Category Archives: ældstekussen

  • 0

“En Juleblog – En Juleblog fra voksenland”

Category:30+,ældstekussen,ældstenisse,børn,centralhjørnet,disney,disneys juleshow,elevationsseng,Facebook,glædelig jul,hr mortensen,jobcenter,juleaften,juletræ,kæreste,uddannelse

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv (“tak fordi du var en del af det” – Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis – i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting – jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres – det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg – det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen…
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten – en barnlig voksen eller et voksent barn.


  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 1

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Category:ældstekussen,bekendelser,bobleplast,frustration,gode råd,kærlighed,Kusse,Poul Krebs,selvindsigt,venner

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

  • 0

Kvindehadelisten

Category:ældstekussen,kussevåben,Kvindehad,selvindsigt,utroskab

Dagens liste startede lidt i sjov som en pendant til de berygtede mandehadelister, vi tidligere har postet. Men undertegnede opdagede hurtigt, at langt de fleste punkter på listen, lever jeg selv op til. Og hvad gør man så? Er man blevet det, man hader, eller hader man det, man er blevet? Jeg prøver at holde fast i stoltheden og har besluttet mig for, at selvindsigt og kvindehad godt kan gå hånd i hånd. Og så længe jeg indrømmer mine egne fejl, så må jeg godt pege fingre af andres bagefter…ik’? Jo da. Så derfor, et styks kvindehadeliste, i uprioriteret rækkefølge, med et fingerpeg per selvindsigt.

1.Kvinder, der tager andre kvinders mænd!

Ja hej, jeg hedder ældsten, og jeg har været den anden kvinde. Mere end en gang. Både af kærlighed og lyst. Og jeg er ikke stolt af det. Har ej heller intentioner om at skulle være det igen.  I krig og kærlighed gælder alle kneb – men det er måske lige at gå over stregen at gå i krig med sin kusse som eneste våben. Det er ikke den, han forlader kæresten for, og hvis det var, så fortjener både du og kæresten bedre.

2. Kvinder, der læser deres kærestes sms’er. 

Det skal stoppe nu! Lige nu! Det er muligt, det er din usikkerhed, der taler sit tydelige sprog her, men privatliv er privatliv – uanset om du stoler på ham eller ej.

3. Kvinder, der sladrer om andre kvinder. 

Her burde selvindsigten blinke alarmerende rødt hos alle kvinder. Og prøv ikke at bilde dig selv og andre ind, at det er løgn. Det kan selvfølgelig gradbøjes, men det er der, og det er et af vores værste karaktertræk.

4. Kvinder, der forbyder deres kærester at have veninder. 

Som kvinde med mange mandlige venner er jeg godt træt af at være forbudt og farlig af den simple grund, at jeg har en kusse (og bryster større end gennemsnittet). Der er mulighed for, at du har din mands veninder at takke for hans forståelse for kvinder. Og hans mor selvfølgelig. Glem aldrig hans mor.

5. Usikre kvinder. 

Selvindsigtens ansigt er grimt og rynket her. Jeg ved rationelt godt, at der er tusinde helt fair grunde til, at du ikke svarer på min sms med det samme, at du ikke har tid til en lang telefonsamtale, lige når jeg har det, eller at du rykker vores aftale. Men der skal kun én mand til at ødelægge det for alle jer andre, og ja, ham har jeg altså allerede mødt – og jeg tager mig selv i at blive tøsepigefornærmet og småmobset eller drønusikker på tidspunkter, hvor der ikke er grund til det. Sooorryy ok!!

6.Kvinder, der bebrejder den anden kvinde og ikke kæresten for utroskaben.

Bevares, had hende, hun er medskyldig, men det er sgu ikke hende, der har bedraget dig, søde skat. Medmindre det selvfølgelig er din veninde, så bebrejder du alt, hvad du overhovedet kan – dem begge to! (Hører du til dem, der måtte tilgive og arbejde videre med forholdet – så ignorer punkt 6. Så er du berettiget til at kanalisere din vrede i den retning – ellers når du aldrig frem til en tilgivelse).

7. Kvinder, der mener de ved, hvordan andre kvinder bør opføre sig.

Hader dem, og hader selv at være en. Og så taler vi ikke mere om det!!

8.Kvinder, der er utro.

Ret skal være ret: Hvis mændene ikke må, så må kvinderne sgu heller ikke. Hvis du har så meget brug for sex med andre – så bliv single. Her må man knalde alle dem, man vil. Fedt ik’?

9. Kvinder, der fuldstændig som katolikken forventer tilgivelse efter bekendelse af sine synder.

Bom bom, yep that’s me.

10. Kvinder uden selvindsigt og selvironi.

Er der noget ekstra kvindehad i posen? Kvinder, der ikke drikker øl fordi, det feder? Kvinder, der tvinger kæresten til at se “PS. I love you”, men nægter at se Transformers med ham en anden dag? Kvinder, der ikke gider hans venner, men kræver, at han elsker hendes? Kvinder, der kan alt det, jeg ikke kan?

For god ordens skyld slutter jeg af med at henvise til punkt 7 en ekstra gang – lige efter, du har kigget på punkt 10 igen.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...