Skal vi lege far og mor og børn?

  • 3

Skal vi lege far og mor og børn?

Category:Ikke kategoriseret

Inden for den seneste tid er der sket to ting i mit liv. Og kombinationen af de to ting er mildt sagt en anelse upraktisk.

Først er jeg blevet single. Ja, igen fristes man efterhånden til at sige. Det kræver faktisk ret store sjælelige ressourcer at overbevise mig selv om, at det ikke mig, der er helt umuligt. For det andet er jeg blevet skruk, ikke bare sådan en lille smule “børn er dejlige, og jeg vil gerne have dem en gang i fremtiden”-skruk – nej sådan “mine æggestokke blafrer en halv meter ud af kroppen på mig, hver gang nogen så meget nævner børn”-skruk.

Jeg er blevet single. Min version af vores historie ender med et lille hus med en stor have, en hængesofa og et æbletræ. Og så skal vi have tre børn, to drenge og en pige – og det er pigen, der er klatret højest op i æbletræet, når jeg serverer smurte snitter i haven om søndagen (okay, måske er disse drømme blevet en anelse for specifikke).

Den pågældende mand synes så ikke engang, at vi skal være kærester. Så nu sidder jeg her med  et knust hjerte, nogle meget konkrete drømme – og ingen at udleve dem med. Hvor mine æggestokke tidligere sjældent gjorde væsen af sig, sidder de nu often en halv meter uden for min krop og flagrer. Mænd med barnesæde på cyklen er sexet som aldrig før. Og mødre med børn smiler til mig på sådan en let overbærende måde, som kan de se på mig, at jeg er nanosekunder fra at bortføre deres yngel. For det der med at lave dem selv har lidt lange udsigter.

Bevares, der er mange mænd derude. Og mange af dem er sådan set både søde og pæne. Jeg magter simpelthen ikke hele det der projekt med Tinder, barflirts og indknepningsfase. Hvor end min krop er klar til baby, så er den ikke rigtigt i stødet til selve baby-produktion. Slet ikke med ukendte mænd. Det er selvfølgelig noget upraktisk. I virkeligheden vil jeg bare gerne springe direkte til det seriøse forhold. Men det kan man selvfølgelig ikke. Så jeg er kravlet op på shetlandsponyen igen og er hoppet ud på datingmarkedet (dog ingen Tinder eller Happn eller noget tredje i den dur).

At begå sig på datingmarkedet er bare ikke så nemt, når æggestokkerne danser på bordet foran én; let’s face it, de færreste mænd vil konfronteres med en positiv ægløsningstest (hvis jeg da reelt havde ægløsning og ikke i årevis kunstigt havde bildt min krop ind, at den var gravid) på første date. Overdreven skrukhed tiltrækker ikke ligefrem mænd i hobetal, snarere tværtimod. Jeg behøver dem selvfølgelig heller ikke i hobetal, en enkelt kan egentlig gøre det, men det er nu meget rart at have lidt at vælge i mellem.

En veninde spurgte for nyligt, om jeg havde overvejet, hvor længe jeg vil vente, før jeg fik et barn alene. Det var alligevel et temmelig uventet spørgsmål. Jeg befinder mig i midten af mine tyvere, og selvom mine æggestokke er ved at forgribe sig på min rationelle tankevirksomhed, så synes jeg egentligt stadig, at jeg sådan rent biologisk har nogle år at løbe på endnu. Og jeg er nok også stadig så håbløs en romantiker, at jeg drømmer om den der kernefamilie (tror det er skilsmissebørnenes lod), måske endda med en lille hund også. Ideen om at blive solo-mor er stadig en anelse for progressiv (og jeg vil ellers så skide gerne være progressiv) – heldigvis er det vist også okay, at drømme om børn OG mand lidt endnu. Er det ikke?


3 Comments

Ditte Giese

november 19, 2015at 10:04 am

Hey, fint indlæg, du er sød, og var jeg en mand, havde jeg nuppet dig. Hvad med at prøve det der loveandkids-dating? Det er for folk, der er klar til familie og ikke gider løst rund-knalderi. KH Ditte

Anonym

november 19, 2015at 10:30 am

I øvrigt nemt at sige for en fyr der poster under unknown

Unknown

november 19, 2015at 10:33 am

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

Leave a Reply

Arkiver

Kategorier