Author Archives: Boreliakussen

  • 0

Mit livslange forhold til det enøjede uhyre

Category:Ikke kategoriseret

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

I dag giver vi jer denne gæsteblog fra Listepikken
Hej kusser.
Sikke et nydeligt sted I har jer her.
Det sværeste ved at skrive dette gæsteindlæg til den efterhånden (i min omgangskreds) mytologiske Kussesump, har været at finde mit eget kussenavn af den simple grund, at jeg ikke har en. En kusse, skal forstås. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at tænke på kusser, forestille mig kusser, glædet mig til kusser, været fascineret (og til tider overvældet) af kusser. Og ved sjældne tilfælde, når planeterne har stået fint på række, og den mayanske kalender har ramt et primtal, har jeg fået lov til at lege med en kusse. Måske endda få den til at smile til mig. Men jeg har aldrig haft en. Ikke særlig lang tid ad gangen i hvert fald. Jeg tilhører nemlig en ganske særlig art af primater. Den art, der giver jer kusser så meget smerte, men også glæde, forløsning, forvirring og tvivl.
Jeg er en mand.
Jeg er derfor nødsaget til at benytte en pik-titel (pikel). Jeg overvejede at bruge det navn, jeg kalder min egen pik, men ”Betonhammeren Fra Underverdenen” blev simpelthen for langt. Jeg tænkte derefter over at bruge det, min kæreste kalder min pik, men det er også ”Betonhammeren Fra Underverdenen”. Efter at have brugt timer på at brainstorme et alias, fandt jeg til sidst et stykke bearbejdet regnskov, og lavede en liste over alle de synonymer, der kunne beskrive min rynkede ven. Men ingen af tillægsordene på listen var dækkende i sig selv.  Så i et sjældent glimt af inspiration, valgte jeg simpelthen at navngive min pik efter selve listen. I kan kalde mig Listepikken.
Okay kusser. Vi har nu fået etableret to ting. Ét: Jeg valgte at bruge den første tredjedel af indlægget på at lægge op til det ret tynde ordspil. Det burde fortælle jer en del om, hvilket niveau humoren kommer til at ligge på i resten af indlægget. To: Jeg har en pik. Og således starter vores historie.
Til at ledsage mit indlæg og pikkens forunderlige verden, har jeg valgt et billede af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. Han har som sådan ikke noget med emnet at gøre, det er bare det tætteste, jeg kan komme på en grafisk fremstilling af en svulmende pikkemand uden at være nødt til at åbne et inkognito-vindue.
Da jeg oprindeligt blev kontaktet af Sumpkusserne til at skrive dette indlæg, fik jeg at vide, at det skulle handle om noget, jeg elsker. Emnet er derfor lige til tredjebenet. Jeg elsker pik. Lad mig omformulere: Jeg elsker min pik. Den har holdt mig i hånden igennem livet og givet mig flere lykkelige oplevelser end min HBO-konto, hvilket ikke siger så lidt. For at citere en kendt og elsket rapper, der desværre stoppede sin karriere alt for tidligt: ”Jeg blev født med pikken først og den har ledt vejen siden”.
Min kæreste er om muligt endnu gladere for Listepikken, end jeg er. Når jeg spørger hende hvorfor, svarer hun altid: ”MMHMHMFMMH!!”. Det er der selvfølgelig en meget god grund til. Min pik er nemlig ligesom en alligator:  Den er svær at beskrive, når man har den i munden.
Jeg er heteroseksuel og foretrækker altså kusse. Men selvom jeg aldrig har leget med andre pikke end min egen, har jeg unægteligt brugt langt flere timer af mit liv på at lege med den, end med alle de kusser jeg nogensinde har leget med tilsammen. Jeg har forsøgt at vende ratioen inden for det sidste halve års tid, men der er lang vej igen. Pointen med al denne pik-fikserede (pikserede) snak er, at jeg er glad for al den tid, jeg har brugt med min egen pikkemand. Selvom jeg med den samme tid i stedet kunne have lært et instrument, være kommet i form eller have bygget en international rumstation på Mars, fortryder jeg ikke alle de timer, jeg har lagt i det.
Det har gjort mig ret ferm til sex for det første. Man kan som bekendt ikke lære at kneppe sin næste, før man lærer at kneppe sig selv. Men langt vigtigere har det givet mig en ro og en dybere forståelse, der kun kan komme af at være komfortabel i sin egen krop. Derfor er jeg så glad for, at der findes steder som Kussesumpen, der trækker flapperne til side og lader folk kigge ind.
Ligesom de første feminister på Thylejren, der satte sig på hug foran et spejl og gravede sig vej igennem den Tommy Seebach-fritz, de havde der nede, for at se, hvad der var inde bagved. Det kan godt være, at jeg er blevet sentimental på mine gamle dage (jeg regner med at gå ud med et brag i en alder af 27, hvilket gør det her til mit livs efterår), men jeg synes sgu det er vigtigt at få afstigmatiseret kønspøllerne og vise hinanden, at de ikke er farlige. Tænk, hvor meget panisk, akavet teenagesex vi kunne have undgået, hvis vi vidste, hvad fanden der foregik der nede.
Derfor vil jeg gerne sige tak, kusser, for det, I laver. Til alle andre vil jeg på det kraftigste opfordre til, at I sætter jer på hug engang, graver igennem Thomas Blachman-fritzen og ser hvad der er på den anden side. Og hvis det kilder, når I rører ved den, så skal I endelig ikke stoppe. Det er sundt for jer.
Jeg vil efterlade jer med dette lille råd: Alle der siger at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, har aldrig prøvet at deepthroate.

Alle yderligere spørgsmål til penisser og deres gøren og laden kan rettes til Martin Henriksen på martin.henriksen@ft.dk. Det vil han sikkert sætte pris på.

  • 0

Fordi det er 2015

Category:bekendelser,Facebook,fantasi,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,ligestillig

Kære venner,

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

Byd et hjerteligt velkommen til Pottekussen.

Jeg er blevet forelsket i en anden mand, end ham jeg har fulgtes med siden 1988. Jeg ved ikke, om det er et problem. Jeg er forelsket i en mand, der er yngre end mig, og en mand der er langt mere feminist-smart i munden, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om han vil have mig. Det kunne godt være et problem. Men normalt er det sådan, for sådan en som mig med store bryster og stor røv og en frisk erotisk attitude, at hvis jeg vil, så vil han også. Med mindre han er til speltcykelstativer. Han har sådan et lidt for langt hår, ham jeg er forelsket i, det er mørkt og blankt, men sådan kan de godt lide det ovre på den anden side af dammen. Det kan jeg leve med. Han har six-pack, og den kan han godt lide at vise frem, især når han bokser for velgørenhed. Det tror jeg faktisk slet ikke er noget problem.

Så har han også øjne, der både driller og er sorgfulde. Jeg tror dog, han lukker dem under sex. Så siger han formodentlig: “oh God, you are too sexy”, mens han flexer armene, så tatoveringerne danser. Han har også en kone. Det kunne måske være et problem, men hun er en tv-personlighed, som laver helt vildt meget artigt-arbejde for kvinder, der har det svært. Bulimi og den slags.

Det lider jeg ikke af. Hun bliver ikke noget problem. Problemet er, at jeg ser lidt op til ham. Det kan være farligt i et forhold. Bevares, man skal ære og respektere den, der får lov at røre, men man skal ikke føle sig mindre, vel? Sagen er, at han siger virkelig seje ting, også selvom jeg indtil nu kun har omtalt hans udseende. Men det var vel det, der henledte mig på hans personlighed – at han så virkelig godt ud.

Han har netop vundet et vigtigt valg i sit hjemland. Og i den forbindelse skulle han vælge virkelig mange nye kolleger. Det gjorde han ret sejt. To af dem, han valgte, bar turban den dag, de officielt blev udnævnt. Og ham der står for det med våben, han ligner en ninja-kriger. Altså en god en af slagsen. Et frisk pust kalder pressen det. Og det friske pust har desværre ikke ramt mig alene. Billederne af ham uden tøj på er blevet delt meget i mit netværk, efterfulgt af #kugodt. Det bliver nok et rigtig stort problem.

For tiden er han i Paris på grund af klimatopmødet. Det er ærgerligt, at det ikke er et kvinders rettigheder-topmøde. Dem har vi egentlig ikke haft så mange af. For så ville jeg blive lidt mere forelsket i den pæne mand med de pæne meninger. Han blev nemlig valgt til premiereminister i Canada i sidste måned, og da pressen spurgte ham, om hvorfor der var så mange kvinder i hans regering (15 ud af 31) svarede han bare: “because it’s 2015”. Sådan har jeg aldrig fået den før fra en af magtens mænd.

Alligevel har troldspejlets splint ramt mig. Og det er nok det største problem. For helt ærligt: så flot sagt er det jo ikke. Det er bare et faktum. Han sagde det, og det blev delt hundredetusindvis af gange på internettet, fordi han ser godt ud, fordi han sagde det med de drilske øjne rettet lige mod den kvindelige journalist, som blev befippet af, at han var vedholdende, og så slog han ud med armene.

Jeg kan godt lide vedholdende mænd. Jeg kan godt lide Justin Trudeau, som han hedder. Men helt ærligt: vend denne her situation om: Vælg en kvindelig premiereminister, der har været elite beachvolleyspiller, og fotos af hende i bikini bliver delt igen og igen med et smægtende #kugodt under. Det er jo sexistisk.Det er nok et rigtigt problem. Men for hvem?

 


  • 3

Skal vi lege far og mor og børn?

Category:Ikke kategoriseret

Inden for den seneste tid er der sket to ting i mit liv. Og kombinationen af de to ting er mildt sagt en anelse upraktisk.

Først er jeg blevet single. Ja, igen fristes man efterhånden til at sige. Det kræver faktisk ret store sjælelige ressourcer at overbevise mig selv om, at det ikke mig, der er helt umuligt. For det andet er jeg blevet skruk, ikke bare sådan en lille smule “børn er dejlige, og jeg vil gerne have dem en gang i fremtiden”-skruk – nej sådan “mine æggestokke blafrer en halv meter ud af kroppen på mig, hver gang nogen så meget nævner børn”-skruk.

Jeg er blevet single. Min version af vores historie ender med et lille hus med en stor have, en hængesofa og et æbletræ. Og så skal vi have tre børn, to drenge og en pige – og det er pigen, der er klatret højest op i æbletræet, når jeg serverer smurte snitter i haven om søndagen (okay, måske er disse drømme blevet en anelse for specifikke).

Den pågældende mand synes så ikke engang, at vi skal være kærester. Så nu sidder jeg her med  et knust hjerte, nogle meget konkrete drømme – og ingen at udleve dem med. Hvor mine æggestokke tidligere sjældent gjorde væsen af sig, sidder de nu often en halv meter uden for min krop og flagrer. Mænd med barnesæde på cyklen er sexet som aldrig før. Og mødre med børn smiler til mig på sådan en let overbærende måde, som kan de se på mig, at jeg er nanosekunder fra at bortføre deres yngel. For det der med at lave dem selv har lidt lange udsigter.

Bevares, der er mange mænd derude. Og mange af dem er sådan set både søde og pæne. Jeg magter simpelthen ikke hele det der projekt med Tinder, barflirts og indknepningsfase. Hvor end min krop er klar til baby, så er den ikke rigtigt i stødet til selve baby-produktion. Slet ikke med ukendte mænd. Det er selvfølgelig noget upraktisk. I virkeligheden vil jeg bare gerne springe direkte til det seriøse forhold. Men det kan man selvfølgelig ikke. Så jeg er kravlet op på shetlandsponyen igen og er hoppet ud på datingmarkedet (dog ingen Tinder eller Happn eller noget tredje i den dur).

At begå sig på datingmarkedet er bare ikke så nemt, når æggestokkerne danser på bordet foran én; let’s face it, de færreste mænd vil konfronteres med en positiv ægløsningstest (hvis jeg da reelt havde ægløsning og ikke i årevis kunstigt havde bildt min krop ind, at den var gravid) på første date. Overdreven skrukhed tiltrækker ikke ligefrem mænd i hobetal, snarere tværtimod. Jeg behøver dem selvfølgelig heller ikke i hobetal, en enkelt kan egentlig gøre det, men det er nu meget rart at have lidt at vælge i mellem.

En veninde spurgte for nyligt, om jeg havde overvejet, hvor længe jeg vil vente, før jeg fik et barn alene. Det var alligevel et temmelig uventet spørgsmål. Jeg befinder mig i midten af mine tyvere, og selvom mine æggestokke er ved at forgribe sig på min rationelle tankevirksomhed, så synes jeg egentligt stadig, at jeg sådan rent biologisk har nogle år at løbe på endnu. Og jeg er nok også stadig så håbløs en romantiker, at jeg drømmer om den der kernefamilie (tror det er skilsmissebørnenes lod), måske endda med en lille hund også. Ideen om at blive solo-mor er stadig en anelse for progressiv (og jeg vil ellers så skide gerne være progressiv) – heldigvis er det vist også okay, at drømme om børn OG mand lidt endnu. Er det ikke?


  • 0

Afsted fra Ønskeøen

Category:30+,bagklogskab,bittersingle,disney,mænd i trikot,Peter Pan,voksen

Hvad er det mest usexede en mand kan sige? Der er mange gode bud, men for tiden kan intet måle sig med sætningen: »Jeg vil bare ikke være voksen«.  Især ikke når den kommer ud af munden på en mand over 30 med eget firma og volvo, men ingen vovse. Jeg er ret sikker på at både alder og livsvalg konsoliderer hele voksen-titlen. Manden er desværre ikke helt enig. »Jeg vil ikke være voksen« er blevet et mantra som han messer, mens han nægter at træffe en eneste beslutning, og blot lader sig flyde med livet.

 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!

 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!  Nej, ikke manden i grønt trikot og med hatten på sned (selvom man bestemt ikke skal kimse af mænd i trikot), blot en dreng, der nægter at blive voksen. Jeg kan ellers godt lide drenge; jeg er pjattet med det drengede, med mænd, der vil flyve med drage og klatre i træer, skyde med bue og pil og lege pirater. Modenhed kommer ikke i en kasse med en revisortitel, jakkesæt og ateche-mappe. Heldigvis tør man sige.

 

Når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy

 

Der er bare et problem med den slags fortabte drenge; man får ikke lov at lege med, man får ikke lov at klatre i træer, men kan i stedet stå klar med plasteret, når de falder ned og slår knæet. For en hver Peter Pan har brug for en Wendy. Og når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy. Røv dominerende, røv irriterende og røv for meget eller i hvert fald hamrende snusfornuftig og blottet for legelyst –  og helt ærligt, der er sgu ikke nogen, der gider at være Wendy. Jeg gider i hvert fald ikke.

Hvis jeg skal sætte plaster på flere knæ skal det være min datters eller min søns. Hvis jeg skal smøre flere madpakker til skattejagter, jeg ikke skal med på, skal det være til mine børn. For fremtiden kunne det være fremragende at få lov at komme med på eventyr. Ja sågar endda at være den med de forrevne knæ, som en voksen mand kunne puste på. Men det er måske lidt meget at bede om?

 

Jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue

 

Så nu har jeg besluttet, at det skal være slut med at være Wendy, for jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue. Måske er den eneste løsning at forlade Ønskeøen og vende tilbage til voksenlivet. Faktisk er min erfaring, at det der voksen ikke er så slemt, man bestemmer eksempelvis selv om man vil spise is til aftensmad og slik til morgenmad.

 

 


  • 2

Gæsteblog: at bolle eller ikke at bolle

Category:#sex #håndværkersex #parforhold #dilemma #klitoris #liderlig

Jeg har ledt længe efter et kussenavn, men er endt med umuligkussen – fordi jeg må konstatere, at jeg er umulig. Umuligt vanskelig.

Det seneste år har der været to mænd i mit (under)liv. De er som nat og dag, sol og måne, chokoladeis og vanilleis – you name it. For nemheds skyld kan vi kalde dem bådebyggeren og professoren. De to kom ind i mit liv nogenlunde samtidigt, på vidt forskellige måder.

Mand nr. 1, bådebyggeren, den lækreste luns kød jeg måske nogensinde har slået kløerne i, bredskuldret, store, brune øjne, bare vanvittigt lækker. Og uden sammenligning det bedste sex, jeg har haft. Nogensinde. Og det var egentlig også bare det vil skulle: have sex altså. Jeg er selv studerende på en lang videregående uddannelse og har altid tænkt, at jeg skulle have en mand, der kan matche mig intellektuelt og give mig modspil.

Hvilket bringer mig til mand nr. 2, professoren. Vi mødtes tilfældigt i byen. Faldt i snak. Talte det meste af natten, hvorefter han inviterede mig ud. Vi datede ret længe, før vi kyssede. Han var vildt interessant, begavet, indsigtsfuld, vidende. Det spillede så fint. Og vi havde tid til at lære hinanden at kende. Endelig kyssede vi. Det gav ikke ligefrem det forventede sug i maven, men det var da fint og dejligt. Trygt. Og sexen var fin. Til at begynde med i hvert fald.

I løbet af de første par måneder mens vi stadig kun datede, havde jeg sideløbende sex med bådebyggeren. Det spillede bare. Men han var ikke rigtigt min type, så alt det andet kunne jeg få tilfredsstillet med professoren. På et tidspunkt besluttede jeg at gøre det forbi med bådebyggeren. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan spille på to heste.

Derefter satte jeg alt ind professoren. Det betød mange lange snakke, megen ømhed og helt utroligt kedelig sex. Han kunne ligge med hovedet mellem benene på mig i op til en halv time uden tilnærmelsesvis at ramme min klitoris. Hvordan det kan lade sig gøre, ligger uden for min fatteevne. Og det blev kun værre. Jeg nåede der til, hvor vi knapt nok nåede at få begyndt, før jeg ventede på, at det var overstået. Pludselig ville jeg hellere sove end bolle – og den er alligevel ny for mig.

Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at sex ikke er så vigtigt igen. Bare man har det godt sammen, er omsorgsfulde, taler godt sammen – så er alt jo fryd og gammen. You can’t win ’em all. Og så kom tankerne om bådebyggeren rendende. Han var kun en sms væk, faktisk meldte han sig selv ret tit til tjeneste – og ikke kun i weekenden efter midnat. Og jeg faldt i. Så kunne det jo alligevel ikke gå med professoren (jeg har overvejet, om man kan have en elsker ved siden af – men det tror jeg trods alt, hverken professoren, bådebyggeren eller jeg selv vil have det rigtigt fedt med).

Nu er jeg så uden kæreste. Bådebyggeren bliver jeg heller ikke kærester med – vi er for forskellige, vores verdner ligger langt fra hinanden, vi har intet til fælles (udover fabelagtig, liderlig sex) og vi har intet at tale om. Det må også snart slutte.

Tilbage står jeg bare med en tanke; kan man få begge dele? Altså både intellekt, nærvær og fysisk, intens, ustyrligt begær? Min veninde og jeg har på et forholdsvis smalt, men dog ikke uanseeligt empirisk grundlag skabt den tese, at intellektuelle mænd er dårlige i sengen, fordi de tænker for meget, er for meget i deres hoveder og for lidt i kroppen. Og måske er det ikke helt løgn. Men jeg betragter trods alt mig selv som en ret intellektuel kvinde, og jeg bilder mig også ind, at jeg godt kan finde ud af at bolle. Bare ikke med professoren.

Står valget virkelig mellem at bolle eller ikke at bolle? Og hvad skal man i så fald vælge?


  • 1

Andre kvinders børn

Category:børn,break-up,forældre,kærlighed,papmor
Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.
Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.
Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.
Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.
Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).
Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.
Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.
Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

 


  • 0

Grethe – min allerbedste værste ven

Category:Ikke kategoriseret
Hvem fanden er Grethe spørg du så? Ja det spørg jeg også mig selv om ind i mellem. Grethe er en ven jeg har, der dukker op en gang om måneden, gør et kæmpe nummer ud af sig selv, skrider og efterlader matriklen smadret, ildelugtende, blodig og uigenkendelig – og hold nu kæft jeg glæder mig til at komme i overgangsalderen.

Som du nok har fanget, så hedder Grethe noget andet i de flestes munde. Menstruation, menses, det månedlige, den tid på måneden, at have sit lort, flodbølgen…..osv osv. 

Personligt har jeg det virkelig skidt med de her udtryk. Enten bliver det langt og tørt (hvilket vi vel kan være enige om, at det på ingen måde er!?) eller også bliver det ulækkert og skamfuldt.

“Jeg har mit lort” får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg forstår som sådan godt udtrykket, har også som teenager selv brugt det, men hvis unge piger skal have et ordentlig forhold til deres underliv og deres menstruation, så nytter det ikke noget, at vi giver den et navn, der klinger klamt.

Vi skal sgu da kunne tale om det, uden at få alle mænd (her mener jeg nok primært teenagedrenge og mindre modne hankønsvæsener) til at vrænge på næsen, men samtidig få dem til at forstå hvorfor vi har et lidt ambivalent forhold til det.

Jeg har altså valgt at kalde min menstruation for Grethe, nok mest af praktiske årsager. For jeg opdagede hurtigt som teenager, at hvis ordet menstruation dukkede op i en samtale med eller i nærheden af en dreng, så blev der gjort et stort nummer ud af det – fra hans side vel at mærke. Og det syntes jeg var møg irriterende. 

Da jeg så kom på højskole præsenterede min roomie mig for Grethe. Med Grethe kunne man tale om det i fællesstuen, uden at nogen ville opdage, hvad samtalen egentlig gik ud på; man kunne nævne over for sin kæreste, hvad der var årsag til humøret eller fosterstillingen, uden at han straks gjorde opmærksom på, hvor lidt han egentlig ville mindes om det. (Og ja jeg har nok ikke været så heldig med fyre, der ikke var sarte). Altså, et ganske neutralt ord, der er kort, nemt og ikke får dig til at tænke på hverken afføring eller kedelig seksualundervisning ala folkeskolen. Men som blender nemt ind i en daglig samtale. “Grethe kommer på besøg i dag, og jeg glemt at købe ind” eller “Jeg var oppe og skændes med Grethe i går, og jeg er pisse træt” – eller den korte og nok mest brugte “Grethe er en so”.

“Jamen hov Ældsten, er det ikke dig der engang bloggede om at vi skulle bruge flere klamme og grimme ord om vores kønsdele?” 

Jo det er det, og den står jeg ved, for selvironi er ganske vigtigt, og min pointe var, at vi havde for få og for kedelige alternativer til fisse og pik, og at vi skal holde op med at være så kønsforskrækkede. Men her taler vi om noget som en del kvinder (særligt de unge) finder ulækkert og en anelse skamfuldt, og det er der ingen grund til at understrege ved at associere det med afføring. 

Menstruation er for de fleste (med undtagelser selvfølgelig) pisseirriterende, uhandy og ja en smule, om ikke andet, så mindre lækkert. Derfor synes jeg, at vi i vores daglige tale godt kan neutralisere samtalen lidt, så vi ikke udfordrer mændende alt for meget. 

Og så kan vi jo tage snakken nu og her, på bloggen, om hvor nederen Grethe kan være. For det er jo ikke det, at vi bløder, der er det mest irriterende med menstruationen, det er derimod alle de kropslige bivirkninger – om man vil – der følger med, som er pisse irriterende. Oppustethed, ledsmerter, mavekramper, diare (eller den lede følelse af det) og den absolut mest ambivalente bivirkning af dem alle – liderligheden. Det er ironisk nok den tid på måneden jeg har mest og mindst lyst til min kæreste. Pisse tak krop, pisse tak!

Jeg stødte på en hjemmeside forleden, hvor kvinder har forsøgt at beskrive følelsen af Grethe. Det er malende, underholdende og helt igennem fantastisk læsning hvis du spørg mig. Det er nok fordi jeg klart kan nikke genkendende til 90 % af det, men jeg synes faktisk mænd skulle prøve at kigge på det også. Det kunne jo give en forklaring på, hvorfor kæresten, konen eller søsteren bliver en anelse, hvad skal man sige, touchy, i den periode.

Den her synes jeg er vældig fin, og her på bloggen har vi selvfølgelig allerede valgt vores bedste våben, og vi er pjattede med det:

“It feels like the worst burrito-gas in your entire life, every waking hour, for three to seven days. Who knows how long it will last? It can be sharp, stabby, dull, achy feeling in your abdomen, or in your back. Then you get rivulets of blood complete with chunks for three to seven days. Tampon? Pad? Cup? Have fun choosing your weapon.” 

 Eller min absolutte favorit;

“The best way to describe what a period feels like is to use a person as an example. I feel that King Joffrey from Game of Thrones is the most accurate…”

Til de få (I kan ikke være mange hva?) der ikke måtte vide hvem King Joffrey er.



Nu er Grethe (eller måske vi skal kalde det Joffrey i stedet?) jo ikke kun en so. Hun er også symbolet på, at vi er i stand til at skabe liv, og det er trods alt mirakuløst nok til at neutralisere alt det, hun udsætter os for hver måned. Og da jeg i starten skrev, at jeg glædede mig til at komme i overgangsalderen, så var det Grethe-ramte Ældsten der talte, og ikke den fornuftige Ældsten, som trods sin manglende skrukhed, sætter stor pris på evnen til at få børn.

Jeg ved fra min mor og andre kvinder, der har været igennem overgangsalderen, at det ikke nødvendigvis er en glædelig begivenhed, heller ikke selvom man har fået de børn, man skulle have.

Så Grethe er på mange måder også en god ven at have. Men lige nu passer det mig altså glimrende, at der er flere uger til hun kommer på besøg igen.






  • 1

Tre dates og en diamantring

Category:Ikke kategoriseret

Efter endnu en gang at have set den samme mand alt for længe, lidt frem og tilbage, og så en tur mere – og vi endnu ikke kan finde ud af at blive kærester – så må jeg spørge mig selv: Hvorfor er jeg bare ikke den slags pige, man dater i tre måneder og så er man kærester?

I lang tid gik jeg og bildte mig ind, at den slags pige jo slet ikke findes. At det bare var en urban legend. Men desværre har jeg efterhånden mødt så mange af den slags piger, at jeg ved, de eksisterer. Fordømt!

Så ramte tanken mig, at jeg måske bare møder de forkerte mænd. Det er der selvfølgelig en vis chance for, kan være tilfældet. På den anden side har jeg trods alt mødt, set, datet og kneppet så tilpas mange mænd, at jeg skal være mere end almindeligt uheldig, hvis jeg ikke skulle være stødt på de gode slags bare en enkelt gang. Hvis man skyder med spredhagl, rammer man vel et slagskib på et tidspunkt?

Indrømmet, jeg mødte faktisk sådan en mand, da jeg var 16. Og en enkelt da jeg var 23. 16 år og i 1.g tæller vel næppe som en rigtigt voksen erfaring. Og 23-eren, tja, i det tilfælde løb jeg nok mere med på hans forelskelse end min egen. Og så er det jo nemt nok.

For problemet er simpelthen, at jeg ikke ved, hvordan man får en mand til at blive kærester.

Jeg er egentlig ikke gammeldags anlagt. Jeg går fuldt ind for, at kvinder kan tage initiativ. Men det er fucking sårbart at sige, at man gerne vil være kærester. Man skal jo helst ikke give for meget fra begyndelsen. Måske risikerer man også at skræmme den potentielle prins væk, hvis  proklamerer, at man gerne vil have det der rækkehus i Sundbyerne, en christiania-cykel og tre børn at fylde på ladet allerede over den første fadøl på et dunkelt værtshus. Ja, det er så der, jeg møder mænd – det kan selvfølgelig også være en del af problemet.

Så er det nemmere at læne sig tilbage og sige, at man er helt cool med bare at knalde rundt (og ligge i sengen hele søndagen og spise bland-selv-slik). Og så bare gå rundt med sine drømme om at møde forældre, blive vist frem for vennerne og gå til parmiddag for sig selv.

Og når man så til sidst ikke kan holde sig i skindet og kl 4 om morgenen efter en våd aften, får baldret ud med sin forelske og sine forventninger, og han så ligesom ikke har det på samme måde, hvad så? Kravler man så ud fra den varme dyne, tager sine ting og går sin vej. Og kan man overhovedet det, når man har vænnet sig til de varme arme om sig, når man vågner om morgenen? Lidt har vel også ret?

Veninder og venner er kommet med velmenende råd. “Måske skal du bare prøve at give dem lidt mere plads?” “Vær lidt mere følsom!” Prøv nu lige at høre her. Faktisk synes jeg, at jeg er rigeligt følsom. Hvis jeg bliver mere følsom, så krænger jeg mit hjerte ud i patetiske facebook-opdateringer, om hvor uretfærdigt mit liv er, og hvor dumme mænd er  (nu blogger jeg bare om det i stedet). Men det er som om, det med følsomheden og pladsen ikke virker efter hensigten. Som om blide, underdanige, afventende piger bare bliver trukket rundt ved næsen – fordi det er nemt, når de ikke stiller krav. Men hvis man stille krav, er man ret nem at løbe om hjørner med. Og hvis man ikke gør alvor af uopfyldte krav, så bliver det endnu sværere. Man skal sgu fylde sine trusser ordentligt ud!

Jeg har overvejet, om jeg overhovedet skal have en kæreste. Om jeg dur til det så at sige. Men faktisk tror jeg, at det er det modsatte, der er problemet. Jeg er så god til og så tryg ved at have en kæreste, selvom vi ikke er kærester – at jeg slet ikke kan holde alternativet ud. Og så bliver man altså hængende i de der varme arme med sin alt for store slik-pose hele søndagen. Og gemmer sine drømme og krav til det bliver mandag igen.


  • 0

Gæsteblog: Har du aftjent din singlepligt?

Category:Ikke kategoriseret

Roomiekussen er tilbage på besøg. Sidst, jeg gav lyd fra mig, var jeg husvild og nyligt single. Nu er jeg – jeg fristes til at skrive heldigvis – ingen af delene mere. 

Det sidste halve år har budt på den fest, det københavnske marked af tidsbegrænsede lejemål er, og den anden fest, der kaldes ”at få en ny kæreste”. For det har jeg nemlig. Fået en ny kæreste. Og det er det, dette indlæg skal handle om.

Da jeg trak stikket på mit tre år lange parforhold, var den replik jeg fik smidt allermest i hovedet  ”Nåh, så skal du bruge tid på bare at være dig”, eller ”Så kan du endelig finde dig selv” og andre tilsvarende kommentarer (I kender fraserne, indsæt selv). 

Ifølge min meget velmenende og sikkert vældig erfarne omgangskreds var det, jeg havde akut brug for, at sidde helt alene for mig selv og være bare mig. Måske en gang imellem gå i byen og tage tilfældige mennesker med hjem. Og ellers bare sørge for at ”finde ud af, hvem jeg er”.

Og jeg følte mig ærligt talt ret forundret, og en smule stødt. Omkring mig var der en forventning om, at jeg skulle juble over at have smidt lænkerne fra et langvarigt fængsel og derefter gå i kloster et stykke tid. 

Jeg ved ikke, hvad de forestillede sig, at jeg skulle, meditere måske, når jeg ikke lige havde tilfældig sex. 

Ingen syntes at kunne forestille sig, at man faktisk godt kan udvikle sig personligt, selvom man er kærester med nogen. Eller at man ikke nødvendigvis mister sig selv, bare fordi man bor sammen med et menneske, som man også deler seng med. Eller at det jeg havde allermest brug for, var at nogen spurgte mig, hvad jeg syntes, jeg havde brug for.

Ældstekussen har før skrevet om presset ved at være single, når alle mener at man skal have sig en kæreste hurtigst muligt. Boreliakussen har udtalt sig om det ulidelige ved tanken om at skulle begynde at test-knalde igen efter et længerevarende forhold. 

Bidrag på denne blog handler generelt ret ofte om, når potentielle partnere ikke viser sig at kunne være det, man gerne ville have, og hvor træls det er at være i limbo, når det gælder ens civilstatus. 

Jeg har i det private mange både venner og veninder, der beklager sig over singlelivets frustrationer, misundelsen over andres parforhold, frygten for aldrig at finde den rigtige. Hvorfor i alverden havde folk så travlt med, at jeg for guds skyld ikke engang måtte overveje at finde et andet menneske at være sammen med?

Hvor længe skal man bære sørgebind over et forlist parforhold? Jeg var forbløffende lettet, da nogen endelig spurgte mig, om jeg var begyndt at se nogen andre. Så var det næsten okay, at jeg sagde ja.

For jeg var faktisk begyndt at se en fyr, og jeg følte mig lidt for en forræder. For nu gjorde jeg jo det der, jeg ikke måtte – så et andet menneske. Det samme menneske. I flere uger. Jeg havde sex uden kærlighed, uden forpligtelser, jovist, men jeg blev ved med at have det sammen med den samme mand. Det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo være alene. Aftjene min singlepligt, så at sige.

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at rebound-knald udviklede sig til friends-with-benefits, og via en masse forvirring til en forelskelse, der sidenhen er blevet til et parforhold. 

Uhadada. Så tidligt, sagde mine venner. Det var da hurtigt, sagde mine venner. Velmenende, men det gav mig en dårlig smag i munden, der stadig dukker op, når folk udtrykker forundring over, at jeg blev kæreste med nogen igen efter ”kun fire måneder”. 

Som om man ikke kan udvikle sig i et parforhold. Som om jeg kun er kæreste med ham, fordi jeg ikke tør være alene.

Det er ikke fordi, jeg af princip er single-nægter. Der var bare et menneske i mit liv, der opfyldte et behov, jeg havde, og som jeg sidenhen forelskede mig i. Også selvom alle andre sagde, at jeg ikke skulle. Så nej, i denne omgang har jeg vist ikke aftjent min singlepligt. Men skal man også nødvendigvis det?


  • 0

Fordomsper og tomme trusser

Category:Ikke kategoriseret

Forleden havde jeg en kvinde til bords, jeg ikke kendte andet end af navn og udseende. Jeg har nok altid været lidt bange for hende. De færreste mennesker indgyder frygt i mig, men lige hende… Lad mig sig det sådan, jeg nåede at drikke to store glas syrlig rødvin og spise lidt rigeligt af det hvide toastbrød med NETTO’s oliventapenade indkøbt til lejligheden, inden jeg satte mig.

Med det umiddelbare indtryk, at hendes skærebrænderstemme, hvis volumen er højere end de flestes og en generøsitet når det gælder uddeling af meninger og holder, der absolut ikke er til debat, syntes aftenen ligesom lidt lang. Jeg tog mig selv i at blive helt pre-nervøs og irriteret på hende. Når det så er sagt, har hun de der lange ben, man kun kan drømme om, og et ansigt modeleret af engle. Måske ikke helt engle, nok bare Uffe Buchard. Så småfuld og med rystende hænder satte jeg mig.

Skam var den følelse jeg kort tid efter, at jeg havde sat mig, blev ramt af. Det viste sig nemlig, at hun er et af de sjoveste, mest indsigtsrige mennesker, jeg længe har mødt. På et splitsekund måtte jeg bare konstatere, at jeg også er den kvindetype, jeg ellers hader, og som jeg bryster mig af ikke at være. Hende med fordommene. Smukke-rapkæftede-kvinder-har-ikke-en-skid-at-have-det-i-fordommen. Utrolig skønt at få sig en wake up call-lussing og på den anden side også lidt skræmmende, at det var nødvendigt.

Som aftenen skrider frem falder snakken på mænd. No suprise! Hvor hun bruger et udtryk, jeg aldrig har hørt før. Og jeg troede egentlig, jeg havde hørt det meste. Nej, hun brugte udtrykket, at hun da ihvertfald ikke gad at være en tom trusse. Jeg nikkede pænt og smilede uden egentlig at vide, hvad det betød.

Det viser sig så, at hun har datet den samme fyr i 100 år og ikke rigtig gad at have det der vi-chiller-bare-og-skylder-ikke-hinanden-noget-forhold længere. Så hun havde oppe i hovedet forberedt en skøn enetale til ham. En pæn måde at stille ham et ultimatum, som hun fint sagde det. Det lød noget i retning af det her: “Nu har vi set hinanden længe, der er vist ingen tvivl om, at jeg er meget glad for dig. Det har passet mig mere end perfekt, at vi ikke har skyldt hinanden noget, og vi har kørt yolo-stilen. Men nu kan jeg bare mærke, at jeg har lyst til at skylde dig noget. Og jeg har lyst til at du skal skylde mig noget. Jeg har lyst til at prioritere dig, og jeg har lyst til at blive prioriteret. Så enten foreslår jeg, at vi gør noget seriøst ved det her og giver os et reelt skud på den der kærestemåde, eller også, så bliver jeg nødt til at passe på mig selv, pakke mine ting og gå fra dig.

Jeg sad naturligvis og klappede i mine små tykke hænder over retorikken.

Efterfølgende kiggede hun genert på mig og sagde, at det svære ved den tilgang var, hvis han så sagde tak, men nej tak. “Hvordan skal jeg være standhaftig nok til ikke at indlade mig på hans præmisser og vende tilbage til det vi er. Jeg vil ikke ende op som en af de der tomme trusser“. En tom trusse. Jeg udleder, at en tom trusse, er en kvinde uden nosser, der ikke tør stå ved en beslutning og tage sine ting og skride.

Der er ingenting som kærlighed, der kan gøre en skør. Ét er, hvad ens hjerne fortæller én. Noget andet er, hvad ens hjerte har lyst til. Og hvis det betyder, at ens hjerte får et kort fix ved at spendere lørdag nat på hans lagener, så er man ofte villig til at gøre det. Sagen er bare den, at det kun fungerer på kort sigt.

Løfter føles efterfølgende endnu tommere, og det gør ens trusser også. Man forvandles til den der needy-person, som lader sig kaste rundt med. Og dét kan jeg godt forstå, hun er bange for.

Jeg kender den følelse, og for at bruge hendes udtryk, så har jeg simpelthen været en tom trusse for mange gange i mit liv. Jeg er rigtig god til at fortælle mine veninder, at de skal gå deres vej, hvis de ikke bliver behandlet ordentligt, og det sagde jeg naturligvis også til hende. Faktum er bare, at jeg er mega dårlig til at efterleve det selv. Som Alice siger, da hun endnu en gang har trådt uden for stierne i Eventyrland: “Jeg giver mig selv mange gode råd, men så glemmer jeg at følge dem”.

De rapkæftede lange ben og jeg har ikke set hinanden siden, så jeg ved desværre ikke, hvordan det gik med hendes enetale. Og selvom vi begge to godt ved, at vi nok aldrig bliver veninder og jeg aldrig får en opfølgning, så havde jeg en meget  vellykket aften og en rigtig sund, øjenåbnende oplevelse! Jeg må arbejde på at fylde mine trusser bedre ud i fremtiden.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...