kun i mit hoved, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg har lært, hvordan jeg hjælper mig selv. Jeg ved, at jeg også må have det godt ligesom alle andre. Jeg ved, at hvis ikke jeg også kan mærke det gode, eller det rigtige gode, så kan jeg ikke fungere. Jeg ved, at hvis alle andre kan bede om hjælp, så kan jeg også. Jeg ved, at man ikke kan blive lykkelig ved kun at tænke. Jeg ved…jeg ved…jeg ved….

Jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt længe endnu. Hvad jeg ikke ved er, hvornår det holder op.

Kære nye ven – jeg slår op.


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier