Gæsteblog: Min klit er forsvundet

Så er det blevet tid til endnu en gæsteblogger. Hendes sexliv sejler, og den slags kan godt være svært at håndtere på en voksen og diplomatisk måde. Byd hjerteligt velkommen til Egokussen!


Hvis sandheden endelig skal frem, så har jeg været single længe. Pinligt længe. Så længe, at jeg endnu ikke tør sige højt hvor længe. Det har resulteret i to ting. Ufatteligt mange one-night-stands og trangen til at fortælle alle i hele verden, at man ser én ret seriøst, altså på den der kærestmåde, når man så endelig gør. Det er egentlig ikke, fordi jeg anser mig selv som værende desperat, ihvertfald ikke efter en kæreste. Jeg er kræsen og går helst ikke på kompromis …og så alligevel!


Sidste efterår så jeg en fyr, et hash-hoved uden lige, men en sand adonis af skikkelse og Guds gave til kvinden i sengen. Han gav mig simpelthen multiorgasmer på stribe. For at være ærlig var det nok det, vi kunne – kneppe altså. Og for at være rigtig ærlig, var jeg nok nymfomanen i det forhold. Det sker ellers ikke så tit. 

Well, det skulle ikke være os. Både fordi han var et hash-hovede, men, indrømmet, også fordi jeg er lidt… lad os sige besværlig at være sammen med. Ja, når man har været alene MEGET længe, så får man på en eller anden måde dannet sine egne små mærkelige rutiner. Og hvis man ikke er interreseret i ændre dem, kan det unægteligt godt gå hen og blive lidt svært.

Nu ligger landet sådan, at jeg ser en ny. Den sødeste, smukkeste, sjoveste mand, jeg længe har oplevet. En mand, jeg gerne laver mine små mærkelige rutiner om for. Helt klart kæreste-potentiale. Men, for der er altid et men, vores sexliv er lort! Vi har nu bollet i snart tre måneder, og ikke én gang har han været i nærheden af min klitoris. 



Jeg må undres. Manden er godt ti år ældre end mig og har haft en del længerevarende forhold. HVORFOR KAN HAN IKKE FINDE MIN KLIT?!!!! Jeg ved, at  ærten i nogle tilfælde kan være svær at lokalisere, men det har aldrig været et problem for mig. Jeg har seriøst prøvet alt; flyttet hans hånd, så klitten ikke har været til at undgå, jeg har bragt på banen, hvad der virkelig tænder mig i sengen, jeg har sågar selv fundet den og ordnet, hvad der skulle ordnes, mens han har ligget og stønnet som en teenagepige. Lige meget hjælper det. 

Det betyder, at vores sexliv er blevet lidt en pligt for mig. Jeg orker det næsten ikke, fordi jeg ved, at det ikke bliver en succesoplevelse. Det bliver et større og større tabu i vores samtaler. Han må da også kunne mærke, at det ikke fungerer for mig? Især, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor det der med at fake en orgasme simpelthen ikke sker. Jeg gider det ganske enkelt ikke mere. Jeg er blevet for gammel! Hvad fanden stiller man så op? Jeg ville gerne være hende der, hvor sex ikke betyder noget, hvor det er alt det andet, der har værdi. Let’s face it, det er jeg bare ikke. 


Jeg er der lige nu, hvor jeg har sat mig for at give det en reel chance. Virkelig give det en skalle. For jeg holder utroligt meget af ham, så meget at han skal møde hele den pukkelryggede i weekenden. Hvis ikke det lykkedes, er det så ok at skride? Er det en legitim undskyldning, at jeg aldrig er kommet med ham? Er det ok at være så meget en egokusse? 



Mit kønne luksusproblem

Hvad jeg nu har tænkt mig at skrive kommer med al sandsynlighed til at lyde både opblæst, arrogant og overfladisk. Det er jeg helt bevidst om. I kan kalde det et luksusproblem, hvis I vil. Ikke desto mindre, er det et problem, som jeg har tumlet en del med. Og ja, det siger måske lidt om størrelsen på mine andre problemer. Det er jo ikke hungersnød i Afrika eller  livstruende sygdom. Problemet er simpelthen – at jeg er en ret køn pige. Nogle har endda kaldt mig smuk. Jeg er ikke nogen modelskønhed, men jeg har tilpas mange gange fået at vide, at jeg af mange mænd (og kvinder) betragtes som lækker.
Og hvorfor er det så et problem, spørger I sikkert. Det er det som sådan heller ikke. Nogen gange tager det bare lidt overhånd.
Jeg opdagede det for første gang, da jeg kom i gymnasiet. Lige pludselig var der en masse fyre, der fandt mig interessant – det hjalp selvfølgelig også, at mine bryster voksede fra en A- til en DD-skål på et halvt år, bevares. Og jeg dyrkede det for fuld smadder. Det var selvfølgelig også helt lidt selvforskyldt, men pludselig måtte jeg konstatere, at jeg blev opfattet som overfladisk, smådum – og, nå ja, køn. Og jeg havde måske lidt forventet, at det bare var en periode i mit liv. At det ville være overstået efter tre år i Nordsjællands svar på Paradise Hotel. Desværre må jeg her fem år efter, at jeg forlod gymnasiet stadig møder disse forventninger. Og det til trods for, at jeg af mine nærmeste venner oftest opfattes som temmelig nørdet. 
Jeg lytter til P1 halvdelen af døgnets vågne timer, holder avis og læser tunge bøger i min øreklapstol. Jeg betragter egentligt mig selv som en forholdsvis interessant og begavet selskab – dog måske især for mennesker, der har passeret pensionsalderen. Faktisk har jeg oftest oplevet, at jeg kommer betydligt bedre ud af det med forældre og bedsteforældre, end med folk på min egen alder. Og det er jo også derfor, det nogen gange bare er nemmere, omend utroligt utilfredsstillende, at være køn og blond frem for det lidt nørdede mobbeoffer.
Så nu har jeg altså i en lang periode prøvet at slå kontra. Klædt mig i tøj, der ikke ligefrem fremhævede mine kvindelige attributter (her taler jeg altså ikke kun om bryster, som man måske kunne tro. Slå selv ordet op i en ordbog, hvis du ikke ved, hvad det betyder). Nå, men hvorom alting er. Så virkede det faktisk lidt. I hvert fald for min egen selvforståelse. Men bestemt ikke til det bedre. Jeg holdt op med at føle mig attraktiv og tiltalende. Bevares, jeg oplevede også at folk, primært mænd, talte til mig på en anden måde. Jeg formåede ind i mellem at blive en af drengene. Men ærligt talt, så vil jeg faktisk også gerne have lov at være kvinde. Og en attraktiv en af slagsen. Det er bare ikke det samme som at være ubegavet eller overfladisk. 
Jeg havde for nylig denne samtale med et herrebekendtskab. Han syntes bestemt, at det var de mest fjollede og unødvendige overvejelser at gøre sig. For når man nu var en køn pige, så var det da bestemt bare at nyde det. Og selvom han selvfølgelig kunne have ret i det, så gør det det altså ikke mindre kompliceret i mit lille kønne hoved. Det siger måske i virkeligheden også lidt om kompleksiteten af det lille hoved, at jeg kan bruge så meget energi på det. Og selvfølgelig er det også mega fjollet. Og jeg burde selvfølgelig bruge min mentale energi på noget andet. Det er jo ikke eksistentialistiske problematikker i Sartre-klassen. Der kommer nok aldrig en stor roman ud af mit livs genvordigheder. 
Det, at jeg er en køn pige, ligger som en fornuftspræget del af min bevidsthed. Jeg har fået det at vide så tilpas mange gange, at jeg er bevidst om, at det er sådan jeg bliver opfattet. Men det betyder bare ikke, at jeg ikke nogen gange bliver i tvivl. Jeg har også dage, hvor jeg føler mig som den grimmeste kvinde på jorden, hvor appelsinhuden på mine baglår synes at have bredt sig ned til anklerne. Hvor poserne under mine øjne inderholder til liter sand. Hvor min topmave ikke længere er nuttet men bare et bælte af rå medister omkring min talje. Og når man så siger det højt, får man at vide, at man skal tage sig sammen, at man da bør vide og forstå, at man er smuk og køn og attraktiv. For det er åbenbart usolidarisk at brokke sig over appelsinhud, store lår og bollehåndtag, når man bliver betragtet som køn.

Skal jeg bare holde min kæft og nyde, at jeg ser ud som jeg gør? Klappe i, når andre brokker sig over deres skønhedsfejl og holde mund med mine egne? Kan jeg overhovedet tillade mig at bruge jeres tid og internettets plads på den her slags undseelige problemer? Eller er det OK at synes,  det er lidt svært at være køn og nørdet og at det bliver en linedans i stilletter mellem de to yderpoler?