Stop, stop, det er min krop!

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?

One thought on “Stop, stop, det er min krop!

Skriv et svar