Mor flytter ind

  • 0

Mor flytter ind

Category:Ikke kategoriseret

Vi har et to-delt klædeskab, min kæreste og jeg. I min side ligger sweatre og nederdele i sirligt foldede bunker; busker, skjorter og kjoler hænger på bøjler; undertøj er sorteret i klare plastbokse. I min kærestes side er skjorter og jakkesæt godt nok hængt op, men resten er kastet ind på hylderne, stadigt varmt fra tørretumbleren.  

Nu barsler vi med et walk-in-closet, og jeg er allerede ved at få stress ved tanken om, hvordan åbne hylder vil tage sig ude med bunker af krøllede t-shirts og ufoldede bukser. Det kunne være indledningen til et brevkassespørgsmål i Alt for Damerne; jeg hader klicheen.

Jeg har endnu ikke transformeret mig til Marie Kondo, men jeg rydder op i mit hjem så godt som hver dag. Ikke nødvendigvis længe, men jeg flytter på bunker, lægger ting på plads, støver af. Jeg bliver stresset, når lejligheden roder; jeg kan ikke nyde filmen, hvis de snavsede tallerkner står på sofabordet, og jeg kan ikke skrive, hvis bunkerne hober sig op på skrivebordet.

Min kæreste er egentlig ikke uordentlig, men hans oplevelse af orden er lidt anderledes end min. Eller måske mere hans oplevelse af, hvor vigtigt orden er. Han kan sidde midt i et bombekrater og arbejde, når han er optaget af noget. Jeg er ikke i stand til at arbejde, før jeg har orden omkring mig. Derfor samler jeg meget demonstrativt hans snavsetøj om fra gulvet.

Faktisk er det ikke kun det med det åbne garderobesystem, der bekymrer mig: Min mor er for nyligt flyttet til Amager; hun bor for tiden i min gamle lejlighed få hundrede meter fra mit nuværende hjem. Hun har meldt sig ind i min vinterbadeklub. Og tidligere på ugen mødte vi hinanden til en filmpremiere. Man kunne måske få den idé, at hun langsomt er begyndt at overtage mit liv, men sandheden er nok snarere, at jeg langsomt er ved at forvandle mig til min mor. Og selvom jeg holder meget af hende, så er jeg sgu ikke helt sikker på, at min kæreste har lyst til at danne par med hende (heller ikke, hvis vi ser bort fra de umiddelbare udfordringer som små 30 års aldersforskel).

Sandheden er, at ordenssans ikke altid har været min stærke side. Da jeg var en træls teenager og boede hjemme, hadede jeg fx at rydde op. Og min mor måtte ofte temmelig ihærdigt bede mig om at rydde op på mit ejet værelse (for slet ikke at tale om i resten af lejligheden).

»Hjemmet er den naturlige forlængelse af kvinden«, plejede en af mine ekskærester at sige (blot en blandt flere grunde til, at vi ikke er kærester længere). Jeg hadede, når han sagde det: Sådan en kvinde var jeg i hvert fald ikke! Men nu føles det faktisk lidt sådan. Jeg ved ikke, om det er særligt feminint at være optaget af orden, men jeg må konstatere, at flere af mine veninder har det på samme måde som mig. Måske kan det også forklare, hvorfor min ordenssans først slog igennem, efter at jeg var flyttet hjemmefra, da det pludselig var mit hjem og ikke mine forældres.

Men det er faktisk ikke kun som manisk oprydningstornado, jeg kan spejle mig i min mor. Med årene har jeg også fået et helt andet forhold til søvn.

 Min mor er A-menneske. Kæmpe A-menneske.  I mine teenageår og tidlige tyvere kunne jeg sove længe. Da jeg boede hjemme, opdagede jeg, at min mor kan larme utroligt meget, når hun laver morgenmad: skramle med låget til æggegryden, kværne kaffebønner uendeligt længe. Man skulle næsten tro, at hun prøvede at vække sine sløve teenagebørn. Alligevel blev jeg troligt liggende under dynen, til hun stod i døren og erklærede, at nu var det altså tid til at så op. I dag ser jeg helt anderledes på morgentimerne: De er ikke længere til at sove i. Jeg har nemlig opdaget, hvor utroligt mange ting man kan nå inden frokost på en lørdag: læse, støvsuge, løbe en tur, gå i vandet, drikke kaffe, lægge tøj sammen (ja, pleje mit ordensgen). Min mor er så stolt.

Det går selvfølgelig til tider ud over min kæreste, som er udpræget B-menneske. Altså han kan sagtens stå op, når han skal, men han mener bestemt, at weekender er til at sove længe i.

Selvom jeg sætter stor pris på at have nogle timer for mig selv med avisen og morgenkaffen, så kunne han jo også bare få så meget fra hånden, hvis han ikke lå der og snuede hele formiddagen (indrømmet, han får rigtigt meget fra hånden efter klokken 22, hvor min hjerne simpelthen ikke virker, og endnu mere efter midnat, hvor jeg som oftest sover). Og jeg kan faktisk larme ret meget, når jeg tømmer opvaskemaskine, laver kaffe eller høre højlydt popmusik, mens jeg støvsuger. Gad vide, hvor jeg har det fra?

Jeg er langsomt ved at blive til min mor.

Jeg belærer min kæreste om lyksalighederne ved at stå tidligt op, jeg rydder op efter ham (og gør passivt-aggressivt opmærksom på det samtidig), jeg tvinger ham på kunstmuseum, når vi rejser sammen. Heldigvis lader han til at acceptere det – og måske endda holde af det – langt det meste af tiden.

Sidste efterår lånte jeg min mors sommerhus en weekend: Jeg lagde puslespil, ordnede have, begyndte at gå i hendes tøj. Næste stop er tynde dunjakker (I ved den der, alle Politiken plus-abonnenter har) og læsebriller. Jeg håber, min kæreste ved, hvad han er gået ind til.

Ellers kan han lige flytte rundt om hjørnet en dag eller to for at få syn for sagen.


Leave a Reply

Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...