Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.

Skriv et svar