Når diagnosen bliver ens sproglige overmand

I slutningen af januar gik jeg ned med stress. Sådan helt for alvor ned med flaget. Det var en uge før semestrets sidste eksamen, så man kan vidst roligt sige, at det passede virkelig dårligt ind i mine planer. Og jeg havde planer, alt for mange planer. Planer og tjeklister for alle de ting, jeg skulle i løbet af ugen; planer og tjeklister for, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv så ud om 5 år, om 10 år, osv. Alt, alt for mange planer og alt for mange lister, hvor jeg kunne sætte flueben ud for de ting, jeg med tiden ville have opnået. Helt vildt usexet set i retrospekt, men helt vildt nødvendigt for at holde styr på tingene.

Den januardag, spurgte min kæreste, om jeg havde lyst til bananpandekager eller havregrød til morgenmad, og min hjerne forstod ikke rigtig, hvad han sagde. Eller min hjerne forstod det godt, men jeg kunne bare ikke tage stilling til, hvad jeg havde lyst til, og derfor braste jeg i ukontrollabel gråd. Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange. Den januarmorgen blev efterfulgt af en uge med gråd og stilletid i sengen, uden serier, uden for meget snak og uden nogen som helst stillingtagen til noget som helst. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne bare ikke. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet ikke at kunne ting. Jeg har utallige gange oplevet ikke at få gjort ting primært på grund af dovenskab, men det her tåler slet ikke sammenligning. Jeg kunne ikke. Min hjerne ville ikke noget ,og hvis den blev sat på simpelt arbejde, så braste jeg i gråd. Jeg kunne ikke styre det. Al kontrol var mere eller mindre ude af mine hænder.

Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange.

Efter den uge kom to måneder i helvede fyldt med gråd og følelsen af ingenting. Jeg græder ikke helt så meget længere, og jeg kommer trods alt ud af sengen de fleste morgener. Men jeg er ikke, som jeg plejer. Mit sind virker ikke, som det plejer. Jeg ved, at jeg er bange for at miste: miste min kæreste, mine venner, min familie og væsentligst af alt; mig selv. Men derudover har jeg ikke rigtig noget sprog for det, som foregår i hovedet på mig. Jo, jeg kan godt forklare med fagsprog, hvad der sker oppe i hjernen når man går så kraftigt ned med stress, som jeg gjorde, men jeg har absolut intet sprog for, hvordan jeg har det, udover at jeg ikke har det godt.

De fleste af mine kære er heldigvis gode til at spørge til mig og spørge ind til de ting, man kunne forestille sig, jeg gik og tumlede med. Problemet er bare, at jeg har virkelig svært ved at svare på alle deres spørgsmål. Jeg ved det jo ikke, og samtidig ved jeg det hele. Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der. Eller jeg forsøger at forklare, men sætningerne former sig bare aldrig rigtig, som jeg gerne vil have dem; indholdet i dem bliver aldrig helt rigtigt og fyldestgørende.

Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der.

Det lyder måske banalt, men jeg mangler ord. Det er næsten det værste. For mig, der normalt er god til at kommunikere mine følelser ud og almindeligvis har ret nemt ved det både i samtale og på skrift, så er manglen på sprog det værste at opleve. Det føles som det absolutte fængsel. For når ordene ikke er der, hvad er der så egentlig tilbage?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig. Primært øver jeg mig hos min terapeut, for hos hende er jeg ikke bange for at sige noget forkert. Og hun hjælper mig til at se glimt mig selv, som jeg husker mig: glimt af en kvinde, som har appetit på livet, som er underholdende, god til mennesker, er glad for sit studie og som nyder at have travlere end de fleste. Hende er jeg bare ikke lige for tiden.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig.

For tiden er jeg en anden, som jeg har svært ved at acceptere. Så jeg faker mig igennem. Og jeg er efterhånden så god til det, at en af mine kære forleden sagde til mig, at vedkommende faktisk nogen gange kom til at glemme, at jeg havde det skidt. Det gjorde mig på én og samme tid glad og rigtig ked af det. Glad for, at min stress ikke på den måde er blevet en del af mit eget narrativ, fordi jeg ikke lader mig sumpe rundt i den – for det er bare en tilstand lige nu – og den går væk. Men det er desværre også lige præcis på grund af det, at jeg ikke har fået det bedre. Fordi jeg ikke vil tage mig selv alvorligt og derfor heller ikke lader mine nærmeste tage det alvorligt.

Og hvorfor gør jeg så ikke det? Jeg er bange for at miste dem. Jeg er bange for, at de ikke kan elske hende, jeg er oppe i knolden lige nu. Formentlig ville stressen går hurtigere væk, hvis jeg var ligeglad og gjorde de ting, jeg ved, jeg skal gøre eller rettere ikke skal gøre. Men jeg er så bange for at miste, at jeg hellere har lyst til at være syg alene. Den frygt går forhåbentlig væk med den hjælp, jeg får fra fagpersoner omkring mig. Jeg er i hvert fald pinligt bevidst om disse ting, og det plejer vistnok at være første skridt på vejen. Det håber jeg.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar