Andre kvinders børn

Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.
Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.
Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.
Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.
Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).
Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.
Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.
Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

 

Så tag dog ansvar!

Da en kendt og til tider temmelig provokerende finansmand for nyligt proklamerede, at han ikke villle vedkende sig fadderskabet til det ufødte barn, hans ekskæreste bar i sin mave, skabte det ramaskrig landet over, men især i feministiske kredse. Han har siden slået på tromme for den såkaldte juridiske abort, hvor manden kan fraskrive sig sit fadderskab. Og folk er blevet gale! “Han skal jo bare tage ansvar for sine handlinger og betale sit børnebidrag – han har jo helt sikkert råd.” Men er fadderskab ikke andet end en fast månedlig bankoverførsel? Er det kun af økonomiske årsager, at manden ville ud?

Denne tekst skal på ingen måde læses som et forsvar for Klaus Riskjær. Jeg har absolut ingen interesse i at tage den diskussion for ham. Til gengæld interesserer det mig, hvor hurtigt diskussionen om den juridiske abort bliver fejet af bordet med argumentet om ansvar. Især fordi der ligger en langt mere væsentlig diskussion lige bagved – nemlig en ligestillingsdiskussion i forhold til forældrerollen. Og det har de selvudnævnte feminister tydeligvis glemt.

Lige en indskudt note her. Jeg betragter mig selv som feminist i den forstand, at jeg ikke mener, at mænd og kvinder skal være ens, men derimod at de skal have lige rettigheder og muligheder. Jeg går derimod ikke med et ønske om, at kvinder skal overtage verden og undertrykke alle mænd som en hævnakt for patriarkatets storhedstid.

Tilbage til ligestillingen. Af biologiske årsager har kvinden primær adgang til barnets første levetid; hun bærer det i maven i ni måneder, gennemgår en smertefuld fødsel og de mange efterfølgende gener (sammensyet mellemkød, en livmoder, der skal trække sig sammen, brystbetændelse i forbindelse med amning osv.), og det er hende, der giver føden til ungen de første måneder af dens liv. Men det betyder for mig at se ikke, at det er mere hendes barn end faderens. I det tilfælde, at det var mere hendes, ville det forøvrigt ophæve mandens ansvar for at tage barsel, betale til mad, tøj osv. og desuden drage omsorg for kvinden og barnet. Nå, men altså – barnet er begge forældres ansvar og tilhører begge forældre (måske er det lidt voldsomt at tale om ejerskab i forbindelse med et levende menneske, men i mangel på bedre ord). Alligevel er det udelukkende kvinden, der beslutter, om barnet skal blive til eller ej.

Når en kvinde bliver gravid, er hun ikke forpligtet til at fortælle manden dette. Hun kan dog altid gøre det, skulle hun få brug for børnebidraget, men reelt set kan man som mand være blevet far uden at have den fjerneste anelse. Eller kvinden kan vælge at få en abort, uden at manden har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget afkom. Jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan tvinge en kvinde til at bære et barn i ni måneder, bare fordi manden ønsker det, men man burde efter min overbevisning altid tage ham med på råd (selvfølgelig ikke i tilfælde, der involverer forskellige typer af overgreb, det er klart).

Nå men altså, manden har absolut intet at skulle have sagt – uanset om han vil eller ikke vil være far. Og nej, man kan ikke tvinge en kvinde til at forblive gravid. Og man bør heller ikke tvinge hende til at få en abort, hvis hun ikke ønsker det. Det er en traumatisk oplevelse for de fleste kvinder, og der skal man ikke tvinges ud. Men hvor er mandens rettigheder?

Jeg bliver så træt, hver eneste gang jeg hører nogen sige at hvis manden ikke vil være far, så kan han bare beskytte sig. For det første, fordi der efterhånden har været en del historier om mænd, der faktisk troede, at de var beskyttet – og så var de det ikke alligevel (kondom, der springer, kvinder, hvis p-piller ikke virker eller ikke er blevet tager – find selv på flere). Og for det andet, hvis argumentet mod den juridiske abort er, at mænd bare skal tage ansvar – så er det vel også argumentet mod den frie abort. Hvorfor skal kvinder ikke tage ansvar for deres handlinger, når de har haft ubeskyttet sex og er blevet gravide. Hvorfor kan de fraskrive sig forældrerollen, hvis manden ikke kan?

Når nu alt det er sagt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er fortaler for den juridiske abort. Primært fordi den ikke løser problemet. Bevares, en mand ville kunne fraskrive sig det juridiske fadderskab og slippe for børnebidrag, men så er faderrollen jo negligeret til skaffedyr. Og der må være mere i det. Selvom man(d) får en juridisk abort, så risikerer man jo stadig, at der 18 år senere står en lyshåret pige med våde øjne på ens dørtrin og siger “du er min far!” Og den del af problemet kan vi jo ikke løse.

Så altså, dette er ikke et forsvar for den juridiske abort (eller Klaus Riskjær), men et indspark i en debat, der alt for hurtigt bliver lukket med argumentet om at tage ansvar. Kære vrede kvinder – hvad med om I tog ansvar? Både for at give jeres børn fædre, for at give jeres kærester, ekskæreste og one-night stands medbestemmelse i forhold til en eventuel graviditet – og for ikke at lægge låg på en meget væsentlig diskussion. Det er altså sådan ligestilling skabes.