Gæsteblog: Spøgelsesskænderier

Denne her historie er i virkeligheden ikke rigtigt min. Det har den været, og derfor vil jeg gerne fortælle den, men lige nu er den min venindes. Hun har mødt en mand, der indtil videre lyder som et skønt og dejligt menneske, som hun har det dejligt sammen med. Der har jeg også været. Og selvom de har det fantastisk og spændende sammen, så sniger tvivlen sig ind, især når de ikke er sammen. Der har jeg også været. Hvordan kan han være så sød? Kan det virkelig være så nemt? Hvornår finder man fejlen; det, der er for godt til at være sandt?

Jeg har også været der; det er vi mange, der har, og derfor kan vi som veninder træde til og sige ”Hør, bare stol på ham. Tal om, hvordan du har det, og hvordan han har det. Vær ærlig, og så skal han nok også være det.” Bare fordi man har en stribe uærlige mænd bag sig, som man på den ene eller den anden måde er blevet skuffet over eller har fået sit hjerte knust af, behøver det ikke blive ved med at være sådan. Men jeg har også været der. Og fordi min veninde er der nu, har jeg brugt en del tid på at tænke over alle de spøgelser, vi tager med os fra tidligere forhold (eller forsøg på forhold).

Efterhånden har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har  haft et skænderi med nogen, jeg var romantisk involveret med, som overhovedet ikke handlede om dem. Det handlede ikke engang nødvendigvis om os. Nogle gange har jeg først opdaget det efter skænderiet var blæst af, men nogle gange er det gået op for mig midt i en konflikt. ”Dette her er jo ikke vores skænderi,” tænker jeg. ”Det er jo ikke dig, der lyver om, hvor du har været. Det er ikke dig, der ikke fortæller mig om dine økonomiske problemer, før din konto er tom. Det er ikke dig, der er ked af, at jeg ikke var hjemme fredag aften; det er ikke dig, der synes, at jeg er for snakkesalig til fester og ignorerer dig.”

Det er især noget, der sker, når man begynder at se nogen – det er nok også derfor, det fylder så meget for min veninde nu, men ikke har fyldt så meget for mig, fordi jeg har set den samme mand i et par år nu. Men det fyldte også for ham og mig, især i begyndelsen. Jeg fik sagt noget eller han fik sagt noget, som en af os reagerede på, fordi det mindede os om noget, nogen engang havde været ked af eller var blevet vred over. En af de sidste ting, man (jeg) bliver færdig med efter et break-up, er alle de ting, man (jeg) aldrig fandt fred med. Så når en stakkels intetanende mand får sagt ”Nåh, du har været ude med dine veninder igen? Har I ikke lige været det?”, så hører man (jeg) ikke andet end ”Nu gør du det der igen; du går for meget ud og ignorerer din kæreste”. Og så bliver man (jeg) defensiv og starter en gammel konflikt op igen, bare med en ny (og temmelig forvirret) anden part.

Jeg ved ikke, om det er noget, man (og nu mener jeg faktisk man) helt kan undgå, når man involverer sig med en ny person. Det er sårbart, og det er aldrig kun noget, der foregår mellem to personer –  tidligere partneres spøgelser, tidligere forholds spøgelser og tidligere konflikters ditto vil altid være en del af det. Det vigtigste er nok at øve sig i at opdage, hvornår det er det, der foregår, og gøre noget ud af at sige (både til sig selv og sin nye partner): ”Nu skal du høre: Dette her er sårbart for mig, fordi det var noget, min ekskæreste og jeg skændtes om. Så hvis jeg reagerer lidt underligt, så er det derfor.”

Og det er en helt vildt uhyggelig ting at sige. Men det er også helt vildt uhyggeligt at lade være, for ellers bliver man måske aldrig færdig med at have gamle skænderier.

 

//Roomiekussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *