Piknelet: Nu vil jeg snakke lidt om selvhad

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv. Jeg tænker over ALT, jeg siger og gør. Jeg er kritisk overfor ALT, jeg foretager mig, hvilket ikke nødvendigvis er skidt. Men når det samtidig er direkte destruktivt, kører det mig i sænk. Det har været svært for mig at indse, at jeg har et problem. Set i retrospekt har jeg haft det problem længe.

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker (den sætning eksemplificerer vel i virkeligheden problemet meget godt). Dertil tror jeg også, at jeg føler mig fanget i en form for vakuum i rummet mellem at være en ung mand og et følsomt menneske. På den ene side er jeg rå. Jeg er en mand med stor fed streg under. Jeg er macho. Jeg er den stærke. Jeg er der for mennesker omkring mig under alle omstændigheder, og psykologiske problemer er en fejl. En fejl jeg blot skal macho’e mig ud af.

På den anden side er jeg ødelagt indeni. På den side er jeg ikke den stærke person, jeg synes, at jeg skal være. På den side ødelægger selvhadet mig på værste selvforstærkende vis. Og jeg hader mig selv for ikke bare at kunne lade den skide macho del være. Jeg hader mig selv, for ikke bare at opgive det outdatede koncept. Jeg hader mig selv for ikke bare at kunne finde mig til rette i rummet imellem de to sider. Eller måske rettere sagt; jeg hader, at jeg ikke bare kan affinde mig med og elske den person, jeg nu engang er.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker.

Så jeg startede hos en psykolog i dag. Det var en underlig oplevelse. God. Men rigtig underlig. Han er ikke til at snyde. Han ser lige igennem alle facader, jeg nu engang måtte stille op. I morges tog jeg en ren skjorte på, barberede mig og børstede tænder ekstra grundigt for at vise en facade af en stærk og velsoigneret ung mand. Jeg havde tænkt over, hvordan jeg ville formulere mig til selve samtalen, hvordan jeg ville styre den og køre ham rundt, som jeg havde lyst til. Det var så ikke sådan det gik. På ingen måder. Han så lige igennem alt det fis og kiggede ind i min sjæl i stedet. Og hvilken befrielse det var. Midt i min ”jeg skal være en mand”-facade blottede han det følsomme menneske inden i mig. Al kropssprog, der skriger af utilpashed blev sat i fuld sving under hele timen. Jeg svedte som ind i helvede og jeg følte mig strippet, blottet, nøgen. Men på en ret fantastisk måde. Jeg fik lov at droppe skuespillet for en gangs skyld og arbejde på mig selv. Og jeg glæder mig til at skulle det igen. Og så er jeg stolt over mig selv for at anerkende, at jeg har det virkelig dårligt med mig selv, og at mit enorme selvhad skal arbejdes på.

Men først skal jeg i bad og vaske nervøsitets-sveden af mig.

-Pyntepikken

Skriv et svar