En ret dårlig pige?

Jeg har et meget klart barndomsminde; måske kan jeg i virkeligheden slet ikke huske den her episode, men har blot fået den fortalt og genfortalt så mange gange, at den er blevet en indgroet del af min selvfortælling. Måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kan huske det eller kun huske anekdoten. Salig Freud skelnede i hvert fald ikke mellem faktiske og indbildte traumer (det var forøvrigt en nem måde at undgå at forholde sig til at så mange af borgerskabets unge piger kunne fortælle om incestuøse overgreb, men lad nu det være).

Historien er som følger: Jeg er vel en 5-6 år gammel. Mine forældre afholder et middagsselskab, og jeg burde sikkert have været lagt i seng, da jeg hører min far sige til sin borddame, at hans datter er sådan en rigtig ‘cowboybuksepige’ (Ja, det var det ord man/han brugte den gang). Da min far senere komer forbi mit værelse for at putte mig og kysse mig godnat, så kigger jeg på ham med tårevædede barneøjne og spørger, om han er ked af, at jeg er en cowboybuksepige. Det benægter han pure, og det tror jeg oprigtigt heller ikke, at han var. Men på en eller anden måde, så må jeg have opfattet, at en cowboybuksepige ikke var den helt korrekte måde at være pige på.

Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med.

Jeg holdt dog ikke pludselig op med at klatre i træer og lege med drengene. Og jeg begyndte ikke pludseligt at klæde mig i lyserødt. Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Meget bedre blev jeg dog ikke til tøseriet. Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med. Uanset hvad – så endte jeg med drengene, og det passede nok også bedre.

Her mere end tyve år efter fadæsen som cowboybuksepige, har jeg måske nok lært at klæde mig som en kvinde (Godt for Trump #dresslikeawoman), men der ender kvindeligheden nok også. For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv. Jeg tager initiativ – også til sex og dates, noget der mere end en gang har fået mænd til at stikke halen mellem benene. De gode af slagsen bliver heldigvis hængende (håber jeg inderligt). Det meste af tiden trives jeg da også med at være hende der larmer – ind i mellem bryster jeg mig endda af det. Men så sker det, at den kommer snigende, den der følelse af, at jeg gør noget forkert. At jeg hellere burde sidde ordentligt med benene over kors (det sagde min mor gudhjælpemig til mig for et par uger siden), måske misse lidt med øjnene, være lidt underspillet, tale mindre, være mildere, og så videre. Jeg hader den følelse – og jeg hader, at den overhovedet kan findes i mig – men jeg slipper nok aldrig rigtigt af med den. Når den rammer så er det bare op på bordet og danse og skråle og drikke champagne.

For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv.

For nyligt spurgte nogen mig, hvorfor jeg blev feminist. Det havde jeg faktisk tænkt over længe inden, spørgsmålet faldt. Jeg ved stadig ikke, om jeg har noget rigtigt godt svar, men jeg er ret sikker på, at mit behov for at gøre oprør mod fastlåste kønsroller hænger sammen med, at jeg grundlæggende er ret dårlig til at være pige..

Skriv et svar