Author Archives: Yngstekussen

  • 3

Våde drømme og klitorisorgasmer til indkøbspris

Category:Ikke kategoriseret

Det startede for ca. en måned siden. Jeg vågnede op lettere forvirret og badet i mit eget sved, fedtet i ansigtet og ned af lårene, med et par gennemblødte sloggys og med en sær smag i munden. Min højre hånd var solidt plantet på min klitoris, og min venstre hånd havde, nååårh ja, også stadig et godt tag i venstre bryst og med efterveer af orgasmekramper i tæerne. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der nok gik ret lang tid, før jeg forstod, at jeg var vågen.

Det går imidlertid op for mig, at det, der lige er sket, er af meget simpel karakter; jeg er nemlig netop vågnet af min egen orgasme. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet det. Bevares, jeg har prøvet at vågne og være opstemt og så onanere, men aldrig at vække mig selv af min egen orgasme. Er det mig, der er underlig, fordi jeg ikke har prøvet det før?

Well, mens jeg forgæves prøver at tænde noget lys, så jeg på en eller anden måde kan få overblik over situationen, går det op for mig, at jeg lige har haft den mest beskidte drøm om min tidligere kollega, som jeg ikke har set i årevis. Jeg bliver en lille smule chokeret, dels fordi jeg ved, at han er lykkelig gift og lige har fået barn nr. 100, og dels fordi jeg aldrig nogensinde har fantaseret om ham før. Indrømmet, så har jeg fantaseret om en del mænd fra den arbejdsplads, men sgu aldrig ham.

Der går ikke mere end et par dage og hændelsen gentager sig, nu ikke med min tidligere kollega i fokus, nej nu med en af mine forelæsere.

Og sådan går der godt og vel fire uger, hvor jeg vågner op i førnævnte tilstand og undrer mig over, hvorfor lige præcis dén mand – eller kvinde for den sags skyld –  har fået lov til at være genstand for mine fantasiers begær.

Først tænker jeg, at det må være, fordi jeg er seksuelt understimuleret. Problemet er bare det, at jeg i de forgangene fire uger faktisk har været en slut, så jeg vil ikke betegne mig selv som understimuleret, slet ikke. Måske kan det være, fordi jeg er blevet mere seksuelt frigjort?

Men hvorfor er det så alle mulige random skikkelser, der får æren af min nye seksuelle frigjorthed? Det er sguda sært. Nogle kloge mennesker vil helt sikkert også mene, at det er fordi jeg er et ulykkeligt og ynkeligt menneske, der mangler nærhed eller sådan noget, men det tror jeg faktisk ikke jeg er. Eller, jeg skal jo ikke kunne tale på min underbevidstheds vegne, for det kan jo sagtens være, at den bare er sygt ulykkelig og ynkelig. Men i min verden, den virkelige af slagsen er det altså ikke, tværtimod.
Det føles jo sådan set dejligt nok at vågne op til eftersyndningerne fra en orgasme, men det er også en lille smule udmattende og ej at forglemme, besværligt at skulle skifte sengetøj hveranden aften.

Og så kan jeg faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal stille op med det? Det er dejligt at finde ud af, at jeg også kan det, men altså så gik den glæde også stille og roligt over. Jeg vil jo ikke have det stopper, ikke helt ihvertfald. Men en uafbrudt nattesøvn begynder efterhånden at være tiltrængt. Så hvad fanden gør jeg?


  • 1

Det gyldne tommelfingerregelsæt til kvinden i midten af 20’erne

Category:Ikke kategoriseret
Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg fyldte 24 somre i sommer.
Alderskrise? Njarh altså. Jeg ville så gerne være typen, der var i zen med sin alder og selv mener at have opnået alle mulige store ting. Well, det har jeg ikke. Det har jeg udpræget ikke.
Når men altså, dagen før min fødselsdag færdiggjorde jeg “Kunsten at være Kvinde” af Caitlin Moran. Titlen giver vidst et ret fint indblik i, hvad bogen egentlig handler om – kunsten at være kvinde. Store dele af bogen er hyldende morsom, og når humoren syntes at slutte afløses den af benhård melankoli og et seriøst virkelighedstjek. Helt klart rigtig fin sommerferielæsning.
Med stor inspiration fra Caitlin Moran, er jeg i løbet af den sidste måned begyndt at arbejde lidt på et nyt tommelfingerregelsæt til kvinder i midten af 20’erne. Hvorfor? Fordi der er nogle meget markante “do’s and don’ts”, når man ligepludselig havner i min nye alderskategori.
1. Man knalder ikke længere (du er jo ikke teenagere mere, vel?) – nej, du boller – og hvis du endelig mener, at udtrykket “kneppe” er på sin plads, så er det fordi, du er blevet anal-fistet det meste af den forgangne nat.
2. I en alder af 24 år, har du en kusse, ikke en fisse og  slet ikke en tissekone
  • En kusse er noget vi har, en fisse er noget mændene får.
  • Uanset den gældende pornomode, så er der hår på din kusse, du går jo ikke i børnehave og har tissekone, vel?
  • En tissekone hedder det kun, så længe det at tisse er den eneste og primære funktion.
3.  I midten af tyverne lærer du at sige nej. Du behøver ikke partout at gå til hver og én fernisering/fest/digtoplæsning/koncert – du bør og SKAL vide, at der sikkert kommer lignende arrangement i næste uge, så du misser nok ikke det helt store. Det er altså helt okay at tilbringe din fredag alene i sommerhus eller på sofaen med bland-selv slik.
4. Forelsk dig aldrig i din 40-årige chef. Lad ham iøvrigt heller aldrig få det at vide og vigtigst af alt, lad ham aldrig, og jeg mener virkelig ALDRIG, gå fra sin kone og børn grundet det faktum. Og nå ja, lad ham aldrig få æren af at knuse dit hjerte bagefter. Bitter? Njarh, det forstår jeg ikke, du synes.
5. Knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser – need I say more?

6. At tage i Kødbyen er helt okay, det er faktisk mere end okay, men du er simpelthen blevet for gammel til både Bakken og Jolene. Så fedt er det heller ikke at stå i kø i timevis for at komme ind, og så derefter stå som sild i en tønde og værst af alt, kæmpe sig frem til baren for at købe en lunken dåseøl til overpris og i øvrigt blive lagt an på af konfirmander.

7. Du har færre veninder. Men de er bedre. Du har sorteret alle de overfladiske eller ligefrem usunde bekendtskaber fra gymnasietiden fra, og du kan vælge dine veninder ud fra andre parametre end hvem, der hænger med de seje drenge eller holder de gode fester (ja okay, veninder, der holder gode fester er stadig i høj kurs). Til gengæld er veninder i midten 20’erne veninder for livet. Og det er det bedste man kan have.

 8. Menstruation er ikke ulækkert. Det er muligvis lidt besværligt og kan gøre pisse ondt, men det er ikke ulækkert. Du behøver ikke spise det med ske, men forhold dig afslappet til det, der kommer ud af din krop. Og nej, det hedder ikke “jeg har mit lort” – det hedder jeg har min menstruation eller jeg menstruerer. Aller nådigst, “det er den tid på måneden” for de mere blufærdige.

9. Boller du fyre, der er 20, plus minus et år eller to, så er du fandme selv uden om at skulle lære dem op. Og hvis ikke du magter oplæringsperioden, så må du lige gøre din facebook-stalking ordentligt og finde ud af, om han har haft et længerevarende forhold før dig, for så er der trods alt lys forude.

10. Du lærer at sætte pris på din familie – familiefest er ikke længere en sur pligt. Nogen får måske endda lyst til at tage på ferie med sine forældre igen (især hvis de betaler, i midten af tyverne er de fleste af os nemlig stadig på SU).


  • 0

Vil du være en idiot overfor mig?

Category:Ikke kategoriseret

Ja, så er den gal igen. Jeg har mødt en ny fyr. Åh nej, tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Lad mig i dette indlæg kalde ham SødeSøren.

Vi har ‘set hinanden’ i et par måneder, vi boller en gang i mellem og nyder København(når det altså er lidt sommer), vi er ikke seriøse og vi skylder sådan set ikke hinanden noget. Vi har med ikke haft ‘the talk’, hvilket passer mig mere end fint. For! Han er sød og fin og jeg er egentlig ret glad for ham, men smaskhamrende forelsket til op over begge øre, ville måske også være lige at overgøre de ganske få sommerfuglelarver, som har indfundet sig i min mave. Ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at opføre mig ordentlig overfor ham og ligesom give dem, larverne altså, plads til at vokse i mig. Forstået på den måde, at jeg har lyst til at udforske, hvad vi kunne blive til, lyst til at finde ud af om, jeg kunne gå hen og blive åndeløst forelsket. Så at vi fortsætter med at være, hvad vi er nu og de næste måneder, ville egentlig passe mig glimrende.
Der sker så i mellemtiden det, at min bekendte/veninde, fuldstændig ud af det blå, kontakter mig via facebook og spørger om jeg stadig ser SødeSøren. Hvortil jeg svarer, at jeg måske synes det er lige i overkanten at sige at vi ses, ihvertfald ikke på den seriøse måde som hun hentyder til. Til det svar ånder hun, min veninde altså, lettet op, for hendes veninde har netop kneppet med ham i weekenden og hun, min veninde, ville ikke have der skulle være nogen hemmeligheder mellem os. Og det er så her filmen knækker for mig, min hjerne ved ikke, hvad den skal sige og mine fingrer kan i forlængelse af ukampdygtig hjerne, altså så heller ikke finde ud af at skrive et svar retur.
Jeg står nu over for et virkelig irriterende dilema. Skal jeg bare lade det passere og sige “Nårh jamen altså, vi skylder jo sådan set heller ikke hinanden noget” og fortsætte det søde uforpligtende datingliv med SødeSøren. Det er egentlig det jeg helst ville, eller ihvertfald det min hjerne helst vil, men min mave brokker sig. Den bliver ved med at fortælle mig, at det ikke er måden at gøre det på og at den på et tidspunkt vil eksplodere og det i sådan grad, at min hjerne ikke selv har lyst til at være der når det sker.
For det første er det den mest irriterende viden at give mig, hvad fanden skal jeg bruge den til? Men det er nok i virkeligheden bevæggrunden for informationen, der får det til at sortne lidt for mig. Ikke nok med hun lige der med ét fratog mig al lyst til at se SødeSøren igen, så står jeg tilbage med følelsen af, at hun gjorde det af én egoistisk, eller måske til hendes forsvar, meget uovervejet årsag: hun HUN havde ikke lyst til have en hemmelighed for mig. Og det til trods for, at jeg nu nok ville mene, at det havde været mest gavnligt for både SødeSøren og jeg, om hun bare havde undladt at fortælle mig det. Det er trods alt mit datingliv, som hun måske ikke ved helt så meget om, som hun måske gerne ville, hun går ind og piller ved.
For det andet, så må jeg jo konstatere, at SødeSøren er en spade, eller nej, det er han jo sådan set ikke, for han har principielt ikke gjort noget forkert. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at være vred, irriteret ja, men ikke vred.
Som før nævnt, er jeg ikke smaskhamrende forelsket og jeg ved heller ikke om jeg overhoved har lyst til at det skal være han og jeg, så jeg kan ikke engang fortælle ham, at jeg blev sindssygt ked af at han havde været sammen med en anden og at jeg havde håbet på det bare var han og jeg. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule bitter og føle mig en lille smule naiv. Og jeg kan heller ikke lade være med at have lyst til at joine spillet. Det ulidelige jeg-ved-ikke-hvor-jeg-har-dig-dating-spil. Spillet som jeg egentlig nok havde lullet mig ind i idéen om ikke var mellem os. Spillet som han 100% kommer til at tabe stort. Spillet som jeg opfandt(I know, det lyder corny, but I did). DET ER MIG, DER ER SPILET FOR HELVEDE(!!!).
På den anden side, så synes jeg måske bare jeg havde taget min for fredag/lørdagsbolleholdet. Og måske havde jeg ikke lige lyst til at joine dét bollehold igen. Og måske føler jeg mig også bare sat lidt tilbage, fordi jeg var af den opfattelse at vi havde en eller anden fællesforståelse om, at vi godt ville hinanden på den ene eller anden lidt udefinerbar måde og derfor ikke havde behovet for at se til anden side.
Jeg havde en lang snak med min lillebror om det forleden. Hans første kommentar var: “Hvordan kan det være du altid finder den samme type mænd(Læs: alle indlæg om dumme mænd, jeg har skrevet)? Dem, der bare vil bolle. Jeg håber at du ved, at det ikke er alle, som er sådan.” Det kan han jo sådan set have ret i. Jeg fortalte ham så, hvordan jeg havde konfronteret SødeSøren med, at jeg jo godt vidste, hvad, der foregik. Mere specifikt, at jeg havde sendt ham et screendump af min mailkorrespondance med min veninde med efterfølgende kommentar, at jeg virkelig godt kunne have været den viden foruden. Til det skrev SødeSøren, at det havde været en virkelig dum aften og at det ikke havde været meningen. Ikke noget undskyld, ikke noget med, hvordan han egentlig havde det med det eller om jeg var okay. Ingenting. Måske var det også lige at sætte barren for højt. Og det er så her jeg når til overskriftens betydning. Min lillebror sagde så, at det var ligesom om jeg på en eller anden måde, har fået klistret et skilt i panden hvorpå, der står “Vil du være en idiot overfor mig?” og alle dem, der har lyst til det, er så typisk de mænd jeg ender op med at date.
Sååå.
VIL DU VÆRE EN IDIOT OVERFOR MIG?????
…please…

  • 0

Tænder du (også) på far?

Category:Ikke kategoriseret

Synes du også et par bløde bamsearme er lige sagen? Vil du også hellere falde i søvn på noget blødt frem at ligge imellem seks hårde revner? Og mener du også at badebolden er langt mere hot end v-formen? Så fortvivl ej. Du er ikke alene(og hvis du begynder at nynne sangen nu, skal du bare have gaffa over munden og så taler vi ellers ikke mere om den sag). Du er bare top moderne og med på den nyeste og smarteste trend. Nemlig far-kroppen!

Man fristes lidt til at give Mackinzie Pearson æren for begrebet ‘Dad bod’ eller ‘Far-kroppen’. Det var vist ikke helt hende, der opfandt udtrykket, men det var med hendes artikel “Why Girls Love The Dad Bod” i skolebladet The Odyssey, som i øvrigt gik verden rundt, at udtrykket sådan for alvor har vundet indpas. Og hvad er en Dad bod så egentlig? Med Pearsons egne ord: “It’s not an overweight guy, but it isn’t one with washboard abs, either.”

Pearson skriver endvidere, at det altså omhandler de mænd, som en gang i mellem går i fitness – når de har tid forstås – og ellers godt kan lide at spise pizza og drikke sig i hegnet i weekenden. Det er også rigtig fint, men hvordan ser han egentlig ud ham far-kroppen, ja altså, hvis vi skal prøve at visualisere ham. Er der her tale om luksuriøse kødkuffert med det ekstra lag fedt på sidebenene – ham, der kan amme sine enearvinger med amarone. Eller er der her tale om ham, den socialt udsatte mand med fem børn, hvis livsstil gør ham selvlysende indvendig og grå udenpå. Mit umiddelbare bud, er første ovenstående eksempel, groft sagt, er ham vi forbinder far-kroppen med – den sunde livsnyder. Manden, som prioriterer sine børn, sin kone/kæreste og sin gode mad frem for at træne sig op til en six-pack. Og nu vi er i gang, har jeg i den forbindelse også lyst til lige at nævne DILF trenden(læs: dad I like to fuck), som efterhånden er ved at være nogle år gammel. For lur mig, om det ikke også er den første af ovenstående mandetyper, man i smug savler over på gaden. Jeg hader egentlig at indrømme, at jeg gør det, men det er ikke desto mindre sandt. Well, noget siger mig, at der er en ret tydelig sammenhæng mellem DILF og the dad bod.

Man kan så spørge sig selv, hvad dad bod trenden egentlig handler om. Den handler naturligvis om prioritering. Hvad er vigtigt for din væren som menneske, er der andre ting, som er vigtigere end et fitnesscenter osv osv. Er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om vores selvbillede? Er man tilpas i sin krop, med sit liv.

Vi kvinder er pjattede med trenden. Det der med at føle sig som den veltrænede, den smukke i parforholdet betyder på en eller anden måde noget. For Gud forbyde, at ens mand er mere veltrænet end en selv –  og Gud endnu mere forbyde, at vi skal føle os tykke ved siden af ham. Hvad fanden er det nu for en underlig konkurrence? Ja, jeg har også dårlige dage og føler mig 5 kilo for stor det meste af tiden og ja, jeg bliver pludselig også meget opmærksom på mine hofters bredde, når ham, som ligger under mig har hofter som en 10-årig. Nu er det jo engang bare sådan, og det er videnskabeligt bevist, at kvinders fedtprocent er højere end mænds, og at chancerne for fyldigere fedtdepoter hos kvinder jo altså derfor kan forekomme.

Måske vi skulle kigge lidt indad, kvinderne! Og dette også en opfordring til undertegnede. Handler det ikke i langt højere grad om, at føle sig tilpas og sexet i den krop man nu engang vader rundt i? Vi er jo vilde med dad bod trenden netop, fordi manden udstråler, at han er tilpas i sit liv og rent faktisk har andre ting, at tage sig til end at dyrke sin krop så heftigt. Men det går vel også den anden vej rundt. Føler vi, kvinderne altså, os sexede og smukke i de kroppe, vi lever i, mon ikke mændene så også er af samme overbevisning? Jeg tror det.

  • 0

Den svære onani i narcissismens højborg

Category:Ikke kategoriseret
Jeg var for nogle uger siden til et Politiken talks arrangement. “Det seksualiserede samfund” hed overskriften. Her skulle fem personer, heriblandt et par forfattere, en sexolog og en actionfilm ekspert, hver i sær finde et lille filmklip, eller et uddrag fra en bog, som de på en eller anden måde mente var vigtig for- eller kunne kickstarte debatten om det seksualiserede samfund.

Problematikker som, hvordan undgår jeg at min tolv-årige søn ser porno eller et pornolignende youtube-klip på nettet? Skal de, børnene altså, overvåges? Eller skal de have lov at færdes frit og lære hvad, der læres skal på nettet – er det i virkelig meget sundt for børn og unge at få den slags oplevelser? Eller hvordan skal jeg tale med min ti-årige datter om de Nygart bryster i plastik, der pryder alle busserne? Hvordan forklarer jeg hende, hvorfor man ikke bare er glad for de bryster man nu engang har fået?

Der hvor min opmærksomhed for alvor blev vagt, var da debatten drejede sig over mod emnet skam. Skam over vores seksualitet eller mangel på samme.

Det startede faktisk en længere tankestrøm om skam og skammen ved onani ano 2015. Man bliver nok næppe mere ensom når man onanerer. Det til trods for, at narcissismen nok aldrig har været mere udbredt(Ja, jeg tager også selfies – og ja, jeg bliver også glad når det får likes på instagram).
Den skam jeg taler om, er den, som kan ramme folk efter at have onaneret. Eller nok nærmere, som konsekvent ramte mig, hver gang jeg havde onaneret da jeg var yngre. En fuldstændig uberettet skam over det helt normale man lige har foretaget sig. Den rammer mig stadig. Skammen altså. Kun en gang i mellem. Senest for en måneds tid siden efter jeg i en time havde ledt efter det helt rigtige lesbiske porno på pornhub og yderligere brugt 40 min af mit liv på at se videoen. Jeg følte mig ret så forkert, politisk ukorrekt og som en dårlig repræsentant for kvinders rettigheder. Jeg skammede mig. Både over ovenstående, men også over det faktum at mit lagen var fedtet ind i mine egne sekreter.

For helvede. Hvordan kan det egentlig være, at en voksen heteroseksuel kvinde, skammer sig efter at have set lesbisk porno. Eller i det hele taget bare porno. Man burde tro, at jeg var faldet så godt til i min egen seksualitet, i min krop og i min måde at være kvinde på, at det der med at onanere og være smurt ind i sine egne safter ikke var noget problem længere. Jeg mener bare, for mig, er det et succeskriterium at være smurt ind i mine egne og min partners efter sammenleje. Men lige så snart det er efter jeg har givet mig selv en heftig omgang, så skammer jeg mig. Jeg får paranoide tanker om overvågning og om, at jeg er unormal, når jeg med hele mit rationale jo godt ved, at der intet er forkert ved at onanere. Tværtimod er det møgsundt at blive ved med at undersøge sine egne lyster. At være nysgerrig på dem.
Jeg tror det har noget at gøre med, at onani er noget af det mest private, jeg overhoved kan give mig til. Og på den måde, så kan det godt være ret svært at tale med nogen om. Ikke på den der “jeg-onanerede-igår-til-tysk-pølseporno-shit-jeg-følte-mig-nasty”-måde. Men virkelig tale om det. Når jeg skal tænde mig selv skal jeg gøre de og de ting, jeg skal røre ved mig selv de og de og steder. Jeg skal ofte tænke på ham eller hende eller noget helt tredje. Det er de færreste jeg taler med det om. Og måske er det i virkeligheden ikke meningen, at det skal være anderledes. Netop derfor, gør det det på en eller anden måde nemmere for mig at skamme mig over.

Ja, det her lyder måske gammeldags, men kunne det tænkes, at vi efterhånden er blevet så hårdt eksponeret for så stort et frisind når det gælder sex og porno i vores samfund, at vi på en eller anden måde at blevet lidt aseksualiserede? Aseksualiserede når det gælder sex med os selv. Jeg mener, hvis vi sammenligner os med små børn, der får for meget at vælge imellem og derfor går helt i koma og er ude af stand til at træffe noget som helst valg. Så er der ligeledes for meget på voksenhylderne at vælge imellem. Forstået på den måde, at den del(onani), der trods alt stadig er privat for os, for mig, måske føles forkert fordi den netop ikke er udfarende. Fordi den foregår hjemme i min seng for nedrullede gardiner, og af gode grunde ikke er at finde i swingerklubberne eller badet i sit eget tis.

Kan mit seksuelle jeg være på afveje fra mit egentlige jeg?


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...