Fordi det er 2015

  • 0

Fordi det er 2015

Category:bekendelser,Facebook,fantasi,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,ligestillig

Kære venner,

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

Byd et hjerteligt velkommen til Pottekussen.

Jeg er blevet forelsket i en anden mand, end ham jeg har fulgtes med siden 1988. Jeg ved ikke, om det er et problem. Jeg er forelsket i en mand, der er yngre end mig, og en mand der er langt mere feminist-smart i munden, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om han vil have mig. Det kunne godt være et problem. Men normalt er det sådan, for sådan en som mig med store bryster og stor røv og en frisk erotisk attitude, at hvis jeg vil, så vil han også. Med mindre han er til speltcykelstativer. Han har sådan et lidt for langt hår, ham jeg er forelsket i, det er mørkt og blankt, men sådan kan de godt lide det ovre på den anden side af dammen. Det kan jeg leve med. Han har six-pack, og den kan han godt lide at vise frem, især når han bokser for velgørenhed. Det tror jeg faktisk slet ikke er noget problem.

Så har han også øjne, der både driller og er sorgfulde. Jeg tror dog, han lukker dem under sex. Så siger han formodentlig: “oh God, you are too sexy”, mens han flexer armene, så tatoveringerne danser. Han har også en kone. Det kunne måske være et problem, men hun er en tv-personlighed, som laver helt vildt meget artigt-arbejde for kvinder, der har det svært. Bulimi og den slags.

Det lider jeg ikke af. Hun bliver ikke noget problem. Problemet er, at jeg ser lidt op til ham. Det kan være farligt i et forhold. Bevares, man skal ære og respektere den, der får lov at røre, men man skal ikke føle sig mindre, vel? Sagen er, at han siger virkelig seje ting, også selvom jeg indtil nu kun har omtalt hans udseende. Men det var vel det, der henledte mig på hans personlighed – at han så virkelig godt ud.

Han har netop vundet et vigtigt valg i sit hjemland. Og i den forbindelse skulle han vælge virkelig mange nye kolleger. Det gjorde han ret sejt. To af dem, han valgte, bar turban den dag, de officielt blev udnævnt. Og ham der står for det med våben, han ligner en ninja-kriger. Altså en god en af slagsen. Et frisk pust kalder pressen det. Og det friske pust har desværre ikke ramt mig alene. Billederne af ham uden tøj på er blevet delt meget i mit netværk, efterfulgt af #kugodt. Det bliver nok et rigtig stort problem.

For tiden er han i Paris på grund af klimatopmødet. Det er ærgerligt, at det ikke er et kvinders rettigheder-topmøde. Dem har vi egentlig ikke haft så mange af. For så ville jeg blive lidt mere forelsket i den pæne mand med de pæne meninger. Han blev nemlig valgt til premiereminister i Canada i sidste måned, og da pressen spurgte ham, om hvorfor der var så mange kvinder i hans regering (15 ud af 31) svarede han bare: “because it’s 2015”. Sådan har jeg aldrig fået den før fra en af magtens mænd.

Alligevel har troldspejlets splint ramt mig. Og det er nok det største problem. For helt ærligt: så flot sagt er det jo ikke. Det er bare et faktum. Han sagde det, og det blev delt hundredetusindvis af gange på internettet, fordi han ser godt ud, fordi han sagde det med de drilske øjne rettet lige mod den kvindelige journalist, som blev befippet af, at han var vedholdende, og så slog han ud med armene.

Jeg kan godt lide vedholdende mænd. Jeg kan godt lide Justin Trudeau, som han hedder. Men helt ærligt: vend denne her situation om: Vælg en kvindelig premiereminister, der har været elite beachvolleyspiller, og fotos af hende i bikini bliver delt igen og igen med et smægtende #kugodt under. Det er jo sexistisk.Det er nok et rigtigt problem. Men for hvem?

 


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier