Kvinder er de modigste i verden

Det kan næppe været gået nogens næse forbi, at kvinder verden over har besluttet ikke at finde sig i mere pis. Under #metoo fortæller vi om ting vi har oplevet: voldtægter, fysiske og verbale overfald, catcalling, sexchikane, magtmisbrugt, osv. Alt det, vi tidligere har bidt i os, fordi vi ikke ville ødelægge den gode stemning, risikere vores job, virke hysterisk. Nu har vi fået nok – alle sammen.

Her på bloggen har vi tidligere bragt tekster om grænseoverskridende adfærd. Yngstekussen har skrevet om et overfald. Vi har haft en gæsteblog om  regulær sexchikane. Det sidste indlæg viser forøvrigt på glimrende vis, hvorfor det er så svært at tale om. Vores gæsteblogger havde ikke lyst til at »være den, der blæser en fjer op til fem høns«. Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags. Derfor undskylder vi med »Der var jo heller ikke så slemt« eller »andre har jo oplevet meget værre« eller et »jeg lagde måske også selv op til det«.

Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags.

Over de seneste uger har jeg ført en række samtaler med både nære og mindre tætte veninder om deres oplevelser. En veninde fortalte, at hun lidt modvilligt havde lukket en fyr op i sin lejlighed efter deres anden date, for at han lige kunne låne toilettet. De var nærmest ikke kommet ind ad døren, før end han havde smidt hende på sengen og stukket hånden ned i hendes bukser. Kun med opbydelsen af al sin styrke nåede hun at få ham ud ad døren. En anden veninde fortalte, at hun var gået med en kollega hjem i sin praktiktid, og at han havde voldtaget hende. Eller det vil sige, de ord brugte hun ikke. Hun fortalte detaljeret om fysisk magtudøvelse og kvælertag. Da jeg påpegede, at der var tale om voldtægt trak hun på det med et »Jeg gik jo selv med ham hjem«. Flere veninder fortæller om overfald på tomme togstationer eller fysiske krænkelser på natklubber og barer, hvor alle omkring dem blot ser til eller endda griner.

Mænd bliver selvfølgelig også udsat for overgreb. Det vil jeg bestemt ikke negligere. Men for de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende. Hele tiden forsøger vi at beskytte os selv, vi tager alle forholdsregler. Og det selvom langt de fleste overgreb og voldtægter er såkaldte kontaktforbrydelser, altså hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Det er din date, din kæreste, din eks, din ven, din kollega, din chef, der kommer til at forgribe sig på dig – ikke den fremmede mand på gaden.

For de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende.

Selvom vi ved alt det her, selvom vi alle kender en, eller har vores egne historier, så holder vi jo ikke op med at leve. Selvom vi har oplevet ubehagelige ting, så går vi stadig på date med mænd vi ikke kender, vi har stadig one night stands, vi går stadig alene hjem fra byen, vi holder møder med vores mandlige overordnede alene på hans kontor, vi tager bussen, vi rejser ud i verden. For vi ved også, at det ikke er alle mænd. Vigtigst af alt, så gør vi det, fordi vi er nødt til det. Vi kan ikke holde op med at leve vores liv, fordi vi bliver udsat for de her ting. Måske fordi det er hverdag. Men mest af alt fordi kvinder er sindssygt modige. Vi vil livet, og vi vil stole på mennesker – både kvinder og mænd.

 

Skriv et svar