Category Archives: bekendelser

  • 0

Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Category:bekendelser,bittersingle,dating,datingmysterier,Ikke kategoriseret

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.


  • 0

Mænd med magt; kvinder med …?

Category:bekendelser,Erotik,fordomme,Ikke kategoriseret,kønsroller,mænd

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 


  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 1

Et sår der ikke vil hele

Category:bekendelser,break-up,drengebørn,ensom,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,kæreste,kærlighed,selvindsigt,undskyld

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948


  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 0

Fordi det er 2015

Category:bekendelser,Facebook,fantasi,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,ligestillig

Kære venner,

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

Byd et hjerteligt velkommen til Pottekussen.

Jeg er blevet forelsket i en anden mand, end ham jeg har fulgtes med siden 1988. Jeg ved ikke, om det er et problem. Jeg er forelsket i en mand, der er yngre end mig, og en mand der er langt mere feminist-smart i munden, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om han vil have mig. Det kunne godt være et problem. Men normalt er det sådan, for sådan en som mig med store bryster og stor røv og en frisk erotisk attitude, at hvis jeg vil, så vil han også. Med mindre han er til speltcykelstativer. Han har sådan et lidt for langt hår, ham jeg er forelsket i, det er mørkt og blankt, men sådan kan de godt lide det ovre på den anden side af dammen. Det kan jeg leve med. Han har six-pack, og den kan han godt lide at vise frem, især når han bokser for velgørenhed. Det tror jeg faktisk slet ikke er noget problem.

Så har han også øjne, der både driller og er sorgfulde. Jeg tror dog, han lukker dem under sex. Så siger han formodentlig: “oh God, you are too sexy”, mens han flexer armene, så tatoveringerne danser. Han har også en kone. Det kunne måske være et problem, men hun er en tv-personlighed, som laver helt vildt meget artigt-arbejde for kvinder, der har det svært. Bulimi og den slags.

Det lider jeg ikke af. Hun bliver ikke noget problem. Problemet er, at jeg ser lidt op til ham. Det kan være farligt i et forhold. Bevares, man skal ære og respektere den, der får lov at røre, men man skal ikke føle sig mindre, vel? Sagen er, at han siger virkelig seje ting, også selvom jeg indtil nu kun har omtalt hans udseende. Men det var vel det, der henledte mig på hans personlighed – at han så virkelig godt ud.

Han har netop vundet et vigtigt valg i sit hjemland. Og i den forbindelse skulle han vælge virkelig mange nye kolleger. Det gjorde han ret sejt. To af dem, han valgte, bar turban den dag, de officielt blev udnævnt. Og ham der står for det med våben, han ligner en ninja-kriger. Altså en god en af slagsen. Et frisk pust kalder pressen det. Og det friske pust har desværre ikke ramt mig alene. Billederne af ham uden tøj på er blevet delt meget i mit netværk, efterfulgt af #kugodt. Det bliver nok et rigtig stort problem.

For tiden er han i Paris på grund af klimatopmødet. Det er ærgerligt, at det ikke er et kvinders rettigheder-topmøde. Dem har vi egentlig ikke haft så mange af. For så ville jeg blive lidt mere forelsket i den pæne mand med de pæne meninger. Han blev nemlig valgt til premiereminister i Canada i sidste måned, og da pressen spurgte ham, om hvorfor der var så mange kvinder i hans regering (15 ud af 31) svarede han bare: “because it’s 2015”. Sådan har jeg aldrig fået den før fra en af magtens mænd.

Alligevel har troldspejlets splint ramt mig. Og det er nok det største problem. For helt ærligt: så flot sagt er det jo ikke. Det er bare et faktum. Han sagde det, og det blev delt hundredetusindvis af gange på internettet, fordi han ser godt ud, fordi han sagde det med de drilske øjne rettet lige mod den kvindelige journalist, som blev befippet af, at han var vedholdende, og så slog han ud med armene.

Jeg kan godt lide vedholdende mænd. Jeg kan godt lide Justin Trudeau, som han hedder. Men helt ærligt: vend denne her situation om: Vælg en kvindelig premiereminister, der har været elite beachvolleyspiller, og fotos af hende i bikini bliver delt igen og igen med et smægtende #kugodt under. Det er jo sexistisk.Det er nok et rigtigt problem. Men for hvem?

 


  • 0

Gæsteblog: Mythbusters – min røv er også følsom

Category:bekendelser,Erotik,feminisme,fordomme,heteronormativ,kønsroller,morgenfjæs,Penis,pik,pikkemænd

Endnu en gæsteblogger har meldt sig under fanerne. Vores allerførste mandlige gæst for at det ikke skal være lyv. Byd velkommen til ikke-bare-pikken-pikken (I vil forstå det, når I har læst teksten). Nyd den.

Der er en opfattelse af forskellen på kvinders og mænds seksualitet, der desværre fylder godt op ikke alene i populærkulturen, men også bag nedrullede gardiner. Grundlæggende set er omdrejningspunktet kvindens kompleksitet og, modsat, mandens enkelthed. I min omgangskreds er det både mænd og kvinder, der klamrer sig til den.

Som barn af firserne og ung i halvfemserne stødte jeg første gang på denne mytologi, for det er det det er, i seksualundervisningen. Den halvdel der ikke var dedikeret kvindens cyklus handlede om forskelle i liderlighed. Vi mænd, eller retteligt drenge, måtte forstå, at vi ikke bare sådan uden videre kunne regne med en pige også var tændt. Det krævede albuefedt, tålmodighed og en god portion empati overhovedet at komme i gang med et samleje. Og det handlede om at have en holistisk (jeps, jeg gik på friskole) tilgang til møget og komme hele kroppen rundt inden man ramte kussen. Det var sgu nok en meget god ting, at lære en flok unge drenge. Men hvad lærte pigerne så om os? Efter min erindring intet udover at en stakkels frivillig fik lov til, efter drengene igen var blevet sendt i gården med en bold 5 minutter i frikvarter, at sætte et kondom på en agurk. En vittighedstegning fra tiden opsummerede meget godt vores opfattelse. Et postkort, der viste henholdsvis mandens og kvindens erogene zoner. Ved kvinden gik der streger til nakke, bryster, inderlår, knæ, numse, kusse og en håndfuld andre områder. Ved manden 10 streger til pikken. Kæft der var sjovt.



Tager man et bredere vue ud over populærkulturen og seksualkulturen, står det hurtigt klart at denne opfattelse er fundamentet for en masse seksuel aktivitet og forestillingerne om den. Tænk på stort set alt rom-com/sit-com mellemkønslig humor. Min generations yndlingsshow (hvad var dét i øvrigt for en sær kollektiv trance?), Friends, er disse interaktioner typisk baseret på den præmis, at mændene er seksuelt ensporede: så meget som muligt, woop, woop, fisse! Kvinderne skal vindes, scores før de underlægges et langt forspil. Og manden vil bare knalde. Vores egen Lars Von Trier lavede for nyligt en film, hvis bærende præmis var det fascinerende ved den komplekse og vildtvoksende kvindelige seksualitet. Og manden vil bare knalde. Selv om han havde valgt ikke at lade en gymnasieklasse skrive dialogen i deres filosofitimer, havde det været en ganske uinteressant præmis. For den er alle steder i forvejen.

Og nu til de faktiske forhold mellem mænd og kvinder, for her ligger mytologien også som en tung dyne over seksuelt samvær. Efter en lille håndfuld længere forhold i mine omtrent 34 år må jeg være knap 1.000 timers forspil i underskud. Ikke at det handler om balance på kontoen. Overhovedet ikke. Al den røren og kyssen og slikken fra top til tå, om det så er klassiske ting som bryster og kusse eller i populær forstand mere vilde ting som tæer og numse, er et privilegium. Men derfor kan den normale overgang fra dette forspil til samlejet alligevel være lidt kedelig. Temmelig kedelig faktisk. Helt typisk fra drejebogen: en hånd ned til pikken for lige at tjekke, om den er hård nok til at madammen kan give den adgang. Slut. Så får I ikke mere for den 25 øre.

Måske jeg har været uheldig, men billedet bekræftes fra flere venner og bekendte. Det er for tamt, shit det er tamt, men bygger, tror jeg, på føromtalte mytologi. Manden kan altid tænde på noget, og så er der ingen grund til at bruge krudt på det lort (Det lyder egentlig også meget rart. Skal vi bytte et årtis tid?) Samtidig er der dog også mange mænd i min omgangskreds, der klamrer sig til forestillingen. Manden vil bare knalde, kvinden er åh så sofistikeret. Så kan kvinden få lov til at dyrke en ligeledes kulturelt indlejret prinsessefetichisme og samtidig giver myten manden en let tilgængelig hjælp til mandlig identitetsskabelse, hvor man samtidig ikke behøver stresse over, om man er bøsse fordi ens røv faktisk godt kan lide at blive rørt ved. Slap af. Selvfølgelig kan den det.

Grænserne for en mands seksualitet er i et forhold ofte indflettet i de her tåbelige ideer. Der er ikke nogen biden i brystvorter eller legende tunger på inderlårene. Nope. Manden vil kun knalde og ingen for forventer andet. Det er penetration og så tænker vi ellers på naturfagslæreren fra gymnasiet i håbet om at nydelsen for partneren forlænges. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det rettede sig til med tiden, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Omvendt er der vel ingen, der alvorligt forestiller sig, at en mands krop er dyppet i stearin fra fødslen, hvor en eller anden jordemoder holdt fast i pikken, som dermed blev eneste erogene zone. I en mindre videnskabelig kultur, ville denne skabelsesmyte sikkert have fungeret meget godt; en moderne version af Achilleus.

Konsekvensen er desværre, at sex bliver lidt kedeligt. Og at ingen er så glade som de kunne være. Forudsigeligt og asymmetrisk. Nu er det ikke sådan, at kvinder bare må komme i gang. For ligesom kvinder har et ansvar for at sørge for, at deres partner fatter hvad de vil, og det er typisk ikke spor komplekst efter min erfaring, er det mænds ansvar at bryde med nogle af de ovenstående forestillinger. Kom nu i gang. Strut for helvede lidt med den røv! Eller den armhule, whatever. Det er der ingen skam i. Eller det burde der ikke være, hvis ellers vores opfattelse af kønnene var lidt mindre heteronormativ. Og dét er alt, alt for kedsommeligt og lukker ned for masser af let tilgængelig nydelse. Måske skulle vi i stedet huske på Marquis de Sades noget udvidede naturforståelse. For ham var noget naturligt, hvis det forekom. Ergo var det helt naturligt at hans familie skulle indsmugle store dildoer til ham, da han sad fængslet i Bastillen. Det er da en charmerende, omend potentielt lige bred nok, forståelse af naturlighed.

Seksuel frigørelse har altid været nært sammenknyttet med feminismen og andre frigørelsesbevægelser. Alligevel er det som om, der mangler hele erkendelsesområder. Det faktum at mandens nervesystem faktisk er ganske veludviklet, er et af dem. I de enkelte forhold turde det ellers ligge lige for. Det er rart at blive rørt ved. Det synes din partner også. Selvom han er en mand. Men vores forståelse af hinandens krop og lyster er desværre alt for ofte mere påvirket af vores indlærte, og dybt forkerte forestillinger om kønnene. Hvis sex stadig er politisk, så er det her frontlinjen. Kvinde, du er aldrig mere feministisk, end når din tunge cirkler omkring din kærestes ringmuskel.



  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 1

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Category:ældstekussen,bekendelser,bobleplast,frustration,gode råd,kærlighed,Kusse,Poul Krebs,selvindsigt,venner

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

  • 2

Tilgiv mig Moder – for jeg har syndet

Category:bekendelser,feminisme,heteronormativ,kønsroller,mænd,stereotyper,synd,undskyld

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk en ret ihærdig én af slagsen. Jeg mener i fulde alvor, at der er rigtigt mange kampe, der stadig skal kæmpes. Bevares, kvinderne har fået stemmeret og en plads på arbejdsmarkedet, men der er lang vej endnu. Især i forhold til den måde vi taler om køn og seksualitet på. Det kan gøre mig oprørt og temmelig pinligt berørt, at vi lever i et samfund, hvor landets store public service udbyder kan vise stærkt nedladende og sexistiske programmer i den bedste sendetid. Jeg vil undgå en længere diskussion af programmet, som jeg anser som pinligt og dårligt eksekveret – og som vi desuden bør tie ihjel.

Nå, men jeg er altså feminist. Jeg interesserer mig for, og forholder mig kritisk til, de sociale og sproglige konstruktioner, som vi tager for givet. Men jeg har det lidt svært med begrebet, mest fordi det klinger af afbrændte bh’er og vrede. Og jeg er altså ikke vred på mænd – i hvert fald ikke sådan generelt. Jeg har nok været vred på et par stykker af dem i sin tid. Og jeg kan godt lide at lege lidt med og skubbe til de stereotype kønsroller. Jeg elsker at tæve drengene i deres eget spil ved at tale mere om pik og patter og i et endnu mere beskidt sprog, end de selv gør. Jeg kan godt lide værktøj, og jeg er også ret ferm til at bruge det. Og hurra for det. Det er godt for mit image.

Men hvad stiller man så op, når man møder en mand med stor M, med store overarme, der kan flytte rundt på mig, som var jeg en lille nipsting, og jeg bliver helt blød i knæene? Eller når man tager sig selv i at fantasere om voldtægt? (Ja, alle kvinder har voldtægtsfantasier. Og der er KUN EN FANTASI!). Det er jo decideret pinligt. Og det er virkeligt skidt for mit image. Jeg har flere gange overvejet at blive lesbisk. Det er ligesom det ultimative opgør med kønsstereotyperne. Det ville jeg gerne. Men jeg har bare et problem. Jeg er alt for pjattet med mænd – også dem med store arme og hår på brystet, som hovedrystende finder mig både kær og let fjollet, når jeg hidser mig op med mine vrede, feministiske ytringer. Undskyld! Tilgiv mig, du almægtige feminisme – for jeg har syndet.

 


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...