Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.

Hvad kvinder bør…

Titlen på dagens blog gemmer ikke på en liste over ting, vi kvinder bør gøre, hverken i mændenes eller medkvindernes øjne. Nej, den gemmer på en lille liste over, hvad jeg helt personligt mener, at kvinder bør have. En liste som muligvis bygger på meget personlige oplevelser over de sidste måneder, men som i det store hele faktisk er rimelig universel – hvis jeg da selv skal sige det.

Hvad kvinder bør have:

1: Nosser.
De metaforiske af slagsen selvfølgelig. For som de fleste kvinder efterhånden har opdaget, så findes der en stor gruppe mænd, for hvem et ægte par af slagsen ikke er ensbetydende med evnen til at bruge dem. Derfor bør kvinder have et par i reserve til f.eks. at sige fra, når den forkerte rigtige mand dukker op… Eller til at rette skaden og stoppe den forkerte rigtige flirt i tide, hvis ikke man fik sagt fra fra starten. Jeg fandt mine for nylig, jeg havde glemt, at jeg havde dem.

2: En indre kælling.
Ikke at forveksle med nosserne. Den indre kælling er hende, der bor inde i din mave og tager sig af alle de upassende reaktioner, så du på ydersiden kan forblive et fattet og empatisk menneske. Det er hende, der holder dansefest, når eksens nye kæreste har fået bøjle på tænderne (som voksen), og hende der skyder konfetti af, når ham/hende, der ynker sig til alt, endelig dumper en eksamen. Lige pt. er jeg ved at lære min indre kælling om jalousi, for det er netop den slags irrationelle reaktioner og følelser, som hun kan tage sig af, så vi som normale velfungerende mennesker ikke skal grave vores egen grav offentligt, hver gang vi får et lille stik i brystet.

3: Evnen til at tilgive.
Ikke for enhver pris selvfølgelig, man skal mene det, ville det og vigtigst af alt; gøre det uden at gå på kompromis med sig selv. Men måske netop i forlængelse af ovenstående punkt ville det klæde kvinder med lidt tilgivelse, ikke at bære så meget nag eller brænde alle sine broer ned for dramatikkens skyld. Jeg skrev om det i “Fra pyroman til brobygger”, og selvom det venskab viste sig at blive mere besværligt end som så, så holder jeg fast i min tilgivelse, og han er stadig min ven, kaos til trods.

4: Veninder.
Ikke dem du altid har det sjovt med, eller dem der gejler alting fuldstændig op ved bare den mindste tilstedeværelse af hankøn i dit liv. Nej de veninder der på et splitsekund kan se eller høre på dig, hvordan du virkelig har det – det være sig på både godt og ondt og nogle gange, før du selv er klar over det. De hænger ikke på træerne, for det meste skal de læres op, og du skal selv åbne op for det. Men ind i mellem dukker de op ud af den blå luft, spørger dig, hvordan du har det, og fejer dit “fint tak” af vejen med et “det er løgn, men det snakker vi om senere”. Andre gange skal der en temalørdag om kussen og en spontan søndagsbrunch til, før man opdager dem. Mine to bedste aner jeg dog ikke rigtig hvornår eller hvordan dukkede op, men jeg kan ikke undvære dem.

5: Venner – dem med hår på brystet.
Det kan selvfølgelig være, at din kæreste er din bedste ven, og du ikke har brug for andre mænd i dit liv. Det kan jeg som sådan godt have respekt for. Men i tilfælde af, at du ikke er så heldig, så er en mandlig ven altså mere værd, end man nogen gange giver dem credit for. Ikke kun fordi at han forstår mænd og deres hjerner en del mere, end du selv gør og derfor kan være ganske nyttig, men også fordi, at hans tilgang til verden er lidt anderledes end din. Jeg har altid været bedst til drengevenner, fordi jeg simpelthen ikke magter det drama, piger bygger op om hinanden eller om verden. Og jeg har ingen kontrol over min egen indre dramaqueen, hvis ikke jeg ind i mellem får et skud udramatisk mandelogik lige i solar plexus – uforsødet og ærligt.

Man kan mene, at den vigtigste ting, kvinder bør have, er troen på sig selv. Det er jeg også fortaler for, men det er ikke altid lige nemt at opretholde den tro eller opbygge den, hvis ikke man havde den i forvejen. Det er så her min lille liste gerne skulle gøre gavn. Har man sagt fra en gang, tør man gøre det igen. Anerkender man sin indre kælling, stopper man forhåbentlig også med at være flov, over de menneskelige følelser vi alle render rundt med, hvor grimme de end er. Lærer vi ægte tilgivelse, er det nemmere at komme videre og vigtigst af alt – venner der tror på en, gør det lidt nemmere at tro på sig selv.

Og sådan ca. NU sidder den ene af mine mandlige venner et sted i Århus og ryster på hovedet af mig, fordi jeg har nået mit bla bla bla stadie og lommefilosofiske bagklogskab. Så jeg må hellere stoppe for i dag. God torsdag alle sammen – I er nogle smukke, smukke mennesker!!