Category Archives: elske

  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 1

I need a refill – Part 1

Category:elske,ensom,fuser,game of thrones,hanky panky,kærlighed,Kusse,single,tegnsprog,tomt,veninder,venner

På tegnsprog bruger man tegnet “tomt”, når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. “Tomt” giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner…..men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis – mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt – mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig – og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn – ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky – kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg – nej –  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for “at elske” lige så meget mening som tegnet for “tomt”. Faktisk lige så meget mening som tegnet for “kusse”. Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      

Kusse – Præcis som Rihannas “Diamond” tegn, bare på hovedet.
Elske – Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 
 

Arkiver

Kategorier