Jeg elsker ikke min krop

Jeg elsker ikke min krop. Jeg respekterer og accepterer den.

I de kredse jeg færdes i, har kropspositivismen for alvor gjort sit indtog. Aldrig har de samtaler, jeg fører med mine veninder om vores forhold til vores kroppe og til vores seksualitet indeholdt så meget kærlighed. Så meget søsterkærlighed, og så meget kærlighed til os selv.

Det er ikke kun hos mine veninder, jeg oplever det; i mit Instagramfeed er der simpelthen så mange smukke kvinder, der både skriver kærlige ting om deres egne kroppe, men også kærlige statements om, at alle kvindekroppe er smukke. Og aldrig har jeg oplevet at have et socialt medie som Instagram, hvor jeg oplever at få vist så mange forskellige kroppe. Det er jeg meget taknemlig for.

Problemet er bare det, at jeg ikke har det sådan. Jeg elsker ikke min krop. Jeg foregiver altid at jeg gør, men det er bare ikke tilfældet. Det er ikke fordi jeg hader min krop, jeg elsker den bare heller ikke. Jo, jeg er da taknemlig for, at den kan ting. Fx at den kan bære mig, så jeg kan stå og gå, eller at den kan mærke, når min blærer er fyldt, så jeg når ud attisse på toilettet i stedet for i buksen, og jeg er da også glad for, at den kan cykle, så jeg ikke skal betale tog- og busbilletter i dyre domme. Men det er vist også ved at være det. 

Da jeg var teenager havde jeg mange komplekser omkring, hvordan min krop så ud, og hvordan den så absolut ikke så ud. Det var altid det der med, hvordan den ikke så ud, der gjorde mig syg. I perioder stoppede jeg med at spise, og et par gange eller tre forsøgte jeg mig også med at kaste det op, jeg lige havde spist. Det lykkedes, men det tog meget tid og viljestyrke at kaste op, og tiden havde jeg sjældent, så det stoppede før det egentlig overhoved rigtig begyndte.

For et par år siden gik jeg ned med en stressafledt depression og tabte mig omkring 10 kilo. 10 kilo er mange kilo for en kvinde, der er virkelig slank i forvejen. I dag har jeg taget noget af det på igen, men ikke det hele, og det efterlader mig med et BMI på ca. 19, hvilket betyder, at jeg ligger på kanten til at være undervægtig. Men selvom kiloene røg, er komplekserne der endnu.

Her kunne jeg helt sikkert argumentere for, hvordan jeg som teenager var – og til stadighed er – et klassisk eksempel på at ligge under for patriarkatet og på medieskabte kropsidealer. Jeg kunne også argumentere for, at det ikke handler om min krops udseende, men om min hjerne og min perception af mig selv – ja, jeg har gået i terapi i årevis, jeg har en idé om, hvad mit forhold til min krop bunder i. Men alt det, vælger jeg faktisk i dag at krybe udenom.

For det, som egentlig udfordrer mig mest ved ikke at elske min krop, men blot at acceptere den, er det konstante spørgsmål om, hvorvidt jeg så egentlig er en god feminist? Jeg mener bare, det der med at elske sin krop står sgu da på side 1 i Den Store Feministbog.

Dernæst kommer den stressfaktor, som også er forbundet med ikke at elske sin krop: Alle mine veninder og Instagramvenner, der har det anderledes. Dem lyver jeg dels overfor, men jeg bliver faktisk også lidt stresset over at blive konfronteret med alle de smukke kvinder, der fortæller om at elske sin krop. Ikke at de skal lade være, de skal endelig bare blive ved. For fanden. Det håber jeg da ikke, at I misforstår. Jeg siger bare, at det ofte stiller mig i en situation, hvor jeg føler mig forkert, fordi jeg ikke har det på samme måde. Kunne man på nogen måde forestille sig, at mine veninder og Instagramvenner til tider har det på samme måde som mig; at de også lyver? Og kunne man forestille sig, at alle de smukke billeder af smukke kvinder på Instagram i højere grad er et udtryk for et brændende ønske om at elske sig selv. Men at det er svært?

Selvom jeg nødigt vil indrømme det, er der noget i mig, som håber det. Ikke fordi jeg ønsker at mine medsøstre ikke elsker deres kroppe. Men fordi jeg nogengange kan opfatte det at elske sin krop så ubetinget, som er det indtryk jeg tit får fra kvinder i mit netværk, som endnu et krav i rækken af krav, vi kvinder stiller til os selv og til hinanden.

Jeg er taknemlig for min krop når jeg dyrker motion – når den får muskler og når jeg nærer den med sund mad… og chokolade. Så det gør jeg. Ikke hver dag, men så ofte tiden tillader det. Og det hjælper. Det har i hvert fald hjulpet mig til en accept og en kæmpe respekt for min krop.

Måske det der med kropslove kommer med musseskridt? Måske jeg er en late bloomer? Måske sker der ikke en skid mere herfra, og måske det er egentlig også helt okay? For i kraft af accepten og respekten for min krop har jeg det bedre med min krops udseende, end jeg nogensinde har haft, og det er nok for mig.

Skriv et svar