Gæsteblog: Vi finder os (ikke) i sexchikane

Jeg er en kvinde, 26 år og jeg har så godt som altid arbejdet i “mandefag”. Mit nye job er ingen undtagelse: I min afdelinger er der godt nok flere kvinder, men tager man hele organisationen i betragtning er mængden af mænd  stor.

Jeg har arbejdet der i 8 måneder, jeg er faldet til, jeg har lært at joke med mine kolleger  – og jeg gør det i stor stil. Der er ikke den dag, hvor der ikke fyger en sjov bemærkning fra mig og mine kollegaer, og det ville jeg ikke være foruden. Jeg elsker at have et job, hvor man kan joke med hinanden.

Der er dog ikke lang vej fra en småsjofel joke til sexchikane. Det er det, dette indlæg handler om, men først har I brug for lidt baggrundsviden.

I mit team er vi fire mennesker, der sidder på samme kontor og arbejder sammen. To  af dem har meget samarbejde med en femte kollega, der sidder et andet sted end os. Han kommer dog forbi vores kontor, og så bliver der joket. Ofte handler morskaben om, at jeg går til latin dance – mine kollegaer ser det som noget sexet  og frækt, og det er på sin vis fint nok, jeg kan tage joken, og jeg griner og pjatter med.

Den femte kollega – lad os kalde ham Jens –  er lidt interesseret i min dans.  Jeg har altid tænkt, at det var fordi der ikke var så mange, der gik til det, og at han derfor synes, det var lidt sjovt.  Jeg har altid opfattet Jens’ og mine andre kollegaers jokes som en form for respekt med lidt sjov i. De har respekt for det, jeg gør – det har de ofte sagt.

Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen.

En dag sker det så det, der gør, at jeg bliver paf. Jens er på kontoret den dag, han har en masse møder i huset, og det er jo som sådan fint nok. Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen! Han griner fjoget, og jeg spørger ’hvaa hvad fanden var det?’ Han griner videre, og jeg er paf. Paf, fordi jeg ikke har særligt meget med manden at gøre og derfor ikke kender ham; paf, fordi jeg ikke troede, at sådan noget ville ske med én, jeg i ikke kender så godt.

På min tidligere arbejdsplads har jeg altid haft det godt og trygt, og de mænd, der blev mine venner,  kunne da også give et kærligt dask i ny og næ. Men dem kendte jeg på godt og ondt, de er mine venner, og vi snakkede godt sammen. Jens er ikke min ven; jeg kender intet til hans privatliv; jeg ved ikke, hvad hans private telefonnummer er; vi er hverken venner i virkeligheden eller på facebook.

Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Er det sexchikane? Er jeg, drengepigen, lige blevet udsat for sexchikane? Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Normalt – i mit gamle job – ville jeg aldrig have tænkt yderligere over det.  Men i dag fik jeg overtrådt min grænse, for jeg aner ikke, hvem manden er, udover hvad jeg ved om ham i arbejdsregi.

Alligevel hælder jeg mod, at jeg lader det være. Det var måske kun den ene gang, og jeg har ikke lyst til at være den, der blæser en fjer op til fem høns.  Men sker det igen, skal jeg overveje, hvad jeg skal gøre.

Skriv et svar