Author Archives: Boreliakussen

  • 0

Gæsteblog: Spøgelsesskænderier

Category:Ikke kategoriseret

Denne her historie er i virkeligheden ikke rigtigt min. Det har den været, og derfor vil jeg gerne fortælle den, men lige nu er den min venindes. Hun har mødt en mand, der indtil videre lyder som et skønt og dejligt menneske, som hun har det dejligt sammen med. Der har jeg også været. Og selvom de har det fantastisk og spændende sammen, så sniger tvivlen sig ind, især når de ikke er sammen. Der har jeg også været. Hvordan kan han være så sød? Kan det virkelig være så nemt? Hvornår finder man fejlen; det, der er for godt til at være sandt?

Jeg har også været der; det er vi mange, der har, og derfor kan vi som veninder træde til og sige ”Hør, bare stol på ham. Tal om, hvordan du har det, og hvordan han har det. Vær ærlig, og så skal han nok også være det.” Bare fordi man har en stribe uærlige mænd bag sig, som man på den ene eller den anden måde er blevet skuffet over eller har fået sit hjerte knust af, behøver det ikke blive ved med at være sådan. Men jeg har også været der. Og fordi min veninde er der nu, har jeg brugt en del tid på at tænke over alle de spøgelser, vi tager med os fra tidligere forhold (eller forsøg på forhold).

Efterhånden har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har  haft et skænderi med nogen, jeg var romantisk involveret med, som overhovedet ikke handlede om dem. Det handlede ikke engang nødvendigvis om os. Nogle gange har jeg først opdaget det efter skænderiet var blæst af, men nogle gange er det gået op for mig midt i en konflikt. ”Dette her er jo ikke vores skænderi,” tænker jeg. ”Det er jo ikke dig, der lyver om, hvor du har været. Det er ikke dig, der ikke fortæller mig om dine økonomiske problemer, før din konto er tom. Det er ikke dig, der er ked af, at jeg ikke var hjemme fredag aften; det er ikke dig, der synes, at jeg er for snakkesalig til fester og ignorerer dig.”

Det er især noget, der sker, når man begynder at se nogen – det er nok også derfor, det fylder så meget for min veninde nu, men ikke har fyldt så meget for mig, fordi jeg har set den samme mand i et par år nu. Men det fyldte også for ham og mig, især i begyndelsen. Jeg fik sagt noget eller han fik sagt noget, som en af os reagerede på, fordi det mindede os om noget, nogen engang havde været ked af eller var blevet vred over. En af de sidste ting, man (jeg) bliver færdig med efter et break-up, er alle de ting, man (jeg) aldrig fandt fred med. Så når en stakkels intetanende mand får sagt ”Nåh, du har været ude med dine veninder igen? Har I ikke lige været det?”, så hører man (jeg) ikke andet end ”Nu gør du det der igen; du går for meget ud og ignorerer din kæreste”. Og så bliver man (jeg) defensiv og starter en gammel konflikt op igen, bare med en ny (og temmelig forvirret) anden part.

Jeg ved ikke, om det er noget, man (og nu mener jeg faktisk man) helt kan undgå, når man involverer sig med en ny person. Det er sårbart, og det er aldrig kun noget, der foregår mellem to personer –  tidligere partneres spøgelser, tidligere forholds spøgelser og tidligere konflikters ditto vil altid være en del af det. Det vigtigste er nok at øve sig i at opdage, hvornår det er det, der foregår, og gøre noget ud af at sige (både til sig selv og sin nye partner): ”Nu skal du høre: Dette her er sårbart for mig, fordi det var noget, min ekskæreste og jeg skændtes om. Så hvis jeg reagerer lidt underligt, så er det derfor.”

Og det er en helt vildt uhyggelig ting at sige. Men det er også helt vildt uhyggeligt at lade være, for ellers bliver man måske aldrig færdig med at have gamle skænderier.

 

//Roomiekussen


  • 0

Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

Category:bittersingle,dating,drengebørn,Erotik,frustration,Ikke kategoriseret,kælling,mænd,nydelse,skuffejern

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.


  • 0

Uventet udfald af Happn og Tinder

Category:dating,datingmysterier,kæreste,kærlighed,mandeelskeliste,mænd,tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder


  • 0

Mænd med magt; kvinder med …?

Category:bekendelser,Erotik,fordomme,Ikke kategoriseret,kønsroller,mænd

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 


  • 4

Datingmysterier 2: Den evige flirt

Category:Ikke kategoriseret

Som I måske er bekendt med, er jeg tilbage på datingmarkedet. Og det er et et sagnomspundet land med sære regler og mønstre, som jeg simpelthen ikke helt begriber. Her bringer jeg jer derfor endnu et mysterium fra datingland:

Jeg har med jævne mellemrum mødt og flirtet lidt med en ung mand. Lad os kalde ham socialdemokraten – det virker passende for en mand, der som udgangspunkt siger alt det rigtige, men i praksis gør alt det forkerte. Nå, men vi har altså længe haft et eller andet kørende, jeg har også en enkelt gang fået invitation om at overnatte i socialdemokratens dobbeltseng, men jeg betakkede mig – hvis han var rigtigt interesseret, så måtte han også være det i fuld dagslys og med lidt mindre alkohol i blodet (ja, jeg led lige af et kortvarigt anfald af pæn-pige/prinsesse-i-elfenbenstårn/af-pariarkatet-slutshamet-syndrom).

Det må jeg så efterhånden antage ikke er tilfældet – altså at han er interesseret, ikke at jeg var kuet af anti-feministiske tanker og idder. Hver gang jeg møder ham udtrykker han stor begejstring for at se mig, der er kram og kindkys og store smil. Senest foreslog han sågar, at vi snart skulle mødes over en øl – selvom jeg kender til øllets indvirkning på manden, så syntes jeg, det var en fremragende plan. Så efter at have ventet et par uger (ja, det er vidst nok blandt reglerne i det her tossede spil), så skrev jeg og spurgte, om vi snart skulle gøre alvor af forslaget. Resultat: 8 dages radiotavshed efterfulgt af et “ja, det skal vi helt sikkert, jeg er bare lige i udlandet”. Derefter fornyet radiotavshed. Larmende tavshed vil jeg endda kalde det.

En aften stødte jeg tilfældigt på ham; samme begejstring, samme mængde af, kram, kys og smil. Det kan man altså ikke, når man har bolden i den sådan situation. Jeg havde mest bare lyst til at råbe “NÅ MEN SKULLE VI ALDRIG DRIKKE DEN ØL ELLER HVAD?” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Nogle uger senere støder jeg på manden igen (jeg skal få mig nogle nye vandhuller) og her blev det så i stedet ham, der nævnte, at vi da også snart måtte drikke den øl – ja, han pointerede endda at bolden vist lå på hans banehalvdel. JA, DEN ER SÅ MEGET PÅ DIN BANEHALVDEL, AT DU SKAL HELT UD AF STADION FOR AT HENTE DEN! tænkte jeg mens jeg smilede og lakonisk og svarede ja. Her et par måneder efter har jeg stadig til gode at høre fra ham (udover et par likes på facebook og den slags, men den slags dickriding er ikke godt nok til mig.)

Og så var vi til fest forrige weekend. Han er vildt begejstret for at se mig. Kindkys, lang øjenkontakt, the usual. På et tidspunkt tager han videre, det gør jeg også nogle timer senere – og så dukker han gud hjælpe mig op på den beværtning jeg nu en gang har valgt at frekventere “Ja, jeg er jo kommet herhen for din skyld”. Jeg får lidt kækt sagt, at det nok er en stramning af sandheden, og føler mig ret overbevist om at det nok nærmere er en direkte løgn. For efter at have ført en kort samtale, med hans arm liggende om min talje, forsvinder han i samtale med en anden mand – og vender aldrig tilbage til mig.

Endnu en gang må jeg undres over, hvad det er jeg gør galt her. Selvfølgelig kan jeg antage, at han blot ikke er interesseret, men hvorfor FUCK så gøre sig alle de anslag til øl og sådan? Er det fordi jeg tog initiativet? Det er min erfaring, at ikke alle mænd (og nogle kvinder, bevares) ikke går helt så meget ind for ligestilling på datingmarkedet, det truer maskuliniteten, hvis en kvinde køber dem en drink eller inviterer dem på kaffe. Men for helvede, hvordan gør man så? Skal jeg virkelig bare sidde i mit elfenbenstårn og vente på, at en prins beder mig om at kaste mit hår ud?


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 1

Gæsteblog: Der var engang et lille liv…

Category:Ikke kategoriseret

Dagens blog er i den lidt mere alvorlige ende. Navnet siger vist det hele; byd velkommen til abortkussen:

Jeg havde aldrig haft så spredte ben før som den julidag i 2007. Det siger – på trods af min unge alder – ret fucking meget. Jeg var nemlig en løssluppen pige på blot 16 år, som var ivrig efter bekræftelse, kærlighed og omsorg. Fra mænd. Derfor havde jeg i en meget ung alder eksperimenteret meget med sex. Kneppet til højre og venstre – ja, for at sige det mildt. Helst en ny hver gang. De andre blev jo aldrig mere end en nat. Eller en tur på handicaptoilettet. Eller diverse gyder i vores lille provinsielle samfund.

Denne gang skulle jeg dog ikke sprede ben for at lade en ung dreng trænge op i min alt for unge kusse. Jeg lå i stedet på en privatklinik på Frederiksberg. På en hård briks med en narkosesygeplejerske ved min side. Hun smilede virkelig kærligt til mig – nærmest helt moderligt – og holdt min hånd. Efter et længere foredrag om, hvad der skulle ske, sagde hun: ”Det skal nok gå alt sammen.” Ligesom man ser det på film. Hun kunne vel se, at jeg var nervøs. Og meget ung. Jeg hørte ikke rigtigt efter, hvad hun sagde. Jeg ville bare falde i søvn og få det overstået.

Og det gjorde jeg så. Fuldstændigt intetanende om hvilke konsekvenser det ville få for mit liv, mit forhold til mænd og ikke mindst kærligheden til mig selv. Så jagede de en støvsugerlignende genstand op i mig for at suge det liv ud, som jeg selv havde skabt. Med den dreng, som jeg var fuldstændigt håbløst forelsket i. Han adskilte sig væsentligt fra de andre, fordi han blev ved med at komme til mig for at få sex. Til gengæld forlod han mig igen. Hver eneste gang.

Lige fantastisk føltes det, hver gang han kom til mig. Lige dræbende føltes det, hver gang han forlod mig igen. Og nu havde vi også skabt det her liv sammen, som vi dræbte igen. Det skulle blive min undskyldning for at blive ved med at være forelsket i ham. I fem år fortsatte han med at dræbe mig for derefter at genoplive mig igen. Det var nærmest, som om han tog den der beskidte støvsuger, som havde fjernet vores barn, og slog mig oven i hovedet, indtil jeg ikke rørte mig mere. Men så aede han mig lidt bagefter. Slikkede abortsårene væk. Og så livede jeg op. Fuldstændig klar til at elske ham igen – koste hvad det ville. Og det kostede mig. Rigtig meget.

Efter fem års formålsløst knepperi, drab og genoplivning var jeg udmattet. Jeg besluttede mig for at lægge ham bag mig. Ham med alt, hvad han indebar. Det betød, at jeg endelig – efter så mange år – kunne komme videre. Tilgive mig selv, os begge, for at få fjernet det barn den julidag i 2007.

Endelig var jeg fri.

Fri for ham, fri for aborttanker og dårlig samvittighed. Fri for at føle mig alene om sorgen. Om kærligheden. Fri for at føle mig som en beskidt, uansvarlig pige, som ikke kunne elskes. Det var først der, jeg blev overbevist om, at jeg kunne. Altså elskes.

Der gik selvfølgelig ikke mange måneder, før han kom rendende igen. Denne gang ville han lige pludselig være kærester. Så det blev vi. Just like that. Det synes jeg ligesom, at vi skyldte hinanden og alt det, som vi havde været igennem. Jeg endte med at gå fra ham efter et halvt år, for jeg ville ham slet ikke. Det eneste, som bandt os sammen, var vores historie – og den skide abort. Jeg kunne ikke elske ham. I alle de år havde han ladet mig alene om sorgen, skammen og kærligheden. Han var der aldrig. Jeg måtte kæmpe alene med noget, som ødelagde mit selvværd, troen på mig selv og ikke mindst på kærligheden mellem ham og jeg. Så selvom jeg hellere end noget andet ville kunne give ham den kærlighed, han nu – efter så mange år – ville have, måtte jeg slippe ham fri. Helt fri.

Det har han været siden. Det samme har jeg.

Bonusinfo: Jeg har siden været utroligt omhyggelig med at bruge gummi og tage mine p-piller til tiden…

 

 

 


  • 1

Gæsteblog: 6 ting du ikke skal sige til en gravid

Category:Ikke kategoriseret

Byd hjerteligt velkommen til Moderkussen, der kommer med en kærlig opsang, en slags Takt og Tone-guide.

Graviditetens sidste tid: Tiden er ved at være inde til, at den nye verdensborger kommer til verden, og alle – inklusiv den gravide selvfølgelig – venter spændt og måske lidt utålmodigt. Der er ikke længe til, måske er terminsdatoen endda overskredet.

For mit vedkommende har jeg ved ingen af mine graviditeter oplevet, at  den sidste del af graviditeten var særligt spændende, sexet eller overskudsagtig. Den der ‘graviditetsglød’ folk snakker om, hvor man udstråler ultra-feminine og seksuelle vibes, er for længst aftaget – hvis den da nogensinde indtraf. Faktisk er det mest følelsen af at være en vraltende hval, der trives bedst i en sofa, gerne med alt lige fra fjernbetjening til slikskål, te og cola inden for rækkevidde, der gør sig gældende. Ting som at vende sig om i sengen, rejse sig op fra sofaen eller samle noget op fra gulvet er blevet en kamp.

Ni lange måneder med humørsvingninger, hormonkaos, vægtstigning, et farvel til både alkohol og alt, hvad man førhen kunne få øje på syd for navlen, er gået, og det har sat sine spor på krop og sind, på både godt og ondt.

Nu hvor tiden er inde, har jeg atter en gang tænkt på, hvor superrelevant det netop på dette tidspunkt er, med et par få enkle noter, eller retningslinjer om man vil, til familie og pårørende til den højgravide kvinde. Følgende noter er derfor, med et glimt i øjet, skrevet som en lille guide til folks spørgsmål, som er ment i den bedste mening, men som simpelthen bare bliver irriterende, provokerende og anstrengende i længden

  1. Spørgsmålet ”Nå, går det godt med maven?”

Hvad svarer man?

”Øhh, den er stor og rund. Der er begyndt at komme små dun på, og min navle er nu så udspilet, at man kan se bunden af den og rigtig få den renset grundigt. Så tja, det går da vældig fint med det. Er det det, du vil vide, eller hvad? Hvordan går det med din egen mave i øvrigt?”

Jeg er gravid, og min mave vokser sådan set hele tiden, det er ligesom et af principperne. Prøv at spørge mig igen efter fødslen, eller måske et par uger efter fødslen, hvordan det så går med min mave. Er du sikker på, du vil vide det? Men tak for omtanken alligevel.

 

  1. Kommentarer som: ”Hvornår er det, du har termin? Hva’, om to uger, siger du! Jamen du er da ikke særlig stor”.

Hvor er det lige man vil hen med dén kommentar? Hvad er det, vedkommende vil have, at jeg skal sige til det? Følgende finder sted i min hjerne efterfølgende:

”Nåehh naaarj, det er jeg da vidst heller ikke. Godt nok føler jeg mig som et bjerg, har taget 15 kilo på og kan ikke passe mine ringe og sko længere på grund af væske i kroppen. Men du har ret, der må da være noget helt galt. Måske skal jeg alligevel først føde om tre måneder. Det får jeg lige tjekket op på!”

Man føler selv, at man er enorm, og man bliver konstant sparket i sine organer af baby, der efterhånden fylder ret meget. Man sveder, og man har svært ved at få sko på eller bevæge sig i det hele taget. Ovenstående kommentar er derfor bare nederen, kort og godt. Stop det!

 

  1. Og så den omvendte kommentar: ”Hold da op, hvor er du blevet stor, det må da være lige op over nu, hva’?!”

At få denne kommentar, når der rent faktisk stadigvæk er halvanden måned tilbage af graviditeten…. behøver jeg sige mere. Det er bare deprimerende. Man står lidt og tripper og forsøger at komme med en undskyldning, ”Ja, så jeg bliver jo nok endnu større, går jeg ud fra hahaha…. og så er der jo heldigvis masser af tid til at få ordnet en masse praktisk så det er jo godt nok”, bla bla bla, jeg går hjem og tuder nu. Hvor vover du?!

 

  1. Man kan godt være lidt distræt og glemme ting i slutningen af graviditeten, og Gud forbyde, hvis man glemmer at svare på en sms, når terminsdatoen er inden for rækkevidde. Så risikerer man at modtage følgende besked:

”Hej, du svarerede ikke på min sms i går. Eih, du er sikkert gået i fødsel, måske føder du lige nu, uhh hvor spændende. Skriv lige tilbage, så jeg ved om der er noget i gang, eller om baby er kommet ud, ik’? Knus”.

Eller bare: ”Hej, nå så er det ved at være oppe over, hva’. Er der sket noget endnu? Tænker på dig, knus!”

Men for pokker da! Tror folk ikke, at jeg ville give besked om det, hvis ungen ligesom var kommet ud. Jeg er mindst lige så utålmodig og spændt som alle jer andre og vil godt have, at fødslen går i gang snart. Super, yes, primus, jeg siger tak for tankerne, men det hjælper ved Gud da ikke at blive mindet om det af folk hele tiden!

Bare fordi jeg ikke lige svarer, eller fordi jeg ikke kollektivt melder ud: ”Hej alle, jeg vil bare lige sige, at jeg stadigvæk er gravid”, så betyder det ikke, at jeg med vilje har glemt eller undladt at informere lige netop dig. Arhh STRESS!!!!

 

  1. Kommentarer som: Nåehh, tror du ik’ snart hun kommer ud, du må da være lige ved at sprænge, hva’?

Hvad svarer man til det? Folk må simpelthen forstå, at der ikke er noget rationelt svar på sådan et spørgsmål. En hovedrysten, et falsk, akavet smil og en trækken på skulderen, er alt hvad jeg kan give dig, beklager.

Hvor skulle jeg da vide det fra? Og nej, selvfølgelig sprænger jeg ikke! Men jeg synes, det er hårdt lige pt., er det det, du gerne vil vide?!

 

  1. Og sidst men ikke mindst, og i virkeligheden nok det punkt, som jeg i bund og grund mener allermest alvorligt, er der selvfølgelig de talrige fødselsberetninger, som folk gladeligt deler ud af.

Her snakker vi ikke nødvendigvis om de stille og rolige af slagsen, for det er bare ikke lige så spændende at tale om. Men historier om bristede skræv, sugekopper, sakse, respiratorer, iltmangel og alverdens rædselsscenarier er åbenbart klart noget, som mange tænker, at den gravide vil have gavn af at høre om. Det er simpelthen bare ignorant og helt uden omtanke at komme med den slags fødselsberetninger over for en gravid kvinde, som lige om lidt skal igennem et fødselsmaraton, og som måske i forvejen er ængstelig og nervøs for, hvordan det hele skal gå. Dette skal man bare stoppe med at udtale sig om, og som gravid har jeg faktisk frabedt mig over for folk at høre om det flere gange, for det synes jeg rent faktisk er på sin plads.

Så er det vist tid til at tælle scoren sammen. Hvor mange af de seks punkter har du, i bedste mening, belemret gravide i din omgangskreds med? Ingen? Et par af dem? Eller alle seks??

Nu har du i hvert fald listen, og måske også en større forståelsen for hvordan tilværelsen for en højgravid kan se ud. For fremtiden kan vi så ikke godt aftale, at når du er sammen med en gravid, så husker du lige på ovenstående punkter. Du vil gøre dig selv en kæmpe tjeneste og gravide damer bliver så glade når de bliver forstået og tolereret i deres lille hormonelle graviditetsboble.

I hvert fald kan du forsøge at lade som om at du gør.

Og så send selvfølgelig retningslinjerne videre til andre gravide i din omgangskreds


  • 1

Et sår der ikke vil hele

Category:bekendelser,break-up,drengebørn,ensom,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,kæreste,kærlighed,selvindsigt,undskyld

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948


  • 0

Det praktiske parforhold

Category:Ikke kategoriseret

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

I dag får I Skrivekussen, tag godt i mod.

Mit arbejde sender mig tit ud i verden. Således sad jeg som så ofte før i en hovedstad ude i Europa, mens den første søndag i advent tændte lys rundt om i Danmark.

Hjemme i vores fælles lejlighed gik min kæreste i bad, tog deo på og lavede mad, fordi hans elsker skulle komme forbi. Han glædede sig, fordi hun med sin mand og sine børn ikke har tid til at komme forbi så tit.

Jeg var til gengæld spændt på, hvordan jeg ville have det med det. Det var nemlig første gang, i den tid vi har været sammen, at han skulle være sammen med en anden. Og sikken en anden. Hun er stanglækker at se på, hun mener alle de rigtige ting, og så er hun fremragende selskab.

Og det er så her, jeg hepper på min kæreste, for det er absolut fantastisk godt scoret. Og selvom vores lejlighed nærmest er for lille, til at mit selvværd kan være der, er hende her typen, der får mig til at føle mig laaaaangt bagefter.

Nuvel. Elskeren kom – og kom – og gik til fester i København og tog til sidst hjem til den anden ende af landet, hvor hun kommer fra. Og jeg rendte rundt i bare ærmer i december langt væk hjemmefra.

Mens jeg sad der og arbejdede nede i Europa, tænkte selvfølgelig jeg lidt over, hvordan jeg havde det med, at en anden kvinde lige nu suttede pik på min kæreste. Og at han ville stå op næste morgen og lave pandekager til hende. Og at han ville kysse hende dybt og fortælle hende, at han elsker hende. Og at hun ville komme ud over hele mit soveværelse.

Det havde jeg det fint med. Jeg kunne ikke gennemtvinge en eneste jaloux følelse, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne.

I stedet oplevede jeg, at jeg egentlig var glad for, at det tog min dårlige samvittighed, over at jeg sætter mit arbejde over alt andet. For hvorfor skal han leve i afholdenhed, fordi jeg ikke er hjemme?

Allerede da min kæreste og jeg mødte hinanden, blev vi enige om, at det var sådan her, vi gerne ville leve vores liv – sammen, men med mulighed for at kende andre. Det kræver fuld ærlighed om alt, og det kræver, at man er villig til at ofre sig en gang imellem og anerkende, at selvom man er stresset på studiet, er det ok, den anden går ud ad døren og finder ro hos en anden, i stedet for at høre på brok om forelæsere, lange kedelige bøger og åndssvage studiekammerater.

Allerede som lille tog jeg en beslutning om, at hvis jeg nogensinde skulle giftes, skulle min far ikke give mig væk. For jeg kan ikke ejes af nogen, og derfor kunne jeg heller ikke gives væk, for det krævede jo, at nogen havde ret til at bestemme over mig. Derfor skal jeg heller aldrig igen ejes af en kæreste. Jeg giver mig gerne hen og er fuldt til stede med den mand, jeg elsker. Men nogle gange er det ikke nok bare at elske en.

I mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med, fordi jeg altid begyndte at kede mig i mine forhold, og fordi andre mænd pludseligt også var spændende. Jeg stoppede aldrig med at elske min kæreste, bare fordi jeg også elskede andre mænd, men jeg havde hammer dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare kunne nøjes med at elske én.

Derfor rykkede jeg heller aldrig på min interesse. Jeg havde jo lært, at man kun elsker én ad gangen. Og at kærlighed stopper, hvis den bliver afløst af en anden.

Sådan er det bare ikke.

Når kedsomheden, hverdagen og manglen på eventyr tager over i parforholdet, så skal jeg ikke længere have dårlig samvittighed. Så skal jeg kysse de mænd, jeg vil kysse. Jeg skal aldrig igen gå med dårlig samvittighed over hverdagsforelskelser.

De kalder det vist polyamorøsitet, kan jeg forstå på internettet. Jeg kalder det praktisk parforhold med plads til virkeligheden.


Arkiver

Kategorier