Category Archives: fynbo

  • 0

Diagnose: Sygelig tendens til luftkasteller

Category:fantasi,fynbo,hjertesorger,kærlighed,luftkasteller,mænd,Mr. Right,parforhold

Jeg betragter egentlig mig selv som et rimeligt rationelt væsen. Måske med et lidt forkvaklet forhold til litteratur og en tendens til at købe sko, jeg aldrig rigtigt kommer til at gå i, men alligevel – rimeligt rationel. Men når jeg møder en ny mand, så rammes jeg af midlertidig sindssyge. Min fantasi fostrer helt fantastiske og dybt urealistiske idéer, som den stakkels mand på ingen måde kan leve op til – eller i sin vildeste fantasi forestille sig.

Tag nu dette eksempel. I foråret 2012 arbejdede jeg på en børneteaterforestilling. Vi var alle frivillige og gjorde det bare for fornøjelsens skyld. Scenografen var en ung (25 – det er nyt for mig med mænd på min egen alder. Jeg burde få en præmie), universitetsstuderende, fåmælt og smadderpæn fynbo.

Allerede første gang jeg havde talt med ham, havde jeg besluttet, at han var pisse intelligent og hammer interessant – ja, det er noget, man som kvinde beslutter, om en mand er. For det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilken type han er – det er vigtigt, hvilken type, jeg tror han er. Jeps, jeg har et alvorligt problem med at omdanne tumpede fyre, der helt sikkert ikke er gode for mig, til prinsen på den hvide hest, hvorefter det så kan gøre rigtigt ondt, når han ikke vil have mig. Bravo!

Nå, men altså, tilbage til historien. Den unge mand og jeg kysser lidt rundt under teaterforløbet, har lidt sex og fortsætter bagefter. Cirka en gang om ugen fortæller han mig, at han ikke vil have en kæreste, ikke er klar til det, har for meget bagage, er følelsesmæssigt utilgængelig osv. Og hvad gør jeg – jeg siger da bare: “Bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”. Og til mig selv og mine veninder siger jeg: “Han skal bare have lidt tid. Man må aldrig presse dem (mændene altså).”

Flere gange står han op om natten og kører sin vej, fordi han af den ene eller den anden grund ikke kan sove ved siden af mig. Det gør ondt som bare fanden, men jeg insisterer på, at han selvfølgelig bare skal have lidt plads. I mellemtiden bygger jeg luftkasteller – store luftkasteller:

Han er sådan en friluftstype – hvilket glæder en gammel spejder som mig. Så kan vi tage på vandreferie sammen, eller rejse på tomlen gennem Europa. Eller vi kan køre på hans motorcykel, der godt nok PT er ude af drift, men som til gengæld hedder det samme som mig. Ja, ikke opkaldt efter mig selvfølgelig, det er vores bekendtskab for nyt til, men blot fordi han synes, navnet er pænt. Det må være skæbnen! Og så er han praktisk. Ud over at skrue på sin motorcykel, så kan han bygge ting. Så kan han passende lave de der indbyggede reoler, jeg drømmer om, når vi skal flytte sammen (ja, jeg ved det, manden vil ikke en gang være kærester – og jeg drømmer om lejlighed, børn og en christianiacykel – flot!).

Vi har oven i købet mødt hinanden, mens vi lavede teater, endnu et perfekt match. Så til foråret kan jeg tage ham med op til mit lille teaterfællesskab og introducere ham – og alle vil elske ham, og det vil blive helt skønt, og vi vil være ih-så-åh-så lykkelige.

Desværre endte historien ikke lykkeligt. Jeg fik et knust hjerte, han fik en ny kæreste – glemte at fortælle mig det, da vi kom til at kysse lidt igen – og jeg stod der med mascara ned af kinderne og lagde mig hjem i seng med en brun papirspose fra Mc Donald’s. Så kunne man måske mene, at jeg havde lært lektien – men nej!

For et års tid siden løb jeg til en julefrokost ind i en fyr, som jeg tænkte, egentlig var meget skøn. Vi kyssede lidt rundt og endte med at tage hjem sammen. Han var nyligt kommet ud af et langt forhold og havde desuden et barn med en kvinde, han ikke længere var sammen med – en sublim pakkeløsning helt uden sammenligning. Her burde mine alarmklokker nok være begyndt at ringe, men tvært i mod syntes jeg bare, at han var ih-så-åh-så interessant.  “Han har bare haft nogle dårlige erfaringer”, sagde jeg til mig selv og mine veninder. Det kan jo fikses. Og han var musikalsk, kreativ og dygtig. “Næ, er det Tolstoj, der står der i din bogreol? Hvor skønt – vi er helt sikkert skabt for hinanden.”

Jeg har erfaring med pap-børn – og jeg er rimelig god til det, så tanken om hans lille søn skræmte mig slet ikke. Han var ikke bosat i København, men til gengæld i Nordsjælland, hvor jeg ofte slår mine folder. Se det var dæleme praktisk. Og han har bil – så dejligt, så kunne vi køre op til familiens ødegård i Sverige på forlænget weekend; lægge puslespil, læse tykke bøger og gå lange ture – ih, hvor skønt. Det var selvfølgelig lidt svært, når han ikke besvarede mine sms’er, men han havde jo sagt, at han var dårlig til det. Og jeg sagde: “bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”, når han blev bange for mine forventninger, “vi tager det stille og roligt”.

Flere gange hørte jeg historier om meget unge piger, som han eftersigende kyssede rundt på, men når jeg konfronterede ham, fortalte han, at det bare var sladder – og den slags er folk i provinsen jo gode til, så jeg åd det råt. “Vi tager det stille og roligt.”

Desværre måtte jeg siden erfare, at “stille og roligt” i virkeligheden betød, at han også gerne ville kneppe et pigebarn på 18 samtidig. Det var jo ikke lige en del af min pakkeløsningsfantasi. Så stod jeg der igen med den brune pose fra Mc Donald’s og måtte konstatere, at min prins på den hvide hest, i virkeligheden bare var en forvokset teenagedreng klædt ud i mine drømme og min fantasi.

Så siden har jeg begrænset fantasien til hyggeskriblerier og prøver at se verden som den er. Væk med de lyserøde, hjerteformede briller, der får alting til at ligne en romantisk komedie med Kirsten Dunst. Det er den tydeligvis ikke. Og vupti skete der noget magisk. Jeg mødte en mand, som på ingen måde passede ind i mine luftkasteller. Han var alt andet end det, jeg gik og troede, at jeg skulle have. Faktisk var jeg slet ikke interesseret til at begynde med, men han stod fast og inviterede mig ud gentagne gange. Og han var da sød og begavet – men min hjerne gik ikke i selvsving, og så kunne det jo ikke være rigtigt. Alligevel blev jeg ved med at sige ja, og i dag har jeg en dejlig kæreste. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der skete. Hvor var luftkastellerne og de vilde krumspring, min fantasi plejer at gøre?

For alt andet taget i betragtning, så er de der fantasifostre fantastiske og skønne. Og til tider kan jeg da godt savne dem. Luftkastellerne bliver så smukke i gennem de der lyserøde, urealistiske briller. Og drømmer koster vel ingenting – andet end et knust hjerte i ny og næ.


  • 0

Kan dumme blondiner multitaske?

Category:blondiner,de unge mødre,fordomme,fynbo,multitasking,paradise,Søren Pind
Mænd tænker kun på sex. Kvinder kan ikke køre bil. Franskmænd er snobbede. Alle folk fra Irland er rødhårede. Musikere tager stoffer. Og folk fra Fyn er altid flinke. En af disse fordomme er mere rigtig end forkert og vi er helt sikkert ikke enige om hvilken.
Jeg elsker fordomme – elsker at hade dem. De grove og diskriminerende af slagsen hader jeg kun. Men alle hverdagsfordommene de er sjove. Jeg elsker at møde stereotyper, der ikke lever op til mine fordomme. Forestil dig en blondine med plastikbryster så store som Rundetårn, tunge- OG navlepircing, hudfarvede læber og et kompendium fra jurastudiet i hånden.  Der er ikke mange, men jeg har set en, og det er nok. Blondinefordom sat i bero – for en stund i hvert fald. Eller hvad med en overtatoveret trommeslager, der spiller punk, men hører Nik & Jay og kan alle dansetrinene fra Highschool Musical – oh yes, han findes!
Det er også sjovt at møde folk, der bekræfter fordommene. Der er vel en grund til, at folk bliver ved med at se Paradise og D.U.M aka De Unge Mødre (ironien er nådesløs), selvom de ved, at programmerne er twistet og kodet af vores fordomme om netop de mennesker, der deltager. Og så bliver man lidt træt. For fordomme er sjældent særlig positivt ladede, og verden må være et sørgeligt sted, hvis de alle passede. 
Det værste er de fordomme man selv får kylet i hovedet, specielt dem der passer. Kvinder snakker meget – tjek.  Om sig selv – tjek. Folk, der spiller teater, er opmærksomhedssøgende – dobbelt tjek. 
Nej hey hov, vent, det passer jo ikke. Jo måske lidt på mig og en del, jeg kender, men sgu da ikke på alle. Det svarer jo til at sige, at mænd elsker fordbold, eller at kvinder kan multitaske – næh hov, det siger vi faktisk. Ofte!! Og så er det, jeg føler mig udenfor. Nogen har glemt at fortælle mig, at jeg skal kunne skrive opgave, gøre rent og skrive sjove kække sms’er samtidig. Det er åbenbart sådan noget, kvinder kan, og jeg er det sørgelige sorte får, der sætter resten af flokken i et forfærdelig dårligt lys. Undskyld. 
Men helt ærligt. Hvad skal det lige til for det der multihejs. Bevares jeg kan spille Candycrush og føre en samtale på samme tid. Og det der med at flirte og koncentrere mig om, at jeg ser for tyk ud i den her kjole samtidig, det har jeg bedre styr på, end Søren Pind har på teksten til Kronborgvalsen (det er meget – til de der måtte tvivle på Pindens talent!) Men helt ærligt, så har jeg steder, hvor jeg hellere ville have, at det obligatoriske kvindelige talent virkede. Personligt ville jeg gerne være skide sej til at have styr min økonomi, IMENS jeg shoppede. Kunne skrive noter SAMTIDIG med, at jeg lytter til, hvad forelæseren kævler videre om. Dyrke sex og se lækker ud på samme tid (sidste melding var lummer – er det godt eller skidt?). Eller i det mindste bare kunne parallelparkere uden at skulle skrue ned for radioen først. Det passer forøvrigt ikke, at kvinder ikke kan parallelparkere – ikke altid i hvert fald!

.   .   .
Og det er den med Fynboerne, der er rigtig forøvrigt. 

Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...