Episode 2: Sex med både mænd og kvinder med Katrine Blauenfeldt

I dette afsnit har vært, Karen Dich, inviteret debattør og feminist Katrine Blauenfeldt i studiet. Katrine holder foredrag om sex, feminisme og forventninger – og så er hun biseksuel. Afsnittet handler om forskelle og ligeheder mellem at have sex med henholdsvis mænd og kvinder, og om de fordomme og myter, der hersker om mænd og kvinders seksualitet.

Episode 1: Ulykkelig kærlighed med Ida Rud

I første afsnit taler vores vært, Karen Dich, med filmanmelder, skribent og kropsaktivist Ida Rud om at være forelsket i en mand, der ikke har de samme følelser. Og om ar dele sit knuste hjerte med tusindvis af følgere på Instagram.

Tak til PINELET

Her på Kussesumpen har vi stillet mange spørgsmål. Hvorfor kan han ikke finde min klitoris? Hvorfor kysser han mig ikke? Hvorfor vil han ikke bolle? Hvorfor er han sin kæreste utro? Lugter kusser forskelligt? Og mange, mange flere. Mere end 4 års blogtekst – det bliver til lidt. Rigtig mange af de spørgsmål, har handler om mænd.

Da vi begyndte at skrive på Kussesumpen, faldt det en del for brystet: Det var for intimt, for privat, for bramfrit. Og flere spurgte »Hvordan ville folk reagerer, hvis mænd skrev den slags?«. Det ville vi faktisk også gerne finde ud af, og derfor lancerede vi  PIKNELET, som bloggede lystigt hele januar om alt mellem himmel og jord.

Disse modige mænd har delt intime detaljer om maskulinitetsidealer, usikkerhed, selvhad, kropslige udfordringer, datingkultur, relationer mellem drenge, og meget mere. Det har været en kæmpe fest, at døren ind til det mandlige univers blev åbnet så meget.

Vi har ikke fået svar på, hvorfor netop den mand ikke ville bolle, eller hvorfor den anden mand ikke kunne få os til at komme. Det var nok også for meget at forvente. Men vi har i hvert fald fået lidt mere indsigt i mænds virkelighed og genvordigheder. Forhåbentlig gør det os bedre til at forstå hinanden, og ikke mindst til at tale sammen, i fremtiden.

Så tak til jer, PIKNELET, som i denne omgang bestod  af en række modige mænd under navnene Jydepikken, Kalypsopikken, Pyntepikken, Vesterbropikken. Tusinde tak, fordi I ville lægge vejen forbi. Vi er så taknemlige for, at I havde lyst til at dele lidt ud om livet som mand. Tak

Piknelet: Nu vil jeg snakke lidt om selvhad

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv. Jeg tænker over ALT, jeg siger og gør. Jeg er kritisk overfor ALT, jeg foretager mig, hvilket ikke nødvendigvis er skidt. Men når det samtidig er direkte destruktivt, kører det mig i sænk. Det har været svært for mig at indse, at jeg har et problem. Set i retrospekt har jeg haft det problem længe.

Jeg startede hos en psykolog i dag. Det gjorde jeg, fordi jeg hader mig selv.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker (den sætning eksemplificerer vel i virkeligheden problemet meget godt). Dertil tror jeg også, at jeg føler mig fanget i en form for vakuum i rummet mellem at være en ung mand og et følsomt menneske. På den ene side er jeg rå. Jeg er en mand med stor fed streg under. Jeg er macho. Jeg er den stærke. Jeg er der for mennesker omkring mig under alle omstændigheder, og psykologiske problemer er en fejl. En fejl jeg blot skal macho’e mig ud af.

På den anden side er jeg ødelagt indeni. På den side er jeg ikke den stærke person, jeg synes, at jeg skal være. På den side ødelægger selvhadet mig på værste selvforstærkende vis. Og jeg hader mig selv for ikke bare at kunne lade den skide macho del være. Jeg hader mig selv, for ikke bare at opgive det outdatede koncept. Jeg hader mig selv for ikke bare at kunne finde mig til rette i rummet imellem de to sider. Eller måske rettere sagt; jeg hader, at jeg ikke bare kan affinde mig med og elske den person, jeg nu engang er.

Jeg er konstant bange for, at mine venner og familie ikke kan lide mig eller synes, jeg er åndssvag. Og selvom jeg godt ved, at den tanke i sig selv er åndssvag, så er det sådan, jeg tænker.

Så jeg startede hos en psykolog i dag. Det var en underlig oplevelse. God. Men rigtig underlig. Han er ikke til at snyde. Han ser lige igennem alle facader, jeg nu engang måtte stille op. I morges tog jeg en ren skjorte på, barberede mig og børstede tænder ekstra grundigt for at vise en facade af en stærk og velsoigneret ung mand. Jeg havde tænkt over, hvordan jeg ville formulere mig til selve samtalen, hvordan jeg ville styre den og køre ham rundt, som jeg havde lyst til. Det var så ikke sådan det gik. På ingen måder. Han så lige igennem alt det fis og kiggede ind i min sjæl i stedet. Og hvilken befrielse det var. Midt i min ”jeg skal være en mand”-facade blottede han det følsomme menneske inden i mig. Al kropssprog, der skriger af utilpashed blev sat i fuld sving under hele timen. Jeg svedte som ind i helvede og jeg følte mig strippet, blottet, nøgen. Men på en ret fantastisk måde. Jeg fik lov at droppe skuespillet for en gangs skyld og arbejde på mig selv. Og jeg glæder mig til at skulle det igen. Og så er jeg stolt over mig selv for at anerkende, at jeg har det virkelig dårligt med mig selv, og at mit enorme selvhad skal arbejdes på.

Men først skal jeg i bad og vaske nervøsitets-sveden af mig.

-Pyntepikken

PIKNELET: Jeg er også nogens Aziz Ansari

En note fra redaktøren: Aziz Ansiri er en amerikansk skuespiller og komiker, der havde en mildt sagt ikke vellykket date med en ung kvinde. Det har hun siden skrevet om, og nu diskuteres det, om daten var et overgreb og kan kategoriseres under #metoo, eller om det blot var en kikset og uheldig aften. Uanset hvad man måtte mene, så har den fået en af vores piknelere til at tænke.

Jeg har haft sex, der helt klart mest var min idé. Sex, hvor jeg havde mere lyst end hende til at det skete. Jeg har også haft sex, hvor det knap så meget var min idé, men hendes. Men de to situationer er ikke ækvivalente. Det ville være naivt at tro. Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er. Mit køn har ikke traditionelt været udsat. Derfor ligger der ikke alverdens lag af tanker om, hvad hun kan finde på, når jeg går i seng med en kvinde, jeg ikke kender så godt. Det samme kan ikke siges for hende og derfor er de to situationer ikke ens.

Jeg har aldrig været en partner fysisk underlegen. Jeg er aldrig blevet tvunget til noget, og jeg har aldrig hørt om venner af samme køn, som er.

Men hvorfor ignorerer vi det, som mænd? Hvorfor viser vi ikke mere hensyn i situationer hvor vi egentlig godt kan mærke at hun måske ikke er helt med? Det her er en undersøgelse af mine egne tanker omkring de gange, jeg har presset på og hvorfor.

Det har sjældent været kun for min egen fysiske tilfredsstillelse. Det er kun én af flere faktorer. Det handler mere om mental tilfredsstillelse end fysisk. Jeg har haft lyst til at vise hende, hvad jeg kan. Jeg har haft lyst til at gøre noget for hende. Jeg har også været nysgerrighed:  Hvordan mon vi to passer sammen? Og så er der forventningerne: Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

Jeg falder ind i den rolle, at jeg bør være den agerende. Jeg bør være, ham der viser selvtillid og initiativ.

»Har du lyst til det her?« »Er du okay?« Selve spørgsmålet kan være svært at stille. Det kan lyde mærkeligt i dagslys, men dér midt om natten, når man fumler rundt med alle sine usikkerheder for første gang nøgen foran et andet menneske, så kan det være svært at tale om uden at lyde anklagende. Jeg bilder mig ind, at jeg ville vide, hvis svaret var nej, men jeg burde have spurgt alligevel. Men hvis svaret er ja, så sætter det tanker i gang hos hende, om hvad hun gør galt. Stemningen kan være skrøbelig i sådan en situation, og man vil ikke udstille sin uvidenhed.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også. Hvad nu hvis hun er én af de kvinder som bare gerne vil have at manden tager hende. Hvad tænker hun om mig, hvis jeg ikke viser selvtillid nok til at tage hende? Hvem tænker hun tilbage på, hvis det ikke er godt nok? Jeg vil ikke have, at hun skal tænke på mig som ham den ufarlige og kedelige. I mit hoved er der altid en ny kæk fyr om hjørnet med smøger og skægstubbe, som kan sætte kriller i gang i hendes hoved og underliv. Så hellere være lidt for meget end lidt for lidt.

Vi mænd er bange for, hvordan kvinder dømmer os. Det er jeg også.

Det kan lyde så banalt at idéen om ”hvad en mand bør” på den måde skal spøge, men det gør det for mig. Det ligger i baghovedet, at det muligvis er det hun forventer.

For et par år siden havde jeg en diskussion med to veninder. Deres påstand var, at mænd altid har lyst til sex. Altid. Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand. Jeg blev rent ud sagt ked af deres holdning. Jeg er ked af det på deres vegne og så sandelig også på deres kæresters. Hvis det er holdningen, så forventer de jo, at man er anmassende, og hvad betyder det når man ikke er? Hvad er der så galt?

Det var for dem utænkeligt, at en mand ikke skulle have lyst. Han var jo en mand.

»Nogle gange har jeg ikke så meget lyst, men så tænder det mig, at du er så tændt.« Det har ind til flere kærester sagt til mig. Det retfærdiggør ikke, når jeg har været grænseoverskridende over for andre kvinder, men det hører med til historien, at man som mand møder et spænd af kvinder. Og for den enkelte kvinde kan det jo også handle om situationen, hvorvidt hun kan

Jeg synes ikke, at vi anerkender nok at menneskers lyster spænder over en bred kam, og at de samme overfladiske signaler kan betyde vidt forskellige ting fra menneske til menneske. Og mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst. Være bedre til at kommunikere og ikke antage, at de samme signaler betyder det samme for Anne som for Marie. Ikke antage at hvad der for Karen er ligegyldig fuldemandssex og glemt i morgen, også er det for Margrethe. For hende er det muligvis en grim oplevelse, som sidder i hende bagefter. Vi skal som mænd være mere påpasselige og opmærksomme på situationen.

Mit indtryk er, at vi mænd kan gøre mere for at være sikre på, at alle har lyst.

Når diskussionerne handler om mænds aggressivitet over for kvinder, så er der for det første en masse klager fra mænd. Men der er også en underkategori af kvinder, som beklager sig, fordi de da gerne vil have komplimenter på gaden, og at manden fører sig frem. Her i forbindelse med #metoo har vi hørt den samme sang. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser beretninger af den type. Kunne de kvinder da for pokker ikke forstå, at deres ønsker ikke nødvendigvis er repræsentative for alle? Kære kvinde, som gerne vil have komplimenter på gaden og en stereotyp mandemand. Du skal nok få dit, men lad nu være med at mudre debatten.

Jeg er blevet bedre med alderen til at spørge. Jeg er blevet bedre til bare at sove. Jeg er blevet bedre til ikke at være så bange for at vise usikkerhed ved at kommunikere. Men jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til det, da jeg var yngre.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd. At det ofte er en del af det at møde mænd at man har sex, som ikke er særlig god og som man ikke nødvendigvis har så meget lyst til. De her to historier på bloggen bekræfter det.

Det virker på mig som om kvinder er så vant til dårlig sex, at de udholder det, som en del af at møde nye mænd.

Det betyder ikke, at kvinderne ikke synes som en del af de her mænd. At de ikke vil se nogle af dem igen. Men det betyder, at kvinderne har vænnet sig til at det hører med til at møde mænd, at man har en del middeldårlig sex. Og for en del kvinder involverer denne dårlige sex også en del dårlige oplevelser.

Det skal vi væk fra.

-Vesterbropikken

PIKNELET: Det er sket noget med min pik

Der er sket noget grundlæggende forfærdeligt for mig og min maskulinitet for nylig: Der var noget galt med min pik.

Det hele startede, da jeg opdagede noget af det mest irriterende og skræmmende man som menneske, kan opdage; rødt, grimt og kløende udslæt på sine fucking kønsdele. Jeg tror jeg måske havde fortrængt indsigten om, at det ikke havde tænkt sig at forsvinde af sig selv, men da jeg på et tidspunkt, med en langsom, grundløs gru indså, at den store røde plamage på højre side af min pik nok hverken var normal eller midlertidig, var det som om noget ramlede inde i mig.

Det hele startede, da jeg opdagede noget af det mest irriterende og skræmmende man som menneske, kan opdage; rødt, grimt og kløende udslæt på sine fucking kønsdele.

Jeg bestilte frygtsomt en tid hos lægen, og læste i smug lister over symptomer på min telefon, mens jeg skælvende kiggede mig over ryggen, og forestillede mig skrækscenarier, hvor jeg blev nødt til at ringe til folk jeg har været i seng med, og forklare dem at de havde et eller andet I don’t know!

Man kan i sådan en situation, hvor ens pik hverken virker optimalt eller er til megen fornøjelse, begynde at hade ens maskuline vedhæng med den slags afsky jeg forestiller mig kun munke i middelalderen havde til overs for kvinder og deres eget libido:

”Hvorfor fik du os dog herhen?! Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Hvorfor kunne det ikke bare have været lidt anderledes?! Hvis jeg kommer mig over det her, så vil jeg aldrig nogensinde igen havde ubeskyttet sex med nogen som helst, der ikke udtrykkeligt er blevet testet, uanset at de bedyrer de ikke fejler noget! Måske går jeg egentlig bare i cølibat! Jeg er færdig med blowjobs! Ak og ve!”

Jeg lå vågen om natten med min ildrøde, kløende pik, og gik på job og hvad man nu ellers gør, men jeg var altid farvet af et mærkeligt skær: Der er noget galt med mig, noget galt med de vitale dele af mig og jeg kan slet, slet ikke overskue konsekvenserne.

Jeg tænkte tilbage til grusomme historier jeg igennem livet har hørt, om folk, hvis pikke er kommet til skade:

  • Min bedste ven i femte klasse, Morten, der engang til alles gru, fortalte om da han, som helt lille, fik sin ynglekæp i klemme mellem toiletbrættet og kummen, og blodet sprang mens han hylede og hans forældre hylede, og ingen anede hvad fanden de skulle gøre.
  • Eller min onkel, der engang, i en alder af seks år, blev stukket af en hveps lige på pikhovedet, så det hævede til monstrøs størrelse på hans prepubertære minikrop, og blev rubinrød, og han hylede, og alle hylede, og mine mostre, 30 år senere hylede stadig, men nu af grin.
  • Eller en perifær kammerat, der i en intim situation med et kvindeligt bekendtskab var udsat for at hans pikstreng flækkede over, og lagner og dyner og lår og hænder blev dækket af blod, og alt der mindede om erotik blev druknet i en helt anden slags kropsvæsker end det var tiltænkt.

Jeg lå vågen om natten med min ildrøde, kløende pik, og gik på job og hvad man nu ellers gør, men jeg var altid farvet af et mærkeligt skær: Der er noget galt med mig, noget galt med de vitale dele af mig og jeg kan slet, slet ikke overskue konsekvenserne.

Jeg missede den første lægeaftale jeg havde. Det var en mærkelig blanding af skam og skyld og nervøsitet, og jeg ringende straks efter og fik en akuttid, men hele mit væsen og min stærkt tilkæmpede (og aldrig særligt stabile) maskulinitet var nedskudt og flakkende. Og så stod jeg pludselig foran en læge, og måtte hive ned i mine bukser og fremvise min hængende satan. Han kiggede på den med store øjne og sagde ”Uha ja, det ser voldsomt ud”, og det er nok de mindst behjælpelige ord jeg nogensinde har hørt, og jeg fattede en uventet, pludselig og meget stor sympati for kvinder, der må gå til gynækolog i tide og utide.

Og han tog en vatpind og lavede ”en podning” og havde sikkert gjort det tusind gange før, og jeg var lige så ildrød i hovedet som mine ædlere dele, og fik formaning om at bruge kraftig intimsæbe og købe en anti-svampe-creme, selvom vi lige ”måtte vente og se” om det var gonoré. Jeg ville få svar formodentlig fredag sagde han og så farvel med mig. Jeg gik ned i apoteket hvor jeg, stadig rød som blod, nærmest mumlede noget om svampe-creme og ekspedienten, som var travlt og nok ikke havde tid til at tage hensyn råbte: ”ER DET TIL INTIMBRUG?” Jeg mumlede ja, og hun råbte ”ER DET KUN PÅ SELVE SKAFTET ELLER OGSÅ VIDERE UD I SKRIDTET?” og jeg mumlede ja og var parat til at falde død om, og fik min creme og min kradse intimsæbe og væltede hjem i min lejlighed hvor jeg hidsigt skrubbede min pik med varmt vand og klodhexadinholdig skumsæbe, og smurte creme på.

Det er i hvert fald ikke gonoré, men der var et udslag på bakterier.” Og så svarede han i øvrigt aldrig nogensinde på mine paniske forespørgsler om, hvad fanden det skulle betyde at der var ”udslag på bakterier”.

Så lå jeg i min seng og gik på arbejde og havde samtaler med folk, mens jeg i øvrigt ventede til fredag, hvor jeg iøvrigt ikke fik noget svar.nOg det blev weekend og det føltes som kløen aldrig nogesinde ville stoppe, og så fik jeg en besked fra lægen, hvor der stod:

”Det er i hvert fald ikke gonoré, men der var et udslag på bakterier.” Og så svarede han i øvrigt aldrig nogensinde på mine paniske forespørgsler om, hvad fanden det skulle betyde at der var ”udslag på bakterier”. Han havde nok travlt og mere presserende gøremål, og en nogen-og-tyve-årig idiot med en svampeinficeret pik og en enorm usikkerhed over sine intimdeles funktionsdygtighed var måske ikke af den allerhøjest prioritet.

Det gik i øvrigt over, kort tid herefter.

Det var bare en svampeinfektion. Jeg slap for at ringe til en hel masse mennesker og sige, jeg havde smittet dem med et eller andet forfærdeligt.

Det er påfaldende, hvor afsindigt sårbar min undskyldning af en maskulinitet er. Det eneste, der skal til for at rydde mine dage i ugevis. er en lille smule rødt udslæt på en kropsdel hvis fremmeste karakteristika er, at den kan vokse til dobbelt størrelse på meget kort tid.

-Jydepikken

Piknelet: Jeg kan godt lide at knalde offentligt

Jeg kan godt lide offentlig sex. Altså.. Ikke på den der måde, hvor man står og turboknepper i rush-hour på Nørrebros runddel. På den lidt mere mondæne måde. Det kan være på et toilet på færgen på vej hjem fra Berlin, en picnic i en mere afsides del af skoven eller lignende, hvor der potentielt kan dukke andre mennesker op midt i det hele.

Det er vel også en rimelig udbredt klassiker at bolle i en gyde på vej hjem fra hvad end provinsdiskotek, man har tilbragt sine senere teenageår på.

Og hvorfor er jeg så tosset med det? Tja, det er egentlig et meget godt spørgsmål. Der er vel noget lækkert ved tanken om ikke at kunne lade hinanden være. Det er på en måde smadder romantisk, at man bare må have hinanden i værste romcom-stil. Men med det sagt behøves offentlig sex bestemt ikke at være romantisk. Det er vel også en rimelig udbredt klassiker at bolle i en gyde på vej hjem fra hvad end provinsdiskotek, man har tilbragt sine senere teenageår på. Måske jeg er den eneste, der ikke finder det specielt romantisk, men det forestiller jeg mig ikke, at jeg er.

Det er altså bare ikke ens betydende med, at det er fedt at blive busted midt i sin velanlagte orgasme mellem hovedretten og desserten på sin ellers så romantiske picnic.

Det er egentlig heller ikke, fordi jeg går med en stor craving om at blive fanget. Tværtimod faktisk. Det ville være det absolut værste, der kunne ske. Vi har alle sex og det er naturligt og alt det, I know. Det er altså bare ikke ens betydende med, at det er fedt at blive busted midt i sin velanlagte orgasme mellem hovedretten og desserten på sin ellers så romantiske picnic. Men der er vel noget sexet ved risikoen for at blive opdaget. Tanken om at der til hver en tid kan gå nogen forbi. At man har glemt at låse døren til toilettet eller at nogen bor i opgangen til gyden, hvor man udfører det bedste knald, man overhovedet er i stand til klokken 06 søndag morgen. Det er vel noget med adrenalinen og noget andet fysiologisk, jeg bestemt ikke orker prøve at gøre mig klog på. Jeg er bare tosset med det og så er den vel i virkeligheden ikke længere end det.

-Pyntepikken