Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.

Datingmysterier 1: I omvendtland

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.

Et sår der ikke vil hele

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.

Cougarkussen?!

Fra vi er ganske små får vi at vide, at vi er langt fremme i skoene. Om det er sprog, selvstændighed, at blive skoleklar eller komme i puberteten – forklaringen er den samme. Det er, fordi piger udvikles tidligere og hurtigere end drengene. Det skaber selvfølgelig en masse piger-er-bedre-end-drenge diskussioner, som vist aldrig rigtig stopper. Men der hvor forklaring oftest bliver brugt, i nogle grove tilfælde som undskyldning, er når det kommer til det der med drenge og piger – som par.
Det ses ofte, at fyren er et par år ældre end pigen. Det sker også, at det er en del år. Og da jeg egentlig er fortaler for, at alder bare er et tal (eller et ord om man vil), så vil vi liiige ignorere de gange, hvor jeg helt sikkert har været såret nok til at give udtryk for det stik modsatte. Men faktum er altså, at det er almindeligt i dagens samfund, at kvinden er yngre end manden.

Men, når det nu er sagt og forstået, sat i system og helt sikkert også påvirket af vores konstante fokus på, at det er forklaringen, hvor kommer forklaring på de ældre kvinder og de yngre mænd så ind i billedet?! Cougar-tendensen I ved. Hvorfor er det, at vi kvinder, der bruger det meste af vores teenage og semivoksne liv på at finde en moden og (K)ærlig mand, alligevel bliver tøsefjantede og får røde kinder, når en yngre fyr bare så meget som blinker til os.
Man hører sig selv, gang på gang, sige til sine veninder, at man “simpelthen ikke tænder på noget, der ikke er gammelt nok til at have hår på brystet”, men i samme nu får man mavekriller eller stjerner i øjnene, fordi selvsamme ubehårede drengebarn netop har kaldt en for baby. Og endnu værre er det, når de unge drengebørn rent faktisk HAR fundet og drukket af den vidunderlige kilde, der giver dem hår på bryst og kæbe. Så er der jo intet, der holder en tilbage fra at småfnise og flirte igen.

Jeg personligt har ikke gjort mig så meget i drengebørn. Jeg arbejder med et gennemsnit, der nok ligger en 7-8 år over min egen alder. Med et par stykker, der trækker godt i den tunge ende. Men her det sidste år, i noget der måske for nogle kan forveksles med en mindre identitetskrise, og som måske kunne have rødder i et opbrud med den sidstværende “voksne” mand i mit liv, har jeg overgivet mig lidt til fænomenet yngre mænd. På en, for det meste, uskyldig måde, men dog tilpas upassende. Og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg kan li’ at få de røde kinder i ny og næ. Jeg er pjattet med at blive bejlet til uden nødvendigvis at skulle tage mig seriøst af det.
Men hvorfor?! Jeg er, om jeg vil det eller ej, ved at nå den alder, hvor de fleste andre måske ville begynde at søge lidt mere desperat efter ham, med de aggressive sædceller. Og jeg render i stedet rundt blandt unge, friske, spændstige drenge og nyder at blive flirtet med hver eneste dag.

En del af det, er velsagtens så såre simpelt, at vi har et behov, der skal dækkes, og at de unge knejter selv har tilbudt sig. Men jeg tror, det ligger dybere – eller mere overfladisk end det. Det kommer selvfølgelig an på øjnene, der ser. Men jeg tror ikke, at det handler om, hvilket behov vi ønsker dækket, men måden det blir dækket på.
De unge charmetrolde kan levere flirt og komplimenter på en måde, der fungerer fordi det bliver sendt afsted med en kæk useriøsitet, der kun er dem forundt. Hvis en voksen mand stak mig bare halvdelen af de replikker, jeg får fyret i hovedet af de grønne frø, så ville jeg ærlig talt ikke vide, om jeg skulle grine eller stikke ham en flad.
Der er noget helt særligt ved det der uspolerede kækhedsniveau. Mange kvinder tænder på en vis grad af drengerøv, men er manden over 30 begynder det at blive anstrengende, hvis det er alt du får. De her spændstige små er jo ikke drengerøve, fordi de ikke er kommet videre. De er drengerøve, fordi de SKAL være det. Og så er vi tilbage på min mandeelskeliste – mænd, der siger, hvad de mener. Her ved jeg, hvad jeg får. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, de skamflirter med. Og jeg ved, min seng ikke er den eneste, en af dem har været forbi. Jeg ville være naiv at tro det. Og det passer mig fint. Det er netop her den vigtigste pointe ligger. Der er ingen skjult agenda om børn, vovse, Volvo og villa i det nordsjællandske. Jeg skal hverken være bange for, at han begynder at tænke i de baner, eller at jeg selv gør det.

Drengerøvsflirt er gratis. Det er tomme kalorier. Det feder kun, hvis du ikke kan styre forbruget. Så længe det kommer i perioder, og du ikke ødelægger glæden ved at blive grådig, så nyd det. Nyd at blive flirtet med, og nyd at du kan flirte helt gratis tilbage. Jeg tror på, at flirt er det, der får dig til at smile resten af dagen, så hvorfor snyde sig selv for den mest direkte kilde til smilet.