Stop, stop, det er min krop!

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.

Gæsteblog: Mythbusters – min røv er også følsom

Endnu en gæsteblogger har meldt sig under fanerne. Vores allerførste mandlige gæst for at det ikke skal være lyv. Byd velkommen til ikke-bare-pikken-pikken (I vil forstå det, når I har læst teksten). Nyd den.

Der er en opfattelse af forskellen på kvinders og mænds seksualitet, der desværre fylder godt op ikke alene i populærkulturen, men også bag nedrullede gardiner. Grundlæggende set er omdrejningspunktet kvindens kompleksitet og, modsat, mandens enkelthed. I min omgangskreds er det både mænd og kvinder, der klamrer sig til den.

Som barn af firserne og ung i halvfemserne stødte jeg første gang på denne mytologi, for det er det det er, i seksualundervisningen. Den halvdel der ikke var dedikeret kvindens cyklus handlede om forskelle i liderlighed. Vi mænd, eller retteligt drenge, måtte forstå, at vi ikke bare sådan uden videre kunne regne med en pige også var tændt. Det krævede albuefedt, tålmodighed og en god portion empati overhovedet at komme i gang med et samleje. Og det handlede om at have en holistisk (jeps, jeg gik på friskole) tilgang til møget og komme hele kroppen rundt inden man ramte kussen. Det var sgu nok en meget god ting, at lære en flok unge drenge. Men hvad lærte pigerne så om os? Efter min erindring intet udover at en stakkels frivillig fik lov til, efter drengene igen var blevet sendt i gården med en bold 5 minutter i frikvarter, at sætte et kondom på en agurk. En vittighedstegning fra tiden opsummerede meget godt vores opfattelse. Et postkort, der viste henholdsvis mandens og kvindens erogene zoner. Ved kvinden gik der streger til nakke, bryster, inderlår, knæ, numse, kusse og en håndfuld andre områder. Ved manden 10 streger til pikken. Kæft der var sjovt.



Tager man et bredere vue ud over populærkulturen og seksualkulturen, står det hurtigt klart at denne opfattelse er fundamentet for en masse seksuel aktivitet og forestillingerne om den. Tænk på stort set alt rom-com/sit-com mellemkønslig humor. Min generations yndlingsshow (hvad var dét i øvrigt for en sær kollektiv trance?), Friends, er disse interaktioner typisk baseret på den præmis, at mændene er seksuelt ensporede: så meget som muligt, woop, woop, fisse! Kvinderne skal vindes, scores før de underlægges et langt forspil. Og manden vil bare knalde. Vores egen Lars Von Trier lavede for nyligt en film, hvis bærende præmis var det fascinerende ved den komplekse og vildtvoksende kvindelige seksualitet. Og manden vil bare knalde. Selv om han havde valgt ikke at lade en gymnasieklasse skrive dialogen i deres filosofitimer, havde det været en ganske uinteressant præmis. For den er alle steder i forvejen.

Og nu til de faktiske forhold mellem mænd og kvinder, for her ligger mytologien også som en tung dyne over seksuelt samvær. Efter en lille håndfuld længere forhold i mine omtrent 34 år må jeg være knap 1.000 timers forspil i underskud. Ikke at det handler om balance på kontoen. Overhovedet ikke. Al den røren og kyssen og slikken fra top til tå, om det så er klassiske ting som bryster og kusse eller i populær forstand mere vilde ting som tæer og numse, er et privilegium. Men derfor kan den normale overgang fra dette forspil til samlejet alligevel være lidt kedelig. Temmelig kedelig faktisk. Helt typisk fra drejebogen: en hånd ned til pikken for lige at tjekke, om den er hård nok til at madammen kan give den adgang. Slut. Så får I ikke mere for den 25 øre.

Måske jeg har været uheldig, men billedet bekræftes fra flere venner og bekendte. Det er for tamt, shit det er tamt, men bygger, tror jeg, på føromtalte mytologi. Manden kan altid tænde på noget, og så er der ingen grund til at bruge krudt på det lort (Det lyder egentlig også meget rart. Skal vi bytte et årtis tid?) Samtidig er der dog også mange mænd i min omgangskreds, der klamrer sig til forestillingen. Manden vil bare knalde, kvinden er åh så sofistikeret. Så kan kvinden få lov til at dyrke en ligeledes kulturelt indlejret prinsessefetichisme og samtidig giver myten manden en let tilgængelig hjælp til mandlig identitetsskabelse, hvor man samtidig ikke behøver stresse over, om man er bøsse fordi ens røv faktisk godt kan lide at blive rørt ved. Slap af. Selvfølgelig kan den det.

Grænserne for en mands seksualitet er i et forhold ofte indflettet i de her tåbelige ideer. Der er ikke nogen biden i brystvorter eller legende tunger på inderlårene. Nope. Manden vil kun knalde og ingen for forventer andet. Det er penetration og så tænker vi ellers på naturfagslæreren fra gymnasiet i håbet om at nydelsen for partneren forlænges. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det rettede sig til med tiden, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Omvendt er der vel ingen, der alvorligt forestiller sig, at en mands krop er dyppet i stearin fra fødslen, hvor en eller anden jordemoder holdt fast i pikken, som dermed blev eneste erogene zone. I en mindre videnskabelig kultur, ville denne skabelsesmyte sikkert have fungeret meget godt; en moderne version af Achilleus.

Konsekvensen er desværre, at sex bliver lidt kedeligt. Og at ingen er så glade som de kunne være. Forudsigeligt og asymmetrisk. Nu er det ikke sådan, at kvinder bare må komme i gang. For ligesom kvinder har et ansvar for at sørge for, at deres partner fatter hvad de vil, og det er typisk ikke spor komplekst efter min erfaring, er det mænds ansvar at bryde med nogle af de ovenstående forestillinger. Kom nu i gang. Strut for helvede lidt med den røv! Eller den armhule, whatever. Det er der ingen skam i. Eller det burde der ikke være, hvis ellers vores opfattelse af kønnene var lidt mindre heteronormativ. Og dét er alt, alt for kedsommeligt og lukker ned for masser af let tilgængelig nydelse. Måske skulle vi i stedet huske på Marquis de Sades noget udvidede naturforståelse. For ham var noget naturligt, hvis det forekom. Ergo var det helt naturligt at hans familie skulle indsmugle store dildoer til ham, da han sad fængslet i Bastillen. Det er da en charmerende, omend potentielt lige bred nok, forståelse af naturlighed.

Seksuel frigørelse har altid været nært sammenknyttet med feminismen og andre frigørelsesbevægelser. Alligevel er det som om, der mangler hele erkendelsesområder. Det faktum at mandens nervesystem faktisk er ganske veludviklet, er et af dem. I de enkelte forhold turde det ellers ligge lige for. Det er rart at blive rørt ved. Det synes din partner også. Selvom han er en mand. Men vores forståelse af hinandens krop og lyster er desværre alt for ofte mere påvirket af vores indlærte, og dybt forkerte forestillinger om kønnene. Hvis sex stadig er politisk, så er det her frontlinjen. Kvinde, du er aldrig mere feministisk, end når din tunge cirkler omkring din kærestes ringmuskel.


Problemet med store bryster er:

Ingenting, kunne man fristes til at sige. Og bevares, der er meget dejligt ved store bryster, rigtigt meget, men som indehaver af et par i den større ende af skalaen, så kender jeg selv en del til bagsiden (undersiden er det velsagtens i det her tilfælde). Og da det efterhånden er længe siden, vi har haft en liste her på bloggen, så snupper vi en i dag. Så her kommer 10 dagligdagsproblemer, man møder, når man har store bryster. 

1. Smerterne
Ja, det kan måske komme bag på nogen, men store bryster er lavet af samme materiale som de små; fedt og mælkekirtler. Og den slags vejer – MEGET. Uanset, hvor god og støttende en BH du render rundt med, så er ændrer det ikke på vægten, du bærer på dine skuldre. Snærende BH-stropper gør sviende ondt og giver grimme røde mærker og med tiden permanenter krater i skuldrene. AV. 

2. Smerterne i pengepungen
Jeg ved godt, at mange mænd (altså dem, der har turde kaste sig ud i den skræmmende opgave at købe undertøj til deres udkårne) kan ryste på hovedet over, at priserne stiger støt med at mængden af stof svinder. Det er også delvist sandt. Men piger med små bryster har dog masser af billige og gode alternativer. Vi med jungerne kan få en billig bh for omkring en 3-400 kr. Jeg savner dagene (læs: 7 klasse), hvor jeg kunne gå i H&M og købe ny bh for under 79 kr. Hvilket også bringer os videre til næste punkt.

3. Pasform faldskærm
Hvorfor er det, at 90 % af det undertøj, der findes i skål F og opefter, helst skal få dine ellers ganske pæne bryster til at ligne noget, der burde sidde på din farmor. Forventes det, at køberne af store BH’er kun er kvinder over 50, der har fået trætte bryster af for meget amning (og den generelle kamp med tyngdekraften), har givet op på at være sexede og derfor er ligeglade med, at pasformen får det til at se ud som om, de har spændt en faldskærm på hvert bryst? Jeg er 29 og vil helst gerne have lov til at føle mig bare en lille smule fræk, når jeg står foran en fyr kun iført undertøj. Er det for meget at forlange?

4. Big Is Beautiful
Til de uvidende så er det en afdeling i H&M, hvor jeg oftest er nødsaget til at søge hen. Nu er det ikke fordi, jeg er petit, men jeg er heller ikke der, hvor jeg burde søge i specialbutikker eller afdelinger – d.v.s hvis altså ikke jeg rendte rundt med mere bagage fortil end på resten af kroppen. BIB og Mama afdelingerne i H&M er såre simpelt de eneste steder, jeg ved, jeg kan finde tøj, hvor der er plads til mine bryster. Hvor resten af min krop uden problemer kan klare sig i str L, skal attributterne absolut bryste sig af str XL.

5. Bølgegang i barmen
Ja, det lyder dejligt, gør det ikke. Jeg kan da også selv være ganske fascineret af bevægeligheden af et par store bryster. Men faktum er, at det er ret ubehageligt i en del situationer. Nu har jeg spillet teater i ca. lige så mange år, som jeg har haft store bryster, og det der med at danse, selv med et sports-BH, der strammer op, så man nærmest ikke kan trække vejret, det er ikke for sjov.

6. Opmærksomhed
Ja, I know, buh-freaking-huu Ældsten. Men når dine venners fædre omtaler dig som hende med brysterne, din omgangskreds ser det som en selvfølge at kommentere eller røre ved hver given lejlighed, du finder små blå mærker som følge af folks prikken til dem, og billeder som nedenstående (ja det er mig – eller mine) er hvad du finder på din telefon, efter at din VENINDE har haft fat i den – så må man godt blive lidt træt, bare lidt.




7. Hovsa
Store bryster er i vejen. Man vælter ting, spilder ting og rører ting. Eller ting rører dem, folk rører dem, fremmede folk rører dem. Det sker ca. to-tre gange dagligt, at en tilfældig forbipasserende, en lidt for perifer bekendt eller din meget blufærdige veninde lige får strejfet dem mod sin vilje. Det er akavet, og ikke alle kan smile af det.

8. Numsemænd
Ja det er åbenbart mit lod i livet primært at støde på mænd, der er til numser og ikke bryster. Jeg mener, når nu det er min ting, min force, dem, der ankommer en halv time før jeg selv, så er det da fjollet, at de skal gå til spilde på en, der hellere vil fokusere på min blege (med selvfølgelig utrolig gode) mås.

9. Bryster virker!
Ja, set fra et feministisk synspunkt er det pisse irriterende og burde kunne ændres. Men faktum er, at sex sælger, og ideen til dette indlæg startede da også oprindelig som en joke, fordi en ven af Kussesumpen, som har sin egen blog (Barokken), har fået overvældende flest views på sit indlæg om netop bryster. (Der er fem, min favorit kan du læse her). Og du skal ikke bilde mig ind, at der ikke er en temmelig stor del af dagens læsere, der klikkede herind i dag netop pga. billede og emne.

10. Brok
At brokke sig over at have store bryster er det samme, som at brokke sig over at have flad mave, være smuk, have en lækker kæreste, få god sex….o.s.v. 
Ingen tager din brok seriøst, for hvad har du lige at brokke over? Helt ærligt, ikke så meget. Uanset de ovenstående problematikker, så er jeg egentlig godt tilfreds med min G-skål. Men derfor vil jeg nu gerne have lov at brokke mig over generne alligevel. 

Tilgiv mig Moder – for jeg har syndet

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk en ret ihærdig én af slagsen. Jeg mener i fulde alvor, at der er rigtigt mange kampe, der stadig skal kæmpes. Bevares, kvinderne har fået stemmeret og en plads på arbejdsmarkedet, men der er lang vej endnu. Især i forhold til den måde vi taler om køn og seksualitet på. Det kan gøre mig oprørt og temmelig pinligt berørt, at vi lever i et samfund, hvor landets store public service udbyder kan vise stærkt nedladende og sexistiske programmer i den bedste sendetid. Jeg vil undgå en længere diskussion af programmet, som jeg anser som pinligt og dårligt eksekveret – og som vi desuden bør tie ihjel.

Nå, men jeg er altså feminist. Jeg interesserer mig for, og forholder mig kritisk til, de sociale og sproglige konstruktioner, som vi tager for givet. Men jeg har det lidt svært med begrebet, mest fordi det klinger af afbrændte bh’er og vrede. Og jeg er altså ikke vred på mænd – i hvert fald ikke sådan generelt. Jeg har nok været vred på et par stykker af dem i sin tid. Og jeg kan godt lide at lege lidt med og skubbe til de stereotype kønsroller. Jeg elsker at tæve drengene i deres eget spil ved at tale mere om pik og patter og i et endnu mere beskidt sprog, end de selv gør. Jeg kan godt lide værktøj, og jeg er også ret ferm til at bruge det. Og hurra for det. Det er godt for mit image.

Men hvad stiller man så op, når man møder en mand med stor M, med store overarme, der kan flytte rundt på mig, som var jeg en lille nipsting, og jeg bliver helt blød i knæene? Eller når man tager sig selv i at fantasere om voldtægt? (Ja, alle kvinder har voldtægtsfantasier. Og der er KUN EN FANTASI!). Det er jo decideret pinligt. Og det er virkeligt skidt for mit image. Jeg har flere gange overvejet at blive lesbisk. Det er ligesom det ultimative opgør med kønsstereotyperne. Det ville jeg gerne. Men jeg har bare et problem. Jeg er alt for pjattet med mænd – også dem med store arme og hår på brystet, som hovedrystende finder mig både kær og let fjollet, når jeg hidser mig op med mine vrede, feministiske ytringer. Undskyld! Tilgiv mig, du almægtige feminisme – for jeg har syndet.