Author Archives: Boreliakussen

  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 0

Julehilsen fra Kusserne.

Category:Ikke kategoriseret
Kære alle Kusselæsere, hun- som hankøn.
Som I måske har opdaget, holder vi en velfortjent juleferie her på kussebloggen. Der skal jo være tid til familien – og for nogle af os desværre også skolen. Men vi vender stærkt tilbage d.2 januar med lidt læsegodt til andensdagstømmermændene.
 
Vi takker for et helt fantastisk 2013. Tror ikke nogen af os havde turde håbe på så mange læsere, potentielle og aktuelle gæstebloggere, samt så meget dejlig feedback. Bliv endelig ved, så lover vi også at blive ved.
 
 Glædelig jul
og rigtig godt nytår.
Må jeres nytår blive fyldt med dejlighed, fest, kærlighed, nytårskys og sex ad lib.
 
Kussehilsner fra hele Sumpen
 
 
 


  • 1

“Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd”

Category:Ikke kategoriseret

Det var, hvad jeg sagde, da snakken en dag gik på udflåd. Min veninde blev forleden, af sin kæreste, taget i at lugte til sine brugte trusser. Det havde givet hende lidt røde kinder. Jeg forstår godt, at kinderne skiftede farve – det ville mine også gøre. Det ændrer dog ikke på, at jeg også lugter til mine brugte trusser. En gang imellem. Hvorfor? Jeg aner det ikke. Jeg har faktisk ingen idé. Alt, jeg ved, er bare, at det giver mig en eller anden hjemlig følelse.

Sekreter er en sjov størrelse. Hvad er de? Hvor bliver de dannet? Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi er dette definitionen:

“sekret, (af lat. secretum, perf.part. af secernere ‘udskille, afsondre’, af se- ‘væk fra’ ogcernere ‘adskille, skelne’), produkt udskilt af en kirtelcelle på legemets enten ydre eller indre overflader som fx sved og mavesyre (eksokrin sekretion) eller til blodbanen som et hormon, fx hypofysehormonerne (endokrin sekretion)”

Dagens blog skal handle lidt om kvindelige sekreter, primært udflåd.

Balancegangen for, hvornår sekreter er lækre, og hvornår de absolut ikke er, er en kompliceret sag at finde. For de ser stort set aldrig dagens lys, bliver sjældent talt om og bliver ofte forbundet med at være lidt ulækkert. Indrømmet, sådan en omgang umotiveret smat-skede er ikke en af mine favoritter på listen over, hvad der ellers kunne finde vej til min kusse. Jeg har længe været med i udflåd-er-irriterende-og-ulækkert-klubben. Ihvertfald da jeg var yngre. Jeg synes stadig, at udflåd er virkelig irriterende, men jeg mener ikke længere, at det er ulækkert. Endvidere, kan jeg mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere kvindelig føler mig, når jeg kan se, lugte og mærke det. Udflåddet. Mit udflåd lugter sjældent, men når det gør, bliver jeg pludselig opmærksom på mit køn – og det gør mig lidt glad. Det lyder langhåret og 70’er-feministisk. Og det er nok også.

Jeg har aldrig talt ret meget med mine veninder om udflåd, for modsat menstruation, er udflåd underlagt et eller andet form for tabu, ihvertfald der hvor jeg kommer fra. Derfor var det så utroligt befriende, at min veninde den anden dag udbrød: “Min kæreste tog mig i at lugte til mine brugte trusser forleden. FÅÅÅÅRK, hvor var det pinligt!” Hvorefter jeg prompte udbrød: “Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd”. For det er jeg. Pjattet med lugten. Hurra for ærlighed og åben dialog. Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her. Måske er det i virkeligheden bare en søgen efter at kaste lys over et tabu, jeg på mange måder selv er underlagt. Jeg kan godt lide lugten af min egen udflåd, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er pjattet med lugten af andre kvinders udflåd. Langt fra. Jeg ved faktisk ikke noget værre end at blive konfronteret med lugten af en anden kvindes udflåd. Det er det samme med prutter, tror jeg. Ens egne er stort set aldrig opkastfremkaldende, hvorimod andres, kan være så klamme, at jeg er på randen til at brække sig. Hvorfor er det sådan? Jeg vender igen tilbage til den hjemlige følelse. Jeg føler mig ganske enkelt ikke hjemme i andre kvinders udflåd. Burde jeg det? Overhovedet ikke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor sammen med Boreliakussen. Vi har et meget åbent forhold omkring vasketøj, hvilket bevirker, at vi selvfølgelig vasker hinandens tøj herunder altså også undertøj. Det, der er med kvinders, især sorte trusser, er at de bliver affarvede af udflåd. Og for at være ærlig, så troede jeg faktisk at det kun var et problem jeg havde. Lige indtil vaskesituationen opstod. Hvor blev jeg glad – det er ikke kun mine! Min udflåd er med andre ord helt normal og ikke spor giftig. Det startede endnu en dialog om emnet. Udflåd. Hvordan sniger man sig uden om afblegning af sorte trusser. Det er vist kun en vej frem, kroniske trusseindlæg. Om det er sundt for skedens flora, tvivler jeg stærkt på. Så det må vente og de affarvede trusser må forblive affarvede.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at afblegede trusser og umotiveret smat-skede, skulle højne ens kvindelighed. Men det synes jeg faktisk, ikke desto mindre, at det gør. Det er måske en aldersting. Jeg så småt er begyndt at acceptere, at den slags ting er en realitet for kvinder, og ønsket om at gøre det til en smuk ting er en nødvendighed i accepten af det at være kvinde.


  • 0

I begyndelsen var ordet (Joh: 1,1)

Category:Ikke kategoriseret

Ja, den er god nok. Jeg citerede lige Biblen. Nærmere bestemt indledningen til Johannesevangeliet. Måske synes du, at det er lidt blasfemisk på en blog, der det meste af tiden beskæftiger sig med ting, som foregår under bæltestedet. Men lige i dag er det på sin plads at henvise til de højere magter (indrømmet, jeg går vel i kirke to gange om året og tror ikke rigtigt på Gud, men kulturkristen er man vel altid). For vi skal tale om det vigtigste af alt, nemlig ord.

Forleden sagde min veninde, “men er det ikke bare ord” i en diskussion om, hvad man nu skulle kalde sit allerhelligste, sin gina (ja, det er virkelig fjollet, men det har Tidens Kvinder døbt den), sin kusse. Og så måtte jeg blive utroligt træt. For ord er jo det vigtigste, vi har. Den primære byggesten i vores verden. Uden ord – ingenting. Så altså, sproget er mega vigtigt og utroligt magtfuldt. Ord har betydning. Kæmpe betydning.

Overvej lige, hvor ofte du siger ting som “mand, dig dog op” eller “har du nosser til det?”. Har du så tænkt over, at der i begge tilfælde refereres til styrke og selvstændighed – og til det mandlige køn? Findes der tilsvarende udtryk med kvindelig metaforik? Altså man kan være tøsefornærmet (ikke umiddelbart pisse positivt) eller have PMS, hvis man er uventet følelsesladet. Heller ikke synderligt positivt. Så ja, lad os bare blive enige om, at den måde vi taler om tingene er vigtig – og tit ekstremt ubevidst.

Efter  sidste uges indlæg har der været en del debat om blandt andet udtrykket “tøser” om kvinder, piger, damer. Og om det faktum, at kvinder bruger udtryk om sig selv og hinanden, som de/vi (ja, jeg er vel i og for sig også en kvinde) kritiserer mænd for at bruge. Et eksempel kunne være teenagepiger, der kalder deres veninder for bitches og ludere. I al kærlighed forstås. I sådanne situationer kan jeg godt blive lidt træt af den politiske korrekthed.

For selvom ord er magtfulde, så er de ikke fastlåste. Sproget udvikler sig hele tiden – og ord skifter betydning i forskellig kontekst. Der er ting du siger til dine venner, som du aldrig ville sige til din mormor. Således er det selvfølgelig ikke i orden, når en fyr kalder dig luder, fordi du har været sammen med én enkelt fyr mere, end han lige anså for passende, men hvis det er noget, du og din veninde har sammen – så leg gerne videre. Det er det samme, der gør sig gældende, når unge med anden etnisk baggrund end dansk kalder sig selv og hinanden for perker. Det er en måde at fravriste ordet sin negative betydning. At gøre det til sit eget. Så hvis du føler dig mere som en tøs, end som en kvinde – så helt fint med det.

Det samme gør sig gældende i det sprog, vi bruger om vores kønsorganer. Jeg bruger selv ordet kusse. Jeg kan godt lide den runde klang og tonerne af 70’ernes rødstrømpebevægelse. Og så hører jeg til stadighed min fars stemme for mit indre øre: “en kusse er noget, man har, fisse er noget man får.” I forrige uge formulerede Jørgen Leth det nogenlunde således: “Vi skal tale ordentligt om kønnet og kønslivet. Derfor kunne jeg aldrig drømme om at bruge f-ordet. Det er så grimt. Det hedder kusse og kneppe.”

Det væsentlige her er selvfølgelig ikke, at Jørgen Leth og jeg er enige – selvom det da også er ret vigtigt. Nej, det vigtigste er det lille ord ‘grimt.’ For det er jo netop et spørgsmål om smag. Jeg kender mange piger, kvinder, tøser, bitches, der synes, at kusse er lidt ulækkert, lugter lidt af ti børnefødsler og utrimmet kønsbehåring. De foretrækker fisse, som for dem emmer af den veltrimmede, glatbarberede sag, de render rundt med. Og fred med det. Hver sin smag.

Det sidste nye skud på sprogstammen er så, at vi ikke længere må kalde det, der tidligere hed skamlæber, men siden kom til at hedde kønslæber (ja, det var ikke så godt med det der ‘skam’), nu ikke længere må hedde ydre og indre kønslæber. Næ nej, nu skal det hedde kønskinder og kønslæber. Kinderne er så de yderste forstås. Nogen er bange for, at man ellers kunne få den tanke, at de ydre partout skal være de længste, hvilket de bestemt ikke er hos alle. Hvorvidt de er det hos undertegnede kræver nok et mere intimt forum end her.

Nå men altså, kønskinder. Jeg forudser, at det ikke bliver et hit. Ligesom kønskransen (hvis du ikke har hørt om det – spørg google) – i det tilfælde tror jeg mere på det latinske hymen. Det ligger ligesom bedre i munden. Alligevel skal du da have lov at bruge det, hvis du lyster. Det skal jeg ikke gøre mig til herrer over (ih, åh, maskulin metafor igen, dammit!), men så vil jeg heller ikke tvinges til at bruge det. Jeg har det bestemt fint med kønslæber – og også skamlæber for den sags skyld. Det er ord jeg er tryg ved, som jeg ved, hvilken værdi har – i min egen bank selvfølgelig.

Sproget er en legeplads. Nyd det. Tag en svingom med et nyt ord eller to. Hvis du mangler dem i den frække afdeling findes der et fint udvalg her.



  • 3

Gæsteblogger: At være ét med sin kusse.

Category:Ikke kategoriseret
Her i Kussesumpen kan vi godt lide kvinder der har en mening og tør sige den. Så vi beder jer tage rigtig godt imod Fistekussen, hun har noget på hjertet.
 
 
At være ét med sin kusse
Ja, det er et reelt begreb. At være ét med sin kusse… Få har hørt det, færre ved, hvad det er, alle taler om det!… Og jeg vil nu prøve at forklare det.
Joan Ørting er ét med sin kusse, men hun har læst sig til skidtet! Man behøver ikke at være sexolog for at være det. Man behøver ikke at ha’ taget mange svingture. Man behøver ikke ha’ været pornostjerne. Man behøver ikke at være pigen ved siden af (altså som i the-girl-next-door, og ikke elskerinden). Man behøver kun at være… Fri…
Tøser taler så ofte om deres lange/skæve/ulige/for-små/for-store bryster. Om deres tykke lår, grimme navler, lange læber (ja dem med skam foran) og hvad fanden ved jeg! Så de slukker lyset, når de knepper. De slukker lyset, når de giver blowjobs. De slukker lyset! DE SLUKKER LYSET? Med mindre du decideret frastødes ved mandens krop, så skal det lys ALDRIG slukkes. Gør du det, så er du helt bestemt IKKE ét med din kusse. Han tænder på dig.. På din krop. Han tænder på at se på det, I laver, og det burde du også gøre. Og du burde tænde på, at han tænder på at se på dig – der findes ikke mange mænd, der ikke beundrer kvinder med en pik i munden, ISÆR når det er ejermandens. Giv ham nu for helvede lov til at se sin egen pornofilm, i stedet for dem på youporn! Jo, han ser dem – og hvis du slukker lyset, er du også selv ude om det!
Hvis du er ét med din kusse, så ved du, hvad der virker på din mand. For du har spurgt, og du har bemærket ham undervejs. Du har kigget ham i øjnene, når du gør bestemte ting, og du har husket det. De piger, du ser på klubben, dem, der får dig til at tænke “hende der, hun er sådan én man knepper – hende bliver man ikke gift med” – dem skal du være varsom med at fordømme. For ja, de knepper, ikke nødvendigvis rundt og i flæng, men de knepper – og de er awesome til det! De er ét med deres kusse! Og de BLIR’ gift! Højst sandsynligt også før dig! Hvis din egen tanke nu er “jeg er da også ét med min kusse” i et lidt eftertænksomt tonefald – så nej! Så er du det bestemt ikke, så tror du, du er det! Og det er næsten endnu værre. Der må aldrig herske tvivl.
Måden du ved det på, er på manden, du knepper. For det kræver sin mand at tilfredstille en kvinde, der er sådan. Hun skal tages, aldrig spørges – og hun skal få lysten til at dominere ham, men aldrig rigtigt få lov… Hvis din mand “fisker” efter sex, og begynder den mindste form for listepikkeri på en spørgende facon, og det ikke tænder dig totalt af – så er du IKKE et med din kusse. For så ved du, at du fortjener bedre. Mercy-fucks burde ikke eksistere for dig, der ER ét med din kusse. Du fortjener hulemanden, ham der faktisk forstår budskabet, når han får meldingen “Go hunt me dinner!”(skulle du sidde fortvivlet, så betyder det “bring mig dyret” i løs oversættelse) For vi er dyr, og sex er et dyrisk instinkt – og det er HANNEN, der bestemmer… Ikke om du overtager styringen, men han dikterer, hvornår der skal kneppes (og det helst tit) – og du har ikke en eneste rødstrømpeagtig tanke i hovedet omkring det.
At være ét med sin kusse, er det bedste i verden. Og er du det ikke, så bliv det! Leg med tanken om at gøre noget, der tænder ham, og se om ikke det tænder dig at kunne gøre det ved ham. Snak med ham, spørg, hvad han vil ha’ – og kræv dine egne behov dækket. Undersøg hans pikkemand og find ud af, hvordan den virker – det er manuelt gear du opererer med! Se en pornofilm for christ sake… OG TÆND SÅ DET FORBANDEDE LYS!

Fistekussen


  • 0

Sex sex sex sex sex sex sex…..

Category:Ikke kategoriseret

Om jeg har det på hjernen? Det kunne man godt vælge at antyde, var en sandhed. I perioder i hvert fald. Lange perioder som oftest. Særligt når jeg ikke synes, at jeg får det i det omfang, jeg bilder mig selv ind, jeg har fortjent. Og fortjent det, det har jeg sgu.

Så i dag handler bloggen om sex. God sex. Eller opfattelsen af god sex i hvert fald. For det er temmelig individuelt – og hvis du spørger mig, så er det også temmelig situationsbestemt. Der er meget stor forskel på, hvem, hvornår, hvor ofte og hvor du har sex. Derfor kan det hele jo godt være god sex…right?! Så derfor inddeler jeg sex i fire kategorier, der ikke handler om den egentlige type af sex, men konteksten den haves i.

1. Sex med følelser.
Det ultimative, hvis du spørger folk, der har prøvet det. Jeg er også enig til en vis grad. Jeg vil da klart foretrække at have sex med en jeg elsker, og som elsker mig. Den der følelse af, at man bare MÅ være nøgne i nærheden af hinanden hele tiden, dufte ham, eller mærke hans arme om en, er utrolig vanedannende. Sex i den her kategori har en tendens til at være ret intimt, uanset om det er S/M eller blid elskov, fordi man stoler blindt på hinanden, og fordi det her handler om, hvem man har sex med og ikke det faktum, at man overhovedet har sex.
Det er så til gengæld også her, man kan risikere at blive lidt for tilgivende eller blind ind i mellem. Det er her man ikke tænker to gange over, at han ikke har snavet dig i kussen den sidste måned, eller her man bare synes, det er nuttet, at han vil elske dig blidt til Hvalen Hvalborg. (Begge dele er så absolut noget, du godt må stille højlydt spørgsmål til)

2. Bollevenner
Populært kaldet i hvert fald – jeg synes nu “venner med fordele” er bedre. For mit vedkommende handler den her kategori nemlig ikke om sexen alene, men om venskabet først og fremmest. Det fede ved den her kategori er, at du har dele af kategori 1 med i dit sexliv, uden at det behøver at være den store forelskelse. Du har sex med en du holder af, stoler på og kan regne med – uden at du behøver at give dig 100 % hen. Sexen her er oftest styret af behovet og lysten, og det gør det en lille smule mere frækt end kategori 1. Det er her jeg har mødt det største fysiske begær efter mig og min krop, og det er et kick jeg ikke ville være foruden. Det er også her, jeg har lært mest om min egen seksualitet, hvad jeg er til og ikke er til. Det er en legeplads med faldunderlag. (Og her ignorerer vi det upassende aspekt af den sammenligning)
Problemet med denne kategori er så, at man skal være enige om spillereglerne. Det kan hurtigt gå galt, og hvis ikke man passer på, mister man sin ven på det.

3. Forbudt sex
Det her siger sig selv. Der er noget pisse frækt ved at gøre noget, man ikke må. Og sexen bliver oftest meget lyst- og begærbetonet af netop den grund. Om det er full on utroskab, sex med ham din veninde bad dig lade være, et engangsknald med en fyr, der virker lidt farlig, eller sex med en, der er meget ældre eller yngre end dig – det er lige meget. Det, at du har en følelse af noget forbudt, er en trigger for adrenalinen og dopaminen i din hjerne, og det har i den grad en effekt på din evne til fx at få orgasme, måske endda mange gange (hurra for at være kvinde!)
Skal den her kategori dyrkes på længere basis? Næppe, ikke utroskabsdelen i hvert fald. Læs evt. Boreliakussens indlæg “den klamme møgkusse har også følelser” for nærmere hudløst ærlig uddybning.

4. SEX!!!
Man siger, at livet er for kort til dårlig sex. Men jeg vil mene,  at livet er for kort til IKKE at have sex. Nogle gange er sex godt af den simple grund, at det er der! Forestil dig, at du ikke har haft sex meget længe, og så pludselig befinder dig i en seng, en gyde, over et køkkenbord, i badet, i elevatoren – you name it – midt i at kopulere. Går du så derfra med følelsen af ærgrelse og et afkrydsningsskema over stillinger, der bonner ud på en halvhjertet missionær? Eller går du derfra og giver dig selv et “back in the game” skulderklap uanset de tekniske detaljer? Sex er sjovest i de førnævnte kategorier, men man må ikke glemme, at den første gang efter laaaaaang tid har sin egen charme.

Nu er det sådan at de her 4 kategorier jo gerne flettes sammen, kombineres, bliver til hinanden osv. Kategori 1 bliver til 2, eller omvendt hvis du er heldig. Hovedessensen af det er sådan set bare, at grundlaget for god sex ikke nødvendigvis findes mere i den ene end i den anden kategori. Vi styrer selv, hvad god sex er, og hvad, der tiltaler os mest. Og føler du, at du har fået dårlig sex, så er der to simple ting, du kan gøre ved det.
Fortæl, hvad du vil. Sig, hvad du er til (slår lige et slag for den her igen “how to blow job”).
Eller hold dig fra at gå tilbage til det dårlige knald. Nogle gange er det bare en fuser. Han gør måske en anden pige mere glad, hvis du giver slip på ham nu. (Husk lige mig på det sådan en gang årligt. Så er I søde)

Ældsten har talt og har stadig sex på hjernen. God lillefredag, kære kusselæser. Må den blive fuld af god sex for netop dig.


  • 0

Når en sailor går i land……..

Category:Ikke kategoriseret

Jeg har i dag besluttet mig for at skrive jer et anderledes indlæg. Eller. Jeg har endnu ikke opfundet den dybe tallerken. Det kunne ellers have været fedt. Til gengæld har jeg plagieret Marens blog-konceptet, tyvstjålet fra en af Danmarks bedste bloggere, hvis man spørger mig. Jeg er så skide original. Hvorfor? Fordi jeg er så edderspændt rasende, at jeg ikke er i stand til en skrive et nogenlunde sagligt indlæg om, hvad jeg har været udsat for i sidste uge. Ironisk distance må være vejen frem. Så her kommer den. Den ironiske distance tegnet i en frokostpause.

Tirsdag aften kl. 19.00

Fredag aften kl. 18.00

Fredag aften kl. 18.30

Kl. 01.00

Kl. 01.30

Hvis man for resten vil se mere til Marens blog, kan man finde hende på: http://marensblog.dk/blog/


  • 0

At hive perleøreringene ud af røven og sætte dem i ørene i stedet

Category:Ikke kategoriseret

En blog om seriøs selvmedlidenhed, sure opstød og patetiske håb.

Jeg har, som bekendt, ingen kæreste. Jeg har haft en for nylig faktisk. Halv-thailandsk-halv-amerikansk-boheme-modella-kunstertype, jeg mødte, da jeg var udstationeret til det store udland. Jeg kaldte ham min ladyboy. Det lyder for godt til at være sandt, ikke? Det er det ikke. Men alting har en ende (og en regnorm den har to. Åh Yngsten, du skal virkelig til at arbejde på din referenceramme…). Vi kunne ikke få det til at fungere, da jeg kom tilbage til København. Det kunne jeg jo sådan set godt have sagt mig selv. Og hvad gør man så? Så æder man sig fed i junk, drikker sig stiv og ender op på en bar i alt for høje sko og ødsler om sig med alt for dyre drinks til sine spøgelser og går hjem med følelsen af, at ikke en skid har forandret sig herhjemme, men at alt i ens følelsesliv er forandret. Fedt…

Det er så her jeg må tænke, hvad er der galt med mig? Er jeg ikke tilgængelig nok? Hvorfor er jeg så dårlig til at finde mig en dansk kæreste. Jeg snakkede med en kollega om, at det nok er på tide at være mere en slut og vise, hvor tilgængelig man rent faktisk er. Og så igen… Jeg synes måske, jeg har været rundt om blokken – også mere end én gang. Så mange gange, at udtrykket “at lave en Yngsten” har vundet indpas. Det betyder med andre ord, at kæreste rundt med en fyr over et længere stykke tid for så derefter at hapse hans bedste ven. Jeg er en charmetrold, I know! Jeg har med andre ord taget min for holdet. Bolleholdet. Dem, som ikke kan holde sig på måtten og ikke kan lade no-go’erne være. Nu ligger landet bare sådan, at jeg ikke har lyst til at være holdspiller længere.
Måske jeg skulle gå kontra. Hive perleøreringene ud af røven og proppe dem i ørene i stedet. Drikke kaffe, i stedet for tequila, når mændene drikker øl. Droppe buksedragterne og komme igang med en ‘rigtig’ uddannelse, som nogle vil kalde det. Smide al kant og psykowoman i skralderen – blive hende man godt tør hive med hjem til forældrene. Ja, man skulle ikke tro det, men nogle mænd går rent faktisk rigtig meget op i, at man kan tages med hjem og vises frem til forældrene. Hvorfor helvede har jeg aldrig tænkt over det noget før? 

Det kom sig egentlig af en snak jeg havde med min veninde. Hun har lavet en Yngsten og er blevet kærester med en fyr, hvis bedste ven hun datede over et godt stykke tid. Hun fortalte mig, at fyr nr. 1 (altså ham, hun ikke er kærester med nu) i sin tid havde udtalt til hendes nuværende kæreste, at hun jo ikke var typen, man tog med hjem til sine forældre. Min første reaktion var selvfølgelig; WHAT THE FUCK?! Er det nu også en del af gamet? Og hvilke faktorer definerer, hvorvidt man er typen, som bliver hevet med hjem til forældrene? Jeg har altid troet, at det var nok at være forelsket. Men det er det tydeligvis ikke længere. Så hvordan bliver man i så fald én, der anses for at være hende med skal-vi-være-kærester-for-så-skal-du-da-møde-mine-forældre-potentialet? Jeg synes egentlig jeg har fint med kærestepotentiale. Godt nok går jeg ikke med perleøreringe og tenderer til at være småskør, men jeg synes sgu egentlig min pakkeløsning er ret okay. Noget med åbenhed og interesse for mennesker omkring mig, semistort netværk og en fin lille familie – dog ikke i traditionel kerneagtig forstand, men stadig familie.
           …jeg kan jo godt se det. Det lyder mest af alt som en profiltekst på et datingsite. Men er det ikke også netop det, vi render rundt med indgraveret i panden? Alle os singler, der weekend efter weekend leder efter en kæreste på en mere eller mindre snusket bar? Eller er det i virkeligheden manglen på realistisk selvopfattelse?

Jeg er blevet en lillebitte smule ræd for, at jeg lige pludselig skal til at ændre på nogle fundamentale ting, før jeg bliver erklæret egnet til at vises frem for nogens forældre. Og er det et kompromis jeg har lyst til at indgå? Er det virkelig et offer jeg har lyst til at bringe i søgen efter at finde mig en potentiel kæreste? Nej, det er det faktisk ikke. Så perleøreringene må vente. Og det må kaffen iøvrigt også. Amen!

 


  • 4

Jeg har en krise med min kønsbehåring

Category:Ikke kategoriseret

Således udtalte en veninde for nyligt, da vores samtale kom ind på dette emne. Det skyldtes først og fremmest, at en anden veninde havde mødt en fyr, der havde opfordret hende til at lade busken stå. Point til ham i min bog – veninden var mere skeptisk. For hun har alle dage været glatbarberet. Som i – helt nøgen. Nå, men samtalen centrerede sig altså om pubeshår eller manglen på samme. Og den første veninde var i vildrede. Hun har nemlig også altid været glatbarberet, men måtte i takt med sin fremskridende alder konstatere, at hendes kusse efterhånden udstrålede lidt for meget teenager i forhold til resten af hendes temmelig voksne fremtoning. Og det var så her, at jeg blandede mig.

For jeg har, når ret skal være ret, temmelig meget hår. Ikke ren urskov – bevares jeg trimmer jævnligt og ofte – men man er ikke i tvivl om, at jeg er en voksen kvinde. Og hurra for det da! Derfor tillader jeg mig i ny og næ (eller så godt som hele tiden) at mene noget om kønsbehåring. Faktisk har jeg ment så meget at endnu en veninde (ja, dem har jeg faktisk en hel del af) bad mig “stoppe med mit femi-pis!” Ja, den sad!

Nå, men tilbage til hårene på kussen eller mangel på samme. For forleden aften faldt jeg i snak med en mandlig bekendt. Vi talte lidt om bloggen her og om, at jeg bryggede på et indlæg om kønsbehåring. Manden udbrød med lige dele forundring og begejstring, at han under en ferie i sommer havde mødt en ubarberet kvinde – den første i hans liv. Selvom jeg selvfølgelig må være meget glad for, at han faktisk syntes, det var skønt, gjorde dig mig en smule, rettelse MEGET, bekymret, at han aldrig havde set det før. Jeg mener, manden er i midten af tyverne for satan. Det er skræmmende. Især fordi man som kvinde med frodig måtte kan risikere at løbe ind i en mand, der aldrig har set det. Som måske vil være både forskrækket, forundret, ja endda frastødt. Og når man så ligger der og er allermest nøgen og sårbar er det bare ikke følelser, der er rare at blive mødt med.

Nå men altså, rigtigt mange piger (og drenge – det vender jeg tilbage til) fjerner altså hår forneden. Det skal de i og for sig have lov til. Jeg skal ikke komme og diktere, hvilken frisure du skal have. Hverken på hovedet eller i den anden ende. Overhovedet. Og man bliver altså ikke mindre kvinde, eller mindre feminist, af at fjerne det. Det kan nogen gange lyde sådan i den offentlige debat om emnet – men det er løgn! Der findes faktisk også særdeles gode argumenter for at gøre det (dem imod kender vi: det er dyrt, besværligt, undertrykkende, dikteret af pornoindustrien – som jo bekendt er reinkarnationen af Satan selv, etc.). Men altså, argumenter for: Det øger følsomheden ved sex, når berøring (af kønslæberne forstås) ikke foregår gennem hår. Godt argument, bedre sex – det er da til at forstå. Og senest har jeg hørt fra en sundhedsplejerske, at det faktum, at teenagepiger bruger uforholdsmæssigt meget tid med et barberblad mellem benene, har løst den evige problematik med at få dem til at studerer deres underliv i et spejl. Og hurra for det da – igen noget, der sandsynligvis leder til bedre sex. Læs mere om det i Yngstens indlæg om onani.

Da jeg i en alder af 14, måske 15 (jeg var sent udviklet) begyndte at få små sorte hår på min ellers så nøgne tissekone (ja, det hedder det altså, når man er et barn og ikke har haft sex) begyndte jeg straks at fjerne dem. Det hele. Helt nøgen kylligefilet, for at bruge Sanne Søndergaards ord. Jeg gjorde det i smug, tænk hvis min mor så det. Hun ville sikkert finde det helt forkert. Ligesom da hun for første gang havde vasket min nyindkøbte g-streng. For jeg kunne jo ligesom godt se, at hun i hvert fald ikke ordnede sig for neden. Masser af herlig halvfjerdsertrekant hos Mutti. Godt for hende. Men sådan skulle jeg fandeme ikke se ud i en alder af 14.

Nu er jeg så begyndt at se damer på min mors alder i mit fitnesscenter, der har fjernet al pelsen på fileten. Ja, jeg kigger på andre kvinders kroppe og kusser i omklædningen. Det må man godt! Der er altså noget virkeligt underligt ved kvinder med strækmærker, lidt trætte bryster og klatbarberet pornofisse. Så får jeg virkeligt lyst til at stå og strutte stolt fremvisende en masse tætte, sorte krøller. Bare ligesom for at sige – se mig, jeg er i hvert fald frigjort. Ja, det er sgu da pisse helligt og patetisk, men jeg siger det jo heller ikke højt vel.

Men den gang jeg var glatbarberet – og jo ligesom derfor var nødt til at fjerne de irriterrende stubbe, hver gang der var chance for visit down under – gjorde jeg mig selvfølgelig nogle erfaringer med det. Eksempelvis har jeg tit, og ja, jeg kender også andre kvinder, der har gjort det, med vilje ikke fjernet de sølle rester – for så var man ligesom sikker på, at man ikke gjorde noget dumt (såsom at have sex – for det er jo skide dumt, right). Hvornår har det nogensinde virket? Bevares, det er da sket, at jeg ikke har haft sex, men så har det været af helt andre grunde, end at jeg ikke lige havde slået græsset. Til gengæld er det sket mere end en gang, at jeg alligevel har fået besøgende på min stubmark. Og jeg har aldrig hørt et ondt ord for det. Mænd er rimeligvis temmeligt taknemmelige for, at vi gerne vil have sex med dem.

Jeg havde i mange år slet ikke skænket det en tanke, at mænd jo også soignerede sig omkring pikkemanden. Sidenhen er det gået op for mig, at det udelukkende er fordi, jeg kun har mødt mænd, der gjorde. For når man for første gang tager et par ubarberede boller i munden – så bliver man pludselig opmærksom på forskellen. Lidt hen ad vejen synes jeg jo, at det i ligestillingens navn er godt, at mændene lider de samme kvaler som os kvinder. Ved nærmere eftertanke er det måske bare fjollet, at vi allesammen gør det. Fælles lidelse med indgroede hår, rødmen, kløe og dens slags. Det er sgu solidaritet, der batter. Intet sikrer et stabilt parforhold som fælles skægpest, fordi man har delt en engangsskraber.

Som udgangspunkt har jeg det fint med, at mænd barberer deres boller. Men så skal det også stoppe der. En eller anden gang er der desværre nogen (sikkert den onde pornoindustri igen), der har fortalt mænd, at det får deres tissetrold til at se større ud, hvis de fjerner al håret omkring den. Og det er så her, jeg trækker en streg i sandet. a) Det handler ikke om, hvor stor den SER UD. Den der med gørelsen og ikke størrelsen er kun delvis sand. Men igen – ikke udseendet vel. b) Når vi først er nået dertil, at du er så nøgen, at jeg kan se om du er barberet eller ej, så kan jeg godt garantere, at vi kommer til at have sex, uanset om den ser lille ud i sin lille rede af sorte krøller. c) Hvis du har hår på brystet/maven (uuuhm, det kan vi godt lide!), så ser det virkeligt fjollet ud med en fire centimer høj stribe af bar hud mellem mavehårene og dilleren. Punktum. Og så kan man jo også ligge der som kvinde og strutte med sin måtte og tænke, at nu synes han sikkert også, at jeg er pisse ulækker.

Nå, tilbage til mit femi-pis og veninden i krise (ja, vi har været meget langt omkring nu, beklager). Uanset om hun måtte vælge den glatbarerede, den trippede, den fritvoksende eller en helt fjerde løsning, så står det hende frit for. Jeg skal ikke dømme. Det eneste krav jeg har, er at hun tager stilling til, hvorfor hun træffer det valg hun gør. Man må gerne være glatbarberet, men det skal være for ens egen skyld og ikke fordi man bare gerne vil blende ind i mængden. Forhåbentlig er der ikke en mængde at blende ind i, når din kusse skal nærstuderes.

P.S. Der findes åbenbart en hel videnskab omkring frisurerne til undervognen.


  • 0

Gæsteblogger: Min krop har ikke brug for konstruktiv kritik

Category:Ikke kategoriseret

Kussesumpen har den ære at byde vores næste gæsteblogger velkommen – hils på Kagekussen. Ordet er hendes:

Nu er det ikke fordi, jeg knalder af andet end lyst. Den tendens bilder jeg mig ind at være vokset fra. Men der er faktisk mange andre grunde derude. Grunde som ’jeg føler, jeg bør, for han regner vist med det’ og ’jeg er så ulykkelig, mon det kan kneppes væk?’ (det siger Thomas Holm, at det kan). Selv har jeg bemærket, at skønt det ikke er dét, der driver mig, udgøres en vis procentdel af et godt knald (desværre) af bekræftelse – den dag i dag ved jeg stadig ikke, om jeg reelt er biseksuel, eller om jeg bare er lidt afhængig af den ufatteligt store kompliment det er, når en kvinde med din drømmekrop synes, lige netop du er smuk og lækker.

Som regel tænker jeg ikke over det. Der kan ryge nok så mange komplimenter over sexdisken, uden at det rører mig det store. Jeg ved f.eks. godt, at jeg har flotte bryster – det kan jeg sgu da se. Men jeg er aldrig kommet mig over, at min første kæreste brokkede sig over at min mund var for lille til at være rigtig pæn. Selvom en del af mig da sagtens ligegyldigt kunne tænke: ’Så længe din pik kan være der, skal du sateme lukke krateret, mester’, bliver jeg altså stadig positiv overrasket, når den får en kompliment, og min mund altså tilsyneladende alligevel ikke er universalt latterligt lille. Samme kærestes kommentar om mine ”fødedygtige hofter”, der for øvrigt var ment pænt, vil jeg helst slet ikke komme ind på. Men hvem fanden siger den slags til en 17-årig pige?

Faktum er, at mange kvinder er skide usikre omkring deres kroppe – og at man derfor skal gemme sin ’konstruktive kritik’ langt, langt bort. Desværre findes der mænd (og jeg ville for ligestillingens skyld gerne kunne sige kvinder her også, men hvornår er dét nogensinde lige sket?), der udnytter denne usikkerhed og mener sig berettigede til at tage en kvinde med hjem, alene fordi de har bekendtgjort, at hun er lækker. De skal tage at pakke deres pikkemænd sammen og gå hjem alene. Det kan nemlig snildt være, vi kan finde ud af noget på basis af gensidig tiltrækning, men idéen om, at en kvinde står i gæld til en kompliment, er langt ude, klam og rent ud sagt tragisk. Øv, altså. Hvis jeg nogensinde bliver så usikker, at det eneste argument, der skal til, for at jeg smider tøjet, er at jeg er god nok – og implicit, at den komplimenterende må være den eneste i miles omkreds, der har den holdning, siden det gør ham til noget særligt – så tag da lige og skyd mig. Eller sæt mig ned til en kop te (der må gerne være rom i) og et foredrag om selvrespekt.

Man hører om kvinder, der kun vil knalde med lyset slukket. Det må være disse individer, der holder myten om den magiske kompliment i live. Selv føler jeg mig som udgangspunkt ret sikker på, at hvis jeg først har fået ham med i seng, er min krop også godkendt. Kald mig tosset – men er det ikke et ret godt udgangspunkt? Men det skal ikke handle om, at jeg er bedre end alle de usikre kvinder, der endnu ikke har indset overstående sandhed og stadig lader sig forblænde af eget slaskede maveskind, eller hvad det nu kan være. 

Jeg kan nemlig mærke tendensen derinde et sted i mit uudgrundelige feminine sind. Det er disse umærkelige undtagelser, jeg ikke i hverdagen tænker over. Disse små usikkerheder, der vækkes til live, når de nævnes. Jeg taler ikke om de ting ved min krop, der kan irritere mig tirsdag morgen foran spejlet, men om de ømme punkter, der er blevet skabt ved, at nogen har formastet sig til at kritisere noget, jeg ingen chance har for at ’forbedre’.  Selvfølgelig (lidt ærgerligt, at man kan kalde det en selvfølge) er der ting ved min krop, der kan irritere mig. Men det er med den, som med familie – jeg må godt selv kritisere, men du skal fandeme holde din (alt for store) kæft, og lade være med at udtale dig, hvis du ikke bliver spurgt og ikke har noget pænt at sige.

Jeg elsker komplimenter, de gør mig glad, og de er heldigvis ikke afgørende for min selvfølelse. Alligevel ér dem, der lapper på et ømt punkt, bare bedre.

/Kagekussen


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...