Author Archives: Ældstekussen

  • 0

Bag nedrullede gardiner

Category:Ikke kategoriseret

Kære nye ven.

Jeg har slet ikke været uden for en dør i dag. Hverken hoveddøren eller soveværelsesdøren faktisk. Jeg har stadig nedrullede gardiner, og de ti skridt til badeværelset virker som en tur over Mount Everest.
I dag bliver altså sådan en dag. Sådan en dag hvor jeg kan mærke, men det jeg mærker er sorg, vrede, mindreværd og ligegyldighed. Og på sådan en dag vil jeg helst bare svøbe mig ind i min dyne, lade verden være verden og sove alt det dumme væk.
Sådan en dag var det ikke i går. I går kunne jeg ikke mærke noget overhovedet. Helt tom. På de dage kan jeg godt lave ting, ordne have, besøge min svigermor, ordne vasketøjet osv. Men det giver mig ingen glæde, og ind i mellem gør tomheden mig bange, og så vender de dumme følelser tilbage.
Og så er der de stunder (ja stunder, ikke hele dage) hvor jeg er glad, har det godt, griner, hygger mig, har sex med min kæreste….og tuder lige bag efter. Ikke at jeg ved præcis, hvorfor jeg tuder, men jeg har en rigtig godt gæt. Fordi jeg var glad i fem minutter, og det fortjener jeg ikke.Selvfølgelig fortjener du det, siger folk så, men de tager fejl, nye ven, det har du lært mig. De tager fejl, for jeg har ikke fortjent at have det sjovt, når jeg bare ligger her og dovner den i sengen hele dagen og ikke er på arbejde som en voksent menneske burde. Hvis ikke jeg kan finde ud af at gå på arbejde, hvad kan jeg så finde ud af? At have det godt, siger du, er jo en belønning for hårdt arbejde, perfekt arbejde. Og det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg kan nemlig slet ikke finde ud af noget. Enten gør man tingene perfekt, eller også er man en fiasko. Det har du lært mig. Ros er ikke motivation, ros er belønning.

Jeg tænker nogle gange på, om ikke det ville være dejligt, hvis jeg kunne komme lidt ud og se nogle andre venner, det er så længe siden. Men så minder du mig lige om, at når jeg selv har valgt at flytte langt væk fra dem, så er det slet ikke tid til den slags pjat mere.
Men så måske der snart kan blive tid til, at de måske kunne komme her og besøge mig? Men så kommer jeg i tanke om noget, du har sagt: det har de slet ikke lyst til. “Du har kæreste og hus, du har slet ikke tid til at se dine venner mere – og de dig”, sagde du. Og jeg troede dig, eller jeg tror dig stadig ind i mellem – ofte faktisk. For du er jo også min ven, og du er her hele tiden. Du vil mig det vel godt. Eller vil du?

Kære nye ven. Du kalder dig ven, de fleste kalder dig depression eller stress. Min læge kalder dig ikke noget endnu. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at kalde dig hverken ven, eller noget andet. For du har lært mig at tænke fremfor at føle. Du har lært mig, at jeg er den eneste i verden, der ikke må have det godt. Du har lært mig, at hvis ikke man er perfekt, så er man ikke god nok. Du har lært mig, at det er en svaghed at bede om hjælp. Du har lært mig kun at mærke, når det gør ondt, og slet ikke bemærke, hvordan det føles, når det gør godt. Du har lært mig at jeg ikke er noget værd, med mindre jeg hjælper andre….

Men jeg ved, måske endnu kun i mit hoved, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg har lært, hvordan jeg hjælper mig selv. Jeg ved, at jeg også må have det godt ligesom alle andre. Jeg ved, at hvis ikke jeg også kan mærke det gode, eller det rigtige gode, så kan jeg ikke fungere. Jeg ved, at hvis alle andre kan bede om hjælp, så kan jeg også. Jeg ved, at man ikke kan blive lykkelig ved kun at tænke. Jeg ved…jeg ved…jeg ved….

Jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt længe endnu. Hvad jeg ikke ved er, hvornår det holder op.

Kære nye ven – jeg slår op.


  • 0

Hvorfor putte pikken i skammekrogen?

Category:Ikke kategoriseret

I sommer sad jeg til en polterabend med en stor flok veninder og snakkede om pik (som man jo gør ind i mellem), på et tidspunkt drejer samtalen sig ind på det at få tilsendt pikbilleder på sms, altså sexting. Jeg anser normalt denne flok kvinder for at være rimelig åbentsindede, og langt fra sippede, men jeg sad måbende midt i flokken og hørte på det ene argument efter det andet for, hvorfor sexting var klamt. “Hvad skal jeg dog med et billede af hans pik?” “Det er da kun ham, der synes det er sjovt” osv.

Heldigvis brød en af pigerne ind og sagde, at det da kom an på situationen, og at hun faktisk synes, det var lidt hyggeligt, når hendes kæreste gjorde det. Jeg var så lettet. Normalt har jeg ikke noget problem med at gå alene imod strømmen, når det gælder den slags ting, men jeg havde været så målløs over samtalen, at jeg faktisk et kort sekund var blevet i tvivl, om det var mig der var sær.

For jeg elsker sexting. Bevares, ikke med hvem som helst. Man skal tænke sig om og først og fremmest trykke på det rigtige navn inden man sender billedet af sit erigerede vidunder afsted, det kan ende hos veninden istedet for (Host – men jeg morede mig da – host). Huske at billeder, der sendes afsted ikke forsvinder (Nej, heller ikke dem på snapchat viser det sig), men det er da sjovt og frækt – et tidsfordriv, når man nu ikke kan være sammen og røre i virkeligheden. En overspringshandling, når lektier eller arbejde synes lidt for tørt. Procastesexting om man vil (dejligt ord forøvrigt). Men der sad jeg, midt i en flok kvinder i faste parforhold, og følte min singletelefon brænde i mine hænder. Jeg vidste, at den i det pågældende øjeblik indeholdt rigelig bevismateriale for, at jeg var “klam”. Ikke nok med at den var fyldt med pikbilleder, jeg havde jo også sendt billeder tilbage.

Selvfølgelig har man sine præferencer, og man skal ikke være tvunget til at være seksuelt frisindet, men jeg synes, at måden, hvorpå vi taler om sex, bør modificeres lidt. Vi glemmer, at når vi taler negativt og nedsættende om forskellige former for seksuelle udfoldelser, så sætter vi dem og de, der måtte nyde dem, i en seksuel skammekrog. Mange er heldigvis stærke nok til ikke at lade sig påvirke. Den kategori ville jeg også putte mig selv i, men i den her situation nåede jeg altså at føle mig forkert et kort øjeblik, og sådan burde det ikke være.

En af de vigtigste formål med Kussesumpen er for mig at vise kvinder (og mænd for den sags skyld), at man ikke er alene, og at det er ganske normalt at tale frit om sex. Eller at man sagtens kan have et sjovt sexliv, uden at det gør en til hverken promiskuøs eller sær. Så det nager mig, når jeg ind i mellem støder på årsagerne til, at nogle måtte føle det anderledes.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at den flok veninder sjældent taler på den her måde, hvilket også var årsagen til min måben og lammelse. Og ofte gejler man hinanden op til at mene noget ekstra meget, fordi man er i flok og bekræfter hinanden i meningens rigtighed, og så fremmer overdrivelse forståelsen. Jeg har utrolig meget respekt for de kvinder, men lige den dag fik de prikket til noget, som jeg før har tænkt en del over. Og hvis man kan sidde med den følelse, omringet af venner, hvordan må det så ikke føles i samme situation med mennesker, man måske ikke føler sig lige så tryg ved?  Så for lige at slå det fast, sexting er helt normalt, ligesom telefonsex, analsex, tisse/bæsex, bondage  og alt muligt andet er det. Også selvom jeg ikke forstår mig på det hele. Hver sine lyster. Så længe vi ikke støder hinanden og holder os inden for lovens grænser, så synes jeg, vi skal kunne tale frit uden at blive stemplet af de, der i sin fulde ret tænder på noget andet.

Så nu vil jeg sende et billede af mine bryster til min kæreste, og håbe det giver ham et smil på læben, mens han møgkeder sig på arbejdet. Glædelig torsdag allesammen.


  • 2

Forfængelighedens 3 faser

Category:Ikke kategoriseret

I kender det godt, ikke? Den der småstressende fornemmelse af, at man måske støder ind i ham den søde, når man helt tilfældigt går i byen på hans yndlingsbar, og at man derfor skal ligne en million på den der helt naturlige måde. Det er aldrig særlig naturligt eller tilfældigt, og oftest er det til ingen verdens nytte, fordi man ni ud af ti gange går forgæves. Men derfor skal man stadig ikke risikere, at man ligner noget ikke engang Karl Mar ville overveje at stikke sin pik i, når man endelig står og kigger ind i de der virkelig pæne brune øjne og prøver at fremstamme noget klogt.

 Men derfor skal man stadig ikke risikere, at man ligner noget ikke engang Karl Mar ville overveje at stikke sin pik i, når man endelig står og kigger ind i de der virkelig pæne brune øjne og prøver at fremstamme noget klogt.

Jo, I kender den god: den første fase – jagten. Om du leger bytte eller jæger, gør ikke den store forskel; du gør alt, hvad du kan for at være den, der får lov at skyde eller blive skudt på. Det kan være en temmelig udmattende kamp, men ind i mellem lykkedes det, og du får ham i nettet. Og det er så her, du opdager, at han faktisk hele tiden har syntes, du var smuk, måske endda mest når du ikke har for meget make-up på og har håret i en tilfældig knold.

Det er her fase nummer 2 starter:

Den der hverdagsfase, hvor man godt ved, man har hans opmærksomhed, men alligevel, og mest for forkælelsen skyld, stadig pynter sig lidt, har det sæt undertøj på, han bedst kan lide at pille af dig o.s.v. Det er samtidig her, man stadig ikke heeeelt kan få sig selv til prutte, når han er i nærheden og da slet ikke være for længe på toilettet i hans lejlighed. Man er stadig opmærksom på, om han nu alligevel  synes, man er så smuk, som han siger, men energien, der bliver brugt på at være det, daler lige så stille.

Man er stødt og roligt på vej ind i fase nummer 3 – Trygheden:

Det er her vi slapper helt af, ikke er bange for, at han går på toilettet lige efter, at man har siddet der en halv time; ikke tror han mister lysten til sex med én, fordi man har mormortrusserne på

Det er her vi slapper helt af, ikke er bange for, at han går på toilettet lige efter, at man har siddet der en halv time; ikke tror han mister lysten til sex med én, fordi man har mormortrusserne på. Der, hvor dagene uden make-up er flere end dagene med. Der, hvor morgenånde jo alligevel er noget i begge har. Og vigtigst af alt, der hvor man ved, han er pjattet med én – uanset hvad. Det er her man gerne vil ende. Men det er desværre også her tingene nogle gange ender – altså helt galt.

Det kan jo ske, og så siger de kloge, at det nok betyder, at det alligevel ikke skulle være ham. Og hvad anderledes kunne man have gjort og blah blah blah. Man hører ikke et ord af det, de siger, for man er ked og såret og føler sig grim, usexet og ligegyldig. For en stund i hvert fald.

I den periode, der kommer efter sådan et forhold, sker der det besynderlige, som jeg synes er så forbandet smukt, at man gennemgår de ovennævnte faser endnu engang – nu bare med et andet formål.

Det første stykke tid gør man alt, hvad man kan, for at se tilfældig lækker ud, griner lidt højere og smiler lidt mere, når man tilfældigt støder ind i ham (og Gud forbyde det – hans nye kæreste). Skid hul i, at han sikkert kan se lige igennem det – ellers kan hans nye kæreste i hvert fald, for hun kender proceduren. Man vil for alt i verden ikke tabe ansigt, eller ligne en, der ikke er kommet over ham.

På et tidspunkt når man der til, hvor behovet for at vise man er ovenpå stadig er der. De store smil, den ligegyldige samtale og spillet stadig kører, men man er holdt op med at bruge kræfter på at ligne en million, hviiiis nu man skulle møde ham. Man ved rationelt godt, at det ikke gør nogen forskel

Og her nærmer man sig den sidste fase af tryghed:

Der, hvor man kan møde ham en søndag eftermiddag i netto, uden make-up, tydelige tømmermænd, med chips og cola i kurven og være PISSE LIGEGLAD! – måske også fordi man først nu opdager, at hans og kærestens jakker matcher, og  at han i virkeligheden er lidt tykkere, end sidst du så ham.

Der hvor man ved, at man er skøn og dejlig, også selvom han måske ikke synes det længere. Der, hvor man kan møde ham en søndag eftermiddag i netto, uden make-up, tydelige tømmermænd, med chips og cola i kurven og være PISSE LIGEGLAD! – måske også fordi man først nu opdager, at hans og kærestens jakker matcher, og  at han i virkeligheden er lidt tykkere, end sidst du så ham. Man går derfra med et smil på læben, for man ved, at man er færdig med ham. Helt færdig.

Og lige præcis når man går ud af netto med det smil på læben, er der måske en anden, der lægger mærke til det, synes det er sødt, og så starter jagten igen. Man kaster sig ud i det, og higer efter fase 3, for tænkt nu, hvis man kunne ende der igen – og blive der.

 

 


  • 0

Kvindehadelisten

Category:ældstekussen,kussevåben,Kvindehad,selvindsigt,utroskab

Dagens liste startede lidt i sjov som en pendant til de berygtede mandehadelister, vi tidligere har postet. Men undertegnede opdagede hurtigt, at langt de fleste punkter på listen, lever jeg selv op til. Og hvad gør man så? Er man blevet det, man hader, eller hader man det, man er blevet? Jeg prøver at holde fast i stoltheden og har besluttet mig for, at selvindsigt og kvindehad godt kan gå hånd i hånd. Og så længe jeg indrømmer mine egne fejl, så må jeg godt pege fingre af andres bagefter…ik’? Jo da. Så derfor, et styks kvindehadeliste, i uprioriteret rækkefølge, med et fingerpeg per selvindsigt.

1.Kvinder, der tager andre kvinders mænd!

Ja hej, jeg hedder ældsten, og jeg har været den anden kvinde. Mere end en gang. Både af kærlighed og lyst. Og jeg er ikke stolt af det. Har ej heller intentioner om at skulle være det igen.  I krig og kærlighed gælder alle kneb – men det er måske lige at gå over stregen at gå i krig med sin kusse som eneste våben. Det er ikke den, han forlader kæresten for, og hvis det var, så fortjener både du og kæresten bedre.

2. Kvinder, der læser deres kærestes sms’er. 

Det skal stoppe nu! Lige nu! Det er muligt, det er din usikkerhed, der taler sit tydelige sprog her, men privatliv er privatliv – uanset om du stoler på ham eller ej.

3. Kvinder, der sladrer om andre kvinder. 

Her burde selvindsigten blinke alarmerende rødt hos alle kvinder. Og prøv ikke at bilde dig selv og andre ind, at det er løgn. Det kan selvfølgelig gradbøjes, men det er der, og det er et af vores værste karaktertræk.

4. Kvinder, der forbyder deres kærester at have veninder. 

Som kvinde med mange mandlige venner er jeg godt træt af at være forbudt og farlig af den simple grund, at jeg har en kusse (og bryster større end gennemsnittet). Der er mulighed for, at du har din mands veninder at takke for hans forståelse for kvinder. Og hans mor selvfølgelig. Glem aldrig hans mor.

5. Usikre kvinder. 

Selvindsigtens ansigt er grimt og rynket her. Jeg ved rationelt godt, at der er tusinde helt fair grunde til, at du ikke svarer på min sms med det samme, at du ikke har tid til en lang telefonsamtale, lige når jeg har det, eller at du rykker vores aftale. Men der skal kun én mand til at ødelægge det for alle jer andre, og ja, ham har jeg altså allerede mødt – og jeg tager mig selv i at blive tøsepigefornærmet og småmobset eller drønusikker på tidspunkter, hvor der ikke er grund til det. Sooorryy ok!!

6.Kvinder, der bebrejder den anden kvinde og ikke kæresten for utroskaben.

Bevares, had hende, hun er medskyldig, men det er sgu ikke hende, der har bedraget dig, søde skat. Medmindre det selvfølgelig er din veninde, så bebrejder du alt, hvad du overhovedet kan – dem begge to! (Hører du til dem, der måtte tilgive og arbejde videre med forholdet – så ignorer punkt 6. Så er du berettiget til at kanalisere din vrede i den retning – ellers når du aldrig frem til en tilgivelse).

7. Kvinder, der mener de ved, hvordan andre kvinder bør opføre sig.

Hader dem, og hader selv at være en. Og så taler vi ikke mere om det!!

8.Kvinder, der er utro.

Ret skal være ret: Hvis mændene ikke må, så må kvinderne sgu heller ikke. Hvis du har så meget brug for sex med andre – så bliv single. Her må man knalde alle dem, man vil. Fedt ik’?

9. Kvinder, der fuldstændig som katolikken forventer tilgivelse efter bekendelse af sine synder.

Bom bom, yep that’s me.

10. Kvinder uden selvindsigt og selvironi.

Er der noget ekstra kvindehad i posen? Kvinder, der ikke drikker øl fordi, det feder? Kvinder, der tvinger kæresten til at se “PS. I love you”, men nægter at se Transformers med ham en anden dag? Kvinder, der ikke gider hans venner, men kræver, at han elsker hendes? Kvinder, der kan alt det, jeg ikke kan?

For god ordens skyld slutter jeg af med at henvise til punkt 7 en ekstra gang – lige efter, du har kigget på punkt 10 igen.


  • 1

Kusse til salg!

Category:bittersingle,Kusse,parforhold,single,singlekusse,til salg,upassende

Hej. Jeg hedder Ældstekussen. Og jeg er single!

Det er verdens nemmeste ting at sige højt i mit hovedet, men det der med at sige det højt ude blandt andre mennesker, det er som at grave sin egen grav midt på banen i Parken under en FCK-AGF kamp – med en Brøndby trøje på. Akavet, upassende og generelt ubehageligt og irriterende for alle parter. Og vigtigst af alt unødvendigt. Men jeg forstår det ikke!

Det der med at være singlekusse, det er lidt fy fy. Og jeg er åbenbart af værste skuffe. Jeg har været single i lang tid, og er – av av den her kommer til at svie – snart 30. Fyyy, skam dig ældsten! Når folk hører det her, så er der to reaktioner, der går igen:

1) Kamuflagereaktionen: “Ej gid det var mig, alt den frihed til bare at flirte med hvem som helst. Man skal virkelig heller ikke finde en kæreste bare for at have en……Jeg har forøvrigt den her kollega, det er sjovt, ham ville du elske. Han er forøvrigt også single. Pudsigt hva?!!!!”

2) Angrebsreaktionen: “Fedt. Jeg tror lige du er noget for min ven Morten. Han er super skøn og har den bedste humor. Masser af selvironi, du ved. Og en pæn fyr, på sin egen måde”

Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod hverken din kollega eller din pæn-på-sin-egen-måde ven Morten. De er sikkert søde og rare begge to, og de fortjener helt sikkert (som folk ynder at understrege forundrende ofte) en frisk pige med ben i næsen, som de kan forkæle. Der er bare det ved det, at det, der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er, når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.

Det, der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er, når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.

Og hokus pokus bittersingle i fokus! Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide folk i parforhold, og jeg er ingen bittersingle. Jeg stiller mig blot totalt uforstående overfor det stempel, man får i panden, når ordet single dukker op. “TIL SALG”. Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen. (Selv facebook er med på den – min newsfeed er befængt af invitationer til netdating og Zoosk). Og det er så her jeg gerne vil have at en eller anden melder sig frivilligt til at vise mig, hvor og hvornår det er, jeg har skrevet under på det?!

Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen.

Og står der nogen steder i de papirer at man som single kun kan leve sit liv på to deprimerende måder?!
1) Sidde ensom hjemme i stuen, med alle kattene, let pimpende på aftenens fjerde glas rødvin, mens singlelivmaraton kører over skærmen.
2) Være i byen med sine single, og ligeså ulykkelige, veninder minimum 3 gange om ugen. Useriøst søgende efter en fremmed mands seng at sove i.

Ok, jeg kan godt se at jeg får svært ved at lyde som andet end en bittersingle. Men det er jeg bestemt ikke. Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har haft det det sidste halve år. Uden en fast mand i mit liv. Helt alene! Jeg ved godt, det er svært at forestille sig, men det kan lade sig gøre.

Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet.

Nu skal det ikke forstås på den måde, at jeg hører til singleklicheen “jeg har overhovedet ikke brug for en mand i mit liv”. Selvfølgelig har jeg det. Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en at dele, måske ikke alt, men det meste med. Om ikke andet så ville regelmæssigt sex med samme pik da i hvert fald klart være at foretrække. Men sgu ikke for enhver pris. Jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at sidde her og vente på, at den rigtige slår benene væk under mig. Jeg har tænkt mig at arbejde for det. Men min pointe er, at det skal være i mit eget tempo, ikke mine parforhold-veninders.

Så jeg vil godt gå med til “til salg” skiltet, men prisen er fandeme høj. Og der er ingen refundering eller fortrydelsesret.

 


Arkiver

Kategorier