Category Archives: Ikke kategoriseret

  • 4

Datingmysterier 2: Den evige flirt

Category:Ikke kategoriseret

Som I måske er bekendt med, er jeg tilbage på datingmarkedet. Og det er et et sagnomspundet land med sære regler og mønstre, som jeg simpelthen ikke helt begriber. Her bringer jeg jer derfor endnu et mysterium fra datingland:

Jeg har med jævne mellemrum mødt og flirtet lidt med en ung mand. Lad os kalde ham socialdemokraten – det virker passende for en mand, der som udgangspunkt siger alt det rigtige, men i praksis gør alt det forkerte. Nå, men vi har altså længe haft et eller andet kørende, jeg har også en enkelt gang fået invitation om at overnatte i socialdemokratens dobbeltseng, men jeg betakkede mig – hvis han var rigtigt interesseret, så måtte han også være det i fuld dagslys og med lidt mindre alkohol i blodet (ja, jeg led lige af et kortvarigt anfald af pæn-pige/prinsesse-i-elfenbenstårn/af-pariarkatet-slutshamet-syndrom).

Det må jeg så efterhånden antage ikke er tilfældet – altså at han er interesseret, ikke at jeg var kuet af anti-feministiske tanker og idder. Hver gang jeg møder ham udtrykker han stor begejstring for at se mig, der er kram og kindkys og store smil. Senest foreslog han sågar, at vi snart skulle mødes over en øl – selvom jeg kender til øllets indvirkning på manden, så syntes jeg, det var en fremragende plan. Så efter at have ventet et par uger (ja, det er vidst nok blandt reglerne i det her tossede spil), så skrev jeg og spurgte, om vi snart skulle gøre alvor af forslaget. Resultat: 8 dages radiotavshed efterfulgt af et “ja, det skal vi helt sikkert, jeg er bare lige i udlandet”. Derefter fornyet radiotavshed. Larmende tavshed vil jeg endda kalde det.

En aften stødte jeg tilfældigt på ham; samme begejstring, samme mængde af, kram, kys og smil. Det kan man altså ikke, når man har bolden i den sådan situation. Jeg havde mest bare lyst til at råbe “NÅ MEN SKULLE VI ALDRIG DRIKKE DEN ØL ELLER HVAD?” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Nogle uger senere støder jeg på manden igen (jeg skal få mig nogle nye vandhuller) og her blev det så i stedet ham, der nævnte, at vi da også snart måtte drikke den øl – ja, han pointerede endda at bolden vist lå på hans banehalvdel. JA, DEN ER SÅ MEGET PÅ DIN BANEHALVDEL, AT DU SKAL HELT UD AF STADION FOR AT HENTE DEN! tænkte jeg mens jeg smilede og lakonisk og svarede ja. Her et par måneder efter har jeg stadig til gode at høre fra ham (udover et par likes på facebook og den slags, men den slags dickriding er ikke godt nok til mig.)

Og så var vi til fest forrige weekend. Han er vildt begejstret for at se mig. Kindkys, lang øjenkontakt, the usual. På et tidspunkt tager han videre, det gør jeg også nogle timer senere – og så dukker han gud hjælpe mig op på den beværtning jeg nu en gang har valgt at frekventere “Ja, jeg er jo kommet herhen for din skyld”. Jeg får lidt kækt sagt, at det nok er en stramning af sandheden, og føler mig ret overbevist om at det nok nærmere er en direkte løgn. For efter at have ført en kort samtale, med hans arm liggende om min talje, forsvinder han i samtale med en anden mand – og vender aldrig tilbage til mig.

Endnu en gang må jeg undres over, hvad det er jeg gør galt her. Selvfølgelig kan jeg antage, at han blot ikke er interesseret, men hvorfor FUCK så gøre sig alle de anslag til øl og sådan? Er det fordi jeg tog initiativet? Det er min erfaring, at ikke alle mænd (og nogle kvinder, bevares) ikke går helt så meget ind for ligestilling på datingmarkedet, det truer maskuliniteten, hvis en kvinde køber dem en drink eller inviterer dem på kaffe. Men for helvede, hvordan gør man så? Skal jeg virkelig bare sidde i mit elfenbenstårn og vente på, at en prins beder mig om at kaste mit hår ud?


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 1

Gæsteblog: Der var engang et lille liv…

Category:Ikke kategoriseret

Dagens blog er i den lidt mere alvorlige ende. Navnet siger vist det hele; byd velkommen til abortkussen:

Jeg havde aldrig haft så spredte ben før som den julidag i 2007. Det siger – på trods af min unge alder – ret fucking meget. Jeg var nemlig en løssluppen pige på blot 16 år, som var ivrig efter bekræftelse, kærlighed og omsorg. Fra mænd. Derfor havde jeg i en meget ung alder eksperimenteret meget med sex. Kneppet til højre og venstre – ja, for at sige det mildt. Helst en ny hver gang. De andre blev jo aldrig mere end en nat. Eller en tur på handicaptoilettet. Eller diverse gyder i vores lille provinsielle samfund.

Denne gang skulle jeg dog ikke sprede ben for at lade en ung dreng trænge op i min alt for unge kusse. Jeg lå i stedet på en privatklinik på Frederiksberg. På en hård briks med en narkosesygeplejerske ved min side. Hun smilede virkelig kærligt til mig – nærmest helt moderligt – og holdt min hånd. Efter et længere foredrag om, hvad der skulle ske, sagde hun: ”Det skal nok gå alt sammen.” Ligesom man ser det på film. Hun kunne vel se, at jeg var nervøs. Og meget ung. Jeg hørte ikke rigtigt efter, hvad hun sagde. Jeg ville bare falde i søvn og få det overstået.

Og det gjorde jeg så. Fuldstændigt intetanende om hvilke konsekvenser det ville få for mit liv, mit forhold til mænd og ikke mindst kærligheden til mig selv. Så jagede de en støvsugerlignende genstand op i mig for at suge det liv ud, som jeg selv havde skabt. Med den dreng, som jeg var fuldstændigt håbløst forelsket i. Han adskilte sig væsentligt fra de andre, fordi han blev ved med at komme til mig for at få sex. Til gengæld forlod han mig igen. Hver eneste gang.

Lige fantastisk føltes det, hver gang han kom til mig. Lige dræbende føltes det, hver gang han forlod mig igen. Og nu havde vi også skabt det her liv sammen, som vi dræbte igen. Det skulle blive min undskyldning for at blive ved med at være forelsket i ham. I fem år fortsatte han med at dræbe mig for derefter at genoplive mig igen. Det var nærmest, som om han tog den der beskidte støvsuger, som havde fjernet vores barn, og slog mig oven i hovedet, indtil jeg ikke rørte mig mere. Men så aede han mig lidt bagefter. Slikkede abortsårene væk. Og så livede jeg op. Fuldstændig klar til at elske ham igen – koste hvad det ville. Og det kostede mig. Rigtig meget.

Efter fem års formålsløst knepperi, drab og genoplivning var jeg udmattet. Jeg besluttede mig for at lægge ham bag mig. Ham med alt, hvad han indebar. Det betød, at jeg endelig – efter så mange år – kunne komme videre. Tilgive mig selv, os begge, for at få fjernet det barn den julidag i 2007.

Endelig var jeg fri.

Fri for ham, fri for aborttanker og dårlig samvittighed. Fri for at føle mig alene om sorgen. Om kærligheden. Fri for at føle mig som en beskidt, uansvarlig pige, som ikke kunne elskes. Det var først der, jeg blev overbevist om, at jeg kunne. Altså elskes.

Der gik selvfølgelig ikke mange måneder, før han kom rendende igen. Denne gang ville han lige pludselig være kærester. Så det blev vi. Just like that. Det synes jeg ligesom, at vi skyldte hinanden og alt det, som vi havde været igennem. Jeg endte med at gå fra ham efter et halvt år, for jeg ville ham slet ikke. Det eneste, som bandt os sammen, var vores historie – og den skide abort. Jeg kunne ikke elske ham. I alle de år havde han ladet mig alene om sorgen, skammen og kærligheden. Han var der aldrig. Jeg måtte kæmpe alene med noget, som ødelagde mit selvværd, troen på mig selv og ikke mindst på kærligheden mellem ham og jeg. Så selvom jeg hellere end noget andet ville kunne give ham den kærlighed, han nu – efter så mange år – ville have, måtte jeg slippe ham fri. Helt fri.

Det har han været siden. Det samme har jeg.

Bonusinfo: Jeg har siden været utroligt omhyggelig med at bruge gummi og tage mine p-piller til tiden…

 

 

 


  • 2

Liderbukke og mandlige gynækologer

Category:Ikke kategoriseret

Jeg var til lægen for en måneds tid siden. Jeg skulle tjekkes for kønssygdomme og den slags. Så jeg ringede ned til min læge for at bestille en tid, og efter en telefonkø så lang, at mine bryster for alvor blev gode venner med min navle, fik jeg endelig en kvindelig læge i røret. Jeg fortalte hende, hvordan landet lå, og at jeg måske gik og bildte mig ind, at jeg kunne have symptomer på klamydia, eftersom jeg lige pludselig havde skulle tisse otte gange i løbet af en halv times tid, at jeg ikke tissede glasskår eller havde blod i mit tis, men at det var noget, som ikke var som det skulle være (det skulle da også vise sig, at være blærebetændelse og at jeg skulle nå at tisse i bukserne på vej hjem fra apoteket med penicillinen i lommen, men det er vidst en helt anden historie). Hun siger derefter, at hun har en tid pågældende dag kl. 13.15. Kl. 13.15 passede virkelig skidt ind i mine planer, så jeg spurgte hende så om det var muligt at få en senere tid. Til det svarede hun, at det var bestemt muligt, men at jeg i så fald ville få en mandlig læge. Hvortil jeg svarer, at det var helt fint. Gudhjælpemig, om hun så ikke bliver ved med at gøre mig opmærksom på, at jeg så skal kigges op i skeden af en mand. Måske var hun ikke så eksplicit i sin kommunikation, men vi er nok et godt stykke i den retning. Well, jeg bliver så ved med at fortælle hende, at det er helt fint med mig, at det er en mandlig læge, der skal kigge mig op i skeden og pode, hvad der nu podes skal.

Jeg ved godt, at hun gør mig opmærksom på, at min kommende læge er en mand, jo sikkert er grundet det faktum, at nogle kvinder er mandeforskrækkede, når det kommer til, hvilket køn der skal kigge dem op i skeden. Hvilket jo egentlig er noget fis, for ét, hvis man er hetero kvinde, så håber jeg da, at man er mere eller mindre er vant til, at en mand kigger på og op i ens kusse, men væsentligst af alt, må man da antage, at den mandlige læge, man skal tjekkes af, er professionel omkring sit job.

Hvis jeg nu havde været ti år yngre, kan jeg måske forstå den kvindelige læge jeg havde i røret, gjorde mig opmærksom på disse ting, for i teenageralderen er det måske lidt sværere, at en mand skal være ens gynækolog. Hvilket jeg i øvrigt igen har svært ved at forstå; min første gynækologiske undersøgelse blev udført af en mand. Men hey, vi er jo forskellige og det skal der være plads til.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg efter den telefonsamtale var en lille smule forarget, mest fordi det først ret sent inde i samtalen, hvis varighed forøvrigt var alt for lang, i forhold til hvad den omhandlede, gik op for mig, at der på en eller anden måde foregik en kønslig diskrimination af den mandlige læge. Jeg tror dog aldrig, at det var den kvindelige læges intention og det synes jeg i virkeligheden er det sørgeligste af det hele; at hun følte, at hun så udtrykkeligt skulle gøre mig opmærksom på min kommende læges køn.

Jeg havde en snak med min far om den her samtale, hvortil han svarer, at hans bedste ven, lad os kalde ham Preben, igennem sit arbejde var blevet tilbudt sådan en ’sundhedstest’ af pikken og prostata. Preben havde efterfølgende fundet ud af at undersøgelsen ville blive foretaget rektalt, og da det kom til, at han skulle sætte sit kryds ud fra, hvilket køn han ønskede skulle foretage undersøgelsen, havde han valgt en kvinde. Dette gjort ud fra den betragtning, at der fandme ikke var nogen mand, som skulle stikke noget som helst op i hans røv.

Det er lidt sjovt, hvordan mænd og kvinder reagerer forskelligt på gynækologiske undersøgelser, dog er outputtet mere eller mindre det samme – det er de mandlige gynækologer, som står for skud.
Ud fra den tese min kvindelige læge måske havde om, at kvinder helst vil undersøges af kvinder, for hvad nu hvis ens farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev andenæbbet ud af skeden og trængte op i en med sin store fede pik, mens ens fødder stadig sad i de der bøjler… Hvor Preben derimod blev homoforskrækket, for hvad nu hvis hans farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev fingrene ud af røven på ham og trængte op i ham med sin store fede pik, mens resten af hans krop lammes…

Hallå! Det er da enormt ærgerligt, hvis de mandlige gynækologer skal stå for skud, fordi vi er bange for, at alle mænd i bund og grund er nogle liderbukke, som bare vil kneppe. Lad mig lige give et heads up, liderbukkene finder du i kødbyen en fredag aften og nok ikke så meget på deres lægepraksis. Så skulle vi lige finde ud af at gennemføre ligestilling den anden vej rundt også? Tak.


  • 1

Gæsteblog: 6 ting du ikke skal sige til en gravid

Category:Ikke kategoriseret

Byd hjerteligt velkommen til Moderkussen, der kommer med en kærlig opsang, en slags Takt og Tone-guide.

Graviditetens sidste tid: Tiden er ved at være inde til, at den nye verdensborger kommer til verden, og alle – inklusiv den gravide selvfølgelig – venter spændt og måske lidt utålmodigt. Der er ikke længe til, måske er terminsdatoen endda overskredet.

For mit vedkommende har jeg ved ingen af mine graviditeter oplevet, at  den sidste del af graviditeten var særligt spændende, sexet eller overskudsagtig. Den der ‘graviditetsglød’ folk snakker om, hvor man udstråler ultra-feminine og seksuelle vibes, er for længst aftaget – hvis den da nogensinde indtraf. Faktisk er det mest følelsen af at være en vraltende hval, der trives bedst i en sofa, gerne med alt lige fra fjernbetjening til slikskål, te og cola inden for rækkevidde, der gør sig gældende. Ting som at vende sig om i sengen, rejse sig op fra sofaen eller samle noget op fra gulvet er blevet en kamp.

Ni lange måneder med humørsvingninger, hormonkaos, vægtstigning, et farvel til både alkohol og alt, hvad man førhen kunne få øje på syd for navlen, er gået, og det har sat sine spor på krop og sind, på både godt og ondt.

Nu hvor tiden er inde, har jeg atter en gang tænkt på, hvor superrelevant det netop på dette tidspunkt er, med et par få enkle noter, eller retningslinjer om man vil, til familie og pårørende til den højgravide kvinde. Følgende noter er derfor, med et glimt i øjet, skrevet som en lille guide til folks spørgsmål, som er ment i den bedste mening, men som simpelthen bare bliver irriterende, provokerende og anstrengende i længden

  1. Spørgsmålet ”Nå, går det godt med maven?”

Hvad svarer man?

”Øhh, den er stor og rund. Der er begyndt at komme små dun på, og min navle er nu så udspilet, at man kan se bunden af den og rigtig få den renset grundigt. Så tja, det går da vældig fint med det. Er det det, du vil vide, eller hvad? Hvordan går det med din egen mave i øvrigt?”

Jeg er gravid, og min mave vokser sådan set hele tiden, det er ligesom et af principperne. Prøv at spørge mig igen efter fødslen, eller måske et par uger efter fødslen, hvordan det så går med min mave. Er du sikker på, du vil vide det? Men tak for omtanken alligevel.

 

  1. Kommentarer som: ”Hvornår er det, du har termin? Hva’, om to uger, siger du! Jamen du er da ikke særlig stor”.

Hvor er det lige man vil hen med dén kommentar? Hvad er det, vedkommende vil have, at jeg skal sige til det? Følgende finder sted i min hjerne efterfølgende:

”Nåehh naaarj, det er jeg da vidst heller ikke. Godt nok føler jeg mig som et bjerg, har taget 15 kilo på og kan ikke passe mine ringe og sko længere på grund af væske i kroppen. Men du har ret, der må da være noget helt galt. Måske skal jeg alligevel først føde om tre måneder. Det får jeg lige tjekket op på!”

Man føler selv, at man er enorm, og man bliver konstant sparket i sine organer af baby, der efterhånden fylder ret meget. Man sveder, og man har svært ved at få sko på eller bevæge sig i det hele taget. Ovenstående kommentar er derfor bare nederen, kort og godt. Stop det!

 

  1. Og så den omvendte kommentar: ”Hold da op, hvor er du blevet stor, det må da være lige op over nu, hva’?!”

At få denne kommentar, når der rent faktisk stadigvæk er halvanden måned tilbage af graviditeten…. behøver jeg sige mere. Det er bare deprimerende. Man står lidt og tripper og forsøger at komme med en undskyldning, ”Ja, så jeg bliver jo nok endnu større, går jeg ud fra hahaha…. og så er der jo heldigvis masser af tid til at få ordnet en masse praktisk så det er jo godt nok”, bla bla bla, jeg går hjem og tuder nu. Hvor vover du?!

 

  1. Man kan godt være lidt distræt og glemme ting i slutningen af graviditeten, og Gud forbyde, hvis man glemmer at svare på en sms, når terminsdatoen er inden for rækkevidde. Så risikerer man at modtage følgende besked:

”Hej, du svarerede ikke på min sms i går. Eih, du er sikkert gået i fødsel, måske føder du lige nu, uhh hvor spændende. Skriv lige tilbage, så jeg ved om der er noget i gang, eller om baby er kommet ud, ik’? Knus”.

Eller bare: ”Hej, nå så er det ved at være oppe over, hva’. Er der sket noget endnu? Tænker på dig, knus!”

Men for pokker da! Tror folk ikke, at jeg ville give besked om det, hvis ungen ligesom var kommet ud. Jeg er mindst lige så utålmodig og spændt som alle jer andre og vil godt have, at fødslen går i gang snart. Super, yes, primus, jeg siger tak for tankerne, men det hjælper ved Gud da ikke at blive mindet om det af folk hele tiden!

Bare fordi jeg ikke lige svarer, eller fordi jeg ikke kollektivt melder ud: ”Hej alle, jeg vil bare lige sige, at jeg stadigvæk er gravid”, så betyder det ikke, at jeg med vilje har glemt eller undladt at informere lige netop dig. Arhh STRESS!!!!

 

  1. Kommentarer som: Nåehh, tror du ik’ snart hun kommer ud, du må da være lige ved at sprænge, hva’?

Hvad svarer man til det? Folk må simpelthen forstå, at der ikke er noget rationelt svar på sådan et spørgsmål. En hovedrysten, et falsk, akavet smil og en trækken på skulderen, er alt hvad jeg kan give dig, beklager.

Hvor skulle jeg da vide det fra? Og nej, selvfølgelig sprænger jeg ikke! Men jeg synes, det er hårdt lige pt., er det det, du gerne vil vide?!

 

  1. Og sidst men ikke mindst, og i virkeligheden nok det punkt, som jeg i bund og grund mener allermest alvorligt, er der selvfølgelig de talrige fødselsberetninger, som folk gladeligt deler ud af.

Her snakker vi ikke nødvendigvis om de stille og rolige af slagsen, for det er bare ikke lige så spændende at tale om. Men historier om bristede skræv, sugekopper, sakse, respiratorer, iltmangel og alverdens rædselsscenarier er åbenbart klart noget, som mange tænker, at den gravide vil have gavn af at høre om. Det er simpelthen bare ignorant og helt uden omtanke at komme med den slags fødselsberetninger over for en gravid kvinde, som lige om lidt skal igennem et fødselsmaraton, og som måske i forvejen er ængstelig og nervøs for, hvordan det hele skal gå. Dette skal man bare stoppe med at udtale sig om, og som gravid har jeg faktisk frabedt mig over for folk at høre om det flere gange, for det synes jeg rent faktisk er på sin plads.

Så er det vist tid til at tælle scoren sammen. Hvor mange af de seks punkter har du, i bedste mening, belemret gravide i din omgangskreds med? Ingen? Et par af dem? Eller alle seks??

Nu har du i hvert fald listen, og måske også en større forståelsen for hvordan tilværelsen for en højgravid kan se ud. For fremtiden kan vi så ikke godt aftale, at når du er sammen med en gravid, så husker du lige på ovenstående punkter. Du vil gøre dig selv en kæmpe tjeneste og gravide damer bliver så glade når de bliver forstået og tolereret i deres lille hormonelle graviditetsboble.

I hvert fald kan du forsøge at lade som om at du gør.

Og så send selvfølgelig retningslinjerne videre til andre gravide i din omgangskreds


  • 1

Et sår der ikke vil hele

Category:bekendelser,break-up,drengebørn,ensom,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,kæreste,kærlighed,selvindsigt,undskyld

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948


  • 0

Det praktiske parforhold

Category:Ikke kategoriseret

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

I dag får I Skrivekussen, tag godt i mod.

Mit arbejde sender mig tit ud i verden. Således sad jeg som så ofte før i en hovedstad ude i Europa, mens den første søndag i advent tændte lys rundt om i Danmark.

Hjemme i vores fælles lejlighed gik min kæreste i bad, tog deo på og lavede mad, fordi hans elsker skulle komme forbi. Han glædede sig, fordi hun med sin mand og sine børn ikke har tid til at komme forbi så tit.

Jeg var til gengæld spændt på, hvordan jeg ville have det med det. Det var nemlig første gang, i den tid vi har været sammen, at han skulle være sammen med en anden. Og sikken en anden. Hun er stanglækker at se på, hun mener alle de rigtige ting, og så er hun fremragende selskab.

Og det er så her, jeg hepper på min kæreste, for det er absolut fantastisk godt scoret. Og selvom vores lejlighed nærmest er for lille, til at mit selvværd kan være der, er hende her typen, der får mig til at føle mig laaaaangt bagefter.

Nuvel. Elskeren kom – og kom – og gik til fester i København og tog til sidst hjem til den anden ende af landet, hvor hun kommer fra. Og jeg rendte rundt i bare ærmer i december langt væk hjemmefra.

Mens jeg sad der og arbejdede nede i Europa, tænkte selvfølgelig jeg lidt over, hvordan jeg havde det med, at en anden kvinde lige nu suttede pik på min kæreste. Og at han ville stå op næste morgen og lave pandekager til hende. Og at han ville kysse hende dybt og fortælle hende, at han elsker hende. Og at hun ville komme ud over hele mit soveværelse.

Det havde jeg det fint med. Jeg kunne ikke gennemtvinge en eneste jaloux følelse, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne.

I stedet oplevede jeg, at jeg egentlig var glad for, at det tog min dårlige samvittighed, over at jeg sætter mit arbejde over alt andet. For hvorfor skal han leve i afholdenhed, fordi jeg ikke er hjemme?

Allerede da min kæreste og jeg mødte hinanden, blev vi enige om, at det var sådan her, vi gerne ville leve vores liv – sammen, men med mulighed for at kende andre. Det kræver fuld ærlighed om alt, og det kræver, at man er villig til at ofre sig en gang imellem og anerkende, at selvom man er stresset på studiet, er det ok, den anden går ud ad døren og finder ro hos en anden, i stedet for at høre på brok om forelæsere, lange kedelige bøger og åndssvage studiekammerater.

Allerede som lille tog jeg en beslutning om, at hvis jeg nogensinde skulle giftes, skulle min far ikke give mig væk. For jeg kan ikke ejes af nogen, og derfor kunne jeg heller ikke gives væk, for det krævede jo, at nogen havde ret til at bestemme over mig. Derfor skal jeg heller aldrig igen ejes af en kæreste. Jeg giver mig gerne hen og er fuldt til stede med den mand, jeg elsker. Men nogle gange er det ikke nok bare at elske en.

I mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med, fordi jeg altid begyndte at kede mig i mine forhold, og fordi andre mænd pludseligt også var spændende. Jeg stoppede aldrig med at elske min kæreste, bare fordi jeg også elskede andre mænd, men jeg havde hammer dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare kunne nøjes med at elske én.

Derfor rykkede jeg heller aldrig på min interesse. Jeg havde jo lært, at man kun elsker én ad gangen. Og at kærlighed stopper, hvis den bliver afløst af en anden.

Sådan er det bare ikke.

Når kedsomheden, hverdagen og manglen på eventyr tager over i parforholdet, så skal jeg ikke længere have dårlig samvittighed. Så skal jeg kysse de mænd, jeg vil kysse. Jeg skal aldrig igen gå med dårlig samvittighed over hverdagsforelskelser.

De kalder det vist polyamorøsitet, kan jeg forstå på internettet. Jeg kalder det praktisk parforhold med plads til virkeligheden.


  • 0

Mit livslange forhold til det enøjede uhyre

Category:Ikke kategoriseret

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

I dag giver vi jer denne gæsteblog fra Listepikken
Hej kusser.
Sikke et nydeligt sted I har jer her.
Det sværeste ved at skrive dette gæsteindlæg til den efterhånden (i min omgangskreds) mytologiske Kussesump, har været at finde mit eget kussenavn af den simple grund, at jeg ikke har en. En kusse, skal forstås. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at tænke på kusser, forestille mig kusser, glædet mig til kusser, været fascineret (og til tider overvældet) af kusser. Og ved sjældne tilfælde, når planeterne har stået fint på række, og den mayanske kalender har ramt et primtal, har jeg fået lov til at lege med en kusse. Måske endda få den til at smile til mig. Men jeg har aldrig haft en. Ikke særlig lang tid ad gangen i hvert fald. Jeg tilhører nemlig en ganske særlig art af primater. Den art, der giver jer kusser så meget smerte, men også glæde, forløsning, forvirring og tvivl.
Jeg er en mand.
Jeg er derfor nødsaget til at benytte en pik-titel (pikel). Jeg overvejede at bruge det navn, jeg kalder min egen pik, men ”Betonhammeren Fra Underverdenen” blev simpelthen for langt. Jeg tænkte derefter over at bruge det, min kæreste kalder min pik, men det er også ”Betonhammeren Fra Underverdenen”. Efter at have brugt timer på at brainstorme et alias, fandt jeg til sidst et stykke bearbejdet regnskov, og lavede en liste over alle de synonymer, der kunne beskrive min rynkede ven. Men ingen af tillægsordene på listen var dækkende i sig selv.  Så i et sjældent glimt af inspiration, valgte jeg simpelthen at navngive min pik efter selve listen. I kan kalde mig Listepikken.
Okay kusser. Vi har nu fået etableret to ting. Ét: Jeg valgte at bruge den første tredjedel af indlægget på at lægge op til det ret tynde ordspil. Det burde fortælle jer en del om, hvilket niveau humoren kommer til at ligge på i resten af indlægget. To: Jeg har en pik. Og således starter vores historie.
Til at ledsage mit indlæg og pikkens forunderlige verden, har jeg valgt et billede af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. Han har som sådan ikke noget med emnet at gøre, det er bare det tætteste, jeg kan komme på en grafisk fremstilling af en svulmende pikkemand uden at være nødt til at åbne et inkognito-vindue.
Da jeg oprindeligt blev kontaktet af Sumpkusserne til at skrive dette indlæg, fik jeg at vide, at det skulle handle om noget, jeg elsker. Emnet er derfor lige til tredjebenet. Jeg elsker pik. Lad mig omformulere: Jeg elsker min pik. Den har holdt mig i hånden igennem livet og givet mig flere lykkelige oplevelser end min HBO-konto, hvilket ikke siger så lidt. For at citere en kendt og elsket rapper, der desværre stoppede sin karriere alt for tidligt: ”Jeg blev født med pikken først og den har ledt vejen siden”.
Min kæreste er om muligt endnu gladere for Listepikken, end jeg er. Når jeg spørger hende hvorfor, svarer hun altid: ”MMHMHMFMMH!!”. Det er der selvfølgelig en meget god grund til. Min pik er nemlig ligesom en alligator:  Den er svær at beskrive, når man har den i munden.
Jeg er heteroseksuel og foretrækker altså kusse. Men selvom jeg aldrig har leget med andre pikke end min egen, har jeg unægteligt brugt langt flere timer af mit liv på at lege med den, end med alle de kusser jeg nogensinde har leget med tilsammen. Jeg har forsøgt at vende ratioen inden for det sidste halve års tid, men der er lang vej igen. Pointen med al denne pik-fikserede (pikserede) snak er, at jeg er glad for al den tid, jeg har brugt med min egen pikkemand. Selvom jeg med den samme tid i stedet kunne have lært et instrument, være kommet i form eller have bygget en international rumstation på Mars, fortryder jeg ikke alle de timer, jeg har lagt i det.
Det har gjort mig ret ferm til sex for det første. Man kan som bekendt ikke lære at kneppe sin næste, før man lærer at kneppe sig selv. Men langt vigtigere har det givet mig en ro og en dybere forståelse, der kun kan komme af at være komfortabel i sin egen krop. Derfor er jeg så glad for, at der findes steder som Kussesumpen, der trækker flapperne til side og lader folk kigge ind.
Ligesom de første feminister på Thylejren, der satte sig på hug foran et spejl og gravede sig vej igennem den Tommy Seebach-fritz, de havde der nede, for at se, hvad der var inde bagved. Det kan godt være, at jeg er blevet sentimental på mine gamle dage (jeg regner med at gå ud med et brag i en alder af 27, hvilket gør det her til mit livs efterår), men jeg synes sgu det er vigtigt at få afstigmatiseret kønspøllerne og vise hinanden, at de ikke er farlige. Tænk, hvor meget panisk, akavet teenagesex vi kunne have undgået, hvis vi vidste, hvad fanden der foregik der nede.
Derfor vil jeg gerne sige tak, kusser, for det, I laver. Til alle andre vil jeg på det kraftigste opfordre til, at I sætter jer på hug engang, graver igennem Thomas Blachman-fritzen og ser hvad der er på den anden side. Og hvis det kilder, når I rører ved den, så skal I endelig ikke stoppe. Det er sundt for jer.
Jeg vil efterlade jer med dette lille råd: Alle der siger at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, har aldrig prøvet at deepthroate.

Alle yderligere spørgsmål til penisser og deres gøren og laden kan rettes til Martin Henriksen på martin.henriksen@ft.dk. Det vil han sikkert sætte pris på.

  • 0

Fordi det er 2015

Category:bekendelser,Facebook,fantasi,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,ligestillig

Kære venner,

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

Byd et hjerteligt velkommen til Pottekussen.

Jeg er blevet forelsket i en anden mand, end ham jeg har fulgtes med siden 1988. Jeg ved ikke, om det er et problem. Jeg er forelsket i en mand, der er yngre end mig, og en mand der er langt mere feminist-smart i munden, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om han vil have mig. Det kunne godt være et problem. Men normalt er det sådan, for sådan en som mig med store bryster og stor røv og en frisk erotisk attitude, at hvis jeg vil, så vil han også. Med mindre han er til speltcykelstativer. Han har sådan et lidt for langt hår, ham jeg er forelsket i, det er mørkt og blankt, men sådan kan de godt lide det ovre på den anden side af dammen. Det kan jeg leve med. Han har six-pack, og den kan han godt lide at vise frem, især når han bokser for velgørenhed. Det tror jeg faktisk slet ikke er noget problem.

Så har han også øjne, der både driller og er sorgfulde. Jeg tror dog, han lukker dem under sex. Så siger han formodentlig: “oh God, you are too sexy”, mens han flexer armene, så tatoveringerne danser. Han har også en kone. Det kunne måske være et problem, men hun er en tv-personlighed, som laver helt vildt meget artigt-arbejde for kvinder, der har det svært. Bulimi og den slags.

Det lider jeg ikke af. Hun bliver ikke noget problem. Problemet er, at jeg ser lidt op til ham. Det kan være farligt i et forhold. Bevares, man skal ære og respektere den, der får lov at røre, men man skal ikke føle sig mindre, vel? Sagen er, at han siger virkelig seje ting, også selvom jeg indtil nu kun har omtalt hans udseende. Men det var vel det, der henledte mig på hans personlighed – at han så virkelig godt ud.

Han har netop vundet et vigtigt valg i sit hjemland. Og i den forbindelse skulle han vælge virkelig mange nye kolleger. Det gjorde han ret sejt. To af dem, han valgte, bar turban den dag, de officielt blev udnævnt. Og ham der står for det med våben, han ligner en ninja-kriger. Altså en god en af slagsen. Et frisk pust kalder pressen det. Og det friske pust har desværre ikke ramt mig alene. Billederne af ham uden tøj på er blevet delt meget i mit netværk, efterfulgt af #kugodt. Det bliver nok et rigtig stort problem.

For tiden er han i Paris på grund af klimatopmødet. Det er ærgerligt, at det ikke er et kvinders rettigheder-topmøde. Dem har vi egentlig ikke haft så mange af. For så ville jeg blive lidt mere forelsket i den pæne mand med de pæne meninger. Han blev nemlig valgt til premiereminister i Canada i sidste måned, og da pressen spurgte ham, om hvorfor der var så mange kvinder i hans regering (15 ud af 31) svarede han bare: “because it’s 2015”. Sådan har jeg aldrig fået den før fra en af magtens mænd.

Alligevel har troldspejlets splint ramt mig. Og det er nok det største problem. For helt ærligt: så flot sagt er det jo ikke. Det er bare et faktum. Han sagde det, og det blev delt hundredetusindvis af gange på internettet, fordi han ser godt ud, fordi han sagde det med de drilske øjne rettet lige mod den kvindelige journalist, som blev befippet af, at han var vedholdende, og så slog han ud med armene.

Jeg kan godt lide vedholdende mænd. Jeg kan godt lide Justin Trudeau, som han hedder. Men helt ærligt: vend denne her situation om: Vælg en kvindelig premiereminister, der har været elite beachvolleyspiller, og fotos af hende i bikini bliver delt igen og igen med et smægtende #kugodt under. Det er jo sexistisk.Det er nok et rigtigt problem. Men for hvem?

 


  • 3

Wanna touch my wobbly bits?

Category:Ikke kategoriseret

Er det muligt at erhverve sig en god solid mumbod før man overhoved er blevet mor? Svaret er ja. Altså. Nu har jeg jo ikke født, så egentlig er svaret jo faktisk nej efterfulgt af en stor, fed, syngende lussing fra alle verdens mødre. For nej, jeg har ikke strækmærker på maven eller en flækket kusse og et ligeså flækket røvhul. MEN! Jeg har en mumbod i den forstand, at jeg ikke lever og ånder for min krop og dens udseende længere. Jeg er forfængelig, naturligvis er jeg det, men jeg er også nået en alder, hvor jeg mere eller mindre har lært hvordan jeg skal klæde min kropstype, så den tager sig bedst ud. Der er nogle grundlæggende do’s and don’t’s og dem bliver jeg simpelthen nødt til at holde- og forholde mig til.

Den er kommet snigende, mumboden altså, de seneste par år. Jeg tror argumentet for, at min krop ser ud som den gør, er lig dadbodsnes. Jeg har simpelthen bedre ting at tage mig til end at træne hver dag. Min undskyldning er dog ikke børn, og det er så her alle verdens mødre igen gerne må stikke mig en flad, for så længe børn ikke er undskyldningen for min krops udseende, så kan jeg umuligt lade min krop gå ind under kategorien mumbod. Njarh så er kategorien nok nærmere bare dovenskab. Men at studere og arbejde en helvedes masse og så i øvrigt have alle mulige andre bolde i luften, ikke så meget mænd disse dage, men andre projekter… Hvis det på nogen tænkelig måde, skal stemme overens med den ellers fantastiske fremdriftsreform(……..), betyder det, at jeg løber fucking stærkt, altså tydeligvis ikke i den bogstaveligste forstand, for at få mit liv til hænge sammen. Bevares jeg løber også. Også i bogstaveligste forstand. En gang i mellem. Jeg danser da også. En gang imellem og også uden meget store mængder af alkohol i blodet.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville synes det havde været meget lettere for mig, at finde tøj og særligt bukser, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde 5-10kg for meget på sidebenene. Men ofret, der skal bringes for at være dét tyndere, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at efterleve. Jeg er for meget en livsnyder. Og det vil med andre ord betyde, at jeg skulle vinke farvel til alt, hvad der hedder rødvin og chokolade. Det er jo ikke fordi jeg lever af rødvin og chokolade, men jeg har nok, hånden på hjertet, et rimeligt forbrug. Et forbrug som jeg ser som den bedste treat i verden, en treat, jeg helt seriøst ville blive deprimeret af ikke at kunne give mig selv.

Så let’s face it, jeg bliver sgu nok aldrig model, det løb er ligesom kørt, både pga min vægt men nok også grundet det faktum at jeg min højde svarer til en høj dværgs. Og det er måske også okay, at jeg aldrig får en krop som Miley Cyrus, tilgengæld kan jeg få lov at spise mad og drikke vin og det er på en eller anden måde også ret i orden.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...