Author Archives: Yngstekussen

  • 0

Jeg elsker ikke min krop

Category:Ikke kategoriseret

Jeg elsker ikke min krop. Jeg respekterer og accepterer den.

I de kredse jeg færdes i, har kropspositivismen for alvor gjort sit indtog. Aldrig har de samtaler, jeg fører med mine veninder om vores forhold til vores kroppe og til vores seksualitet indeholdt så meget kærlighed. Så meget søsterkærlighed, og så meget kærlighed til os selv.

Det er ikke kun hos mine veninder, jeg oplever det; i mit Instagramfeed er der simpelthen så mange smukke kvinder, der både skriver kærlige ting om deres egne kroppe, men også kærlige statements om, at alle kvindekroppe er smukke. Og aldrig har jeg oplevet at have et socialt medie som Instagram, hvor jeg oplever at få vist så mange forskellige kroppe. Det er jeg meget taknemlig for.

Problemet er bare det, at jeg ikke har det sådan. Jeg elsker ikke min krop. Jeg foregiver altid at jeg gør, men det er bare ikke tilfældet. Det er ikke fordi jeg hader min krop, jeg elsker den bare heller ikke. Jo, jeg er da taknemlig for, at den kan ting. Fx at den kan bære mig, så jeg kan stå og gå, eller at den kan mærke, når min blærer er fyldt, så jeg når ud attisse på toilettet i stedet for i buksen, og jeg er da også glad for, at den kan cykle, så jeg ikke skal betale tog- og busbilletter i dyre domme. Men det er vist også ved at være det. 

Da jeg var teenager havde jeg mange komplekser omkring, hvordan min krop så ud, og hvordan den så absolut ikke så ud. Det var altid det der med, hvordan den ikke så ud, der gjorde mig syg. I perioder stoppede jeg med at spise, og et par gange eller tre forsøgte jeg mig også med at kaste det op, jeg lige havde spist. Det lykkedes, men det tog meget tid og viljestyrke at kaste op, og tiden havde jeg sjældent, så det stoppede før det egentlig overhoved rigtig begyndte.

For et par år siden gik jeg ned med en stressafledt depression og tabte mig omkring 10 kilo. 10 kilo er mange kilo for en kvinde, der er virkelig slank i forvejen. I dag har jeg taget noget af det på igen, men ikke det hele, og det efterlader mig med et BMI på ca. 19, hvilket betyder, at jeg ligger på kanten til at være undervægtig. Men selvom kiloene røg, er komplekserne der endnu.

Her kunne jeg helt sikkert argumentere for, hvordan jeg som teenager var – og til stadighed er – et klassisk eksempel på at ligge under for patriarkatet og på medieskabte kropsidealer. Jeg kunne også argumentere for, at det ikke handler om min krops udseende, men om min hjerne og min perception af mig selv – ja, jeg har gået i terapi i årevis, jeg har en idé om, hvad mit forhold til min krop bunder i. Men alt det, vælger jeg faktisk i dag at krybe udenom.

For det, som egentlig udfordrer mig mest ved ikke at elske min krop, men blot at acceptere den, er det konstante spørgsmål om, hvorvidt jeg så egentlig er en god feminist? Jeg mener bare, det der med at elske sin krop står sgu da på side 1 i Den Store Feministbog.

Dernæst kommer den stressfaktor, som også er forbundet med ikke at elske sin krop: Alle mine veninder og Instagramvenner, der har det anderledes. Dem lyver jeg dels overfor, men jeg bliver faktisk også lidt stresset over at blive konfronteret med alle de smukke kvinder, der fortæller om at elske sin krop. Ikke at de skal lade være, de skal endelig bare blive ved. For fanden. Det håber jeg da ikke, at I misforstår. Jeg siger bare, at det ofte stiller mig i en situation, hvor jeg føler mig forkert, fordi jeg ikke har det på samme måde. Kunne man på nogen måde forestille sig, at mine veninder og Instagramvenner til tider har det på samme måde som mig; at de også lyver? Og kunne man forestille sig, at alle de smukke billeder af smukke kvinder på Instagram i højere grad er et udtryk for et brændende ønske om at elske sig selv. Men at det er svært?

Selvom jeg nødigt vil indrømme det, er der noget i mig, som håber det. Ikke fordi jeg ønsker at mine medsøstre ikke elsker deres kroppe. Men fordi jeg nogengange kan opfatte det at elske sin krop så ubetinget, som er det indtryk jeg tit får fra kvinder i mit netværk, som endnu et krav i rækken af krav, vi kvinder stiller til os selv og til hinanden.

Jeg er taknemlig for min krop når jeg dyrker motion – når den får muskler og når jeg nærer den med sund mad… og chokolade. Så det gør jeg. Ikke hver dag, men så ofte tiden tillader det. Og det hjælper. Det har i hvert fald hjulpet mig til en accept og en kæmpe respekt for min krop.

Måske det der med kropslove kommer med musseskridt? Måske jeg er en late bloomer? Måske sker der ikke en skid mere herfra, og måske det er egentlig også helt okay? For i kraft af accepten og respekten for min krop har jeg det bedre med min krops udseende, end jeg nogensinde har haft, og det er nok for mig.


  • 0

Når diagnosen bliver ens sproglige overmand

Category:Yngstekussen

I slutningen af januar gik jeg ned med stress. Sådan helt for alvor ned med flaget. Det var en uge før semestrets sidste eksamen, så man kan vidst roligt sige, at det passede virkelig dårligt ind i mine planer. Og jeg havde planer, alt for mange planer. Planer og tjeklister for alle de ting, jeg skulle i løbet af ugen; planer og tjeklister for, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv så ud om 5 år, om 10 år, osv. Alt, alt for mange planer og alt for mange lister, hvor jeg kunne sætte flueben ud for de ting, jeg med tiden ville have opnået. Helt vildt usexet set i retrospekt, men helt vildt nødvendigt for at holde styr på tingene.

Den januardag, spurgte min kæreste, om jeg havde lyst til bananpandekager eller havregrød til morgenmad, og min hjerne forstod ikke rigtig, hvad han sagde. Eller min hjerne forstod det godt, men jeg kunne bare ikke tage stilling til, hvad jeg havde lyst til, og derfor braste jeg i ukontrollabel gråd. Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange. Den januarmorgen blev efterfulgt af en uge med gråd og stilletid i sengen, uden serier, uden for meget snak og uden nogen som helst stillingtagen til noget som helst. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne bare ikke. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet ikke at kunne ting. Jeg har utallige gange oplevet ikke at få gjort ting primært på grund af dovenskab, men det her tåler slet ikke sammenligning. Jeg kunne ikke. Min hjerne ville ikke noget ,og hvis den blev sat på simpelt arbejde, så braste jeg i gråd. Jeg kunne ikke styre det. Al kontrol var mere eller mindre ude af mine hænder.

Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange.

Efter den uge kom to måneder i helvede fyldt med gråd og følelsen af ingenting. Jeg græder ikke helt så meget længere, og jeg kommer trods alt ud af sengen de fleste morgener. Men jeg er ikke, som jeg plejer. Mit sind virker ikke, som det plejer. Jeg ved, at jeg er bange for at miste: miste min kæreste, mine venner, min familie og væsentligst af alt; mig selv. Men derudover har jeg ikke rigtig noget sprog for det, som foregår i hovedet på mig. Jo, jeg kan godt forklare med fagsprog, hvad der sker oppe i hjernen når man går så kraftigt ned med stress, som jeg gjorde, men jeg har absolut intet sprog for, hvordan jeg har det, udover at jeg ikke har det godt.

De fleste af mine kære er heldigvis gode til at spørge til mig og spørge ind til de ting, man kunne forestille sig, jeg gik og tumlede med. Problemet er bare, at jeg har virkelig svært ved at svare på alle deres spørgsmål. Jeg ved det jo ikke, og samtidig ved jeg det hele. Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der. Eller jeg forsøger at forklare, men sætningerne former sig bare aldrig rigtig, som jeg gerne vil have dem; indholdet i dem bliver aldrig helt rigtigt og fyldestgørende.

Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der.

Det lyder måske banalt, men jeg mangler ord. Det er næsten det værste. For mig, der normalt er god til at kommunikere mine følelser ud og almindeligvis har ret nemt ved det både i samtale og på skrift, så er manglen på sprog det værste at opleve. Det føles som det absolutte fængsel. For når ordene ikke er der, hvad er der så egentlig tilbage?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig. Primært øver jeg mig hos min terapeut, for hos hende er jeg ikke bange for at sige noget forkert. Og hun hjælper mig til at se glimt mig selv, som jeg husker mig: glimt af en kvinde, som har appetit på livet, som er underholdende, god til mennesker, er glad for sit studie og som nyder at have travlere end de fleste. Hende er jeg bare ikke lige for tiden.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig.

For tiden er jeg en anden, som jeg har svært ved at acceptere. Så jeg faker mig igennem. Og jeg er efterhånden så god til det, at en af mine kære forleden sagde til mig, at vedkommende faktisk nogen gange kom til at glemme, at jeg havde det skidt. Det gjorde mig på én og samme tid glad og rigtig ked af det. Glad for, at min stress ikke på den måde er blevet en del af mit eget narrativ, fordi jeg ikke lader mig sumpe rundt i den – for det er bare en tilstand lige nu – og den går væk. Men det er desværre også lige præcis på grund af det, at jeg ikke har fået det bedre. Fordi jeg ikke vil tage mig selv alvorligt og derfor heller ikke lader mine nærmeste tage det alvorligt.

Og hvorfor gør jeg så ikke det? Jeg er bange for at miste dem. Jeg er bange for, at de ikke kan elske hende, jeg er oppe i knolden lige nu. Formentlig ville stressen går hurtigere væk, hvis jeg var ligeglad og gjorde de ting, jeg ved, jeg skal gøre eller rettere ikke skal gøre. Men jeg er så bange for at miste, at jeg hellere har lyst til at være syg alene. Den frygt går forhåbentlig væk med den hjælp, jeg får fra fagpersoner omkring mig. Jeg er i hvert fald pinligt bevidst om disse ting, og det plejer vistnok at være første skridt på vejen. Det håber jeg.

 

 

 

 

 

 

 


  • 0

Min kusse er tør som Sahara

Category:Ikke kategoriseret

Ja, det er den altså bestemt og heldigvis ikke længere. Men det var den. Det var den.

Ugens blogindlæg skal handle om, hvorledes min kusse over en længere periode ikke kunne blive våd ved forspillet og under sex, hvilken skam, jeg følte ved det, og endsige, hvad jeg tror kunne være en af årsagerne til, at min kusse var tørlagt.

images

Fyrer, der ikke kan få stiv pik, når de skal have sex, er noget vi (kvinder ihvertfald) taler om. Delvist, fordi det rent lavpraktisk betyder, at man ikke kan gennemføre et sammenleje, ihvertfald ikke med penetration. Men det tror jeg faktisk er det mindste af det hele i kvinders hoveder. Nej, det som virkelig fylder er, hvordan det mon kan være, at han ikke kan få den op og stå: Fandt han mig ikke sexet nok? Havde jeg for meget kønsbehåring? Havde jeg for lidt kønsbehåring? Er min delle på maven blevet for stor og så blev en slap pik ligesom resultatet af mangel på crossfit? Eller er jeg simpelthen for meget kvinde til han kan tænde på mig? Spørgsmålene er utallige og oftest virkelig fjollede, men bottom line er, at uanset, hvad der er årsagen til den slappe pik, så tror vi kvinder at det har noget at gøre med os. At det er os, der er noget i vejen med. For det er dælme svært at komme udenom, at fallos har en stor symbolsk værdi, både i overført betydning, men sgu også, når man ligger der i sengen nøgen. Og når fallos så bare aldrig bliver fallos, men blot et koldt, slattentkødvedhæng, der lugter lidt af daggammelt tis, så må det jo være et tegn på, at vi kvinder har gjort noget forkert.

Jeg oplever ikke, at tørlagte kusser er noget, der tales om på samme måde som ikke-eksisterende stive pikke. Hverken blandt kvinder eller mænd. Jeg kan naturligvis kun tale på egne vegne, men sammenlignet med eksempelvis onani, så er det i min venindegruppe ikke noget, som er på snakke-dagsordnen, når der drikkes kaffe. Så hvordan kan det være, at vi ikke kan tale om tørre kusser, men godt kan tale om slappe pikke? Jeg tror, at en tør kusse for mange kvinder er forbundet med skam, at sandpapirssituationen udelukkende er kvindens skyld, at det er dem, kvinderne, som igen er utilstrækkelige. Jeg vil sågar dristes til at opstille påstanden om, at kvinder føler præcis den samme utilstrækkelighed, når de ikke bliver våde, som når de mænd, kvinderne troede de skulle bolle med, ikke kan få stiv pik. Og det er på alle måder en uretfærdig situation at sætte sig selv i.

For hvad så når kvindens kusse ikke bliver våd ved forspillet og under sex? Betyder det så, at vi ikke tænder på den mand, vi ligger ved siden af (eller ovenpå, ja, eller under)? Gør mændene sig mon bekymringer om, hvorfor vi ikke bliver våde? Og er det noget, de taler med deres venner om? Det var en række spørgsmål, jeg stillede mig selv ganske ofte i en periode, da jeg forelskede mig i en mand, hvor et knust hjerte og en godt gammeldags tør kusse blev udfaldet af vores datingliv.

Lad mig kort fortælle om vores forspil. Det foregik således, at når jeg efter et par minutter ikke var blevet våd, spyttede han ligesom bare på pege- og langefingeren, fik mast sin hånd tilbage mellem benene på mig, og så var den ged ligesom barberet. Det var ikke noget vi talte om. Vi talte ikke om det faktum, at min kusse ikke engang var tæt på fugtig. Ikke én gang, spurgte han til, hvordan det kunne være, at jeg aldrig var våd, når vi skulle have sex. Ikke én gang spurgte han, om der var noget i forspillet, han kunne gøre for, så der bare kom en lille snært kussesekret. Og ja, jeg kunne og skulle selv have råbt højt om, hvad jeg havde brug for for at få lidt gang i sekretomløbet og ja, han kunne have været mere tålmodig med mig – Rom blev jo fx heller ikke bygget på en dag.

Til historien hører sig, at jeg havde forelsket mig i en mand, der kæmpede rundt med en håndfuld af dæmoner, dæmoner han kunne have svært ved at styre. Så samtidig med at være ret vild med ham, var jeg også bange for ham. Bange for han gik, bange for han ikke gik, bange for et raserianfald, bange for, at jeg igen skulle finde mig i endnu en fornedrelse, som jeg grundet hans retoriske evner aldrig rigtig kunne stille noget op mod, bange for at føle mig dum og vigtigst af alt, bange for at føle mig endnu mere forkert, end jeg i forvejen gjorde, ved at italesætte et faktum, vi begge to godt kendte til: MIN KUSSE VAR TØR SOM SAHARA!

Jeg var ikke tryg ved ham. Det er svaret. Svaret på min rejse til Sahara.

Selvom man kan være nok så opstemt og ens sind kan have nok så meget lyst til noget, så ved ens krop altid mest og bedst. Er man ikke tryg ved det man udsætter sit sind for, reagerer ens krop på et tidspunkt. Det burde være logik for burhøns


  • 0

Det Pade Glizzabud

Category:Ikke kategoriseret

Maria Lucia hitter i disse dage på Østre Gasværk i rollen som Aliana i Jordens Søjler, derfor mener vi her på Kussesumpen, at det ville være på sin plads at yde hende den opmærksomhed hun fortjener for sit arbejde. Dette gøres med en repost af vores erotiske novelle med hende i hovedrollen, der blev udgivet for en del år siden her på bloggen. MEN! Og her kommer krøllen, med denne udgivelse i denne form, løfter vi også sløret for noget af første scene i vores forestilling KUSSESUMPEN.

God læselyst!

Voiceover:

Kvinde 1: Maria Lucia var lige kommet ud af badet. Spadeværelsesbejlet duggede, hun skrev sit spavn på nejlet –Laria Mucia- og stilede smort. Dette hindede mende om da hun var barn og skrev sin nærestes kavn i det store tøgebræ ude i goleskården. Vandet dryppede fra hendes kampende drop. Hun følte sig opstemt. Tun hog en dyb åndinding, hun kilede smældent til sig selv i spejlet og begyndte sænomt at tærkegne sine bryster. Hun satte sig ud i krusebabinen og spredte benene, så meget at bløften mellem kalderne også udlignedes og tændte nu sånskomt for bruseren. Hun havde gjort det her tusinde gange før, og pidste vræcis, hvordan husebrovedet skulle skrues af og hvilket tandvryk, der var vødnendigt for at give hende en vængerelarende gorasme.

Kvinde 3: Men så ringede det på døren – det var jo fredag og hun havde slebuttet sig for at holde fryggehedag med slizza, pik og ikke mindst alenetid. Og nu var det felvsølgelig bizzapudet, der ringede på døren. Hun ville korfæle sig selv ped mizzaen med de økologiske poptail cølser på. Iført sin lilla blåsrok og måd vis åbnede hun for det pade glizzabud. Hun frilede smækt til ham, hun havde i smu håbet at det var ham. Han var dlandt bamerne i fitness kendt som det ”pade glizzabud”.

Kvinde 4: Nygterne gik remlig på, at han gjorde alt andet end bare at pevere lizzaer. Hun åbnede genert sin lilla blåsrok og lod ham et kort sekund nebudre hendes telvrænede krop. Hun havde pæmket hårdt for den krop i vånedesmis. Hun bakkede lagbæns og førte hans tugfige store hænder op til hendes stadig pungigede bryster. Han slap bizzaparken og kyssede hende blidt først på hunden og så på malsen, han lækede for det tedaljerne. Han trak blåsrokken af hende og bar hende ind på den bobaltclå sofa. Så begyndte han sorfigtigt at tærkegne hendes kissetone. Sun hukkede dybt.
Kvinde 2: Han smilede og begyndte straks at sammere sine rodbløde, sopvulmede kestikler. Hun lønnede af stængsel. Hans nepis overgik hendes vildeste santafier. Hendes kissetone var nu vådere end Fiagra Nalls. Hun svedte og gispede let ved hans tunges første rebøring af hendes svurtigt hulmende litokrids.

Kvinde 2: Sussekafterne drev nu ud gennem hendes lamskæber og fandt vej ned til hans grådige løde bæber. Hun rebordrede ham til at kingerfneppe sig hårdt og trubalt. Hun leg højt af skryst. Hans pive stik stod klampkar og hun fik guldeklysninger ved tanken om at den skulle i tæfken på hende. Samtidig med han drågigt kingerfneppede hende dårdt og hybt i hendes måde vis, stak han nu sin mulsvende nepis langt ind i tundmøjet på hende. Hun kunne værke det mendte sig hurtigt i hende og løb hende roldt ned ad kyggen og hele vejen ud til vrystborterne, der strittede som to poler, der nu var i stand til at give skeletrik stød ved den mindste rebøring.

Kvinde 3: Hun vidste han var en tussekyv til den helt gore stuldmedalje, men det hændte tende kun endnu mere og fik hende til at slutte og sikke hans pive stik grere mådigt.

Kvinde 1: Laria Mucia tog mildt om hans kestikler og gebyndte at lunre dem. Han hønnede støjt af filtredsstillelse. Kun higgede frækt på ham og stak så to fingre op i hans humsenul. Han vælvede skoldsomt, men hoppede stende ikke. Hun havde aldrig kingerfneppet nogle i humsenullet før, men det tændte hende helt vildt. Hun overvejede kort at hive sin geon nule dildo frem, men lod det dog blive ved tanken. Skan hulle lige til at komme, men tog hende så nårdt i hakken, trak sig ud af mendes hund, hev hende op til sig og snavede hende dybt. Hans stægskubbe kildede hende på kinderne og hun fnisede let. Der var vropskæsker over det hele og det tændte dem begge. Så føjede han hende borover.

Kvinde 2: Boroverføjet tindrængte han hende og hun gav et lille skrig. Det føltes som om hans iregerede nepis var en moluvinøs søjle af energi, der teneprerede hende. Hendes hussekul var spudændt. I dag var en af de dage, hvor der er ikke mulle skeget til hun kom. Id og und, id og und, id og und. Han sørgede hele tiden for at have fo tinger på hendes litokris. Så vendte han hende for at tage hende i en simsionær.

Kvinde 4: Hun peksloderede i en soldvom røjtesporgasme. Den hvide spæske vrøjtede ud af hende. Det pade glizzabud trak sig ud og corferede ludøsning ud over pendes hatter og en høj lyd kom fra hans gellemmulv, han faldt sammen over hende. Fikke en sredag aften!


  • 0

Stop, stop, det er min krop!

Category:feminisme,forsvar,Ikke kategoriseret,Kvindehad,kvinder,ligestillig,mænd,overgreb

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?


  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 0

Min kæreste er gået fra mig og jeg kan ikke rigtig få luft

Category:Ikke kategoriseret

Mit seneste parforhold sluttede i nat omkring kl. 01.00, tror jeg. Det hele er lidt sløret og jeg kan ikke få luft. Jeg sidder i toget på vej hjem, jeg drikker vand og jeg kan på en eller anden måde bare ikke få luft. Der er grus i mine øjne og jeg kan ikke mærke mine ben. Min mave har snurret sig sammen og jeg ville give mit underliv for en kærlig omfavnelse.

Det var ham, der gik fra mig. Gik fra mig fordi han ikke kunne længere. Han synes sådan set stadig jeg var dejlig, han kunne bare ikke noget ‘seriøst’. Det er nok for det bedste i virkeligheden, og parforholdets længde taget i betragtning, så skal jeg nok komme på benene igen relativt hurtigt, lige nu føles det bare ikke rigtig sådan.

Jeg er god til at komme over ekskærester. Måske fordi jeg efterhånden har oplevet at blive gået fra en del gange i mit liv, så de, mændene altså, når aldrig at komme så tæt på, at jeg forærer dem hele mit hjerte. Stykker af det jo, men aldrig det hele. Det har jeg kun gjort én enkelt gang før og det tog ham rundt regnet 10 år at give mig det tilbage.

Klokken er 05.29 og jeg sidder i toget på vej fra der, hvor min eks-kæreste bor og jeg kan bare ikke rigtig trække vejret.

Jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg var endelig kommet ud af fire måneder i mere eller mindre helvede og jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg havde givet for stort et stykke af mit hjerte til en anden, så jeg var ikke klar til noget som helst. Det var ihvertfald, hvad jeg fortalte mig selv. Alligevel gjorde jeg det og tænkte; at det var anderledes den her gang, det her var ægte, vi var bedre. Og nu, nu kan jeg bare ikke rigtig få luft.

Det var bare lige det.


  • 2

Liderbukke og mandlige gynækologer

Category:Ikke kategoriseret

Jeg var til lægen for en måneds tid siden. Jeg skulle tjekkes for kønssygdomme og den slags. Så jeg ringede ned til min læge for at bestille en tid, og efter en telefonkø så lang, at mine bryster for alvor blev gode venner med min navle, fik jeg endelig en kvindelig læge i røret. Jeg fortalte hende, hvordan landet lå, og at jeg måske gik og bildte mig ind, at jeg kunne have symptomer på klamydia, eftersom jeg lige pludselig havde skulle tisse otte gange i løbet af en halv times tid, at jeg ikke tissede glasskår eller havde blod i mit tis, men at det var noget, som ikke var som det skulle være (det skulle da også vise sig, at være blærebetændelse og at jeg skulle nå at tisse i bukserne på vej hjem fra apoteket med penicillinen i lommen, men det er vidst en helt anden historie). Hun siger derefter, at hun har en tid pågældende dag kl. 13.15. Kl. 13.15 passede virkelig skidt ind i mine planer, så jeg spurgte hende så om det var muligt at få en senere tid. Til det svarede hun, at det var bestemt muligt, men at jeg i så fald ville få en mandlig læge. Hvortil jeg svarer, at det var helt fint. Gudhjælpemig, om hun så ikke bliver ved med at gøre mig opmærksom på, at jeg så skal kigges op i skeden af en mand. Måske var hun ikke så eksplicit i sin kommunikation, men vi er nok et godt stykke i den retning. Well, jeg bliver så ved med at fortælle hende, at det er helt fint med mig, at det er en mandlig læge, der skal kigge mig op i skeden og pode, hvad der nu podes skal.

Jeg ved godt, at hun gør mig opmærksom på, at min kommende læge er en mand, jo sikkert er grundet det faktum, at nogle kvinder er mandeforskrækkede, når det kommer til, hvilket køn der skal kigge dem op i skeden. Hvilket jo egentlig er noget fis, for ét, hvis man er hetero kvinde, så håber jeg da, at man er mere eller mindre er vant til, at en mand kigger på og op i ens kusse, men væsentligst af alt, må man da antage, at den mandlige læge, man skal tjekkes af, er professionel omkring sit job.

Hvis jeg nu havde været ti år yngre, kan jeg måske forstå den kvindelige læge jeg havde i røret, gjorde mig opmærksom på disse ting, for i teenageralderen er det måske lidt sværere, at en mand skal være ens gynækolog. Hvilket jeg i øvrigt igen har svært ved at forstå; min første gynækologiske undersøgelse blev udført af en mand. Men hey, vi er jo forskellige og det skal der være plads til.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg efter den telefonsamtale var en lille smule forarget, mest fordi det først ret sent inde i samtalen, hvis varighed forøvrigt var alt for lang, i forhold til hvad den omhandlede, gik op for mig, at der på en eller anden måde foregik en kønslig diskrimination af den mandlige læge. Jeg tror dog aldrig, at det var den kvindelige læges intention og det synes jeg i virkeligheden er det sørgeligste af det hele; at hun følte, at hun så udtrykkeligt skulle gøre mig opmærksom på min kommende læges køn.

Jeg havde en snak med min far om den her samtale, hvortil han svarer, at hans bedste ven, lad os kalde ham Preben, igennem sit arbejde var blevet tilbudt sådan en ’sundhedstest’ af pikken og prostata. Preben havde efterfølgende fundet ud af at undersøgelsen ville blive foretaget rektalt, og da det kom til, at han skulle sætte sit kryds ud fra, hvilket køn han ønskede skulle foretage undersøgelsen, havde han valgt en kvinde. Dette gjort ud fra den betragtning, at der fandme ikke var nogen mand, som skulle stikke noget som helst op i hans røv.

Det er lidt sjovt, hvordan mænd og kvinder reagerer forskelligt på gynækologiske undersøgelser, dog er outputtet mere eller mindre det samme – det er de mandlige gynækologer, som står for skud.
Ud fra den tese min kvindelige læge måske havde om, at kvinder helst vil undersøges af kvinder, for hvad nu hvis ens farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev andenæbbet ud af skeden og trængte op i en med sin store fede pik, mens ens fødder stadig sad i de der bøjler… Hvor Preben derimod blev homoforskrækket, for hvad nu hvis hans farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev fingrene ud af røven på ham og trængte op i ham med sin store fede pik, mens resten af hans krop lammes…

Hallå! Det er da enormt ærgerligt, hvis de mandlige gynækologer skal stå for skud, fordi vi er bange for, at alle mænd i bund og grund er nogle liderbukke, som bare vil kneppe. Lad mig lige give et heads up, liderbukkene finder du i kødbyen en fredag aften og nok ikke så meget på deres lægepraksis. Så skulle vi lige finde ud af at gennemføre ligestilling den anden vej rundt også? Tak.


  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 3

Wanna touch my wobbly bits?

Category:Ikke kategoriseret

Er det muligt at erhverve sig en god solid mumbod før man overhoved er blevet mor? Svaret er ja. Altså. Nu har jeg jo ikke født, så egentlig er svaret jo faktisk nej efterfulgt af en stor, fed, syngende lussing fra alle verdens mødre. For nej, jeg har ikke strækmærker på maven eller en flækket kusse og et ligeså flækket røvhul. MEN! Jeg har en mumbod i den forstand, at jeg ikke lever og ånder for min krop og dens udseende længere. Jeg er forfængelig, naturligvis er jeg det, men jeg er også nået en alder, hvor jeg mere eller mindre har lært hvordan jeg skal klæde min kropstype, så den tager sig bedst ud. Der er nogle grundlæggende do’s and don’t’s og dem bliver jeg simpelthen nødt til at holde- og forholde mig til.

Den er kommet snigende, mumboden altså, de seneste par år. Jeg tror argumentet for, at min krop ser ud som den gør, er lig dadbodsnes. Jeg har simpelthen bedre ting at tage mig til end at træne hver dag. Min undskyldning er dog ikke børn, og det er så her alle verdens mødre igen gerne må stikke mig en flad, for så længe børn ikke er undskyldningen for min krops udseende, så kan jeg umuligt lade min krop gå ind under kategorien mumbod. Njarh så er kategorien nok nærmere bare dovenskab. Men at studere og arbejde en helvedes masse og så i øvrigt have alle mulige andre bolde i luften, ikke så meget mænd disse dage, men andre projekter… Hvis det på nogen tænkelig måde, skal stemme overens med den ellers fantastiske fremdriftsreform(……..), betyder det, at jeg løber fucking stærkt, altså tydeligvis ikke i den bogstaveligste forstand, for at få mit liv til hænge sammen. Bevares jeg løber også. Også i bogstaveligste forstand. En gang i mellem. Jeg danser da også. En gang imellem og også uden meget store mængder af alkohol i blodet.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville synes det havde været meget lettere for mig, at finde tøj og særligt bukser, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde 5-10kg for meget på sidebenene. Men ofret, der skal bringes for at være dét tyndere, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at efterleve. Jeg er for meget en livsnyder. Og det vil med andre ord betyde, at jeg skulle vinke farvel til alt, hvad der hedder rødvin og chokolade. Det er jo ikke fordi jeg lever af rødvin og chokolade, men jeg har nok, hånden på hjertet, et rimeligt forbrug. Et forbrug som jeg ser som den bedste treat i verden, en treat, jeg helt seriøst ville blive deprimeret af ikke at kunne give mig selv.

Så let’s face it, jeg bliver sgu nok aldrig model, det løb er ligesom kørt, både pga min vægt men nok også grundet det faktum at jeg min højde svarer til en høj dværgs. Og det er måske også okay, at jeg aldrig får en krop som Miley Cyrus, tilgengæld kan jeg få lov at spise mad og drikke vin og det er på en eller anden måde også ret i orden.


Arkiver

Kategorier