Category Archives: bittersingle

  • 0

Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Category:bekendelser,bittersingle,dating,datingmysterier,Ikke kategoriseret

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.


  • 0

Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

Category:bittersingle,dating,drengebørn,Erotik,frustration,Ikke kategoriseret,kælling,mænd,nydelse,skuffejern

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 0

Afsted fra Ønskeøen

Category:30+,bagklogskab,bittersingle,disney,mænd i trikot,Peter Pan,voksen

Hvad er det mest usexede en mand kan sige? Der er mange gode bud, men for tiden kan intet måle sig med sætningen: »Jeg vil bare ikke være voksen«.  Især ikke når den kommer ud af munden på en mand over 30 med eget firma og volvo, men ingen vovse. Jeg er ret sikker på at både alder og livsvalg konsoliderer hele voksen-titlen. Manden er desværre ikke helt enig. »Jeg vil ikke være voksen« er blevet et mantra som han messer, mens han nægter at træffe en eneste beslutning, og blot lader sig flyde med livet.

 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!

 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!  Nej, ikke manden i grønt trikot og med hatten på sned (selvom man bestemt ikke skal kimse af mænd i trikot), blot en dreng, der nægter at blive voksen. Jeg kan ellers godt lide drenge; jeg er pjattet med det drengede, med mænd, der vil flyve med drage og klatre i træer, skyde med bue og pil og lege pirater. Modenhed kommer ikke i en kasse med en revisortitel, jakkesæt og ateche-mappe. Heldigvis tør man sige.

 

Når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy

 

Der er bare et problem med den slags fortabte drenge; man får ikke lov at lege med, man får ikke lov at klatre i træer, men kan i stedet stå klar med plasteret, når de falder ned og slår knæet. For en hver Peter Pan har brug for en Wendy. Og når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy. Røv dominerende, røv irriterende og røv for meget eller i hvert fald hamrende snusfornuftig og blottet for legelyst –  og helt ærligt, der er sgu ikke nogen, der gider at være Wendy. Jeg gider i hvert fald ikke.

Hvis jeg skal sætte plaster på flere knæ skal det være min datters eller min søns. Hvis jeg skal smøre flere madpakker til skattejagter, jeg ikke skal med på, skal det være til mine børn. For fremtiden kunne det være fremragende at få lov at komme med på eventyr. Ja sågar endda at være den med de forrevne knæ, som en voksen mand kunne puste på. Men det er måske lidt meget at bede om?

 

Jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue

 

Så nu har jeg besluttet, at det skal være slut med at være Wendy, for jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue. Måske er den eneste løsning at forlade Ønskeøen og vende tilbage til voksenlivet. Faktisk er min erfaring, at det der voksen ikke er så slemt, man bestemmer eksempelvis selv om man vil spise is til aftensmad og slik til morgenmad.

 

 


  • 1

Kusse til salg!

Category:bittersingle,Kusse,parforhold,single,singlekusse,til salg,upassende

Hej. Jeg hedder Ældstekussen. Og jeg er single!

Det er verdens nemmeste ting at sige højt i mit hovedet, men det der med at sige det højt ude blandt andre mennesker, det er som at grave sin egen grav midt på banen i Parken under en FCK-AGF kamp – med en Brøndby trøje på. Akavet, upassende og generelt ubehageligt og irriterende for alle parter. Og vigtigst af alt unødvendigt. Men jeg forstår det ikke!

Det der med at være singlekusse, det er lidt fy fy. Og jeg er åbenbart af værste skuffe. Jeg har været single i lang tid, og er – av av den her kommer til at svie – snart 30. Fyyy, skam dig ældsten! Når folk hører det her, så er der to reaktioner, der går igen:

1) Kamuflagereaktionen: “Ej gid det var mig, alt den frihed til bare at flirte med hvem som helst. Man skal virkelig heller ikke finde en kæreste bare for at have en……Jeg har forøvrigt den her kollega, det er sjovt, ham ville du elske. Han er forøvrigt også single. Pudsigt hva?!!!!”

2) Angrebsreaktionen: “Fedt. Jeg tror lige du er noget for min ven Morten. Han er super skøn og har den bedste humor. Masser af selvironi, du ved. Og en pæn fyr, på sin egen måde”

Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod hverken din kollega eller din pæn-på-sin-egen-måde ven Morten. De er sikkert søde og rare begge to, og de fortjener helt sikkert (som folk ynder at understrege forundrende ofte) en frisk pige med ben i næsen, som de kan forkæle. Der er bare det ved det, at det, der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er, når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.

Det, der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er, når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.

Og hokus pokus bittersingle i fokus! Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide folk i parforhold, og jeg er ingen bittersingle. Jeg stiller mig blot totalt uforstående overfor det stempel, man får i panden, når ordet single dukker op. “TIL SALG”. Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen. (Selv facebook er med på den – min newsfeed er befængt af invitationer til netdating og Zoosk). Og det er så her jeg gerne vil have at en eller anden melder sig frivilligt til at vise mig, hvor og hvornår det er, jeg har skrevet under på det?!

Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen.

Og står der nogen steder i de papirer at man som single kun kan leve sit liv på to deprimerende måder?!
1) Sidde ensom hjemme i stuen, med alle kattene, let pimpende på aftenens fjerde glas rødvin, mens singlelivmaraton kører over skærmen.
2) Være i byen med sine single, og ligeså ulykkelige, veninder minimum 3 gange om ugen. Useriøst søgende efter en fremmed mands seng at sove i.

Ok, jeg kan godt se at jeg får svært ved at lyde som andet end en bittersingle. Men det er jeg bestemt ikke. Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har haft det det sidste halve år. Uden en fast mand i mit liv. Helt alene! Jeg ved godt, det er svært at forestille sig, men det kan lade sig gøre.

Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet.

Nu skal det ikke forstås på den måde, at jeg hører til singleklicheen “jeg har overhovedet ikke brug for en mand i mit liv”. Selvfølgelig har jeg det. Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en at dele, måske ikke alt, men det meste med. Om ikke andet så ville regelmæssigt sex med samme pik da i hvert fald klart være at foretrække. Men sgu ikke for enhver pris. Jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at sidde her og vente på, at den rigtige slår benene væk under mig. Jeg har tænkt mig at arbejde for det. Men min pointe er, at det skal være i mit eget tempo, ikke mine parforhold-veninders.

Så jeg vil godt gå med til “til salg” skiltet, men prisen er fandeme høj. Og der er ingen refundering eller fortrydelsesret.

 


Arkiver

Kategorier