PIKNELET: Hvor mange kan skrive #metoo om mig?

Der er noget grundlæggende rædselsindjagende over at læse de endeløse vidneberetninger om overgreb fra #metoo-bevægelsen. En følelse af at en skygge falder over en og vokser og vrider sig i grimme former og størrelser, indtil man føler sig som en orm langt under en rovfugls vinger.

Vidneberetninger om voldtægter, sexafpresning og magtfulde mænds svineri mod yngre kvinder i tusindvis. Noget grundlæggende skævvredent og uvirkeligt over de (foreløbigt) 50 kvinder, der er stået frem med beretninger om Harvey Weinsteins behandling af håbefulde skuespillere og hans totale mangel på selvindsigt og ansvar for sine egne handlinger.

Der er noget endnu værre over alle de, som brødbetynget er krøbet til korset og har bedyret, at de kendte til overgrebene, at de burde have handlet, men at de ikke kunne handle, enten af frygt for social stigma eller for deres karriere. Og noget endnu værre, noget grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted.

Det er grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted

Tag ikke fejl: selvom der nu er et større fokus på at tale om, anmelde og sige fra over for seksuelle overgreb, voldtægter, ufrivillig deling af nøgenbilleder og uønskede, vedholdende tilnærmelser, så er det ikke blevet nemmere. Der vurderes stadig at være enorme mørketal for voldtægter, og kun en brøkdel af anmeldelser bliver til sager, og kun en del af sagerne fører til dom. Og de trækker voldsomme veksler på ofrene, der skal rive op i ubehagelige minder, vidne om dem i retten og underlægges det retslige mikroskop.

Men selvom omfanget af de overgreb, der gennemborer vores samfund fra top til tå, er frygtindgydende og truende og allestedsnærværende, er der faktisk en indsigt, der har ramt mig og har gjort et endnu større indtryk:

På trods af, at anklagerne fra #metoo-kampagnen mest peger opad, på Kevin Spacey, på Michael Fallon og på Harvey Weinstein, er omfanget af den skyggefulde kraft, der resulterer i overgreb, voldtægter og hævnporno ikke isoleret til en række onde personer, der forpester et ellers velfungerende samfund.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Indsigten ramte mig for alvor som en hammer, da min absolutte journalistiske helt og idol Sam Kriss måtte bekende sin utilgivelige opførsel overfor en yngre, kvindelig kollega, og efterfølgende totalt forsvandt fra Twitter og stoppede sine udgivelser. Jeg havde indtil da opfattet ham som uangribelig, jeg havde naivt og ubevidst troet, at det grimme muligvis var enormt, men at der var bavner af lys i mørket.

En strategi havde været at udvide sin tese om problemets omfang, men holde fast i grundprincippet: At sexchikane begås af brodne kar og at der, må det indrømmes, også fandtes sådanne sorte får, også blandt vores idoler og helte, være de nok så meget erklærede feminister og retfærdighedskrigere.

Men det er ikke, når alt kommer til alt, en holdbar model. Den leder mod afgrunden, hvor man selv og en svindende skare af retfærdige er lys i en verden af mørke, hvor de andres umoral tager til og til, indtil man selv er den eneste retskafne person i verden.

Men det er ikke sådan virkeligheden hænger sammen.

Det kom krybende til mig, midt i en sætning. Et pludselig glimt af engang jeg havde været fuld og fuld af mig selv, og en pige havde rost mit skrivehåndværk, og jeg forsøgte at kysse hende, og hun sagde nej – og jeg lyttede ikke og forsøgte igen. Og gav så først op efter andet afslag.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt. Noget med at jeg også var for fuld, et eller andet, der var badet i floskler og skyldsfornægtelse.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt.

Jeg havde glemt alt om det, indtil beviserne stod omkring mig og skreg, at noget var råddent, og min egen deltagelse blev tydelig. Og så jeg blev lillebitte. Det er nemt at fnyse over andres forkastelige handlinger. Det er svært og blodigt at indse sine egne.

Uanset om jeg ikke har begået modbydeligheder i hundredvis, så er jeg (og heller ingen andre) rensede for meddeltagelse, for selve uretfærdigheden kommer ikke fra vores udødelige sjæle eller ideelle moral, den kommer fra det samfund vi er opvokset i, formet af og groet ind i og ud af. Kvinder skal handle således, mænd således: spørg ikke om lov, det er umandigt, giv ikke efter, det er horeagtigt, ret ind, du kommer til at rette ind med eller mod din vilje, en dag af gangen fra du er født og til du dør,

»Within cells interlinked«, er vi resultater af de, som kom før os, vores egne og andres ord.

Jeg har med sikkerhed handlet respektløs, i ord eller handling, i mange flere tilfælde, end jeg husker. Mørketallet er enormt.

Der er helt sikkert elementer af indsigten fra #metoo, der skal bruges til at skrige til himlen om magtens tinder og den fordærvede grusomhed nogle af de, som er placeret i toppen af hierarkiet, udøver mod de, som er afhængige af dem.

Men jeg tror, at vi, hvis vi skal gøre virkeligheden mildere, mindre barsk og ækel (og det og skal vi!), så bliver vi også nødt til at rette hammeren, der skal omforme materien, mod os selv. En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

Der er ingen garantier for, at vi ikke falder i igen – men uden bevidsthed gør vi det med sikkerhed. Og så kommer #metoo til at gentage sig uendeligt, som et evigt ekko, mennesker lider af.

– Jydepikken 

 

Skriv et svar