Min kusse er tør som Sahara

Ja, det er den altså bestemt og heldigvis ikke længere. Men det var den. Det var den.

Ugens blogindlæg skal handle om, hvorledes min kusse over en længere periode ikke kunne blive våd ved forspillet og under sex, hvilken skam, jeg følte ved det, og endsige, hvad jeg tror kunne være en af årsagerne til, at min kusse var tørlagt.

images

Fyrer, der ikke kan få stiv pik, når de skal have sex, er noget vi (kvinder ihvertfald) taler om. Delvist, fordi det rent lavpraktisk betyder, at man ikke kan gennemføre et sammenleje, ihvertfald ikke med penetration. Men det tror jeg faktisk er det mindste af det hele i kvinders hoveder. Nej, det som virkelig fylder er, hvordan det mon kan være, at han ikke kan få den op og stå: Fandt han mig ikke sexet nok? Havde jeg for meget kønsbehåring? Havde jeg for lidt kønsbehåring? Er min delle på maven blevet for stor og så blev en slap pik ligesom resultatet af mangel på crossfit? Eller er jeg simpelthen for meget kvinde til han kan tænde på mig? Spørgsmålene er utallige og oftest virkelig fjollede, men bottom line er, at uanset, hvad der er årsagen til den slappe pik, så tror vi kvinder at det har noget at gøre med os. At det er os, der er noget i vejen med. For det er dælme svært at komme udenom, at fallos har en stor symbolsk værdi, både i overført betydning, men sgu også, når man ligger der i sengen nøgen. Og når fallos så bare aldrig bliver fallos, men blot et koldt, slattentkødvedhæng, der lugter lidt af daggammelt tis, så må det jo være et tegn på, at vi kvinder har gjort noget forkert.

Jeg oplever ikke, at tørlagte kusser er noget, der tales om på samme måde som ikke-eksisterende stive pikke. Hverken blandt kvinder eller mænd. Jeg kan naturligvis kun tale på egne vegne, men sammenlignet med eksempelvis onani, så er det i min venindegruppe ikke noget, som er på snakke-dagsordnen, når der drikkes kaffe. Så hvordan kan det være, at vi ikke kan tale om tørre kusser, men godt kan tale om slappe pikke? Jeg tror, at en tør kusse for mange kvinder er forbundet med skam, at sandpapirssituationen udelukkende er kvindens skyld, at det er dem, kvinderne, som igen er utilstrækkelige. Jeg vil sågar dristes til at opstille påstanden om, at kvinder føler præcis den samme utilstrækkelighed, når de ikke bliver våde, som når de mænd, kvinderne troede de skulle bolle med, ikke kan få stiv pik. Og det er på alle måder en uretfærdig situation at sætte sig selv i.

For hvad så når kvindens kusse ikke bliver våd ved forspillet og under sex? Betyder det så, at vi ikke tænder på den mand, vi ligger ved siden af (eller ovenpå, ja, eller under)? Gør mændene sig mon bekymringer om, hvorfor vi ikke bliver våde? Og er det noget, de taler med deres venner om? Det var en række spørgsmål, jeg stillede mig selv ganske ofte i en periode, da jeg forelskede mig i en mand, hvor et knust hjerte og en godt gammeldags tør kusse blev udfaldet af vores datingliv.

Lad mig kort fortælle om vores forspil. Det foregik således, at når jeg efter et par minutter ikke var blevet våd, spyttede han ligesom bare på pege- og langefingeren, fik mast sin hånd tilbage mellem benene på mig, og så var den ged ligesom barberet. Det var ikke noget vi talte om. Vi talte ikke om det faktum, at min kusse ikke engang var tæt på fugtig. Ikke én gang, spurgte han til, hvordan det kunne være, at jeg aldrig var våd, når vi skulle have sex. Ikke én gang spurgte han, om der var noget i forspillet, han kunne gøre for, så der bare kom en lille snært kussesekret. Og ja, jeg kunne og skulle selv have råbt højt om, hvad jeg havde brug for for at få lidt gang i sekretomløbet og ja, han kunne have været mere tålmodig med mig – Rom blev jo fx heller ikke bygget på en dag.

Til historien hører sig, at jeg havde forelsket mig i en mand, der kæmpede rundt med en håndfuld af dæmoner, dæmoner han kunne have svært ved at styre. Så samtidig med at være ret vild med ham, var jeg også bange for ham. Bange for han gik, bange for han ikke gik, bange for et raserianfald, bange for, at jeg igen skulle finde mig i endnu en fornedrelse, som jeg grundet hans retoriske evner aldrig rigtig kunne stille noget op mod, bange for at føle mig dum og vigtigst af alt, bange for at føle mig endnu mere forkert, end jeg i forvejen gjorde, ved at italesætte et faktum, vi begge to godt kendte til: MIN KUSSE VAR TØR SOM SAHARA!

Jeg var ikke tryg ved ham. Det er svaret. Svaret på min rejse til Sahara.

Selvom man kan være nok så opstemt og ens sind kan have nok så meget lyst til noget, så ved ens krop altid mest og bedst. Er man ikke tryg ved det man udsætter sit sind for, reagerer ens krop på et tidspunkt. Det burde være logik for burhøns

Skriv et svar