Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.

Datingmysterier 1: I omvendtland

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.

Gæsteblog: Min klit er forsvundet

Så er det blevet tid til endnu en gæsteblogger. Hendes sexliv sejler, og den slags kan godt være svært at håndtere på en voksen og diplomatisk måde. Byd hjerteligt velkommen til Egokussen!


Hvis sandheden endelig skal frem, så har jeg været single længe. Pinligt længe. Så længe, at jeg endnu ikke tør sige højt hvor længe. Det har resulteret i to ting. Ufatteligt mange one-night-stands og trangen til at fortælle alle i hele verden, at man ser én ret seriøst, altså på den der kærestmåde, når man så endelig gør. Det er egentlig ikke, fordi jeg anser mig selv som værende desperat, ihvertfald ikke efter en kæreste. Jeg er kræsen og går helst ikke på kompromis …og så alligevel!


Sidste efterår så jeg en fyr, et hash-hoved uden lige, men en sand adonis af skikkelse og Guds gave til kvinden i sengen. Han gav mig simpelthen multiorgasmer på stribe. For at være ærlig var det nok det, vi kunne – kneppe altså. Og for at være rigtig ærlig, var jeg nok nymfomanen i det forhold. Det sker ellers ikke så tit. 

Well, det skulle ikke være os. Både fordi han var et hash-hovede, men, indrømmet, også fordi jeg er lidt… lad os sige besværlig at være sammen med. Ja, når man har været alene MEGET længe, så får man på en eller anden måde dannet sine egne små mærkelige rutiner. Og hvis man ikke er interreseret i ændre dem, kan det unægteligt godt gå hen og blive lidt svært.

Nu ligger landet sådan, at jeg ser en ny. Den sødeste, smukkeste, sjoveste mand, jeg længe har oplevet. En mand, jeg gerne laver mine små mærkelige rutiner om for. Helt klart kæreste-potentiale. Men, for der er altid et men, vores sexliv er lort! Vi har nu bollet i snart tre måneder, og ikke én gang har han været i nærheden af min klitoris. 



Jeg må undres. Manden er godt ti år ældre end mig og har haft en del længerevarende forhold. HVORFOR KAN HAN IKKE FINDE MIN KLIT?!!!! Jeg ved, at  ærten i nogle tilfælde kan være svær at lokalisere, men det har aldrig været et problem for mig. Jeg har seriøst prøvet alt; flyttet hans hånd, så klitten ikke har været til at undgå, jeg har bragt på banen, hvad der virkelig tænder mig i sengen, jeg har sågar selv fundet den og ordnet, hvad der skulle ordnes, mens han har ligget og stønnet som en teenagepige. Lige meget hjælper det. 

Det betyder, at vores sexliv er blevet lidt en pligt for mig. Jeg orker det næsten ikke, fordi jeg ved, at det ikke bliver en succesoplevelse. Det bliver et større og større tabu i vores samtaler. Han må da også kunne mærke, at det ikke fungerer for mig? Især, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor det der med at fake en orgasme simpelthen ikke sker. Jeg gider det ganske enkelt ikke mere. Jeg er blevet for gammel! Hvad fanden stiller man så op? Jeg ville gerne være hende der, hvor sex ikke betyder noget, hvor det er alt det andet, der har værdi. Let’s face it, det er jeg bare ikke. 


Jeg er der lige nu, hvor jeg har sat mig for at give det en reel chance. Virkelig give det en skalle. For jeg holder utroligt meget af ham, så meget at han skal møde hele den pukkelryggede i weekenden. Hvis ikke det lykkedes, er det så ok at skride? Er det en legitim undskyldning, at jeg aldrig er kommet med ham? Er det ok at være så meget en egokusse? 



Vil du smage min tandsmørsbelagte frustrationskage?

Jeg er frustreret. Jeg forstår ikke min krop. Jeg har et arbejde, hvor jeg føler mig som en natteravn, altså ikke på Rasmus Seebach-måden. Jeg står virkelig tidligt op (03:25), så jeg er begyndt at være rigtig træt, også selvom jeg går tidligt i seng. Og så er jeg sulten. Virkelig sulten. Hele tiden. Jeg har lyst til at spise uanset tidspunkt på døgnet. I lang tid har jeg overvejet, hvad det kunne være. Er jeg i en eller anden mærkelig overgangsfase? Har jeg stress? Tænker jeg bare generelt over for mange ting, som jeg ikke burde? Er jeg måske snart på vej over til den rigtige natteravn – altså på Rasmus Seebach-måden? Er jeg gravid??

Jeg kan godt se, at flertallet nok måtte tænke, at jeg muligvis er gravid, men det er ikke sandheden.
Jeg har ikke haft sex i længe. Eller jo, men dårlig sex tæller ikke. Jeg tror jeg har fået det man kan kalde “Samatha-syndromet” – ja hende fra sex and the city – hvor jeg kompenserer for min manglende lagengymnastik med mad…

Jeg arbejder et sted, hvor der kommer mange håndværkere. Og som jeg pt har det, er de allesammen lækre og jeg-ku’-godt-fuckable-kind-of-types! Derfor spiser jeg. Det må kunne lade sige gøre at spise det væk. Så jeg øver mig. Øver mig i at spise det væk. For når de kigger på mig, er jeg på renden til at gøre én eller flere af følgende ting:

RÅBE – så knep mig dog!!!!!
BØJE mig langt ned foran dem og sige upsi tutsi, jeg tabte vist lige min nøgle (jeg ved ikke, om det stammer fra en dårlig pornofilm, jeg engang har set)
SPØRGE: “Har du lyst til at hjælpe mig med noget ude på lageret…” (igen pornofilm)
Det er pisse frustrerende og fedende at spise hele tiden for at styre mig. Så når de kommer op til mig, håndværkerne altså, begynder jeg straks at tænke på mit yndlings spise, som pt er et rundstykke med smeltet smør – gerne smeltet tandsmør. Fik jeg sagt, at det er fedende at være mig disse dage?… 
En løsning kunne være at sætte mig i det mørke, forførende hjørne på min lokale bodega, hvor alle de desperate typer sidder i nærheden. Få fat i mit one-night-stand, så jeg kunne få stillet min lyst og trang, så jeg ikke kommer til at råbe upassende- og til dels ret akavede ting ud i hovedet på hver eneste håndværker, der træder ind i butikken. Dog er jeg kommet frem til, at jeg ikke vil være hende, som bare ligger og knepper den ene fyr efter den anden, uden at der er noget i det. Hvad med en bolleven? Nej for det kan mit hoved sgu ikke finde ud af. Det der med at knalde én regelmæssigt uden følelser, det er sgu ikke lige mig. Og hvad gør man så? Så drikker man sig stiv og fejrer, at det i det mindste ikke kan blive værre.

Ja og så må jeg vel bare finde mig i, at rundstykker med tandsmør er vejen frem, ihvertfald lige nu.
Hver gang der kommer en håndværker ind i butikken, propper jeg et smurt rundstykke direkte ned i løgneren, vender mig om og beder til at alt nok skal gå. …badevægte er alligevel overvurderede…

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

Jeg er så ked af, den hænger ned af

Indrømmet. Jeg har været rundt om blokken en gang eller to. Jeg har gjort mig en del erfaringer ud i det erotiske. Nogle mere vellykkede end andre. Ja, jeg har haft sex med en hel del mænd. Og det er jeg sådan set godt tilfreds med. Jeg har selv valgt det. For jeg har sex fordi jeg har lyst, og det er min egen beslutning. Men der er selvfølgelig også nogle enkelte andre ting der spiller ind. Eksempelvis mandens lyst – eller mangel på samme. Og det sidste har jeg desværre oplevet lidt for mange gange. 

Det er muligvis et af de mest frustrerende og uretfærdige problemer i tilværelsen. Ikke kun for manden selv, men også for den skønjomfru, han denne nat (ja, det kan selvfølgelig også ske på andre tidspunkter af døgnet, men statistisk set, er det nok oftest om aftenen eller natten, at man hengiver sig den slags eskapader) har valgt at fylde sine safter i. Så ligger man der. Man har forberedt sig, skyllet grotteosten ud, måske fjerne den værste urskov, så han ikke begynder at nynne temaet til Indiana Jones, når han finder ned mellem benen og skal have hjælp til at finde den. Man har kysset i timer, sendt frække blikke i endnu flere timer. Man er så sjaskvåd, at det pletter uden på bukserne. Og han er på. Han kysser og piller og skruer på knapper. Men bag ved boksershortsene gemmer der sig en utroligt trist overraskelse. En lille, slukøret tissetrold (ja, det hedder altså ikke pik, når den er så sølle). Og man kæmper for sagen, man giver det tid, man piller, man slikker, man sutter – og lige meget hjælper det. Den er død som en lille, nøgen rotteunge i en musefælde. Og hvad stiller man så op? Man kan prøve at tale om det, men det bliver det bare værre af. Det er som om, at de mænd, jeg har mødt, taber mælet fuldstændig i denne situation. Man kan lave sjov med det. Det er heller ikke en god ide, skal jeg hilse og sige.

Som tidligere nævnt er det sket for mig en del gange. Faktisk så mange gange, at jeg er begyndt at overveje, om det er mig, der er problemet. Så jeg vil sætte meget stor pris på et lille tip til at undgå disse situationer. Eller skal jeg bare acceptere, at jeg er så usexet, at jeg må vænne mig til det?