“En Juleblog – En Juleblog fra voksenland”

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv (“tak fordi du var en del af det” – Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis – i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting – jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres – det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg – det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen…
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten – en barnlig voksen eller et voksent barn.

Stalkeren

Jeg starter dette indlæg med en bekendelse. Jeg stalker virkeligt mange mennesker på facebook. Nogle gange så meget, at jeg er nødt til at spille dum, når jeg møder dem i virkeligheden. Det er altså temmeligt akavet at møde en kvinde (eller mand, men det er oftest kvinder, jeg stalker), som jeg aldrig har mødt før, men samtidig vide, hvor hun var på sin seneste ferie, hvad hun spiste til middag i går, hvem hun er venner med og hvem hun har været kæreste med. Det er faktisk temmeligt svært at reagere overrasket på historier, man har læst eller set flere gange end Pretty Woman og Den Eneste Ene.
Men hvorfor stalker vi andre kvinder på Facebook? Den søde fyrs veninder og ekskærester. Ekskærestens nye kæreste. Vores veninders veninder. Ekskæresten. Hvad forventer vi at finde? Grimme billeder fra en beskidt fortid? Afslørende billeder af nye og gamle flammer? Og hvorfor tror vi overhovedet, at facebookprofilen taler sandt?
Lad os lige for sjov gennemgå den information, man kan finde på undertegnedes profil, hvis vi ikke er venner. Mine profilbilleder; forholdsvis gode billeder af mig selv, som er udvalgt, fordi jeg synes, at jeg ser sød/smuk/sjov/kvik ud på dem. Mine coverbilleder; billeder jeg har taget eller fundet på internettet, fordi de udtrykker, at jeg er en belæst, berejst og kreativ personlighed. To offentlige statusopdateringer om mine meritter; udelukkende succeshistorier. Let’s face it. Facebook er et mekka af selviscenesættelse. Hvornår lægger du nogensinde selv et billede op, hvor mavedellen titter frem over joggingbuksekanten, og du spiser Ben&Jerrys ud af bøtten foran fjernsynet, mens en dårlig chickflick trækker sorte mascarastriber ned af dine kinder? Selvsagt findes der folk med mindre selvindsigt (og som måske endda klædeligt er mindre selvbevidste) end jeg. Og folk, der ikke er bevidst om deres privatindstillinger. Sæt jer ind i det. I bliver glade for det i fremtiden – eller bare nu, hvis I har mere end 50 venner. 
Og alligevel gør vi det allesammen. Ja, også dig. Ingen grund til at være hellig. Din profil er også blevet stalket tusindvis af gange. Sikkert også af mig. Men hvad om vi holdt op med at lede efter små pletter af skam på andre kvinders polerede overflader, og i stedet fokuserede på, hvor skønne disse kvinder er. Hver og én. Også stalkeren.