Category Archives: børn

  • 1

Andre kvinders børn

Category:børn,break-up,forældre,kærlighed,papmor
Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.
Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.
Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.
Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.
Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).
Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.
Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.
Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

 


  • 0

“En Juleblog – En Juleblog fra voksenland”

Category:30+,ældstekussen,ældstenisse,børn,centralhjørnet,disney,disneys juleshow,elevationsseng,Facebook,glædelig jul,hr mortensen,jobcenter,juleaften,juletræ,kæreste,uddannelse

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv (“tak fordi du var en del af det” – Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis – i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting – jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres – det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg – det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen…
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten – en barnlig voksen eller et voksent barn.


  • 0

Så tag dog ansvar!

Category:abort,børn,fadderskab,forældre,juridisk abort,ligestillig

Da en kendt og til tider temmelig provokerende finansmand for nyligt proklamerede, at han ikke villle vedkende sig fadderskabet til det ufødte barn, hans ekskæreste bar i sin mave, skabte det ramaskrig landet over, men især i feministiske kredse. Han har siden slået på tromme for den såkaldte juridiske abort, hvor manden kan fraskrive sig sit fadderskab. Og folk er blevet gale! “Han skal jo bare tage ansvar for sine handlinger og betale sit børnebidrag – han har jo helt sikkert råd.” Men er fadderskab ikke andet end en fast månedlig bankoverførsel? Er det kun af økonomiske årsager, at manden ville ud?

Denne tekst skal på ingen måde læses som et forsvar for Klaus Riskjær. Jeg har absolut ingen interesse i at tage den diskussion for ham. Til gengæld interesserer det mig, hvor hurtigt diskussionen om den juridiske abort bliver fejet af bordet med argumentet om ansvar. Især fordi der ligger en langt mere væsentlig diskussion lige bagved – nemlig en ligestillingsdiskussion i forhold til forældrerollen. Og det har de selvudnævnte feminister tydeligvis glemt.

Lige en indskudt note her. Jeg betragter mig selv som feminist i den forstand, at jeg ikke mener, at mænd og kvinder skal være ens, men derimod at de skal have lige rettigheder og muligheder. Jeg går derimod ikke med et ønske om, at kvinder skal overtage verden og undertrykke alle mænd som en hævnakt for patriarkatets storhedstid.

Tilbage til ligestillingen. Af biologiske årsager har kvinden primær adgang til barnets første levetid; hun bærer det i maven i ni måneder, gennemgår en smertefuld fødsel og de mange efterfølgende gener (sammensyet mellemkød, en livmoder, der skal trække sig sammen, brystbetændelse i forbindelse med amning osv.), og det er hende, der giver føden til ungen de første måneder af dens liv. Men det betyder for mig at se ikke, at det er mere hendes barn end faderens. I det tilfælde, at det var mere hendes, ville det forøvrigt ophæve mandens ansvar for at tage barsel, betale til mad, tøj osv. og desuden drage omsorg for kvinden og barnet. Nå, men altså – barnet er begge forældres ansvar og tilhører begge forældre (måske er det lidt voldsomt at tale om ejerskab i forbindelse med et levende menneske, men i mangel på bedre ord). Alligevel er det udelukkende kvinden, der beslutter, om barnet skal blive til eller ej.

Når en kvinde bliver gravid, er hun ikke forpligtet til at fortælle manden dette. Hun kan dog altid gøre det, skulle hun få brug for børnebidraget, men reelt set kan man som mand være blevet far uden at have den fjerneste anelse. Eller kvinden kan vælge at få en abort, uden at manden har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget afkom. Jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan tvinge en kvinde til at bære et barn i ni måneder, bare fordi manden ønsker det, men man burde efter min overbevisning altid tage ham med på råd (selvfølgelig ikke i tilfælde, der involverer forskellige typer af overgreb, det er klart).

Nå men altså, manden har absolut intet at skulle have sagt – uanset om han vil eller ikke vil være far. Og nej, man kan ikke tvinge en kvinde til at forblive gravid. Og man bør heller ikke tvinge hende til at få en abort, hvis hun ikke ønsker det. Det er en traumatisk oplevelse for de fleste kvinder, og der skal man ikke tvinges ud. Men hvor er mandens rettigheder?

Jeg bliver så træt, hver eneste gang jeg hører nogen sige at hvis manden ikke vil være far, så kan han bare beskytte sig. For det første, fordi der efterhånden har været en del historier om mænd, der faktisk troede, at de var beskyttet – og så var de det ikke alligevel (kondom, der springer, kvinder, hvis p-piller ikke virker eller ikke er blevet tager – find selv på flere). Og for det andet, hvis argumentet mod den juridiske abort er, at mænd bare skal tage ansvar – så er det vel også argumentet mod den frie abort. Hvorfor skal kvinder ikke tage ansvar for deres handlinger, når de har haft ubeskyttet sex og er blevet gravide. Hvorfor kan de fraskrive sig forældrerollen, hvis manden ikke kan?

Når nu alt det er sagt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er fortaler for den juridiske abort. Primært fordi den ikke løser problemet. Bevares, en mand ville kunne fraskrive sig det juridiske fadderskab og slippe for børnebidrag, men så er faderrollen jo negligeret til skaffedyr. Og der må være mere i det. Selvom man(d) får en juridisk abort, så risikerer man jo stadig, at der 18 år senere står en lyshåret pige med våde øjne på ens dørtrin og siger “du er min far!” Og den del af problemet kan vi jo ikke løse.

Så altså, dette er ikke et forsvar for den juridiske abort (eller Klaus Riskjær), men et indspark i en debat, der alt for hurtigt bliver lukket med argumentet om at tage ansvar. Kære vrede kvinder – hvad med om I tog ansvar? Både for at give jeres børn fædre, for at give jeres kærester, ekskæreste og one-night stands medbestemmelse i forhold til en eventuel graviditet – og for ikke at lægge låg på en meget væsentlig diskussion. Det er altså sådan ligestilling skabes.


  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...