Vil du være en idiot overfor mig?

  • 0

Vil du være en idiot overfor mig?

Category:Ikke kategoriseret

Ja, så er den gal igen. Jeg har mødt en ny fyr. Åh nej, tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Lad mig i dette indlæg kalde ham SødeSøren.

Vi har ‘set hinanden’ i et par måneder, vi boller en gang i mellem og nyder København(når det altså er lidt sommer), vi er ikke seriøse og vi skylder sådan set ikke hinanden noget. Vi har med ikke haft ‘the talk’, hvilket passer mig mere end fint. For! Han er sød og fin og jeg er egentlig ret glad for ham, men smaskhamrende forelsket til op over begge øre, ville måske også være lige at overgøre de ganske få sommerfuglelarver, som har indfundet sig i min mave. Ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at opføre mig ordentlig overfor ham og ligesom give dem, larverne altså, plads til at vokse i mig. Forstået på den måde, at jeg har lyst til at udforske, hvad vi kunne blive til, lyst til at finde ud af om, jeg kunne gå hen og blive åndeløst forelsket. Så at vi fortsætter med at være, hvad vi er nu og de næste måneder, ville egentlig passe mig glimrende.
Der sker så i mellemtiden det, at min bekendte/veninde, fuldstændig ud af det blå, kontakter mig via facebook og spørger om jeg stadig ser SødeSøren. Hvortil jeg svarer, at jeg måske synes det er lige i overkanten at sige at vi ses, ihvertfald ikke på den seriøse måde som hun hentyder til. Til det svar ånder hun, min veninde altså, lettet op, for hendes veninde har netop kneppet med ham i weekenden og hun, min veninde, ville ikke have der skulle være nogen hemmeligheder mellem os. Og det er så her filmen knækker for mig, min hjerne ved ikke, hvad den skal sige og mine fingrer kan i forlængelse af ukampdygtig hjerne, altså så heller ikke finde ud af at skrive et svar retur.
Jeg står nu over for et virkelig irriterende dilema. Skal jeg bare lade det passere og sige “Nårh jamen altså, vi skylder jo sådan set heller ikke hinanden noget” og fortsætte det søde uforpligtende datingliv med SødeSøren. Det er egentlig det jeg helst ville, eller ihvertfald det min hjerne helst vil, men min mave brokker sig. Den bliver ved med at fortælle mig, at det ikke er måden at gøre det på og at den på et tidspunkt vil eksplodere og det i sådan grad, at min hjerne ikke selv har lyst til at være der når det sker.
For det første er det den mest irriterende viden at give mig, hvad fanden skal jeg bruge den til? Men det er nok i virkeligheden bevæggrunden for informationen, der får det til at sortne lidt for mig. Ikke nok med hun lige der med ét fratog mig al lyst til at se SødeSøren igen, så står jeg tilbage med følelsen af, at hun gjorde det af én egoistisk, eller måske til hendes forsvar, meget uovervejet årsag: hun HUN havde ikke lyst til have en hemmelighed for mig. Og det til trods for, at jeg nu nok ville mene, at det havde været mest gavnligt for både SødeSøren og jeg, om hun bare havde undladt at fortælle mig det. Det er trods alt mit datingliv, som hun måske ikke ved helt så meget om, som hun måske gerne ville, hun går ind og piller ved.
For det andet, så må jeg jo konstatere, at SødeSøren er en spade, eller nej, det er han jo sådan set ikke, for han har principielt ikke gjort noget forkert. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at være vred, irriteret ja, men ikke vred.
Som før nævnt, er jeg ikke smaskhamrende forelsket og jeg ved heller ikke om jeg overhoved har lyst til at det skal være han og jeg, så jeg kan ikke engang fortælle ham, at jeg blev sindssygt ked af at han havde været sammen med en anden og at jeg havde håbet på det bare var han og jeg. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule bitter og føle mig en lille smule naiv. Og jeg kan heller ikke lade være med at have lyst til at joine spillet. Det ulidelige jeg-ved-ikke-hvor-jeg-har-dig-dating-spil. Spillet som jeg egentlig nok havde lullet mig ind i idéen om ikke var mellem os. Spillet som han 100% kommer til at tabe stort. Spillet som jeg opfandt(I know, det lyder corny, but I did). DET ER MIG, DER ER SPILET FOR HELVEDE(!!!).
På den anden side, så synes jeg måske bare jeg havde taget min for fredag/lørdagsbolleholdet. Og måske havde jeg ikke lige lyst til at joine dét bollehold igen. Og måske føler jeg mig også bare sat lidt tilbage, fordi jeg var af den opfattelse at vi havde en eller anden fællesforståelse om, at vi godt ville hinanden på den ene eller anden lidt udefinerbar måde og derfor ikke havde behovet for at se til anden side.
Jeg havde en lang snak med min lillebror om det forleden. Hans første kommentar var: “Hvordan kan det være du altid finder den samme type mænd(Læs: alle indlæg om dumme mænd, jeg har skrevet)? Dem, der bare vil bolle. Jeg håber at du ved, at det ikke er alle, som er sådan.” Det kan han jo sådan set have ret i. Jeg fortalte ham så, hvordan jeg havde konfronteret SødeSøren med, at jeg jo godt vidste, hvad, der foregik. Mere specifikt, at jeg havde sendt ham et screendump af min mailkorrespondance med min veninde med efterfølgende kommentar, at jeg virkelig godt kunne have været den viden foruden. Til det skrev SødeSøren, at det havde været en virkelig dum aften og at det ikke havde været meningen. Ikke noget undskyld, ikke noget med, hvordan han egentlig havde det med det eller om jeg var okay. Ingenting. Måske var det også lige at sætte barren for højt. Og det er så her jeg når til overskriftens betydning. Min lillebror sagde så, at det var ligesom om jeg på en eller anden måde, har fået klistret et skilt i panden hvorpå, der står “Vil du være en idiot overfor mig?” og alle dem, der har lyst til det, er så typisk de mænd jeg ender op med at date.
Sååå.
VIL DU VÆRE EN IDIOT OVERFOR MIG?????
…please…

Leave a Reply

Arkiver

Kategorier