Author Archives: Boreliakussen

  • 0

Ny samtalestarter: “Har du o(r)naneret i dag?”

Category:Ikke kategoriseret

Jeg lærte på et kursus om stress på min arbejdsplads i går, at vi skal være bedre til at spørge vores medmennesker om, hvordan de har det. Eksempler som: “Du ser lidt grå ud i dag, er du helt okay?” eller noget så enkelt som: “Hvordan har du det?”, kom på banen. Som udgangspunkt kan jeg godt lide medmenneskelighed. Jeg er, for at være ærlig, stor fan. Men lige så snart det kommer til en reel bekymring om sine medmenneskers sexliv. Sexliv med sig selv, vel at mærke, så foreskriver den socialt accepterede norm noget andet. Og hvordan kan det egentlig være? Jeg vil da våge den påstand, at onani er med til at øge ens livskvalitet. Så hvorfor må man ikke spørge ind til, eller endnu værre, fortælle om sine onanivaner?

Jeg synes, først og fremmest, at det er synd og meget forkert, at onani er indhyllet i skam og omklamret af tabuer. Faktum er jo, at vi alle gør det. Alle med en seksualdrift ihvertfald. Så hvordan kan det være, at det så svært at tale om? Jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med, at man pludselig skal sætte ord på, hvordan man er, når man er allermest sig selv. Allermest privat. Allermest sårbar. Følelsen af at være klam og beskidt bagefter, kan godt virke overvældende. Men hey hey, var det ikke også hensigten? Jeg mener, efter sex er man jo også klam og beskidt (eller det håber jeg da…). Så hvor er det barrieren opstår?

Det tog mig lang tid at lære at onanere. Onanere, så jeg praktisk talt føler mig som født på ny. Det tog mig endnu længere tid at være stolt af det. Endvidere har det taget mig indtil nu at lære at være stolt af at tale om det! Så lad mig hellere gøre det. Tale lidt om det.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, onaneret. Måden at gøre det på har varieret og varierer iøvrigt stadig. I lang tid (også efter jeg blev klar over, at der var noget, der hed at onanere) har måden, hvorpå jeg har onaneret primært bestået i, ikke at bruge hele klør fem, men i stedet på en eller anden måde, at få lagt mig sådan, at klitoris har været berørt af noget, fx en madras. Og så ellers lave flitsbuen og nogle glidende underlivsbevægelser. Det lyder måske sært, men det fungerede for mig i rigtig lang tid – måske også lidt for lang for lang tid… Set i bakspejlet, kan jeg kan ikke lade være at tænke over, hvad manglen på decideret fysisk kontakt kan skyldes?

Onani handler vel i høj grad om at udforske sig selv og blive klogere på, hvem man er som seksuelt individ. Så om det har været et udtryk for frygt eller berøringsangst i forhold til mit eget køn, eller om jeg simpelthen ikke har været seksuelt gearet til at stikke lappen ned og finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår dernede, og hvad det egentlig er, der tricker en orgasme, er svært at sige. Jeg må bare konstatere, at det skabte lidt problemer i mine tidlige teenageår med min daværende kæreste, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at fortælle ham, hvad jeg godt ville have. Mere eller mindre fordi jeg faktisk ikke vidste det. Min onani-metode har i den grad udviklet sig siden. Den er stadig i konstant udvikling. Nu er jeg så på vej til at blive voksen, og nu har klør fem i mellemtiden fået frit spil. En ting er, at det driver mig seksuelt, noget andet er, at jeg ikke længere er bleg for at fortælle en partner, hvad der fungerer for mig – og hvad, der absolut ikke gør. For nu har jeg gået på opdagelse i min kusse. Og jeg må bare konstatere, at onani højner kvaliteten af mit sexliv.

Jeg har heldigvis en flok veninder, med hvem jeg taler åbent omkring den slags. Men det forekommer mig ikke som et emne, der ofte er på samtaledagsorden i ret mange vennekredse. Det har det jo som sådan, heller ikke altid været hos os. Der er på en eller anden måde, blevet taget en uudtalt beslutning om, at det altså ikke skal være et tabu. Og det er virkelig rart.

Sprøjtekussen har skrevet et indlæg om en samtalestarter, der hedder “Hvordan har du det med din penis i dag?” Jeg har endnu et forslag til en samtalestarter: “Har du onaneret i dag?”

… nu kan man måske studse over overskriften. Den kom sig egentlig af, at jeg selv studsede over, at vi alle sammen sætter et ‘r’ ind midt i det hele, når vi udtaler ordet. Kan det være et fprsøg på at distancere os fra det, når vi indsætter ‘r’et’, eller er det for at finde tilbage til vore rødder og gøre det mere dyrisk (orne)? I stedet for bare at kalde en spade for en spade og udtale onani, som det nu engang staves.


  • 0

Fra pyroman til brobygger

Category:Ikke kategoriseret

“Jeg vil ikke mere. Du skal lade mig være, helt være!”

De ord røg ud af min mund, noget bævrende for godt og vel to år siden. Og selvom det var sket nogle gange før, så mente jeg det for alvor nu. Det var slut med at føle sig forbudt, forsmået og ligegyldig. Og det virkede. Han lod mig være, og jeg kunne koncentrere mig om at finde mit glade selv igen. Det havde gemt sig godt væk i lang tid og havde brug for pleje. Et styks bro brændt ned til grunden, helt bevidst og med et ekstra skvæt benzin på. 
Det er ikke den første bro, jeg har brændt. Og jeg kan afsløre, at det desværre heller ikke blev den sidste. Men hvorfor er det, man brænder de forbandede broer? Jeg tror måske mest, det er en pigeting. Vi brænder i hvert fald vores broer mere bevidst, end mænd gør det. Eller er det fordi, det er mændene, der antænder skidtet uden nødvendigvis at opdage det, og os der blir trætte af det og hælder benzin på lortet, så vi kan stå der i dramaets flammehav og se det brænde til grunden – bare for at være helt sikker på, at intet står tilbage? Det er måske barnligt, men for en som mig kan det virke nødvendigt ind i mellem. Nødvendigt at lukke fuldstændig ned for noget for ikke at skulle forholde sig til det og hælde salt i eget sår gang på gang. Og efter hvad jeg hører fra både frustrede venner og ildspåsættende veninder, så tyder noget på, at jeg ikke er ene om barnligheden.
Der er nu ikke alle mine brændte broer eller årsagen til mine pyromaniske tendenser, jeg har på sinde i dag. Tvært imod. For en gangs skyld handler min blog om noget positivt, noget godt jeg har gjort – eller rettere noget dårligt, der er blevet gjort godt igen. Jeg er nemlig midt i processen af at genopbygge en større og stærkere bro på fundamentet af den ovennævnte, totalt nedbrændte af slagsen. Og her vil den skarpe læser meget hurtigt pointere, at jeg jo så ikke kan have ment det helt så meget, som jeg skriver, men jo det kan jeg. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville kunne komme videre før jeg havde tændt ild til hele lortet. Og jeg havde ret, det tog mig noget tid, en anden ulykkelig kærlighedshistorie og en omgang stress at gøre det, men det virkede.

Men derfor kan man stadig godt komme så meget ovenpå, at man har overskud til at genopdage den anden og få et ønske om at starte det venskab op igen, som man ødelagde den dag, man kom lidt for tæt på. Og det er så det, jeg praktiserer lige for tiden. Titel som pyroman udskiftet med titel som brobygger. Bevares, opstartsproblemer kan forekomme og tvivl, men mod alle odds, og de flestes forventninger, så fungerer det. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, men jeg synes at to af dem overskygger alle de andre.

For det første bærer jeg ikke nag til ham. Jo jeg blev såret og følte mig forsmået og snydt. Men det er bearbejdet, og jeg kan se, at han forstår, at han gjorde mig ondt – så hvorfor blive ved at træde vande. Tilgivelse kan godt lade sig gøre, og her er den i reneste form, måske fordi han ikke har klynket og bedt om den, men fordi jeg selv har valgt at give den.
For det andet, så står vi i en situation, hvor han har brug for mig (på et følelsesmæssigt plan), og et eller andet sted giver det (og her skal jeg være hudløst ærlig – det har jeg lovet mig selv) en følelse af skadefryd, som jeg tror jeg har haft brug for. Det lyder utrolig negativt, men det er det egentlig ikke. Det er et spørgsmål om at være den, der er ovenpå i et forhold, og det har jeg aldrig været imellem ham og jeg. Men nu får jeg lov at være den, der er brug for. Jeg får lov at se ham være den sårbare.
Det er ikke det der skal definere vores venskab fra nu af, men det er med 100% sikkerhed (hvor plat og besynderligt det end lyder) det, der har gjort det muligt at finde en fortrolighed igen. 
Vi har begge italesat det besynderlige og omvendte i vores nye venskab (vi er vitterligt ved at bygge en bro fra toppen og nedad) og det hjælper at sige højt, at man både synes det er mærkeligt, men også at det faktisk fungerer. Og ærlighed (som lovet) er her vigtigere end noget andet, for der manglede en del af det i vores sidste fundament (hold nu op den bro metafor er smurt tykt på efterhånden) 
Så nu håber jeg inderligt, at skidtet holder, for ligesom jeg snart har brug for at tro på kærligheden, så har jeg også brug for at tro på at man godt kan tilgive og starte på en frisk. I min yndlingssang af CV. Jørgensen synger han, at “der er en vej ud af alting, men sjældent en tilbage” – og det tror jeg, han har ret i. Men det her skal og må være en af sjældenhederne. For det har jeg besluttet mig for, at det er! Og i sidste ende vælger vi trods alt helt selv, hvad der er rigtigt og forkert. 

  • 0

De tre musketerer: Ejerfornemmelse, Jalousi og Mindreværd

Category:Ikke kategoriseret
Forleden ramte følelsen af ejerfornemmelse mig. Det gjorde ondt ad helvedes til. Det gør stadig ondt. En lille, men dog konstant, rund kugle af smerte. Hvis bare den havde stået alene, ejerfornemmelsen, så havde den været nemmere at bekæmpe, at få til at lægge sig, fordufte. Men når jalousi og mindreværd begynder at blande sig, står jeg magtesløs tilbage. Netop den treenighed har jeg rigtig svært ved at få til at makke ret. Potentielt mine tre dårligste kvaliteter. Potentielt dem jeg lader fylde allermest. Potentielt dem jeg er allermindst stolt af. 
Det jeg taler om, er de følelser, der kan ramme en, når eks’en finder en anden. Eller endnu værre når en fyr man har datet (som man måske ikke selv mener, man er helt færdig med) finder en anden. Eller, og det var den, jeg blev ramt af, når-en-fyr-man-har-datet-over-et-halvt-års-tid-og-som-man-ikke-mener-man-er-færdig-med-men-som-fandt-sammen-med-sin-eks-midt-i-det-hele-og-nu-er-blevet-single-igen-er-begyndt-at-følge-en-på-Twitter-men-ikke-direkte-søger-at-genetablere-kontakt-og-man-i-øvrigt-har-på-fornemmelsen-(via facebook)-at-han-pt-knepper-rundt-med-ens-største-gymnasierival-(I know, den slags går aldrig af mode)-som-tilmed-er-tyk-og-opmærksomhedskrævende!

Tanker som: jeg har ikke fundet nogen ny kæreste. Jeg er her stadig for helvede. Hvorfor vil du ikke have mig? Eller hvorfor hende? Hun er fed og irriterende, og du er lille og tynd. Eller hvorfor er du lige tilfældigvis nu begyndt at følge mig på Twitter? Jeg mener, du følger så få, så hvorfor lige mig? Eller hvad er det, jeg gør galt? Er jeg ikke smuk nok, interessant nok?
Jeg har talt det her til døde med en veninde. Hun har kun kloge og rationelle ting at sige omkring det og gør alt, hvad, der står i hendes magt for at berolige mig. Men sandheden er bare den, det virker ikke.

Det ændrer ikke på mine tre musketerer. Jeg taler ting til døde, former dem, så de får den lyd vi gerne vil høre, så de passer ind i min egen selvopfattelse. Jeg vil ganske enkelt ikke acceptere den egentlige sandhed: “Han tænker ikke videre over at være begyndt at følge dig. Det er tilfældigt. Han kunne lige så godt ikke følge dig. Det spiller ingen rolle for ham.” Så jeg pakker det ind. Pakker det ind i forklaringer, undskyldninger og ikke mindst selvmedlidenhedskomplekset: “Det er også bare, fordi han er bange for at blive såret, fordi jeg har for meget karisma til, at han kan håndterer mig. Jeg er for ærlig, for interessant, og han er for meget en kylling uden move.” (…) Hvorfor helvede er det så svært at være ærlig? Det vil spare mig for mange spildte tårer og bekymringer. Med frygt for at nogle vil forstå referencen “He is just not that into you”, så søger jeg virkelig at arbejde ud fra den devise, og hold nu kæft, hvor er det fucking svært. Særligt fordi det er et livslangt point of view, der skal ændres og det er sgu ikke bare sådan lige til. I en verden, hvor alle er så fucking løsningsorienterede, er det måske på tide også selv at være det… 

…Måske man skulle kåre en dag om måneden eller endnu bedre om ugen, hvor man husker sig selv på de tre musketerer, accepterer, at de findes og ligeså stille og roligt starte bekæmpelsen. Vacciner, soldater og alt det der. Hm….


  • 1

Den klamme møgkusse har også følelser

Category:elskerinde,kæreste,kærlighed,møgkusse,powerkvinde,Sex,skødehund,utroskab

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.


  • 1

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Category:ældstekussen,bekendelser,bobleplast,frustration,gode råd,kærlighed,Kusse,Poul Krebs,selvindsigt,venner

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

  • 0

Kussesumpen anbefaler: Sanne Søndergaards “Mandehader?”

Category:Ikke kategoriseret

På en regnvåd og grå onsdag aften stimlede 80 mennesker sammen på det mørke Amager. 79 kvinder og en enkelt herre var kommet for at se Sanne Søndergaard afprøve sit kommende stand-up-show “Mandehader?”. Spørgsmålstegner er essentielt, da undertitlen er “et show om at være alt for glad for pik”. Og ja, kønsfordeling er selvfølgelig temmelig skæv. I følge Søndergaard selv skyldes det en hyppig brug af F-ordet – og nej, der refereres hverken til fuck eller fisse (ja, vi prøvede at forklare hende, at det hedder kusse, men hun var ikke helt tryg ved ordet), selvom begge dele anvendtes rigeligt. Nej, det for mændene afskrækkende ord er selvfølgelig feminist.

For Søndergaard er feminist. Og anti-feminist. Hun lægger sig ud med både chauvinister og 70’er-feminister. Ingen og intet er helligt. Både kussetryk, kønshårsforskrækkede mænd (og ditto kvinder), Movember-bevægelsen og kvinder i tubetop (her klappede undertegnede højlydt i sine små hænder) stod for skud. Og det var morsomt. Meget. Der er nok en mand eller to, der vil føle sig stødt. Nok mest fordi sandheden nogle gange gør ondt. En langstrakt joke om fordelene ved at være henholdsvis mand og kvinde må sætte de fleste mænd til vægs med afslutningen “…så lad dog være med at købe os de drinks, hvis det er så slemt!” Der langes også ud efter Kussomaten, nok mest som en slags tak-for-sidst, da disse madammer blev en anelse tøsefornærmede, da Søndergaard ikke ville medvirke i projektet – for så kunne hun da ikke kalde sig feminist.

Men det gør hun altså. Kalder sig feminist. Også selvom hun ikke vil på Femø og lave kussetryk. Personligt synes jeg egentlig, at det lyder ret sjovt, men lad nu det ligge. I hvert fald er Søndergaard feminist – helt uden at hade mænd (jo, måske i ny og næ, og særlige eksemplarer af arten, men hvem gør ikke det). Og det er befriende at høre en kvinde diskutere køn med intelligens, glimt i øjet og masser af humor. Helt uden at falde i offerrollen eller slå igennem som betonfeminist. For ærligt talt – vi trænger til at nuancere den debat. Meget. Så vi rent faktisk taler sammen, mænd og kvinder, og ikke bare råber af hinanden fra hver vores fløj.

En kvindelig stand-up-komiker, tænker du måske. Kan man det? Og ja, det kan man. Sanne Søndergaard er sjov. Meget faktisk. Jeg har tidligere kun stiftet bekendtskab med hende på skrift (hun er oprindeligt journalist), og hun kan uden tvivl noget med ord. Jeg savnede lidt i leveringen af jokes – især den del, der handlede om prostitution, hvis man vil lave dem, skal man simpelthen være knastør og sarkastisk. Men det er småting – og det var jo netop et testshow, så mon ikke det falder på plads inden premieren.

Og så må man jo som blogger på dette forum være utroligt taknemmelig for, at der er andre kvinder, der vil diskutere køn humoristisk. Måske er det en anelse selvfedt at påstå, at der er sammenligningsgrundlag mellem Kussesumpen og Mandehader?, men jeg gør det alligevel. Hvis I kan lide bloggen – så se showet (Billetter her) . Og tjek også damens blog ud. For hun er kvinde, feminist og morsom. Hurra for en kombination!


  • 0

Min pik er lille, til gengæld er den spids!

Category:dendrofil,Fetterlein.,gørelsen,lille pik,mindrepikskompleks,mindreværdskomplekser,negerpik,øloplukker,pik,pikkemænd,slap fjabbe,stor pik,størrelsen
Jeg har fået pik. Negerpik…fra Bali – og jeg er virkelig glad for den. Den ligger på min hylde over sengen og stråler. Nu har den egentlig funktion af øloplukker eller samfundshjælper, som man kaldte det i 80’erne (det gi’r vel i virkeligheden det navn en helt ny og langt bredere betydning?), men tag ikke fejl, hvis man ville, så ku’ man godt. Det har jeg nu ikke behov for. Den er, omend nydeligt håndskåret, i træ, og tanken om indvortes splinter er vist kun noget, der kan gøre en dendrofil våd i trussen. Men smuk, det er den, dog en smule lille i forholdt til, hvad man måtte forvente, eller hvad fordommene fortæller os. (Okay, indrømmet – hvad min erfaring fortæller mig!)

Det kan selvølgelig også være, at det er ganske bevidst, at man har udskåret denne smukke glans i en mindre udgave, end fordommene fortæller for ikke at støde nogen, eller give fx mine danskerblege mandlige husbesøgende mindreværdskomplekser, inden de har fået bukserne af. For det får de jo, altså mindreværdskomplekser (og bukserne af). Jeg er stødt på det nogle gange efterhånden, kamufleret som selvironi eller dårlige jokes ala “jeg bliver jo nødt til at have så mange tatoveringer med så lille en pik”, men stadig et mindreværdskompleks – eller lad os kalde det mindrepikskompleks, for det er jo det det er.

Men det er jo helt i omvendtland! Det er ikke jer mænd, der har den slags problemer, det er os. Kvinder er verdensmestre i mindreværd. Vi sammenligner os selv med alle de andre høns hele tiden og mener konsekvent aldrig, at vi er smukke eller smukke nok. Og det er måske derfor, jeg bliver så overrasket, når jeg hører fyre komme med deres små “min-pik-er-lille-sig-noget-pænt-om-den”-bemærkninger. Jeg glemmer, at mænd også har kropslige issues. Jeres er bare, for det meste, kogt ned til et lille nagende punkt, hvor vi kvinder hele tiden kan finde uendelig mange fejl hos os selv, uanset størrelse, længde, vægt eller skål.
Jeg ved, fordi jeg er kvinde, og en frodig en af slagsen, hvorfor og hvordan jeg kæmper med kropslige idealer. Men jeg glemmer, at mænd også bliver bombarderet med dem, og især det – for er der i virkeligheden ikke kun et som rammer så bredt? (Generalisering fremmer forståelsen.) Den evige snak om størrelsen eller gørelsen? Og ja, det er bl.a. vores skyld, men lad os lige få en ting på det rene –  hvad det angår –  så har I ligeså mange forskellige størrelser som os, hvilket faktisk betyder, at du kan have en lille pik og være stor hos nogle kvinder, eller have en stor pik og være lille hos andre. Forskellen er blot, at vores omkreds ikke kan ses med det blotte øje. (Ville det hjælpe, hvis mænd begyndte at brokke sig over slappe kvinder, i stedet for at vi brokker os over små pikkemænd?)

Jeg må indrømme, at jeg da jævnligt taler om denne størrelse, højlydt, og glemmer, at det nogle gange lyder, som om jeg også leder mere efter størrelsen end gørelsen – selvom det slet ikke er tilfældet. Vi har en leg i Kussesumpen, der hedder “større eller mindre end”, som sjovt nok for den, der hører det ude af kontekst, lyder, som om vi nedgør størrelsen af vores sexpartneres pikkemænd. Det gør vi ikke. Vi forholder os til dem, uden at kommentere vores egen størrelse, hvilket kan synes hyklerisk for nogen, men absolut ikke er mere seriøst, end (hvad jeg håber) Fetterleins flirten med musikken er. Så derfor undskyld! Undskyld drenge, hvis jeg nogensinde har givet jer en ide om, at I må og skal have en pik, der er større end gennemsnittet for at tilfredsstille mig. Jeg har prøvet lidt af hvert, og indtil videre er den, der har voldt mig mest problemer, altså én i den større ende af skalaen.

Allermest, undskyld på mine medkvinders vegne, når de råber højt om, at en stor pikkemand er bedst. Det er misforstået, at det er sådan, alle kvinder har det. Og lad aldrig nogen bilde dig andet ind.
Jeg så en fyr på et tidspunkt, som selv mente, helt matter-of-fact-agtigt, at han var meget lille, men som havde formået at gøre to ekser gravide på p-piller og en tilfældig på et onenightstand. Det er hans piks bedrifter, der helt urinstinkivt siger noget om hans mandighed og ikke hans egentlige størrelse.
Freud talte om penismisundelse, og jo, jo, jeg er da misundelig på den, men nok mest i den forstand, at jeg da gerne havde en til rådighed hele tiden (og min lille bitte indre feminist så da også gerne, at hun delte de privilegier ,den fører med sig), men hvis det “lille” vedhæng kommer med et følge af en ekstra ting på min krop at være utilfreds med, så takker jeg pænt nej. Jeg er helt tilfreds med dens nuværende funktion i mit liv.

Så drop mindrepikskomplekset drenge. Vi kan godt lige jeres pikkemænd. I promise.


  • 2

Stalkeren

Category:Facebook,kvinder,stalker
Jeg starter dette indlæg med en bekendelse. Jeg stalker virkeligt mange mennesker på facebook. Nogle gange så meget, at jeg er nødt til at spille dum, når jeg møder dem i virkeligheden. Det er altså temmeligt akavet at møde en kvinde (eller mand, men det er oftest kvinder, jeg stalker), som jeg aldrig har mødt før, men samtidig vide, hvor hun var på sin seneste ferie, hvad hun spiste til middag i går, hvem hun er venner med og hvem hun har været kæreste med. Det er faktisk temmeligt svært at reagere overrasket på historier, man har læst eller set flere gange end Pretty Woman og Den Eneste Ene.
Men hvorfor stalker vi andre kvinder på Facebook? Den søde fyrs veninder og ekskærester. Ekskærestens nye kæreste. Vores veninders veninder. Ekskæresten. Hvad forventer vi at finde? Grimme billeder fra en beskidt fortid? Afslørende billeder af nye og gamle flammer? Og hvorfor tror vi overhovedet, at facebookprofilen taler sandt?
Lad os lige for sjov gennemgå den information, man kan finde på undertegnedes profil, hvis vi ikke er venner. Mine profilbilleder; forholdsvis gode billeder af mig selv, som er udvalgt, fordi jeg synes, at jeg ser sød/smuk/sjov/kvik ud på dem. Mine coverbilleder; billeder jeg har taget eller fundet på internettet, fordi de udtrykker, at jeg er en belæst, berejst og kreativ personlighed. To offentlige statusopdateringer om mine meritter; udelukkende succeshistorier. Let’s face it. Facebook er et mekka af selviscenesættelse. Hvornår lægger du nogensinde selv et billede op, hvor mavedellen titter frem over joggingbuksekanten, og du spiser Ben&Jerrys ud af bøtten foran fjernsynet, mens en dårlig chickflick trækker sorte mascarastriber ned af dine kinder? Selvsagt findes der folk med mindre selvindsigt (og som måske endda klædeligt er mindre selvbevidste) end jeg. Og folk, der ikke er bevidst om deres privatindstillinger. Sæt jer ind i det. I bliver glade for det i fremtiden – eller bare nu, hvis I har mere end 50 venner. 
Og alligevel gør vi det allesammen. Ja, også dig. Ingen grund til at være hellig. Din profil er også blevet stalket tusindvis af gange. Sikkert også af mig. Men hvad om vi holdt op med at lede efter små pletter af skam på andre kvinders polerede overflader, og i stedet fokuserede på, hvor skønne disse kvinder er. Hver og én. Også stalkeren.

  • 0

Kan dumme blondiner multitaske?

Category:blondiner,de unge mødre,fordomme,fynbo,multitasking,paradise,Søren Pind
Mænd tænker kun på sex. Kvinder kan ikke køre bil. Franskmænd er snobbede. Alle folk fra Irland er rødhårede. Musikere tager stoffer. Og folk fra Fyn er altid flinke. En af disse fordomme er mere rigtig end forkert og vi er helt sikkert ikke enige om hvilken.
Jeg elsker fordomme – elsker at hade dem. De grove og diskriminerende af slagsen hader jeg kun. Men alle hverdagsfordommene de er sjove. Jeg elsker at møde stereotyper, der ikke lever op til mine fordomme. Forestil dig en blondine med plastikbryster så store som Rundetårn, tunge- OG navlepircing, hudfarvede læber og et kompendium fra jurastudiet i hånden.  Der er ikke mange, men jeg har set en, og det er nok. Blondinefordom sat i bero – for en stund i hvert fald. Eller hvad med en overtatoveret trommeslager, der spiller punk, men hører Nik & Jay og kan alle dansetrinene fra Highschool Musical – oh yes, han findes!
Det er også sjovt at møde folk, der bekræfter fordommene. Der er vel en grund til, at folk bliver ved med at se Paradise og D.U.M aka De Unge Mødre (ironien er nådesløs), selvom de ved, at programmerne er twistet og kodet af vores fordomme om netop de mennesker, der deltager. Og så bliver man lidt træt. For fordomme er sjældent særlig positivt ladede, og verden må være et sørgeligt sted, hvis de alle passede. 
Det værste er de fordomme man selv får kylet i hovedet, specielt dem der passer. Kvinder snakker meget – tjek.  Om sig selv – tjek. Folk, der spiller teater, er opmærksomhedssøgende – dobbelt tjek. 
Nej hey hov, vent, det passer jo ikke. Jo måske lidt på mig og en del, jeg kender, men sgu da ikke på alle. Det svarer jo til at sige, at mænd elsker fordbold, eller at kvinder kan multitaske – næh hov, det siger vi faktisk. Ofte!! Og så er det, jeg føler mig udenfor. Nogen har glemt at fortælle mig, at jeg skal kunne skrive opgave, gøre rent og skrive sjove kække sms’er samtidig. Det er åbenbart sådan noget, kvinder kan, og jeg er det sørgelige sorte får, der sætter resten af flokken i et forfærdelig dårligt lys. Undskyld. 
Men helt ærligt. Hvad skal det lige til for det der multihejs. Bevares jeg kan spille Candycrush og føre en samtale på samme tid. Og det der med at flirte og koncentrere mig om, at jeg ser for tyk ud i den her kjole samtidig, det har jeg bedre styr på, end Søren Pind har på teksten til Kronborgvalsen (det er meget – til de der måtte tvivle på Pindens talent!) Men helt ærligt, så har jeg steder, hvor jeg hellere ville have, at det obligatoriske kvindelige talent virkede. Personligt ville jeg gerne være skide sej til at have styr min økonomi, IMENS jeg shoppede. Kunne skrive noter SAMTIDIG med, at jeg lytter til, hvad forelæseren kævler videre om. Dyrke sex og se lækker ud på samme tid (sidste melding var lummer – er det godt eller skidt?). Eller i det mindste bare kunne parallelparkere uden at skulle skrue ned for radioen først. Det passer forøvrigt ikke, at kvinder ikke kan parallelparkere – ikke altid i hvert fald!

.   .   .
Og det er den med Fynboerne, der er rigtig forøvrigt. 

  • 0

Kald det kærlighed – kald det lige hvad du vil…

Category:Ikke kategoriseret

Det er længe siden, jeg har været forelsket. Rigtig længe siden. Engang imellem bliver jeg i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre for mig mere. Om skibet ligesom er sejlet efter to forelskelser. Jeg har overvejet at melde den savnet. Altså forelskelsen. Men det ville måske også være lige meget nok. Måske er forelskelse overvurderet, hvad ved jeg. Sagen er bare den, at jeg er en fucking romantiker. Jeg magter ikke halvhjertede snav og endnu mindre halvhjertede grin og smil, og jeg magter da slet ikke at skulle sætte mig op til at se en fyr, bare fordi normen som regel er således. Når det så er sagt, så er det jo ikke fordi, jeg ikke dater en gang i mellem samt knepper med dem, jeg dater – engang i mellem. Men jeg forelsker mig ikke.

Jeg ramlede forleden ind i en af mine to forelskelser. Og hans kæreste. Selvom det er ved at være et godt stykke tid siden, vi sidst sås, så får jeg stadig sommerfugle i maven. Jeg hader det, for jeg ved jo med alt mit rationale, at han ikke er et godt menneske, og at jeg desuden fortjener bedre – bla bla. Men jeg kan jo ikke kontrollere, hvordan min krop reagerer. Jeg kan sgu da ikke gøre for, at mit hjerte begynder at galopere ved synet af ham, vel?! Vi snakker her om manden, der får det ondeste liderfjæs på, når han bare er det mindste liderlig. Om manden, som ikke er noget helt fantastisk vidunder i sengen. Om manden, der er køn, men ikke lækker. Om manden, der har humor, men ikke ejer selvironi. Og om manden, der har en kæreste. En kæreste han har været utro. Med mig. Og hvor stiller det mig? Et sted in between og med kronisk dårlig smag i munden. Dårlig smag i munden, fordi det jo ikke er den første kæreste, han er utro med mig…

Så nu er det på tide at gøre status. Skal jeg bare sidde på min flade, lade skægget gro og mine bryster finde vej ned til navlen, eller skal jeg drøne ud i det og kæmpe for ham? Jeg vælger det første. I hvert fald lidt endnu. Jeg hader, at det er mit valg og især, at det konsekvent er det valg, jeg træffer, hver gang det gælder ham. Jeg er bange for at tabe mit ansigt på marmorgulvet, og jeg frygter mere end noget andet, at han vil gøre alvor af sine indirekte trusler og flå mit hjerte ud og lade rotter spise det en kold vinternat.

Jeg anser altså normalt mig selv for at være en dame med jævnt mange ben i næsen, og som da slet ikke er bange for at tage, hvad hun vil have. Men når det gælder ham, bliver min krop til gelé. Jeg gror en sommerfuglefarm i maven, jeg bliver selvbevidst af helvede til og jeg krymper fra pseudodværg til gnom.

Jeg bilder mig ind, at det er forelskelse og et seriøst problem. Så selvfølgelig kan jeg ikke bare forelske mig i en anden, og selvfølgelig er det også derfor, jeg er angst for at skibet har forladt kajen, og at kaptajnen nu sidder i sin whiskybrandert og griner hæst i skægget ved tanken om at have efterladt mig i en ulykkelig forelskelse. Skide tak! Så sjovt er det ligesom heller ikke. Jeg arbejder på det. Altså på at fjerne forelskelsen. Jeg ligger den i kasser og gemmer den væk, både på loft og i kælder. Langt langt væk fra mit hjerte. Stiller mig uforstående overfor, at jeg ikke kan forelske mig længere – gør alt det rigtige for at glemme. Jeg arbejder pt ud fra devisen “ude af øje, ude af sind”- og det hjælper. Men engang imellem sniger den lille satan sig ind på mig, særligt når jeg aller mindst venter det, og beordrer mig at betale ved kasse 1. Når jeg har betalt min gæld, står jeg afklædt tilbage og føler mig dum og grim og ynkelig. Mon det er muligt at afforelske sig?


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...