Generation Vatpik

Jeg har været single i et halvt år, så nu er det vidst på tide at komme tilbage på kødmarkedet. Eller hvad man nu skal kalde det. Jeg er en person, som til tider er meget utålmodig. Jeg hader at vente, vente på et svar, spille det der spil, ’kærlighedspillet’, hvor der skal gå x antal timer, før man svarer hinanden, hvor man ikke må virke for interesseret, osv. Det kan ind i mellem gøre det vanskeligt at være på datingmarkedet.

De senest måneder er  det alligevel lykkedes mig, at løbe ind i nogle fyre, eller mere præcis to fyre, som jeg synes var meget attraktive.

Lad os begynde med den første fyr:

Jeg så ham en dag, hvor han sagde hej til mig. Han er meget flot og smilede sødt, så jeg tænkte: hvorfor ikke spørge, om han har lyst til at drikke en kop kaffe en dag? Det er jo ganske uskadeligt. Så det gjorde jeg! Jeg sendte ham simpelthen følgende besked: »Hej, jeg synes du ser helt vildt sød ud, så jeg tænkte på om du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag?«

Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham?

Det er første gang, jeg gør sådan noget. Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham? Så jeg tænkte, hvad fanden har jeg at miste og sendte beskeden af sted. Uger gik … intet svar. Ikke så meget som et »øh nej tak«. Intet.
Så gik min hjerne selvfølgelig i gang: Du er også for tyk, for grim, han dater kun modeller, det bliver du aldrig. Måske er han homoseksuel? Det var også alt for stalker-agtigt af dig at gøre sådan. You get the point. Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik. En vatpik, der ikke engang tør give et ordentligt afslag. Hvad fanden skulle jeg også bruge sådan en til? Intet.

Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik.

Det bringer os til den anden fyr:

Ham her var der mere ved. Vi mødtes til en fest, der var kemi, vi kiggede lidt længe på hinanden, altså længere, end du normalt ville kigge på en fremmed. Vi krammede farvel efter festen, og hver gang vi stødte på hinanden efter den fest, smilte vi til hinanden og vinkede.

Klip til næste fest. Vi snakker, eller jeg snakker mest, han brugte mest tid på at lege genert, kigge lang tid på mig, smile, ja du ved: alt det gode ved en teenage-flirt. Han forsvandt ikke fra mig, de gange han fik chancen. Vi sagde farvel igen. Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert. Igen tænker jeg, jeg smider en besked. Altså ’vil du drikke en kop kaffe’-beskeden.

Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert.

Nu sidder jeg så her igen: intet hørt. Intet.Igen er hjernen tilbage: Du er for grim, for tyk, han dater kun modeller … blah, blah, blah. Man stopper ikke bare lige en kvindehjerne, desværre. Den kører for fulde drøn.

Mens jeg sidder her, og føler mig som den halvtykke, grimme kvinde, som er lidt for stalker-agtig, så slog det mig: Er mænd bare blevet en flok vatpikke? Som ikke engang tør sig pænt nej tak til en kop kaffe? Det må I sgu kunne gøre bedre.

Så kære vatpik-mand.

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det. Faktisk bliver jeg kun glad for svar, uanset om det er et positivt eller negativt et af slagsen. I det mindste er det et svar (ja, så taknemmelig bliver man med tiden). Ellers ender det med at ingen kvinder tør tage et initiativ igen, hvis man bare ender med at føle sig som en idiot

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det.

Tag dine vatnosser i hånden, smid et nej, men for guds skyld, lad dog hver med at ignorere beskeder. Det er simpelthen for tarveligt over for mig eller andre kvinder, der egentlig bare giver dig et kompliment.

Skriv et svar